Min barndoms knortekæp var en knudret stok med håndtag af hjortetak. Knortekæppen havde tilhørt min tipoldefar, skomagermester Lars Wikkelsø (1800-1895) og var gået i arv til Sønnen – min oldefar, skomagermester Anders Wikkelsø (1844-1930) og siden opbevaret af Anders’ datter, min farmor,  Karen Cecilie Wikkelsø (1876-1933) for derefter at havne hos min far, Karen Cecilies søn, Alfred Vigelsø (19o9 – 1984). I skrivende stund opbevares knortekæppen af Alfreds søn, min ældre bror,  Niels  (1938 -) bedst kendt som “Issi”.

I min tidligste barndom stod knortekæppen ubrugt i et hjørne på loftet derhjemme blandt noget af skomagerne Wikkelsø’s efterladte værktøj. Når vi børn fik skrammer og sår som hindrede en fri bevægelse og en ubesværet gang, så blev knortekæppen hentet frem fra loftet og brugt som stok og støtteredskab. Jeg brugte knortekæppen i 1950, efter at jeg under en cykeltur havde fået højre fods tæer ind i egerne på en gammel damecykels forhjul og var tæt på at få storetåen klippet af.  Doktoren kom på hjemmebesøg og syede tåen fast igen – uden bedøvelse og videre dikkedarer, for den slags pjatteri brugte vi ikke i vores familie.
Knortekæppen blev hentet ned fra loftet og taget i brug og efter endt brug kom den tilbage til sin plads på loftet.
I skrivende stund er “Knortekæppen” så blevet henved 135 år – mærket af tidens ælde og generationers brug.
Continue Reading →