Moster “Dinne”

Moster “Dinne” var min mormors storesøster. Hendes ungpigenavn var  Marie Kirstine Jensen.  Hun blev født den 29. maj 1885 i Horne på Fyn. I juli måned samme år, blev hun døbt i Horne Kirke, hvor hun blev holdt over dåben af pigen Johanne Andersen, Bjerne Mark og pigen Ane Nielsen stod ved siden.  Fadderne var Skrædder Laurits Marius Jensen, Horne. Ungkarl Anders Andersen, Bjerne Mark samt husmand Peter Jensen, Bjerne Mark.
Marie Kirstine blev  konfirmeret i Horne i oktober måned 1899 og hun har gået i skole der.

“Dinne” kom ud at tjene straks efter konfirmationen.  Hendes første plads var hos Hans Bønneland hos hvem hun var et års tid. Derefter var hun hos sin morfaders bror, Hans Andersen med tilnavnet Knold. Hans Andersen boede på “Kabbelhøjsgård” som ligger skønt med udsigt over vandet til Dyreborg og Faaborg. Kirstine tjente der i 5 år.
Senere rejste “Dinne” til Rasmus Hansen, “Lisesminde” i Alléskoven i Diernæs Sogn og dér tjente hun i 1½ år.

Som fritidssyssel inden sit giftemål, lærte hun kjolesyning på “Frk. Andersen systue” i Faaborg.

“Dinne” traf sin tilkommende, Jens Peter Larsen, første gang, da han skulle sælge lodsedler til et godt formål. Jens Peter kom blandt andet til gården “Lisesminde” i Diernæs for at sælge lodsedler. Dér var der  to “fnisetøse”, der købte lodsedler. Den ene var “Dinne” som altid gennem hele sit liv købte mange lodsedler. Jens Peter købte aldrig lodsedler.

“Dinne” og Jens Peter fatter interesse for hverandre og amorinerne svæver tæt omkring dem. “Dinne” og Jens Peters første barn – en pige – bliver født i oktober måned 1908. Den 21 marts 1909 gifter de sig i Svanninge Kirke.  De havde da købt en ejendom med noget jord i Ny Stenderup, som de flyttede til den 1. april samme år. Det er fortalt, at de kørte dertil i charabang i øsende regnvejr med et vrælende barn.
“Dinnes”  yngre søster, Maren Nielsine, fulgte med, da “Dinne” og Jens Peter flyttede til Ny Stenderup og hun tjente hos dem i 2 år.
Maren blev konfirmeret i Vester Hæsinge kirke i oktober måned 1910, mens hun tjente hos søsteren og svogeren. Syv år senere fødte Maren Nielsine en datter som 25 år senere blev min mor.

Moster “Dinne” og Jens Peter i Ny Stenderup, besøgte vi så ofte det kunne lade sig gøre. Vi kørte med rutebil fra Faaborg. Stod af ved landevejen ” oppe ved Ny Stenderup” og gik derefter op gennem hulvejen til Moster “Dinne” og Jens Peters ejendom – en typisk dansk bindingsværksejendom med stråtag, lave længer, vandpost og stentrug på gårdspladsen, hund, kat, fritgående høns og kurrende duer og en kålhave med bærbuske og frugttræer og så havde de heste, køer, kalve og fedesvin.
Tre børn fik “Dinne” og Jens Peter. Inger Marie, Otto Valdemar  og Agnes Emilie som så langt der huskes, blev kaldt “Asse”.

Det var “Asse”, der i Julen 1933, forærede min mor hendes første fotoalbum.

Han sejlede ud

Anders Rasmussen blev født i 1695 og han boede det meste af sit liv ved fjorden. Hav og fiskeri var en stor del af hans hverdag . Det lå lige for, at han – når lejlighed bød sig – hentede en del af sit udkomme til dagen og vejen ved at fiske. Anders var nu kommet pænt op i årene og var fyldt 70 år.
Henved 10 år tidligere havde han været forlover ved datterens trolovelse med søfaringskarlen Jens Johansen Wichelsøe og parret var kort efter blevet gift i Sct. Hans kirke i Odense.
Datteren og svigersønnen havde bosat dem i Skibhusene. Var flyttet til Næsby Slotshave, hvor de havde boet i et par år, men var så flyttet tilbage til Skibhusene ved Odense Fjord, nær ved, hvor Anders Rasmussen havde sin bopæl.

Anders Rasmussen havde været tømmermand og som sådan sejlede ham med Odense-købmændenes handelsskibe med kurser mod fjerne kyster. Han havde besejlet store afstande på søen og det oprørte hav og udstået stridsomme strabadser, overvundet uregerlige vejrlig og fortæret sine beskøjter og ramsaltede tøndesild, sådan som de nu bød sig.  Han kunne dengang være på farten i længere tid ad gangen. Det var sømandens lod at være væk fra hjemmet og familien. Savn og afsavn var en del af hverdagens trængsler. Anders Rasmussen var en velbefaren sømand.
Vi ser i kirkebogen Anders Rasmussen optegnet som værende møller og vi kan forstå, at han var gået i land og at han har haft sit udkomme, eller ihvertfald en del af sit udkomme ved denne profession. Sideløbende med mølleriet har Anders Rasmussen naturligt nok bedrevet noget fiskeri med egen båd.

Fisker sejler ud2

3. pinsedag  i året 1765, nærmere bestemt tirsdag den 28. maj, sejlede Anders Rasmussen ud på fjorden ved Stige, som han har gjort det så ofte før. Vejrliget den dag ved vi intet om. Hvad der konkret skete kender vi ikke til. Anders Rasmussen drukner og den 28. maj 1765 blev hans sidste dag på havet. Han blev fundet dagen efter og bragt i land. Blev strålagt i hjemmet på en dør, der var placeret på et par bukke, fik lagt en saks i korsstilling på brystet og salmebogen under hagen og forberedt til den sidste rejse. Just sådan, som der var tradition for, når nogen i en husstand var afgået ved døden.
I dag vil man sige, at Anders Rasmussen blot blev 70 år. Dengang var han i alder og fysisk kondition en aldrende mand, men dog med et godt huld.

Anders Rasmussen blev begravet den 2. juni 1765 på Sct. Hans Kirkegård. Det er i skrivende stund 251 år siden, at han forlod denne verden. Hans barnebarn som blev født fire år efter Anders Rasmussens død blev opkaldes efter morfaderen og får ved dåben navnet Anders Jensen Wichelsøe.
Anders Jensen Wichelsøe trolover sig 26 år gammel med pigen Anna Cathrina Larsdatter og den 6. januar 1795 gifter de dem i Sct. Hans Kirke i Odense. Efter giftemålet nedsætter Anders Jensen Wichelsøe og hustruen Anna Cathrina sig som tidligere nævnt i Skibhusene ved fjorden. Efter nogen tid flytter de til Næsby Slotshave, hvor to af deres børn bliver født. Anders Jensen Wichelsøe og Anna Cathrina flytter igen til Skibshusene og ved optegnelser i folketællingen 1801 kan man læse, at Anders Jensen Wichelsøe ikke er hjemme, men indkaldt til krigstjeneste. Han er forhyret på fregatten  “Sjælland” og i april måned deltager han i Slaget på Reden hvorved han bliver kvæstet og får livsvarige skader. I 1813 pakker Anders Jensen Wichelsøe og hustruen deres bohave og læsser deres ejendele på en hestevogn og flytter til Horne på Sydfyn, hvor de ankommer om natten.
På Sydfyn får Anders Jensen Wichelsøe beskæftigelse hos greven på Hvedholm Slot.

Fra Anders Jensen Wichelsøe stammer de sydfynske Wichelsø’er, eller Wichelsø’erne i det hele taget. Han er min 3 x tip oldefar. Hans svigerfar Anders Rasmussen som druknede ved Stige Strand er min 4 x tip oldefar.
Billedet er lånt fra et telegram min farmor, Karen Cecilie Wikkelsø – Anders Rasmussens 2 x tipoldebarn –  fik til sin konfirmation den 30. marts 1913. Det satte nogle tanker igang og affødte denne lille fortælling, sådan som den i store træk udspandt sig 148 år før Karen Cecilies konfirmation.

Tingsted

På en eng et sted her i nærheden, ligger der, til den opmærksomme iagttagers undren, tretten sten i en cirkel. Netop sådan lå stenene placeret i tidligere tiders tingsteder. En fjortende sten ligger nogle få meter fra de andre sten i nordlig retning. Den fjortende sten har fået navnet “Ventestenen”. Alle stenene er af bjergarten granit – hver især ført hertil for godt og vel 10.000 år siden af den sidste istidsgletcher. Nu ligger stenene på et sted, hvor der engang  var frit udsyn til den smeltevandsflod som man nu om dage kender ved navnet Lillebælt.
Et fungerende tingsted i Strib, hvor landsbyens indbyggere samledes for at afklare tvistigheder og forskellige problemstillinger, har man i ældre tid aldrig haft. Havde de lokale folk dengang ærinde ”på Tinge”, så måtte de bevæge dem de 4 til 5 kilometer, der var til nærmeste by, Middelfart, hvor tidens tingsted var placeret.

Etablering af et tingsted i Strib ( som en historisk kuriositet) var en tanke som modnedes blandt lokale beboere og som blev bragt til udførelse i slutningen af 1980’erne.  Efter moden overvejelse blev stenene – i samarbejde med en lokal grundejerforening – placeret hvor de nu ligger.  Et tingtræ blev plantet i cirklens midte, men fandt ikke rodfæste. Et nyt tingtræ blev plantet, men formåede heller ikke at slå rødder og fandt hverken grobund eller næring for videre vækst i det rene strandsand, som undergrunden på stedet består af. På næsten symbolsk vis havde naturen nægtet to tingtræer rodfæste – var der mon mere mellem himmel og jord? Var der mon nogen som satte sig imod? Endnu et træ blev plantet og endnu en gang udeblev det forventede resultat.

Nærmest som et skulpturelt vidnesbyrd ligger  stenene så nu – uden tingtræ – til kulturhistorisk erindring om en svunden tid. Stenene taler deres eget stille sprog og vækker undren og eftertænksomhed hos forbipasserende. Men som tingsted har stenene som nævnt ikke – lige på dette sted – haft nogen historisk eller retlig funktion.

På det åbne areal, nær det sted hvor tingstenene ligger, afviklede den lokale grundejerforeningen –  i de tidligste år af foreningens eksistens – nogle engfester med folkemusik, dans og frydefulde sammenkomster. Der blev drukket veltempererede vine, afkølede pilsnere, ditto sodavand og andre læskende drikke. Der var mundgodt til børnene og de unge, der blev grillet kød og ristet pølser og den daværende bruger af arealet, beslagsmeden senior, demonstrerede fåreklipning og der blev budt på kørsel med hestespand. Midsommeren blev markeret med bål, båltaler, midsommersange og mellemfolkeligt samvær.

Engen, hvor stenene ligger, kategoriseres som et overdrev og som sådan indtager stedet en særstilling ved at være under beskyttelse af Naturbeskyttelsesloven.  Engarealet er derfor fortløbende udsat for naturpleje i form af afgræsning med de får og heste som har ophold på stedet. Denne form for naturpleje er valgt fordi afgræsning anses for den bedste, mest hensigtsmæssige  og iøvrigt også flittigt brugte form for naturpleje på overdrev. Tilladelse til dyrehold på engen gives derfor til ejer af arealet som en formsag.

Om den lille tæt liggende vold som ses nær tingstedet er det fortalt, at den skulle være en rest af det meget gamle voldanlæg, der i tidernes morgen var en del af ”Gammel Slot”, som man ser rester efter ved Strib Nordstrand.

Som en del af tidligere tiders overlevering af historier om overtro, kunne børn, hvis de ønskede sig en lillesøster eller lillebroder, smøre en fedtemad og lægge den på en sten – en såkaldt barnsten. Så ville deres ønsker gå i opfyldelse og den ønskede lillesøster eller lillebroder  ville melde sin snarlige ankomst. Der er dog ikke endnu i vor tid set spor efter fedtemadder på engens tingsten.