ibmh's blog

In Fra tiden i Strib/ Sådan set

1974 – 1984

”Ny by toner frem på Stribgårdens jorder” – sådan kunne man læse i Middelfart Venstreblad i sommeren 1973.

Året efter blev der dannet en grundejerforening på stedet og i forbindelse med foreningens 10-års jubilæum i 1984 skriver formanden, Ib Møller Hansen, et indlæg i foreningsbladet ”Grundstof” med titlen “1974 – 1984”.
Indlægget var et resultat af interviews og samtaler med den i teksten nævnte lokalpolitiker, Karl Erik Riisager.
”… I et sogn, som på mange måder lignede så mange andre sogne, sad engang et sogneråd og varetog sognets anliggender. Dette sogneråd sidder ikke mere, andre har taget over, men på en måde er det der endnu. Det blev nemlig opslugt af den store kommunesammenlægning.
Således kunne eventyret om Vejlby – Strib sogneråd med lidt fantasi indledes. Når tanker om udstykningen af Stribgårdens Jorder bliver til tale, så var udstykningen af Stribgårdens Jorder rent faktisk ikke en idé, der kom ved kommunesammenlægningen i 1970.

 

Continue Reading →

In Fra tiden i Strib

Hejren, Munken, Kylfa og Lyne

 

Min barndoms knortekæp var en knudret stok med håndtag af hjortetak. Knortekæppen havde tilhørt min tipoldefar, skomagermester Lars Wikkelsø (1800-1895) og var gået i arv til Sønnen – min oldefar, skomagermester Anders Wikkelsø (1844-1930) og siden opbevaret af Anders’ datter, min farmor,  Karen Cecilie Wikkelsø (1876-1933) for derefter at havne hos min far, Karen Cecilies søn, Alfred Vigelsø (19o9 – 1984). I skrivende stund opbevares knortekæppen af Alfreds søn, min ældre bror,  Niels  (1938 -) bedst kendt som “Issi”.

I min tidligste barndom stod knortekæppen ubrugt i et hjørne på loftet derhjemme blandt noget af skomagerne Wikkelsø’s efterladte værktøj. Når vi børn fik skrammer og sår som hindrede en fri bevægelse og en ubesværet gang, så blev knortekæppen hentet frem fra loftet og brugt som stok og støtteredskab. Jeg brugte knortekæppen i 1950, efter at jeg under en cykeltur havde fået højre fods tæer ind i egerne på en gammel damecykels forhjul og var tæt på at få storetåen klippet af.  Doktoren kom på hjemmebesøg og syede tåen fast igen – uden bedøvelse og videre dikkedarer, for den slags pjatteri brugte vi ikke i vores familie.
Knortekæppen blev hentet ned fra loftet og taget i brug og efter endt brug kom den tilbage til sin plads på loftet.
I skrivende stund er “Knortekæppen” så blevet henved 135 år – mærket af tidens ælde og generationers brug.
Continue Reading →

In Sådan set

66 øre plus kost

En dag i begyndelsen af november måned 1899 tog Ane Mette og Søren til byen for at få ring på. De havde kendt hinanden i nogen tid og havde så besluttet, at de ville forloves på Ane Mettes 19 års fødselsdag.
Den dag i byen så Ane Mette for første gang en cyklist der kørte med frihjul på cyklen.
Ane Mette havde selv cykel. Hun var den første derhjemme i landsbyen som havde fået cykel. En onkel havde foræret hende køretøjet. Cyklen havde ikke frihjul så Ane Mette undgik ikke engang imellem , når farten blev for stor, at få nogle ordentlige knubs over benene.
Til at begynde med var hun lidt flov over, at der – når hun kom kørende – blev råbt ”Der kommer Ane Mette på sin ridehest”.
Nu havde Ane Mette så – på hendes 19 års fødselsdag i 1899 – for første gang set en cykel med frihjul og det gjorde unægtelig et stort indtryk på hende.
Ane Mette blev født i 1880. Hele sit liv levede hun i den samme lille landsby et sted i Jylland. I 1960 fyldt hun 80 år. Hun var da blandt landsbyens ældste og i forbindelse med fødselsdagen reflekterer hun lidt over sit liv. Continue Reading →