Anders Rasmussen

3. pinsedag  i året 1765, nærmere bestemt tirsdag den 28. maj, sejlede Anders Rasmussen ud på fjorden for sidste gang. Den dag druknede Anders. Han blev fundet et par dage senere og bragt i land. Blev strålagt i hjemmet på en dør, der var placeret på et par bukke, fik lagt en saks i korsstilling på brystet og salmebogen under hagen og forberedt til den sidste rejse. Just sådan, som der var tradition for, når nogen i en husstand var afgået ved døden.
Nu om dage vil man sige, at Anders Rasmussen blot blev 70 år. Dengang var han i alder og fysisk kondition en aldrende mand, omend han havde et godt huld.
Anders Rasmussen havde det meste af sit liv boet ved fjorden og fiskeriet havde naturligt nok været en stor del af hans hverdag. Det lå lige for, at han – når lejlighed bød sig – hentede en del af sit udkomme ved fiskeriet.
Nu havde han så været på sin sidste fisketur.

Fisker sejler ud2

Anders Rasmussen havde i sin tid været tømmermand med et medfødt håndelag for tømrer- og snedkerarbejde og han havde som skibets tømmermand sejlet med på Odense-købmændenes handelsskibe med kurser mod fjerne kyster. Han havde besejlet store afstande på søen og det oprørte hav og udstået stridsomme strabadser, overvundet uregerlige vejrlig og fortæret sine beskøjter og ramsaltede tøndesild, sådan som de nu bød sig. Læs mere Anders Rasmussen

Bosættelse og ladeplads

En gang for meget længe siden blev den lille sparsomt bebyggede landtange ved fjorden, neden for bakkerne, til en strandkøbing, hvor skibe med besætninger fandt ladesplads og  afsætning for deres varer.
Der kom flere bosættelser og bebyggelser til og der kom kloster og kirke med tårn og der blev tænkt gudelige tanker. Stedet fik navn. Veje, palisader og byport kom til og regler blev indført og accisse, styr og tyngende skatter blev pålagt hver mand som kunne svare enhver sit.
Folk med deres fæ og kræ levede og døde det lille sted. Generationer fulgte generationer og det har de gjort lige siden.

Man gravede sine døde ned og indførte ritualer og gravfred, just hvor der var gravplads – Århundreder senere kom andre til og gravede op i fremskridtet og almenvældets navn. Så blev der kigget på kranier og knogler og kulturs efterladenskaber – og dét kom der en arkæologisk rapport ud af.

Og her har du linket. ⇓

Østergade – OBM7731

Huset i Kirkeballe

Karen Cecilie og  Sophie Kathrine var søskende, eneste børn af Skomager Anders Jensen Wikkelsø og hustru Severine Marie Hansdatter  Bønneland.

Karen Cecilie (1876 – 1933) Sophine Kathrine (1878 – 1909)

Karen Cecilie lærte husholdning og giftede sig med Niels. Sammen byggede de Horne Østermølle. Sophie Kathrine uddannede sig som dameskrædder. Hun forblev ugift. Som ung pådrog hun sig sygdommen tuberkulose og var i flere perioder indlagt på henholdsvis Haslev og Nakkebølle sanatorier. Sophie Kathrine døde som godt 30-årig i 1909, samme år som hendes søster, Karen Cecilie fødte en dreng, som siden blev min far.


Sophie Kathrine havde nogle åbenlyse talenter ikke blot i tøjkreationer, men også udi tegne- og malekunst. Flere af hendes tegninger og små malerier hænger fortsat på vægge runden om i slægtens hjem.

Så langt tilbage jeg umiddelbart husker, erindrer jeg, at vi derhjemme havde nogle små stykker pap som engang – i hel stand – har vist et lille maleri af et bindingsværkshus som lå tæt ved Horne kirke.
“Olie på pap”, blev det fortalt derhjemme, når de små papstykker blev hentet frem og talen faldt “på de gamle i slægten” og på Sophie’s lille oliemaleri.
Ikke blot havde det lille hus tjent som fødehjem for min farmor og hendes søster. Mine oldeforældre, mine tipoldeforældre og mine tiptip oldeforældre har også beboet matriklen og sågar Min mor og hendes mor med forældre har boet på matriklen. Huset havde været et fæste under Hvedholm Gods. Så blev fæstet givet fri og huset blev købt til privat eje. Brækket ned og bygget nyt. En brand lagde det i aske og påny blev der bygget nyt.