I sine unge år afprøvede min far – Alfred Vigelsø Hansen – i en seks måneders periode, en uddannelse som Smed og Maskinarbejder. Han var dengang tydeligt inspireret af sin fem år ældre bror – Max Møller Hansen – der netop var udlært Smed og Maskinarbejder.
Da prøvetiden var udløbet valgte min far faget fra. Det hed sig, at faget ikke faldt i hans smag. Efterfølgende gik han i lære som murer hos en murermester Holm i Faaborg og gennemførte denne uddannelse i marts måned 1933 med afsluttende svendeprøve.
Prøveperioden som Smed og Maskinarbejder talte min far sidenhen ikke så meget om. Det kan så have sine åbenlyse årsager. Derimod fik vi børn ofte fortalt, at vores far engang i sine yngre år, havde gået med tanker om at blive slagter. En uddannelse som hans mor ikke havde vist den store begejstring for. Vores far fik så fire sønner, der alle blev uddannet inden for faget – uden, at den mulighed iøvrigt nogensinde havde været til debat eller at der på noget tidspunkt havde været tilskyndelser i nogen retning.
Min farbror og tante – Max Møller Hansen og Anna Katrine Jørgine Pedersen, lærte jeg aldrig at kende. De blev borgerlig ægteviet i Odense den 28. maj 1927. I samme måned, tretten år forinden, havde Max mistet sin far. Han døde blot 42 år gammel af en heftig blodforgiftning. Syv år inden Max og Katrines giftemål havde Max’ mor – Karen Cecilie – afhændet fødehjemmet – Horne Østermølle. Max’s forældre havde opført møllen for egen regning i 1902 / 03.
Max og Katrine var begge fynboer – fra Sydfyn forstås. Max var født på Grevens mølle i Horne i året 1900 og Katrine var født 1904 i Falsled. Max blev født, døbt og konfirmeret i Horne Kirke. Katrine blev født i Falsled, døbt i Svanninge kirke. Hvor hun blev konfirmeret, ved vi umiddelbart ikke noget om.
Min farbror udstod sin læretid som Smed og Maskinarbejder i Horne og da tid kom, aftjente han sin værnepligt ved Fynske Regiment på kasernen i Odense – På sæt og vis som både faderen og bedstefaderen også havde aftjente deres respektive værnepligter. Bedstefaderen fik tilmed erindringsmedaljen for deltagelse i forsvaret af landet ved den 2. Slesvigske krig. Min far blev aldrig soldat. Han trak frinummer.
Foto: 1927
Max Møller Hansen (1900 – 1929)
Anna Katrine Jørgine Pedersen (1904 – 1930)
Efter læretid og soldatertid havde Max i en periode haft job på en Ranch i Argentina. Dér overværede han en sort person blive skudt og efterfølgende begravet lige på stedet. En oplevelse som bevirkede, at han forlod landet ved først givne lejlighed.
Efter tiden i Argentina tog Max arbejde på et skibsværft i Hamburg. Dér boede han hos en paraplymager og dennes hustru og hver gang Max var på besøg hos moderen i Horne, havde han paraplyer med hjem.
Efter tiden i Hamburg flyttede Max tilbage til Danmark og fik beskæftigelse på Odense Skibsværft. Han giftede sig som sagt med den fire år yngre Anna Katrine Jørgine Pedersen og de bosatte dem i en kvistlejlighed på anden sal i Albanigade 46 i Odense.
Katrine og Max fik ingen børn. Katrine havde gennemgået et par underlivsoperationer, som vi iøvrigt ikke kender noget til, udover at de fandt sted og at de sidenhen nævnes i hendes papirer.
1½ år inde i ægteskabet pådrog Max sig en blindtarmsbetændelse som medførte, at han blev indlagt på Odense Sygehus. Hvorvidt han blev opereret og pådrog sig komplikationer ved operationen eller han blot blev søgt helbredt medicinsk med sulfapræparater, ved vi ikke. Penicillinet havde man ganske vist opdaget året før, men det var først i 1948, at der blev taget patent på massefremstilling.
Efter blot seks dages sygeforløb, døde Max en torsdag – nærmere bestemt den 24. oktober 1929 – to dage før hans 29 års fødselsdag.
Max’s død ses optegnet i Sct. Knud Kirkebog, Odense. Max bliver begravet den 30. oktober 1929 i familiegravstedet i hjemsognet Horne.
Max’s fire år yngre hustru, Anna Katrine Jørgine Pedersen, i det daglige blot kaldet Katrine, døjer i tiden efter Max’s død med store og udtalte kvaler over tabet og savnet af Max. Katrine har svært ved at tackle hverdagen og hun bliver i stigende grad psykisk så påvirket, at hun ikke selv magter at håndtere sin situation. Hun lejer en ny lejlighed med henblik på snarligt at flytte, idet hun hele tiden ser sin afdøde mand overalt i lejligheden.
Den 27. januar – som var en mandag – to måneder efter Max’s død, bliver det for meget for Katrine. Hun skriver to afskedsbreve til familien. Lægger det ene brev i køkkenet og det andet i stuen og anmoder om, at familien bliver telefonisk underrettet.
Beboerne i huset hører Katrine rumstere rundt mellem klokken 7 og 8 om morgenen omkring den tid, hvor Katrine låser lejligheden indefra og hvor hun åbner for to gashaner i køkkenet. Ved 10-tiden om formiddagen bliver der slået alarm, da beboerne i huset lugter den udsivende gas. Falck bliver tilkaldt og skaffer sig adgang til lejligheden. Dér finder de Katrine liggende livløs på køkkengulvet, iført natdragt. Falck og læge arbejder med at tilføre hende ilt i tidsrummet kl. 10.10 til kl. 11.15, men genoplivningen er forgæves. Der udtages blodprøver og Kirstine bliver erklæret død.
Der blev ikke foretaget obduktion.
Katrines død er optegnet i Sct. Knud kirkebog, Odense. Den 3. februar 1930 blev hun begravet ved siden af Max i familiegravstedet på Horne Kirkegård. Katrine blev blot 26 år.
To håbefulde unge menneskers liv var der hermed sat en stopper for. Næsten inden det kom rigtigt i gang. Deres skæbner gjorde selvsagt stort indtryk på familien, på vennerne og på omgangskredsen. Katrine og Max mindes fortsat, når talen falder på slægten og de forgangne led kommer på tale.
Som 6 årig fik Max i 1906 et par nye læderstøvler af sin morfar, skomagermester Anders Wikkelsø – der iøvrigt var søn af Karen Guhl og Skomagermester Lars Wikkelsø. Støvlerne blev flittigt brugt og da Max voksede fra dem, lagde han dem til side til minde om morfaderen. 1930 gik støvlerne i arv. 1933 gik de igen i arv og i 1970 skiftede de endnu engang opholdssted. Det samme skete i 2003 og i 2014.
