Blot en hæk var der mellem vores parcel derhjemme og byens sommerrestaurant med park, campingplads og badestrand. Den fem tønder land store park var vores foretrukne legeplads. Her boltrede vi os frit og ubesværet på parkens, på naturens og på stadsgartnernes betingelser sommer, vinter, vår og efterår. Der blev passet godt på parken og det var de samme fire gartnere , som forestod vedligeholdelse af parkens gangarealer, de velplejede græstæpper og de mange buske træer og den tætte bevoksning.
Christian Madsen var ansvarlig leder og stadsgartner. “Græsfatter” som hed Rasmussen stod for græsklipningen, til tider afløst af Osvald som også hed Rasmussen og så var der én mere som jeg ikke husker navnet på. Vidt forskellige i temperamenter var de tre første. Størst indtryk på os børn fik vi fra Christian Madsen, som vi efter hans temperament døbte “Gale Madsen” og pudsigt nok, så var det først efter at jeg blev voksen, at jeg blev bekendt med, at han hed Christian. I dag ligger Christian Madsen under mulde på Gl. Assistent kirkegård og det har undret mig, at han ikke skulle begraves “hjemme i nærheden af hans elskede park”.
Madsen havde ishus ved byens stadion og når vi handlede is hos Madsen, så virkede det som om, at han slet ikke kendte os, modsat hvis vi under leg blev spottet i Klinteparken, så kendte han os på lang afstand og sågar på vore silhuetter og flygtige skygger. Madsen var nu nok ikke så gal, når det kom til stykket, som vi drenge og piger gjorde ham til, men en del af den tilbagevende fryd for os børn, bestod i sin enkelthed i, at føle sig i Stadsgartner Madsens opsyn og udsat for temperamentsfuld jysk irettesættelse, krydret med uforståelige ord, som vi ind imellem øvede os i at udtale på originalsproget – og gerne når Madsen igen var indenfor hørevidde.
Læs resten
