Er du slægtsforsker? !!! Så er du måske også i familie med ham dér – ham dér, øøøøh - -
Hvad var det nu han hed? – Ham dér med de store sten og med tænderne og den ene højrearm. Ham dér som så mange mener de må være efterkommere af…
Det ku´hænde - Men jeg ved det ikke lige! Jeg ved derimod noget andet som for mig selv er nok så interessant og tilmed også lidt finurligt.
De arbejdsløse skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, siges det igen og igen. Er det mon fordi de ikke har andet at lave?
Hvad med om arbejdsmarkedet så også stod til rådighed for de arbejdsløse. Dér er der jo heller ikke for megen beskæftigelse.
Ville det mon være en idé at sende arbejdsmarkedet i jobtræning på fuld tilskud?
Er realisationen af den politiske ide om, at alle skal i arbejde, mon i virkeligheden blot en illusion man holder liv i fordi det nu én gang er nødvendigt?
Er der mon nogen sandhed i at visse omstændigheder eksisterer bedst i kraft af sin modsætning?
Er der mon nogen sandhed i, at et moderne liberalistisk samfund har forbandet brug for de arbejdsløse som tilskyndelse for de arbejdende? og selv om vi godt ved dét, så kan man bare ikke sige det højt!
Jeg strejfer med mellemrum tanken om hvad paradisets herligheder mon ville have været uden mulighed for spejling i helvedes forbandelser.
Nå ja – bevar mig vel, det er da godt, det ikke lige er mig, der står med problemet…
Jeg traf aldrig selv Thora, men jeg ved at hun passede forsamlingshuset i Roerslev. Hun var nemlig kogekone. Sådan en af den solide slags som har både hjerte og håndelag for gerningen.
Thora gik med store – altid nystrøgne og kridhvide – forklæder og var bestemt og viljefast i sin gøren og laden ligesom hun var respektfuld og fuld af loyalitet over for, hvad der måtte krybe og gå. Hun var det man kalder retskaffen – ordentlig og redelig i al sin gøren og laden og så sagde hun tingene uden omsvøb – sådan lige ud ad landevejen, forstås.
Thora dansede en fejende flot vals sammen med sin ægtefælle, både på dansegulvet i forsamlingshuset og i hverdagens mange gøremål – blot ligesom for at demonstrere hvordan sådan noget skal gøres – og så opfostrede hun og ægtefællen deres tre piger i fælles forståelse og samdrægtighed uden også at være rørende enige om alt.
Og så gik hun med ”Julens Glæde” i al slags vejr – eller rettere cyklede. Hun skulle nemlig “hele sognet rundt” for at indsamle frivillig juleopsparing. Det var sådan en slags forening. Medlemmerne fik så deres penge igen ved juletid.
Mange cyklede kilometer blev det til hver sæson. Det tog Thora i en stiv arm.
Når hun svang sig i sadlen på den gamle sorte bedstemorcykel og trampede rundt til beboelserne på Blanke Mark, så var hun målrettet på opgaven.
Til tider var sparelysten hos medlemmerne – eller måske rettere spareevnen - mindre, end den var til andre tider. Thoras honorar var blot lidt renter af de opsparede midler, så den aktivitet hun udfoldede med indsamlingerne og de mange cyklede kilometer var velsagtens nok mere ideologisk betinget end den som indtægtskilde egentlig stod mål med bestræbelserne.
Ikke sjældent tog Thora stikkene hjem når der blev spillet kort med naboer, venner og familie. Ikke sjældent dyrkede hun sin gæstfrihed og bød på kaffe og hjemmebag. Og ikke sjældent gik Thora til havs sammen med sin fiskermand for ligesom at indsnuse havduften, nyde vidderne ud over havet og velsagtens også for at følge lidt med i, hvad der rørte sig blandt de lokale kystfiskere. Stedet havde jo en meget lang tradition for kystfiskeri.
… Thora blev født i begyndelsen af oktober måned 1888 på forældrenes bopæl i Hjerupgyden – det sted ovre i Barløse, som nu kaldes Skovvangsvej. Hun blev døbt i november måned 1888 i Barløse Kirke og navngivet Thora Laurine Johansen og det var farmoderen, Enke Karen Hansdatter fra Hjerup, som bar hende til dåben. Fadderne var Tømrer Jens Andersen, Hjerupgyden og farbroderen, Julius Frits Johansen på Orelund samt dåbsbarnets far.
Med årene nåede de op på syv i søskendeflokken. Fire piger og tre drenge. Thora var den 2. ældste i flokken.
Forældrene, Kristian Nikolaj Johansen f. 1857 og Rasmine Madsen Hvid f. 1863 var blevet gift den 28. november 1885 i Kerte Kirke og efter giftemålet havde de fæstet et hus i Hjerupgyde. Her boede de efterfølgende i en del år og her blev de sidste seks af deres børn født.
Allerede i 1892 mister Thora en lillesøster som dør knap 2 år gammel af strubehoste. Lillesøsteren blev begravet på den lokale kirkegård. Samme sted som én af Thora døtre sidenhen blev begravet.
Thora bor hjemme hos forældrene i Hjerupgyden indtil hun i 1902 blev konfirmeret i Barløse kirke. Efter konfirmationen kom Thora ud at tjene og det var husgerningen der optog hendes interesse.
Så var det, at hun mødte Mikkel Jensen oppe fra Nørre Vorupør. Han var kommet til Fyn omkring 1910 – 1911 og havde så fået arbejde på en avlsgård i Barløse sogn- samme sted som Thoras far og hendes farbror var beskæftiget. Mikkel Jensen var ud af en fiskerfamilie og faderen hed meget betegnende Thomas.
Amorinerne svævede og Thora og Mikkel giftede sig i Kerte kirke i december måned 1912.
Så kom der børn. Eller rettere – deres første barn var kommet. Mikkel blev fodermester på Stutterigården ved Røjleskov og Thora blev medhjælpende hustru. Ved den lokale folketælling i 1916 blev de optegnet som boende i Stutterigårdens fodermesterbolig.
Mikkel skiftede job og lejede den ene ende af et dobbelthus af Jacob Stenpikker. Købte sidenhen parcellen på Lavmosevej, Blanke Mark, og etablerede bolig dér. Så blev han politisk engageret – ræverød socialdemokrat, sagde man - og så blev han indvalgt i sognerådet.
Mikkel var en klar modstander af den liberalisme som venstres selvejerbønder udfoldede og han arbejdede målrettet i sit politiske virke for en større social retfærdighed og ligeværd. Han blev formand for den lokale brugsforening og arbejdede sideløbende med fiskeri med drivgarn, slusepasning og som vejmand. Det er fortalt, at han også slog sten på samme måde som man hører om i den navnkundige sang “Jens Vejmand”.
Og så skal man ikke glemme, at Mikkel også var en ivrig jæger…
Thora passede forsamlingshuset og kørte med ”Julens Glæde”. Snuppede sig en vals med Mikkel i ny og næ og kokkererede til gilder, fester, konfirmationer og andre begivenheder og lavede også ind imellem alt muligt andet – så som at vaske for folk.
Mikkel blev motoriseret. Lagde en lille halvanden hestes benzindrevet korsørmotor i sin jolle og så købte han knallert – en Skylon, som han fik lavet trailer til. Det var i 1950′erne. Mikkel og en bekendt købte knallert i Odense samtidig. De fulgtes ad derud da de skulle afhente deres køretøjer. Så defilerede de side om side ad vestfynske landeveje mod hjemmene på hver deres respektive nyerhvervelser.
Thora cyklede fortsat med “Julen Glæde”.
En dag i april måned 1959, da Mikkel var blevet henved 69 år gammel – gik han til stranden som så ofte før. En heftig nordvestenstorm havde raset nogle dage og havde tilsandet Mølleåens udløb og frosten havde den dag tilmed bidt sig godt fast.
Mikkels hjerte var med årene blevet noget miserabel og slidtagen mærkbar. Thora fulgte ham da oftere til stranden. Den dag i april måned 1959 blev hans sidste.Ved Mølleåens udløb faldt han om og døde. Thora var med ham den dag. En nabokone var på stranden på samme tid og hun lagde beskyttende sin frakke over Mikkel.
Så levede Thora en del år som enke i det lille hus på Lavmosevejen. Sidenhen købte hun et stråtækt bindingsværkshus med navnet ”Jenle” . Huset lå blot nogle få minutters gang fra kirken, kirkegården og Mikkels gravsted.
I huset “Jenle” boede Thora indtil hun nogen tid før sin død i 1980 kom på plejehjem.
Så var det at jeg en dag for nogle år siden blev gjort opmærksom på Thora og Mikkel og så var det, at jeg spurgte mig for på det lokale arkiv og sådan lidt rundt omkring. Kiggede i kirkebøger og folketællinger og besøgte steder og mennesker og fik fortalt.
Thora og Mikkel var min nieces tipoldeforældre. Nu hviler de ud i legatgravstedet på den lille kirkegård oppe på bakken, hvor der efter sigende engang har været en kæmpehøj og hvor det fortælles, at svenskerne under svenskekrigen stjal blytaget af kirken og hvor samme svenskere begravede deres døde sådan lidt hulter til pulter inden de drog videre.
Man trænges ikke om pladserne på den lille kirkegård hvor Thora og Mikkel har deres sidste sted. Deres grav kunne have været slettet for år tilbage. Det blev den ikke.
Foto: 1959 / fire generationer på spindesiden:
Fra højre mod venstre - Thora med oldebarnet Susanne på armen, dernæst Ellen som er Susannes mor og datter af Karla – Karla der står yderst til venstre er Thoras barn nr. 2 og det er hende, der i 1964 fik sit sidste sted der hvor Thoras lillesøster i sin tid blev begravet.
Thora og Mikkels datter, Karla, blev gift med Christian Ahrenfast Baltsersen og det var oprindeligt de to som var genstand for den første opmærksomhed, og det var via dem jeg blev gjort opmærksom på Thora og Mikkel.
Min søster, Ruth, blev født en mandag i november måned 1935 – i dag, hvor vi skriver fredag, ville hun så kunnet være fyldt 76 år.
En onsdag i juli måned 1999, da hun var på vej til at forrette et ærinde i det lokale pengeinstitut, satte en tragisk ulykke og en uopmærksom chauffør en definitiv stopper for hendes videre liv.
Som første barn af en søskendeflok på otte, blev hun født i Horne – i faderens hjemsogn – hvor forældrene havde lejet et hus. Hun blev døbt i den lokale kirke på faderens 27 år fødselsdag. Ved dåben frembåret af fasteren og navngivet Ruth Karin.
Et par år gammel flytter hun med forældrene og en ny tilkommen lillebror til Faaborg. Den lille familie bosætter sig i Vestergade – umiddelbart uden for byporten og ikke langt fra strand og havn.
I ejendommens baggård var rige legemuligheder og megen tumleplads. Ruth og hendes lillebror var blot et par små størrelser, da de på stolprende ben og egen hånd tog deres første farefyldte opdagelsesrejse ud i den store spændende verden – de drog ganske enkelt til havs – nærmere bestemt den strand som blev kaldt Lillestranden – stedet som de så ofte havde besøgt sammen med forældre og naboer og som de mente at kende så godt. Stor blev opstandelsen, da det gik op for forældrene at poderne var ”væk”. Det er sidenhen fortalt, at deres videre rejselyst for en tid – og i udstrækning – blev begrænset af længden af “en snor om livet” på hver enkelt af dem.
Ruth startede sin skolegang den første april 1944 og frekventerede Faaborg Sundskole de efterfølgende fire år. Sidenhen var hun på Faaborg Mellem og Real Skole. Efter afslutning af den obligatoriske skolegang var Ruth bl.a. beskæftiget hos Viktualiehandler Ilse Levin i Østergade, ved fasterens og onklens renseri i Odense, hos konfektionsfabrikken “Binggeli”, andre steder som jeg ikke umiddelbart husker og sidenhen i forskellige ekviperingsforretninger.
(En mor med sine tre piger)
Ruth var merkantilt orienteret. Hun holdt meget af sit arbejde i byens forskellige forretning og hun trivedes godt med at servicere kunderne og finde og forene stil og smag i en højere enhed. Hendes store interesse var tøj og mode og hun beskæftigede sig i fritiden en del med syning og stoflige kreationer.
Allerede som 18-årig giftede hun sig med Svend og sammen blev de forældre til tre børn. Svend blev syg og er nu ikke mere. Ruth købte hus med havudsigt på Bøjden. Flyttede til Assens, blev ansat ved postvæsenet. Uddannede sig til “bedemand”. Blev medlem af ”Rebekka Søstrenes Orden” samtidig med, at hun drev begravelsesforretning, passede hjem, ny mand, job, røgtede omgangskredsen og omgikkes med familie.
Sine seneste år boede hun i Assens.
I dag er det 76 år siden hun blev født.
For ikke så længe siden befandt Ellis og Jeg os sådan godt og vel en halv fjerde tusinde kilometer hjemmefra – et sted under sydens sol – siddende i en restauration iført feriehud og sommerdress - og netop i færd med at indtage dagens første måltid.
En ung tjener havde i nogen tid sendt “stjålne blikke” til vores bord og havde vist en slet skjult interesse som øjensynligt ikke var afledt af hans opgave med at servicere hotellets gæster.
Da han ikke længere kunne styre sin nysgerrighed, nærmede han sig vores bord med en stilfærdig tjeneropmærksom attitude. Spurgte konverserende ind til vores behov og velbefindende – alt imens hans øjne var fikseret ved min skjortelomme hvori jeg havde min old faschion mobiltelefon.
Da vi havde udvekslet de mest almindelige høflighedsfraser, tog den unge tjener mod til sig og spurgte til min “mobil” og pegede på min skjortelomme.
Med to fingre fiskede jeg mobiltelefonen op af lommen og viste ungersvenden vidunderet.
Med et smil snuppede han den og begyndte febrilsk med to travle tommelfingre, at trykke løs på tastaturet.
I løbet af “No Time” havde han fået ”mobilen” låst op og startet et spil med en orm. Så hidkaldte han højlydt én af sine unge medtjenere og sammen studerede de intenst gestikulrende ormespillet på min mobiltelefon mens de pludrede løs på deres eget sprog.
Begge viste de åbenlys begejstring for telefonen, vendte og drejede den og lod den gå på omgang mellem ivrige hænder.
Så kom tilbuddet. Den unge tjener ville bytte med hans egen – en noget nyere model af samme mærke. Tynd som et stykke knækbrød med præg af megen brug og synlig slid.
Jeg takkede nej og fortalte at jeg ikke ville skille mig af med min ”Old faschion” hverken for penge eller for noget andet.
“x-skiws me”, sagde den unge tjener og bukkede diskret. Afleverede telefonen og hastede videre til andre gøremål.
Med to fingre droppede jeg min arvede antikvariske karmoisinrøde porche-model af en retro mobiltelefon tilbage i brystlommen.
Not for Sale!
”En bagersvend kom forbi og tabte en klat!”
Sådan omtalte min morfar hans ukendte genetisk fædrende ophav. Når det er sagt, så havde min morfar i sagens natur heller ikke så meget mere at sige om den ukendte far, der aldrig på noget tidspunkt fik tildelt særlig meget af hans opmærksomhed endsige interesse.
Min morfar blev født i Asnæs, Ods Herred, Holbæk Amt. Hans mor havde den sidste tid af graviditeten boet hjemme hos hendes forældre og i februar måned 1895 havde hun så født sit barn. Elleve dage efter fødslen blev drengen båret til dåb i den lokale kirke af mosteren, Boline Andersen, og blev døbt med navnet Hans. Den biologiske far deltog ikke i dåben og han nævnes ikke ved navn i kirkebogsnotatet,velsagtens fordi han indledningsvis ikke havde vedkendt sig paterniteten og fordi han gjorde sig svare anstrengelser for både at være usynlig og at unddrage sig sit ansvar.
Da nu bagersvenden ikke viste interesse eller deltagelse i graviditeten, hans søns fødsel og dåb, blev der ni dage efter dåben, på moderens vegne, af det lokale sogneråd, udfærdiget en skrivelse som via ”Holbæk Amt” fremsendtes til Københavns Overpræsidium med anmodning om, at Bagersvend Karl Sørensen må blive tilpligtet at alimentere (betale børnebidrag) til hendes den 6. februar 1895 fødte barn: Hans Andersen.
Bagersvend Karl Sørensen bliver da via myndighederne eftersøgt. Allerede den 20. april samme år meddeler de eftersøgende myndigheder at bestræbelserne har været forgæves og at man ikke har kunnet efterspore bagersvenden.
Sjællands Stiftamt involveres i sagen og den 1. juni bliver faderskabssagen påtegnet, at indklagede Bagersvend Karl Sørensen er fraflyttet Brøndbyvester Mølle den 1. maj – hvor han tjente hos en Villum Villumsen – men nu har taget ophold i København. Carl Sørensen stak ganske enkelt af, da han blev bekendt med at han er eftersøgt som ansvarlig part i en faderskabssag.
Den 30. juli samme år påtegner de eftersøgende myndigheder sagen at eftersøgningen fortsat har været forgæves hvilket meddeles Amtet den 1. august 1895.
I september måned i året 1900 var der giftemål i en kirke i omegnskommunen. Ved den lejlighed fik min morfar en stedfar og med tiden kom tre halvbrødre til, hvoraf den ene blev døbt med navnet Karl.
Om min morfar kendte navnet på sin biologiske far har han aldrig fortalt – blot nævnt ham som bagersvenden der tabte en klat i forbifarten.
Den Karl Sørensen som uddannede sig til bager, som gjorde en pige gravid i slutningen af marts måned 1894 og derved efterlod sig genetiske aktier i min morfar, videreført i min mor og i mig selv, han arbejdede i 1895 på Brøndbyvester Møller. Han er ikke længere ansat på møllen - men vi kan tage et kig og se hvordan der på stedet ser ud i dag. klik her
En dag i den forløbne uge bankede det på hoveddøren. En mand iført styrthjelm, cykelklemmer og tætsiddende signalgul overtræksvest påklistret brede sølvreflekser, stod på trappestenen.
Goddag Hr. Nu må du ikke tro…..Men hvor mange år har det taget og er det en thuja eller en cypres?’
Efter at manden yderligere havde uddybet sit ærinde ved min hoveddør, trissede vi småpludrende hen mod stedet hvor den stod, for i fællesskab at besigtige opmærksomhedens genstand.
“Ja, for man kan jo godt sige, at det er sådan en slags Bonzai. Det er vel næsten dit barn”, sagde manden med en vis beundring i stemmen og en noget forventningsfuld attitude. Og så gentog han: “Og nu må du endelig ikke tro…”
Det svarede jeg så ikke på, men fortalte ham, at den var godt og vel 30 år gammel. I 1978 købt i den lokale velassorterede planteskole for at være en lavtvoksende enebær med dværgvækst.
At den så med årene viste andre genetiske tilbøjeligheder, var egentlig lidt ligemeget – den udfyldte jo sin mission – indtil jeg syntes den var blevet for stor og overvejelser om fældning begyndte at trænge sig på. Valgte så at gi’ den en chance. For en 10-12 år siden begyndte jeg så at beskære, klippe og forme banditten og her er så det foreløbige resultatet.
Manden syntes tilfreds med forklaringen og udtrykte igen sin beundring. Jeg bød ham en god dag og gik tilbage til mit afbrudte forehavende.
Var det en thuja eller en cypres? Det fik han i skyndingen ikke svar på…
Ud af en søskendeflok på otte – tre piger og fem drenge, var du den eneste som blev soldat – ved fodfolket forstås – den eneste i søskendeflokken som fik streg på ærmet – befalingsmand forstås. Den eneste i søskendeflokken der blev underlagt øvelsesture på den jyske hede og hen over den fede fynske muld. Den eneste som lod dig beruse af frydefulde gys ved natlige mønstringer og udkald, taktfaste stroppeture og vagter og pibninger af grej og tilbehør. Den eneste af søskendeflokken, som derhjemme kokkererede varm kartoffelsalat, som kun en soldat kan lave den. Den eneste i søskendeflokken som i en periode ikke ville gå med opsmøgede skjorteærmer. Og så var du den eneste som lærte mig at pudse mine sko i svangen – hvad jeg har gjort lige siden, fordi jeg fortsat synes det er sejt.
Nå ja, så var du også den eneste i søskendeflokken som engang lokkede mig til at stikke en pind i et hvepsebo, hvorefter du sporanstrengt tog den i fuld firspring hen ad klintestien, vel vidende at noget var under opsejling.
I dag har du, fodboldspilleren, pølsemageren, soldaten, familiefaderen, morfaren og farfaren, svigerfaren, postbuddet, kajakbyggeren med de umiskendelige evner udi grønlændervendinger, røgemesteren, golfspilleren og bysbarnet i den gamle middelalderby - min bror NMH – fødselsdag.
Tempus fugit – tiden iler, siger man. Carpe diem – grib nuet, siger man også. I forvisningen om, at slig håndtering af den på bjerget til enhver tid gældende latin, er du selv herre over, skal herfra lyde et stort, velplaceret tillykke med de bedste ønsker for dagen og vejen og for fremtidige gøremål og habitus, til en offervillig, viljestærk, uselvisk og målrettet mand i sin bedste alder.
I denne måned – her i det herrens år 2011 – er det 114 år siden at mølleren Niels Andreas Hansen spændte hestene for charabang’en og kørte til præstegården for at anmode sognepræsten om lysning forud for giftemål med Karen Cecilie Wikkelsø.
Niels Andreas blev uddannet møller på Trente Mølle ved Håstrup og havde nu været mølleforpagter på grevens mølle i et par års tid og han og Karen Cecilie havde så besluttet, da nu Niels var blevet 25 år og huns selv var 21, at tiden for giftemål var kommet. Et hjem på møllen stod klar. Niels var blevet etableret i sin møllegerning og drev sin forretning med stor omhu og indsigt.
På præstegården bød pastor Madsen velkommen indenfor. Den unge gårdmandssøn nede fra Lillemarken var ham et velkendt sognebarn ligeså var Karen Cecilie som var kommet så meget i præstegården.
Der blev efterfølgende lyst i kirken tre på hinanden følgende søndage – den 10. oktober, den 17. oktober og den 24. oktober. Vielsen blev forrettet den 29. oktober 1897 i Horne Kirke og blev forestået af Sognepræst Madsen. Brudeparrets fædre, Anders Wikkelsø, Skomager i Horne og Mads Hansen, Gårdmand Horne Lillemark, var forlovere.
Karen Cecilie og Niels Andreas frasagde sig mølleforpagtningen og etablerede sig som selvstændige, da de nyopførte Horne Øster Mølle 1902 / 03.
Med tiden satte Karen Cecilie og Niels Andreas fem børn i verden. To mistede de alt for tidligt. Af børnebørn blev det til 12, men kun Karen Cecilie oplevede et enkelt.
114 år er nu gået siden Karen Cecilie og Niels Andreas som purunge stod foran alteret i den gamle rundkirke i et af landets rigeste sogne og overfor Gud og menighed lovede hinanden troskab…
Har netop fået overdraget en stak gamle lokalhistoriske bøger, blade og årsskrifter fra min hjemegn samt nogle slægtsoptegnelser begået af den gamle sognefoged. Det hele sådan lidt som en arv fra min onkel. Min kusine og hendes mand kom forbi – de havde “litteraturen med i tilfælde af, at jeg var interesseret”. Og det var jeg.
Bedst som jeg nu sidder og bladrer i ét af bladene, dukker en gammel gulnet planche frem af den her viste motorcykel som blev bygget i perioden 1920 til 1927. Dvæler ved synet af billedet. Søger rundt i enkeltheder, detaljer, funktionalitet, robusthed, kvalitativt håndværk og gennemtænkt design.
Nimbus – tænker spontant på navnene Nielsen og Fisker.
Fristes til at udbryde: “Hvem husker ikke den navnkundige gode gamle blå eller karmoisinrøde Nimbus med de udvendige ventiler, kardantrækket, den stive affjedring og den nok så karakteristiske lyd fra gearskifte og udstødning”. Nå ja, når ret skal være, så var det senere modeller vi, i min tid, så i rød og blå. Meget er sket siden og Nimbus produceres ikke mere.
Men den gamle Nimbus ses fortsat i trafikken, og nu – som den gang – bliver den beundret og iagttaget med en vis ærbødighed. Det har stort set alle dage været sejt at køre Nimbus og det har stort set alle dage været et fascinerende syn at iagttage de udvendige ventilers taktfaste og klaprende dans op - ned, op – ned. Er der noget der er ærkedansk – så er det Nimbus.
Mange sejre og megen hæder og ære vandt den på Europas landeveje med sine 746 kubikcentimeter motor og med topfarten 90 kilometer i timen. Blandt anmeldelserne om Nimbus’en skrev man:
“…den automatiske smøring befrier rytteren for megen ængstelse, og sætter ham i stand til fuldtud, at nyde fornøjelsen ved at køre. Nimbus er helt igennem en altvejrs-maskine, som giver fuld tilfredshed også i helt uciviliserede lande med dårlige eller slet ingen veje…”
Planchen er en reproduktion af en tegning af Erling Nederland bragt i “Mandens Verden” i maj måned 1966. En tekst på en side, revet ud af bladet, begynder sådan:
“… På landevejen mellem Middelfart og Odense racede en motorcykel, en maskine med stor boring og fri basunudblæsning – et langt, i alle regnbuens farver anløbet kobberrør liggende bagud i stedet for en lydpotte; der gav et dybt drøn, som et bombeslag, for hver eksplosion…”
Ser lidt eftertænksomt på billedet af Nimbus’en – teksten forekommer mig kendt. Læser videre – og, nå ja, det var sådan forfatteren Johannes V. Jensen indledte sin novelle “Nåede de færgen?”
Johannes V. Jensen var motorcykel entusiast – velsagtens ligefrem pioner. Han kørte selv den her viste fire cylindrede model af Nimbus’en som blev kaldt Kakkelovnsrøret associeret af den lange runde sortemaljerede benzintank med navnet Nimbus i Guld.
Johannes V. Jensen havde et overordentligt maskulint forhold til sin motorcykel – denne potente manddomsmaskine med dens umiskendelige fremad rettede urkraft og fallossymbolik i sort og guld og med påhængt motor med ventilklapren og bulder og brag.
Pudsigt, jeg er som studerende – i begyndelsen af 1970′erne – netop eksamineret i Johan V. Jensens novelle “Nåede de færgen” . Synet af denne maskine sætter uvægerlig nogle tanker og erindringer i gang. Kakkelovnsrøret blev i sin tid fremstillet i 1250 eksemplarer, alle driftsikre og næsten uopslidelige.
Ophavsmanden til den potente Nimbus var også ophavsmand til støvsugeren, Nilfisk, der på sit virkefelt velsagtens opnåede lige så stor popularitet og kraftfuld opmærksomhed som Nimbus’en gjorde, men det er en lidt anden historie, omend der måske nok alligevel er nogle sammenhænge.
Dvæler lidt ved min nyerhvervede litteratur og sender en tanke til Lilian og Herluf som kom forbi på deres færd til en middagsinvitation på den nye restauration på havnefronten med fri udsigt til Kongebro, bæltet og broerne.
- På landevejen mellem Middelfart og Odense racede en motorcykel.
Min far, Alfred Vigelsø Hansen, var motorcykel entusiast og ejede flere maskiner på én gang. Om det blev der fortalt mange historier – endog nogle som han ikke nødvendigvis var så stolt af, da de indeholdt lidt rigelige mængder af ungdommelig vovemod. (På foto: Splinterny AJS årgang 1934 med registreringsnummer O 1397. Alfred sidder bagest. Madsen “Mygdal” på førerpladsen. I sidevognen visnok “Palli”).
Min bror, Ejnar Arvid Hansen, var motorcykel entusiast og ejede også flere maskiner på én gang. Om det er der fortalt, udvekslet og oplevet mange historier – som også indeholdt mængder af ungdommelig vovemod.
Jeg selv har alle dage beundret motorcyklen for dens vildskab og potentiale og som befordringsmiddel, men aldrig ejet én. Synes nok det var lidt for drabeligt at køre sådan et bæst. Om det er der aldrig talt.
Det var min onkel, Ernst Vigelsø Hansen, der gemte planchen med Kakkelovnsrøret årgang 1920 – 1927 og det var min onkel som rev en side ud af bladet “Mandens Verden” dengang i midten af 1960′erne.
Det er fortalt, at Ernst i 1938, da han og hustruen havde sat børn i verden, skiftede “tohjuleren” ud med en rød Austin.
Ernst’ interesse for motorcykler har jeg aldrig vidst om - men her løftede han selv en flig. Og så var det, at hans datter, Lilian, sendte disse foto.
Tilvenstre: Ernst Vigelsø Hansen på tur i Jylland på sin Ariel med kendingsbogstaverne O 1373, som jo er kendingsbogstavet for bl.a. Faaborg / Horne. (eller hele Svendborg Amt om man vil).
Det lille foto nederst tilvenstre: Ernst Vigelsø Hansen som tømrer på samme motorcykel.
Foto nederst til højre ses han på en Royal Enfield med nummerpladen A 33 239 (Bogstavet A var kendingbogstav for København Amt og K var kendingsbogstav for København Kommune).
Ernst forlovede sig i 1936 med Edith Åsholm og lur mig om ikke også hun tog udfordringen op med at styre Ariel’en gennem ugæstfrit terræn og ad hullede ufremkommelige veje med pløre og morads og med globetrotterens ukuelige og forventningsfulde focus på nye udfordringer og mod ukendte destinationer. Og så lignede hun grangiveligt én der nød det.
På landevejene rundt om i kongeriget racede motorcykler, styret af uforfærdede unge mænd med ungdommeligt vovemod. Nå ja, så var der så lige nogle unge kvinder som gjorde dem kunsten efter. Edith var én af dem.
