Slægtsforskning

- i Datastuen på Rudbækshøj efterår 2016 - starter den 7. september kl 9.30

Katrine og Max

2016 20. august
af Ib

I sine unge år afprøvede min far – Alfred Vigelsø Hansen – i en seks måneders periode, en uddannelse som Smed og Maskinarbejder. Han var dengang tydeligt inspireret af sin fem år ældre bror – Max Møller Hansen – der netop var udlært Smed og Maskinarbejder.
Da prøvetiden var udløbet valgte min far faget fra. Det hed sig, at faget ikke faldt i hans smag. Efterfølgende gik han i lære som murer hos en murermester Holm i Faaborg og gennemførte denne uddannelse i marts måned 1933 med afsluttende svendeprøve.
Prøveperioden som Smed og Maskinarbejder talte min far sidenhen ikke så meget om. Det kan så have sine åbenlyse årsager. Derimod fik vi børn ofte fortalt, at vores far engang i sine yngre år, havde gået med tanker om at blive slagter. En uddannelse som hans mor ikke havde vist den store begejstring for. Vores far fik så fire sønner, der alle blev uddannet inden for faget – uden, at den mulighed iøvrigt nogensinde havde været til debat eller at der på noget tidspunkt havde været tilskyndelser i nogen retning.

Min farbror og tante – Max Møller Hansen og Anna Katrine Jørgine Pedersen, lærte jeg aldrig at kende. De blev borgerlig ægteviet i Odense den 28. maj 1927. I samme måned, tretten år forinden, havde Max mistet sin far. Han døde blot 42 år gammel af en heftig blodforgiftning. Syv år inden Max og Katrines giftemål havde Max’ mor – Karen Cecilie – afhændet fødehjemmet – Horne Østermølle. Max’s forældre havde opført møllen for egen regning i 1902 / 03.
Max og Katrine var begge fynboer – fra Sydfyn forstås. Max var født på Grevens mølle i Horne i året 1900 og Katrine var født 1904 i Falsled. Max blev født, døbt og konfirmeret i Horne Kirke. Katrine blev født i Falsled, døbt i Svanninge kirke. Hvor hun blev konfirmeret, ved vi umiddelbart ikke noget om.

max1928katrineMin farbror udstod sin læretid som Smed og Maskinarbejder i Horne og da tid kom, aftjente han sin værnepligt ved Fynske Regiment på kasernen i Odense – På sæt og vis som både faderen og bedstefaderen også havde aftjente deres respektive værnepligter. Bedstefaderen fik tilmed erindringsmedaljen for deltagelse i forsvaret af landet ved den 2. Slesvigske krig. Min far blev aldrig soldat. Han trak frinummer.

Foto: 1927
Max Møller Hansen (1900 – 1929)
Anna Katrine Jørgine Pedersen (1904 – 1930)

Efter læretid og soldatertid havde Max i en periode haft job på en Ranch i Argentina. Dér overværede han en sort person blive skudt og efterfølgende begravet lige på stedet. En oplevelse som bevirkede, at han forlod landet ved først givne lejlighed.
Efter tiden i Argentina tog Max arbejde på et skibsværft i Hamburg. Dér boede han hos en paraplymager og dennes hustru og hver gang Max var på besøg hos moderen i Horne, havde han paraplyer med hjem.
Efter tiden i Hamburg flyttede Max tilbage til Danmark og fik beskæftigelse på Odense Skibsværft. Han giftede sig som sagt med den fire år yngre Anna Katrine Jørgine Pedersen og de bosatte dem i en kvistlejlighed på anden sal i Albanigade 46 i Odense.
Katrine og Max fik ingen børn. Katrine havde gennemgået et par underlivsoperationer, som vi iøvrigt ikke kender noget til, udover at de fandt sted og at de sidenhen nævnes i hendes papirer.
1½ år inde i ægteskabet pådrog Max sig en blindtarmsbetændelse som medførte, at han blev indlagt på Odense Sygehus. Hvorvidt han blev opereret og pådrog sig komplikationer ved operationen eller han blot blev søgt helbredt medicinsk med sulfapræparater, ved vi ikke. Penicillinet havde man ganske vist opdaget året før, men det var først i 1948, at der blev taget patent på massefremstilling.
Efter blot seks dages sygeforløb, døde Max en torsdag – nærmere bestemt den 24. oktober 1929  – to dage før hans 29 års fødselsdag.
Max’s død ses optegnet i Sct. Knud Kirkebog, Odense. Max bliver begravet den 30. oktober 1929 i familiegravstedet i hjemsognet Horne.

Max’s fire år yngre hustru, Anna Katrine Jørgine Pedersen, i det daglige blot kaldet Katrine, døjer i tiden efter Max’s død med store og udtalte kvaler over tabet og savnet af Max. Katrine har svært ved at tackle hverdagen og hun bliver i stigende grad psykisk så påvirket, at hun ikke selv magter at håndtere sin situation. Hun lejer en ny lejlighed med henblik på snarligt at flytte, idet hun hele tiden ser sin afdøde mand overalt i lejligheden.
Den 27. januar – som var en mandag – to måneder efter Max’s død, bliver det for meget for Katrine. Hun skriver to afskedsbreve til familien. Lægger det ene brev i køkkenet og det andet i stuen og anmoder om, at familien bliver telefonisk underrettet.
Beboerne i huset hører Katrine rumstere rundt mellem klokken 7 og 8 om morgenen omkring den tid, hvor Katrine låser lejligheden indefra og hvor hun åbner for to gashaner i køkkenet. Ved 10-tiden om formiddagen bliver der slået alarm, da beboerne i huset lugter den udsivende gas. Falck bliver tilkaldt og skaffer sig adgang til lejligheden. Dér finder de Katrine liggende livløs på køkkengulvet, iført natdragt. Falck og læge arbejder med at tilføre hende ilt i tidsrummet kl. 10.10 til kl. 11.15, men genoplivningen er forgæves. Der udtages blodprøver og Kirstine bliver erklæret død.
Der blev ikke foretaget obduktion.
Katrines død er optegnet i Sct. Knud kirkebog, Odense. Den 3. februar 1930 blev hun begravet ved siden af Max i familiegravstedet på Horne Kirkegård. Katrine blev blot 26 år.
To håbefulde unge menneskers liv var der hermed sat en stopper for. Næsten inden det kom rigtigt i gang. Deres skæbner gjorde selvsagt stort indtryk på familien, på vennerne og på omgangskredsen. Katrune og Max  mindes fortsat, når talen falder på slægten og de forgangne led kommer på tale.

Der gik engang en ungersvend, helt sindig på sin fod, og så sig vidt i verden om med længsel i sit blod (klik her).

Som 6 årig fik Max i 1906 et par nye læderstøvler af sin morfar, skomagermester Anders Wikkelsø – der iøvrigt var søn af Karen Guhl og Skomagermester Lars Wikkelsø. Støvlerne blev flittigt brugt og da Max voksede fra dem, lagde han dem til side til minde om morfaderen. 1930 gik støvlerne i arv. 1933 gik de igen i arv og i 1970 skiftede de endnu engang opholdssted. Det samme skete i 2003 og i 2014.

“Dinne”

2016 12. august
af Ib

“Dinne” var min mormors storesøster. Hendes ungpigenavn var  Marie Kirstine Jensen.  Hun blev født den 29. maj 1885 i Horne på Fyn og i juli måned samme år, blev hun døbt i Horne Kirke, hvor hun blev holdt over dåben af pigen Johanne Andersen, Bjerne Mark og pigen Ane Nielsen stod ved siden.  Fadderne var Skrædder Laurits Marius Jensen, Horne. Ungkarl Anders Andersen, Bjerne Mark samt husmand Peter Jensen, Bjerne Mark.
Marie Kirstine blev  konfirmeret i Horne i oktober måned 1899 og hun har gået i skole der. Så længe jeg husker, blev Marie Kirstine kaldt “Moster Dinne”

“Dinne” kom ud at tjene straks efter konfirmationen.  Hendes første plads var hos Hans Bønneland hos hvem hun var et års tid. Derefter var hun hos sin morfaders bror, Hans Andersen med tilnavnet Knold. Hans Andersen boede på “Kabbelhøjsgård” som ligger skønt med udsigt over vandet til Dyreborg og Faaborg. Kirstine tjente der i 5 år.
Senere rejste “Dinne” til Rasmus Hansen, “Lisesminde” i Alléskoven i Diernæs Sogn og dér tjente hun i 1½ år.

Som fritidssyssel inden sit giftemål, lærte hun kjolesyning på “Frk. Andersen systue” i Faaborg.

“Dinne” traf sin tilkommende, Jens Peter Larsen, første gang, da han skulle sælge lodsedler til et godt formål. Jens Peter kom blandt andet til gården “Lisesminde” i Diernæs for at sælge lodsedler. Dér var der  to “fnisetøse”, der købte lodsedler. Den ene var “Dinne” som altid gennem hele sit liv købte mange lodsedler. Jens Peter købte aldrig lodsedler.

“Dinne” og Jens Peter fatter interesse for hverandre og amorinerne svæver tæt omkring dem. I marts måned 1909 gifter de sig i Svanninge Kirke.  De købte en ejendom i Ny Stenderup som de flyttede til den 1. april samme år. Det er fortalt, at de kørte dertil i charabang i øsende regnvejr med et vrælende barn, der var født året før.
“Dinnes”  yngre søster, Maren Nielsine, fulgte med, da “Dinne” og Jens Peter flyttede til Ny Stenderup og hun tjente hos dem i 2 år.
Maren blev konfirmeret i Vester Hæsinge kirke i oktober måned 1910, mens hun tjente hos søsteren og svogeren. Syv år senere fødte Maren Nielsine en datter som 25 år senere blev min mor.

Moster “Dinne” og Jens Peter i Ny Stenderup, besøgte vi så ofte det kunne lade sig gøre. Vi kørte med rutebil fra Faaborg. Stod af ved landevejen ” oppe ved Ny Stenderup” og gik op gennem hulvejen til Moster “Dinne” og Jens Peters ejendom – en typisk dansk bindingsværksejendom med stråtag, lave længer, vandpost og stentrug på gårdspladsen, hund, kat, fritgående høns og kurrende duer og en kålhave med bærbuske og frugttræer og heste, køer, kalve og fedesvin var der i stald og stier..
Just sådan som vi husker det.

Tingsted

2015 1. november
af Ib

På en eng et sted her i nærheden, ligger der, til den opmærksomme iagttagers undren, tretten sten i en cirkel. Netop sådan lå stenene placeret i tidligere tiders tingsteder. En fjortende sten ligger nogle få meter fra de andre sten i nordlig retning. Den fjortende sten har fået navnet “Ventestenen”. Alle stenene er af bjergarten granit – hver især ført hertil for godt og vel 10.000 år siden af den sidste istidsgletcher. Nu ligger stenene på et sted, hvor der engang  var frit udsyn til den smeltevandsflod som nu om dage kender ved navnet Lillebælt.
Et fungerende tingsted i Strib, hvor landsbyens indbyggere samledes for at afklare tvistigheder og forskellige problemstillinger, har man i ældre tid aldrig haft. Havde de lokale folk dengang ærinde ”på Tinge”, så måtte de bevæge dem de 4 til 5 kilometer, der var til nærmeste by, Middelfart, hvor tidens tingsted var placeret.

tingsted3

Etablering af et tingsted i Strib ( som en historisk kuriositet) var en tanke som modnedes blandt lokale beboere og som blev bragt til udførelse i slutningen af 1980’erne.  Efter moden overvejelse blev stenene – i samarbejde med en lokal grundejerforening – placeret hvor de nu ligger.  Et tingtræ blev plantet i cirklens midte, men fandt ikke rodfæste. Et nyt tingtræ blev plantet, men formåede heller ikke at slå rødder og fandt hverken grobund eller næring for videre vækst i det rene strandsand, som undergrunden på stedet består af. På næsten symbolsk vis havde naturen nægtet to tingtræer rodfæste – var der mon mere mellem himmel og jord? Var der mon nogen som satte sig imod? Endnu et træ blev plantet og endnu en gang udeblev det forventede resultat.
Nærmest som et skulpturelt vidnesbyrd ligger  stenene så nu – uden tingtræ – til kulturhistorisk erindring om en svunden tid. Stenene taler deres eget stille sprog og vækker undren og eftertænksomhed hos forbipasserende. Men som tingsted har stenene som nævnt ikke – lige på dette sted – haft nogen historisk eller retlig funktion.

På det åbne areal, nær det sted hvor tingstenene ligger, afviklede den lokale grundejerforeningen –  i de tidligste år af foreningens eksistens – nogle engfester med folkemusik, dans og frydefulde sammenkomster. Der blev drukket veltempererede vine, afkølede pilsnere, ditto sodavand og andre læskende drikke. Der var mundgodt til børnene og de unge, der blev grillet kød og ristet pølser og den daværende bruger af arealet, beslagsmeden senior, demonstrerede fåreklipning og der blev budt på kørsel med hestespand. Midsommeren blev markeret med bål, båltaler, midsommersange og mellemfolkeligt samvær.

Engen, hvor stenene ligger, kategoriseres som et overdrev og som sådan indtager stedet en særstilling ved at være under beskyttelse af Naturbeskyttelsesloven.  Engarealet er derfor fortløbende udsat for naturpleje i form af afgræsning med de får og heste som har ophold på stedet. Denne form for naturpleje er valgt fordi afgræsning anses for den bedste, mest hensigtsmæssige  og iøvrigt også flittigt brugte form for naturpleje på overdrev. Tilladelse til dyrehold på engen gives derfor til ejer af arealet som en formsag.

Om den lille tæt liggende vold som ses nær tingstedet er det fortalt, at den skulle være en rest af det meget gamle voldanlæg, der i tidernes morgen var en del af ”Gammel Slot”, som man ser rester efter ved Strib Nordstrand.

Som en del af tidligere tiders overlevering af historier om overtro, kunne børn, hvis de ønskede sig en lillesøster eller lillebroder, smøre en fedtemad og lægge den på en sten – en såkaldt barnsten. Så ville deres ønsker gå i opfyldelse og den ønskede lillesøster eller lillebroder  ville melde sin snarlige ankomst. Der er dog ikke endnu i vor tid set spor efter fedtemadder på engens tingsten.