ibmh's blog

Et postkort med håndskrevet tekst og  et stemlet 3-øres frimærke –  sendt til min onkel i begyndelsen af 1900-årene – viser en rigt medaljebehængt herre med bælte og sabel, nypudsede læderstøvler, skødefrakke, blankskygget kasket og kraftigt fuldskæg og iøvrigt en lidt utraditionelt sammensat  ”uniformering”.

Hans navn er Peter Cornelius Carstens. Han var født i februar måned 1853 i Vor Frue sogn i Svendborg, men boede i Horne det meste af sit liv.
Forældrene var henholdsvis fra Bregninge på Tåsinge og fra Svendborg. Faderen var ved giftemålet med moderen i 1849 seminarist på Skårup Seminarium og hjælpelærer ved Svendborg Borgerskole. Vielsen foregik i Sct Nikolai Kirke.

Efter ansøgning fik faderen ansættelse ved Bjerne Skole i Horne sogn. Familien flyttede dertil omkring 1856 – 57.

Peter Cornelius Carstens blev konfirmeret i Horne kirke i april måned 1867. Den første del af præstens skudsmål, “gode skriftlige kundskaber og meget god opførsel”, står lidt i kontrast til den omstændighed, at Peter Cornelius var svagt begavet og ikke formåede at tage en uddannelse. En læreplads som bødker i Svendborg måtte afbrydes, da han ikke forstod opgavens udførelse. Peter Cornelius boede en del hjemme, men sås også som tjenestekarl forskellige steder i Horne sogn.

Faderen virkede ved Bjerne skole i et par og tyve år og døde i 1879  blot 54 år gammel. Ved folketællingen året efter, ses Peter Cornelius optegnet som tjenende hos en bygmester på Hvedholm. Ti år senere ses han som tjenestekarl ved landbruget og det var rent faktisk den bestilling han forbliver i, omend det ikke er samme tjenested.

Peter Cornelius Carstens forblev ugift tjenestekarl. Han døde 70 år gammel af en blodprop i hjernen i februar måned 1929 og blev stedt til hvile på Horne Kirkegård seks dage senere.

Postkortet med Peter Cornelius opbevarede mine forældre blandt deres hengemte familiefotos. Jeg var blot en stor dreng, da jeg så det første gang. De første mange år troede jeg personen på billedet var krigsveteran og tænkte  ikke videre over den omstændighed.

Nu ved jeg så, at sognets beboere “så på ham med milde blikke som søn af den gamle elskede lærer”. (citat fra slægtens optegnelser).

Om forældre og familie klik her.

Er holdt op med at arbejde, med at spise “fedt” og med at ryge.

Er holdt op med at bruge fastnet telefon og lange samtaler.

Er holdt op med at spare op til pensionen og at planlægge efteruddannelser.

Er holdt op med at køre stærkt i bilen, med trillebøren og plæneklipperen.

Er holdt op med at bekymre mig om dagen i dag og i morgen.

Måske er jeg i virkeligheden bare begyndt, at lade være met det, jeg er holdt op med.

Carl Johannes kendte jeg godt og vel en tredive års tid. Ikke sådan personligt men gennem min far og via den omstændighed, at han – Carl Johannes – med mellemrum kom i mit barndomshjem.

 Carl Johannes og min far var næsten jævnaldrende. Blot to et halvt år var der mellem dem. De havde været ungdomsvenner, havde slået deres fælles folder i det selvsamme landsogn hvor de begge var født, døbt og konfirmeret. De var så begge blevet voksne inden de så sig om. Min far havde stiftet familie. Carl Johannes var fortsat ungkarl, men giftede sig dog i halvtredsårsalderen. Men forinden var det, at Carl Johannes besøgte min far, når lejlighed bød sig og når han havde ærinde i byen.

 I bedste ungdommelige vovemod havde Carl Johannes og min far taget livtag med puberteten og ungdomstiden derhjemme i sognet hvor de havde deres arnested. Når nu de så i deres voksne år mødtes, var der mange fælles minder og talrige eskapader fra ungdomstiden som skulle luftes, endevendes og grines af. At de sammen havde været nogle spasmagere, blev ikke overladt til tilhørernes fantasier eller gætterier. Det skulle de nok selv sørge for.

 Men, som sagt, Carl Johannes’ borgerlige navn kendte jeg dengang intet til, af den simple grund, at både min far og min mor og andre i omgangskredsen tiltalte Carl Johannes med indtil flere forskellige kaldenavne eller øgenavne om man vil. Når der blev talt med alvorlige miner og spøgeriet var lagt til siden, så blev der sagt efternavn – Sørensen forstås.

 Carl Johannes Sørensen var en årgang 1912. Født 12 år efter forældrenes giftemål.

 Da Carl Johannes nåede konfirmationsalderen fik han tjenesteplads ved landbruget med lange arbejdstider og tidsbestemte opgaver og det var ikke just lige hans foretrukne. Han valgte derfor at blive løsarbejder og gav sig sideløbende i lag med noget produkthandel og det var lige netop hvad vi derhjemme forbandt ham med – produkthandler i mangfoldige afskygninger, eller grossist i gammelt jern og reservedele af snart sagt enhver art.

 I sin søgen efter gamle ting var Carl Johannes en hyppig gæst på omegnens lossepladser og bøndergårdenes skrotbunker. En del skrot høstede han derved gratis og en del handlede han sig til for favorable priser.

 Carl Johannes Sørensen blev så vidt jeg ved næsten alle dage kaldt Grossi – måske afledt af hans ”grossistvirksomhed”. Jeg hørte dog også, at min far kaldte ham Lossog. Den betegnelse kom ud af Carl Johannes mange besøg på omegnens lossepladser. Min far tiltalte tilmed Carl Johannes med navnet Ugla. Hvor det kom fra, ved jeg ikke.

 Carl Johannes fandt sin udkårne da han var henved 50 år. Et par år senere giftede han sig. Han opnåede at holde kobberbryllup sammen med hustruen, men døde allerede 1978.

 Men som nævnt, så kendte jeg, i mere end 30 år, ikke hans rigtige navn – kun hans kaldenavn.

Min farfar var møller af profession. Udlært på Trente Mølle ved Håstrup og en kort tid forpagter af grevens mølle i Horne.

I 1902 / 03 byggede han sammen med min farmor Horne Øster Mølle som blev min fars fødehjem. Min farfar døde i 1914 af en blodforgiftning, blot 43 år gammel,  og omkring 1920 solgte min farmor møllen.

En stormende efterårsdag i november måned 1959 brændte Horne Øster Mølle ned til grunden. Den dag kom min far hastigt og forfærdet hjem og fortalte at Øster Møllen stod i lys lue hvorefter han skyndte sig videre på sin knallert for at køre til brandstedet.

I dag, 53 år senere, fik jeg ved et tilfælde fat i et billede af den brændende mølle. Min far må være blandt tilskuerne ved træerne.

Og grangiveligt ser det ud som om mølleren viser sig  midt i flammehelvedet og græmmer sig over ildens hærgen.

Carl var gårdmand og havde sin egen gård præcis som hans far før ham også havde været gårdmand med egen gård. Sådan havde det været gennem generationer i Carls familie. Det føltes rigtigt, og det lå i generne i Carls søskendeflok, at sådan skulle det også være fremover. Alle havde de i søskendeflokken, hver på deres måde, fundet deres virke ved landbruget, erhvervet egne gårde, stiftet familier, fået efterkommere og fundet indplacering i slægtens selvforståelse.

En enkelt i Carls søskendeflok brød dog traditionen og tog en uddannelse som murer, læste videre og blev sidenhen skolemand – sådan næsten med egen skole. Om det og om barndomshjemmet skrev han sidenhen i sine erindringer.

De øvrige søskende dygtiggjorde dem i agerbrug med kvægdrift og opdræt af svin, høns, ænder og gæs og dyrkede køkken- og frugthaver og røgtede ordentligt og redeligt livs førelse.

 Når slægten var samlet, så sad der mestendels bønder og bondekoner rundt om bordet hvor samtaler, drøftelser og diskussioner bar præg af  fynske dialekter, vejrlig med årstider, sol, vind, hagl og sne og verdens gang og om fælles gøremål og interesser sådan i al almindelighed.

 Carl var jæger – det lå i generne og han havde til hver en tid jagthund. De første mange år boede jagthundene naturligt nok i stalden sammen med gårdens øvrige dyr. Således også hans sidste hund. En ruhåret hønsehund med navnet Rolf.

 Så kom en datter på besøg i barndomshjemmet med en skødehund, som kun kendte til at bo blandt mennesker. Det kunne Rolf ikke stå for, så han skaffede sig lige så stille nyt livsrum blandt sine mennesker i deres bolig. Siden den dag boede han kun i stalden ved specielle lejligheder.

De år Carl og Rolf fik sammen derhjemme på gården, ved turene i skoven, ved de mange besøg ved moserne og på jagterne runden om, var fortættet af den gensidige opmærksomhed og forståelse som levende væsener oparbejder gennem et tæt dagligt innovativt samvær. Som mand og som hund gennemlevede de i fællesskab og hver for sig et beundringsværdigt makkerpar. Husket for mangt og meget.

… Min barndoms forbudte og ikke helt ufarlige legeplads, kaldte vi ”Bræddehytten”. Jeg erindrer ikke at den havde noget andet navn, men har dog hørt lidt om dens funktion, som et sted hvor der afholdtes sommerarrangementer med festligheder, musik, dans og servering.

Det var dog alt sammen før min tid.

 I mine barneår stod Bræddehytten som et nedslidt og forfaldent levn fra en svunden storheds- og forlystelsestid, hvor unge mennesker mødtes, morede sig og listede frydefulde ture på parkens stier blandt sjældne og eksotiske bevoksninger.

 Med slidte rester af facadens afsmittende svenskrøde farve – med vinduernes gabende huller tilskoddede med tværgående brædder og telefonpæle som støttende stræbepiller – med bulende tagpap og revnede ovenlysvinduer – med et køkken og en balkon som antydede en fordums aktivitet og med ét eneste toilet til at klare hele menageriets påtrængende behov for at træde af på naturens vegne, mindede den synkende bygning godt nok i al sin forfaldende elendighed om en tid som havde været og om en kultur som havde bevæget sig andre steder hen og antaget nye udfoldelser. Men den gav også associationer til både Charles Dickens, Baskervilles og Sørøververdeners universer.

 I krigsårene og årene derefter blev Bræddehytten fortrinsvis anvendt til opbevaring af tørv. Bjerge af støvede tørv blev opmagasineret og sidenhen hentet frem igen for videre salg.

 Det var disse bjerge af tørv som tiltrak sig vores opmærksomhed. I dem byggede vi huler. Holdt hemmelige møder og gemte os, når vi ville være os selv eller blot bare suge til os af den mystiske atmosfære som vi tillagde stedet.

 Det var på Bræddehyttens tag vi klatrede op på, når vi ville se tingene lidt fra oven og når vi ville være i fred for parkens emsige stadsgartnere. Ikke mange turde tage klatreturen op ad de skråtstillede telefonpæle og gartnerne forestillede dem sikkert ikke at nogen overhovedet kunne få den idé.

 Så taget af Bræddehytten havde vi for det meste for os selv…

Jørgen Daniel Guhl og Cathrine Rasmusdatter Braad blev trolovet den 29. april 1756.

At der intet var til hindring for deres ægteskab indestår Oluf Madsen og Rasmus Jørgensen for. På den tid havde man nemlig ikke personregistre man kunne slå op i og kontrollere om de unge var nært beslægtede og derfor ikke måtte indgå ægteskab med hinanden. Derfor brugte man retskafne og troværdige personer – som kendte til de unge – til at bevidne rigtigheden af deres påståede herkomst.

Jørgen Daniel og Cathrine Rasmusdatter Braad blev gift den 26. maj 1756 af Hr. Lund i Faaborg kirke.

Denne begivenhed kan man ved selvsyn konstatere i den gamle kirkebog fra den tid.

At Jørgen Daniel og Cathrine i 1772 købte to parceller i Østergade ser man andetsteds.

 Jørgen Daniel og Cathrine var så heldige, at der i byen boede en kunstner ved navn Søren Læsøe Lange. Ham fik Jørgen Daniel og Cathrine i slutningen af 1700-årene til at portrættere sig. Resultatet ser man ved selvsyn på de to portrættegninger de har efterladt sig.

 Med parykker, kalvekrøs og sølvknapper sidder de så – for eftertidens åsyn – og ser på hverandre. Hvilke tanker de har gjort sig, er vi ikke indviet i.

Det er svært ikke at lade sig medrive af gode initiativer.

Gælder initiativerne tilmed de steder – stier og veje, skove, strandarealer og festlige forsamlinger af enhver art - hvor man selv for næsten en hel menneskealder siden trådte sine barnesko, så kan man uvægerlig  ikke frasige sig den frydefulde fascination som oplevelsen af  de fortalte historier – leveret af  bysbørn fra samme sted og af forskellige aldre – afstedkommer.

Er du slægtsforsker? !!! Så er du måske også i familie med ham dér – ham dér, øøøøh - - 

Hvad var det nu han hed? – Ham dér med de store sten og med tænderne og den ene højrearm. Ham dér som så mange mener de må være efterkommere af…

Det ku´hænde - Men jeg ved det ikke lige!  Jeg ved derimod  noget andet som for mig selv er nok så interessant og tilmed også lidt finurligt.

De arbejdsløse skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, siges det igen og igen. Er det mon fordi de ikke har andet at lave?

Hvad med om arbejdsmarkedet så også stod til rådighed for de arbejdsløse. Dér er der jo heller ikke for megen beskæftigelse.

Ville det mon være en idé at sende arbejdsmarkedet i jobtræning på fuld tilskud?

Er realisationen af den politiske ide om, at alle skal i arbejde,  mon i virkeligheden blot en illusion man holder liv i fordi det nu én gang er nødvendigt? 

Er der mon nogen sandhed i at visse omstændigheder eksisterer bedst i kraft af sin modsætning?

Er der mon nogen sandhed i, at et moderne liberalistisk samfund har forbandet brug for de arbejdsløse som tilskyndelse for de arbejdende? og selv om vi godt ved dét, så kan man bare ikke sige det højt!

Jeg strejfer med mellemrum tanken om hvad paradisets herligheder mon ville have været uden mulighed for spejling i helvedes forbandelser.

Nå ja – bevar mig vel, det er da godt, det ikke lige er mig, der står med problemet…