ibmh's blog

Eleverne ses spredt ud over et mindre område ved stranden på Strib Odde ved det gamle historiske færgested ved Nordenbro, nær Strib Fyr.  For enden af hulvejen ligger den moderne udgave af traktørstedet “Strib Færgegård”, hvis forgænger nedbrændte under bombardementet i Treårskrigen. I skrænten mod syd ses en indbygget torpedostation fra anden verdenskrig og den gamle bunker ved hulvejen lader fortsat sin eksistens ane i bevoksningen ved svinget.

Stedet har gennem historien været udsat for krig, plyndringer og røverier, nedbrændinger af huse og gårde, voldtægt af stedets kvinder og en hærgende pest, som bortrev folk i hobetal.

De første færgemænd på stedet tilbage til midten af 1600-tallet, Jens Færgemand og Jep Fænøe, ville næppe kende lokaliteten idag. Erindringer om de  historiske minder om de to svenskekrige 1657-58 og 1658-60 og senere bombninger fra Treårskrigen 1848 – 50 præger fortsat stedets strategiske placering og det hænder, at husejerne graver en kanonkugle eller to frem i deres haver.

Mindestenen fra Treårskrigen er eftertænksomt blevet studeret af eleverne. Kanoner og kanonkugler placeret på den lille interimistiske anløbsbro er taget i øjesyn. Det resterende færgeleje okkuperet og sten kastet i vandet med dybe plump og høje plask til følge. Lidt venskabeligt pige-dreng-vandpjaskeri er der også plads til. Fodtøj står hensat forskellige steder ved strandbredden og bare tæer finder befriende nydelse i det løse sand. Situationen summer af en stille foretagsomhed og man føler og fornemmer hverandre.  Spiser medbragte madpakker og drikker saftevand, spiller spil, snakker og sætter hinanden stævne i et slag kort, som betegnes med et karakteristisk navn inspireret af en sydlig legemsåbning. 

Vind og vejr er i det gode hjørne. Temperaturen behagelig og en let brise bestryger stedet fra vest. Lidt derfra er tre mørklødede personer travlt beskæftiget med at plukke hyben – angiveligt med henblik på at lave marmelade af frugterne.

Eleverne er 6. klasse fra Nørre Aaby Skole. I det nye skoleår sammensat af flere 5. klasser. Nu har de fået ny klassekammerater og nye lærere. Denne dag er så en del af den afmålte tid, som de har fået tildelt til at lære hinanden at kende, inden et travlt lærer-elevsamarbejde for alvor går i gang.

Bedst som vi står og snakker trækker et par marsvin tæt forbi kysten – symbolsk – som ville de hilse på og ønske held og lykke med de kommende skoleår. Eleverne skærper opmærksomheden og følger de små delfiner med udelt begejstring.

 Yderligere marsvin kommer til – og tallet er oppe på en fem – seks stykker. De er tydeligvis på jagt lige dér hvor strømmen er stærkest og vanddybden størst.

Karakteristisk nok, så startede verdens første forskningsprojekt af denne lille delfinart netop i Strib Havn 0g i bygningerne som nu rummer klubhus samme sted. Forskningsprojektet, som blev igangsat af en hollandsk zoolog og en fransk professor gik ud på at forske i marsvinets lyde. Projektet  blev betalt af Nato og havde en vis militær opmærksomhed.

Det lille forskningslaboratorium i Strib fik navnet “Station Oceanographique Anton Bruun”, men blev dog i daglig tale blot kaldt “Marsvinestationen”. Forskningsresulteterne er sidenhen videregivet til Fjord og Bæltcenteret i Kerteminde.  Om dét har forskeren, zoolog, magister og Zoo-direktør, Søren “Marsvin” Andersen, som bor i Strib,  ved flere lejligheder berettet skriftligt om.

Lærerne – Elsebet og Mikkel – holder et vågent øje med deres “nye” elever mens de med begejstring  og engagement fortæller om elevernes ryste-sammen-tur og samtidig ikke undlader at give udtryk for deres frydefulde glæde og forventning til den kommende tid i klasseværelset og ved emne- og projektarbejder, til spændende iagttagelser på ekskursioner og socialt samvær på lejrskoleture, til den obligatoriske skolekomedie, alle sketch’ene, rollespillene og hvad der iøvrigt spontant dukker op undervejs.

Jeg får at vide at elever og lærere afrunder dagen med spisning på en adresse på Münstervej – hos den ene af lærerne.

Gode minder fra min egen tid som lærer på elevernes skole dukker frem. Dejligt og bekræftende sådan at møde håbefulde og engagerede kollegaer fra min forhenværende arbejdsplads.

Svendstrup Strand ved Gamborg Fjord, lørdag morgen den 7. august 2010, set fra bakken på det sidste lille vejstykke inden man kommer til  bådelaugets bro ved den offentlige strand. Klokken er 7.30 …

Svogeren og jeg har besluttet, at denne morgen vil vi “en tur på vandet”.

På bådelauget bænk ved vandkanten sidder vi et par minutter. Lader sceneriet tale for sig - er betaget af synet, stedet, naturen, stilheden, farverne og lyset. Nyder roen og mærker pulsen og tankernes frie vandren. 

Et stykke derfra lyder en let plasken i vandet.

Et sølvfarvet sommerbrunt ægtepar er i færd med at afslutte deres morgenbad og stiger plitternøgne op ad vandet. Står et kort øjeblik på broen og skuer ud over fjorden. Lægger nænsomt et badehåndklæde om hverandres skuldre og går stille småsludrende ind ad broen.

Vi stævner østover – direkte mod solopgangen – med indsejlingen til Svinøbugten på bagbord side  og Gamborgfjorden til styrbord. 

Enhver generation smiler overbærende ad forældrene, ler ad bedsteforældrene og beundrer oldeforældrene.

Sådan omtrent har en kendt engelsk  forfatter engang udtalt. 

Da forfatterkollegaen Mark Twain, var 14 år gammel opfattede han sine forældre som direkte uvidende og havde svært ved at holde dem ud, men da han blev 21 undrede han sig såre over, hvor meget de havde lært på 7 år. 

Det hævdes at forældre til begavede børn tror på arvelighedsteorien. 

At det var Gud som gav os nødderne, men undlod at knække dem for os, vil nogle nikke genkendende til og at æblet ikke falder langt fra stammen synes periodevis at virke uretfærdigt på de unge og uforståeligt på forældrene, men helt naturligt for bedsteforældrene. 

Gennem tiderne er fænomenerne “arv og miljø” blevet studeret gennemgående ud fra de til enhver tids herskende ideologier, værdinormer, viden og tankesæt og hvad der den ene dag kan være god latin på bjerget, er ofte den næste dag gammeldags, forældet og “fimset”.

Udtrykket  ”Hvor du dog ligner”. Kan virke både spændende, bekræftende, identificerende og antyde tilhørsforhold. Men kan også virke  svært anstødeligt, krænkende og styrende - hvem gider dog ligne andre end sig selv.

Måske har det noget med alder og tid at gøre. 

Piet Hein sagde: “Hvis du vidste hvad du ved, når dit livslys er brændt ned, så var meget mindre drøjt, mens det endnu brændte højt.  Og – det er vel dét, som nogle omskriver til “Set i bagklogskabens klare lys”.  Eller – “havde jeg vidst hvad jeg ved, så havde det ikke været nødvendigt at have nogen til at fortælle mig, at jeg godt ved, at jeg ikke vidste, hvad jeg ved”.

Hvad enten man står midt i det hele, eller betragter omstændighederne sådan lidt fra sidelinjen eller fra alderens højderyg, så kan man anskue, at alt det nye finder genkendeligt genskin i alt det det gamle. Genbrugsværdien skifter karakter og får ny validitet og karat og selv om man skuer tilbage til, “da det gamle var nyt”, og fornyer det gamles  aktualitet så er der i bund og grund ikke er noget nyt under solen i den omstændighed.

Min købmand derhjemme på vejen, han handlede med “genbrugsting” og annoncerede i sit forretningsvindue: “Køb nyt i brugt”.

Den politiske korrekthed er en alvorlig sag for samfund og borger – og for de, som mener sig hævet over…

Undskyldninger og dumheder godtages ej og finder ikke accept - og slet ikke når misgerningerne begåes af de som sand for dyden skulle være tættest på både den etiske, den moralske og den politiske korrekthed, men som både i åndelige og ideologiske tænkemåder og bevægeligheder viser sig at være tættest væk …

Og hold da så lige  ferie, hvor sprutter der uheldige finker rundt på den politiske stegepande lige i øjeblikket…

Er det mon helt urimeligt, at forvente præcision i tanke, ord og handling og at der er en usvigelig sammenhæng mellem postulat og demonstration  – mellem dét, der bliver påstået og dét, der bliver efterlevet?  Og er  det mon urimeligt at forvente en definerlig og holdbar korrekthed i dén mundtlige og skriftlige kommunikation, som vore politikere serverer ?

Nej vel.

Gad iøvrigt vide hvordan vejret bli’r på torsdag.

Én af de lokale vognmænd som dagligt sås i bybilledet derhjemme, dengang i 1950’erne, han hed Helge. Helges nærmeste daglige samarbejdspartner lystrede navnet Basse og var en aldrende fjordhest af koldblodsracen – en såkaldt nordbagge med aner tilbage til vikingetiden. Om Basse var ”en Basse eller Bassine” husker jeg ikke.

 Helge var det man kaldte ”småkører”.  Han var vognmand med blot en enkelt hest og vogn og han transporterede alt for hånden  værende gods. Der iblandt betragtelige mængder af  kul, koks og cinders fra Gasværket til byens forslugne kakkelovne.

 Egentlig har jeg ikke tænk på Helge og Basse i mange år, indtil en dag  jeg støder på følgende lille digt:

Man binder en halmvisk bag øret på hesten

ifald, den er farlig for næsten.

Tænk, hvor kunne i livet vi vandre,

hvis skikken blev indført, imellem os andre.

(Halling Nielsen).

Så var det jeg kom til at tænke på Helge Vognmands Basse som havde hele to halmviske hængende i hovedtøjet. Én visk ved hvert øre.

Helge Vognmands Basse bed. Det vidste flere af byens indvånere af  bitter erfaring. Selv mente Helge, at Basse blot nappede lidt. Uanset – så gjorde det forbistret ond på ofrene og efterfølgende blå mærker vidnede da også om, at der var ”taget godt ved”.

Hvorvidt Basse bare var en ondskabsfuld gammel satan eller der var frydefulde drillerier med i spillet, skal være usagt. Men sikkert var det, at hvis Basse stod parkeret ved fortorvskanten i den ene side af en smal vej og iagttog modgående fodgængere på modsatte fortorv, så skråede Basse målbevidst over vejen for at give fodgængeren ”et nap med i forbifarten”.

Oftest nåede fodgængeren at undgå både bid og nap og så stod Basse pludseligt parkeret dér med uforrettet sag, på tværs af vejen med vognen og hele menageriet og spærrede for al færdsel.

Det siges, at man også bandt en sløjfe i halen på heste, til advarsel om, at de havde tendens til at sparke – så alle derved var advaret.

Om Basse nogensinde hidsede sig op til at sparke bagud, ved jeg ikke noget om, men husker med al tydelighed Basses meget tunge og sendrægtige trav med de lavthængende bagben og lyden af de gnistrende hestesko som mildest talt blev slæbt hen over byens toppede brosten.

Jeg tror næppe at Basse orkede den kraftudfoldelse der måtte være forbundet med at løfte et bagben og spjætte bagud.

 Men at Helge Vognmands Basse bed, det var vi nogle som vidste bedre om end andre.

“Tænk hvor kunne i livet vi vandre,

hvis skikken blev indført imellem os andre”: 

Samme år som jeg startede i første klasse – det var i 1950, fik vi nyt sand i de offentlige sandkasser. Det var Helge Vognmand og Basse som befordrede den bestilling.

Spændende var det at få nyt sand i de sandkasser som vi børn brugte så meget. Stor var da også interessen, da Helge Vognmand læssede det fugtigfriske rene hvide strandsand af i sandkassen på den offentlige legeplads nær mit hjem. Mindre sjovt var det, at Helge syntes at føle sig hildet til at sende den ene skovlfuld sand efter den anden i hovedet på vi unger som befandt os inden for kastevidde.

Sådan en skovlfuld flyvende vådt sand oppefra er unægtelig en grim oplevelse for et barn. Det konfronterede jeg Helge Vognmand med da jeg nåede 20-årsalderen. Det havde han så ikke så mange kommentarer til.

Skovlen og Basse er nu forhenværende elementer i den vognmandsforretning. Ved egentlig ikke hvad der blev af Helge.

Nu er fyrre år forløbet og den gamle bænk står der endnu. Af færgestedet ses kun sporadiske rester og på stedet er rejst en sten til minde om treårskrigen. Et par stilistiske kanoner er rettet mod Fredericia og sammensvejsede kanonkugler ses i små pyramideformede stabler.

Sten’s Ishus er fjernet og boligen stærkt moderniseret og solgt indtil flere gange siden.

Men bænken – den gamle bænk, den står der endnu til fri afbenyttelse.

I dag kom jeg forbi og  satte jeg mig på den et øjeblik og tænkte…

Det var på denne bænk jeg for fyrre år siden fik mine første fortællinger om Strib. Om jernbanen, færgeoverfarten og om Strib Færgehavn i færgernes tid. Om konger og dronningers gennemrejse. Om krigshandlinger og bombardementer. Om russiske zarer og zarinaer. Om sommerresidens og forlystelser med underholdning af landets kendteste intertainere og ikke mindst om nok så interessante herboende personligheder af såvel almindelig som af kunstnerisk herkomst. Personer som gennem deres tid havde været med til at give lokaliteten dens kulturelle eftermæle, dens særpræg og dens specifikke egenart.

Jeg var som sagt flyttet til Strib i 1970 og vidste egentlig ikke meget om stedet. Så når jeg gik til stranden med eller uden fiskestang, så lagde jeg ofte vejen forbi bænken ved Nordenbro. Det var her de gamle Stribonitter sad og hvilede deres trætte ben og værkbrudne rygge mens de repeterede tidens gang og livets fortrædeligheder, udvekslede erindringer, synspunkter og politiske overbevisninger og ind imellem nok forfaldt til lidt overdrivelse og smurte tykt på og med mellemrum på spøgefuldt vis rubricerede de skibe som sejlede gennem bæltet som:  ”Det er squ nok russere”.

Mangen en gang sad jeg så på bænken og lyttede opmærksomt til fortællinger om dengang Frederik den III barslede med store planer om at oprette fæstningsby på Frederiksodde og anlægge færgested på Stribodde så folk og varer kunne transporteres over bæltet.

Men – det mest interessante var nu alle fortællingerne om stedets særprægede og markante personligheder – og dem havde der unægtelig været mange af.

I dag satte jeg mig så på bænken et øjeblik og tænkte på de gamle og deres fortællinger fra den gang. Tænkte på hvor tiden dog går og hvor den bliver af – sådan som de gamle nok også har gjort det for mange år siden.  

Meget er forandret, men hvor stedet dog alligevel ligner sig selv. Nu er det andre personager som sætter deres præg og som har “købt ejendomsret til den frie adgang til strandkanten”. 

Da jeg havde siddet alene på bænken i nogen tid, rejste jeg mig og gik eftertænksomt videre.

Ikke al forandring er synlig for det blotte øje.

Peter og Sara boede i mange år nabo til os derhjemme på Østerbrogade og som naboer havde vi i sagens natur en del at gøre med hverandre.

I min tidlige barndom syntes jeg de begge var ældgamle, hvad de nok også var både i udseende og  i forhold til deres arbejdsalder og fysiske nedslidning.

Peter var født 1883 i nabosognet Bjerne og Sara var fra 1889 og ud af en fiskerfamilie på Dyreborg. Begge blev de hjemmedøbt og siden fremstillet i Horne Kirke. Begge blev de forårskonfirmeret i samme kirke. Begge var de kommet tidligt ud at tjene og begge havde de været erhvervsaktive i mange år, da jeg i 1943 blev født.

Peter og Sara var blevet gift i Horne Kirke to år før første verdenskrig brød ud og op til giftedatoen tjente de begge ved landbruget i sognet. Efter giftemålet flyttede de til Faaborg hvor Peter blev beskæftiget som telefonarbejder og sidenhen sled i det som murerarbejdsmand. Sara var vistnok for det meste hjemmearbejdende.

Med tiden fik de seks børn – Ebba, Svend, Carlo, ”Kylle”, Egon og Bent.

Sønnen Svend var cementarbejder og boede sammen med hustru og børn i lejligheden mod øst.

Den yngste søn, Bent, blev udlært former på Faaborg Jernstøberi og umiddelbart efter den aflagte svendeprøve emigrerede han sammen med sin kæreste og dennes familie til Toronto i Canada.

”Kylle” og Egon boede fortsat hjemme hos forældrene i perioder – et boophold som velsagtens var mere af trang end egentlig præget af feriebesøg.

”Kylle” og min mor var næsten jævnaldrende og de mødtes ofte i vores stue, hvor de ved spisebordet konsumerede mængder af kaffe tilsat kaffeerstatningen “Richs” eller “Danmarks”.

Mangen en smøg, købt i løsvægt hos købmand Breum, blev pulset op ved disse kaffemøder. I trange tider gik smøgen på omgang og der blev taget dybe hiv, heftige hvæs og pulsende kongekrassere af henholdsvis min mor og ”Kylle”  inden cigaretten, placeret mellem tommel -og pegefinger og de tre øvrige tre fingre stift strittende, blev givet videre.

 Det var den gang min mor begyndte at ryge.

 En hændelse som satte sine spor i en seksårig dreng udspandt sig juleaften 1949. Ud på aftenen bankede det på vores dør og min far lukkede op. Udenfor stod naboens 23 årige søn Egon  noget “slukøret” og synligt beruset og bad så mindeligt om han måtte komme ind. Min far lukkede døren til entreen og havde en kort samtale med Egon. Egon kom da ind, satte sig stille ved det runde mahogny bord i den røde plysstue. Spiste lidt slik og appelsiner, drak en øl og var i øvrigt meget stille.

Dengang havde jeg megen medlidenhed med Egon – så en ensom og trist ung mand  med et udtryksløst ansigt og forstod ikke helt, at forældre kunne smide deres barn ud af hjemmet en juleaften.

 Forhistorien var at Egon var kommet hjem juleaften – noget forsinket, tomhændet og uhensigtsmæssig beruset. Var kommet i et heftigt klammeri med forældrene og var blevet bedt om at gå. Han gik så ind til os og bankede på. Fik af min far forelæst nogle anvisninger om forventet opførsel og var så hos os i et par timer inden han rejste sig, takkede og lidt slukøret og stille gik ud af døren.

Jeg har sidenhen erfaret at Egons mor havde fødselsdag den 24. december.

Denne fødselsdagsjuleaften var nr. 50 i rækkefølgen.

Dengang da det hele var for længe siden og man skrev 1925 tjente den 16 årige, Alfred Vigelsø Hansen, hos landmand Christian Rasmussen som residerede på gården med matrikelnummeret 19 i Horne Sogn.

Christian Rasmussen var et halvt hundrede år og var ungkarl. Til at klare den daglige husholdning, havde han en fem år yngre husbestyrerinde ved navn Christine Jensen som var fra Vester Skjerninge. Der var ingen børn i husstanden og eneste karl på gården var Alfred.

På samme tid – i den anden ende af sognet, lidt øst for kirken – boede Alfreds mor, Karen Cecilie Hansen f. Wikkelsø og hans 12-årige lillebror, Ernst. De var indlogeret hos moderens forældre, Skomager Anders Wikkelsø og hustru Severine Marie.

Alfreds 10 år ældre storesøster, Kirsten Gunild, var da for længst rejst hjemmefra.

20 år tidligere havde Anders og Severines svigersøn, Møller Niels Andreas Hansen, bygget Horne Østermølle. Ved den lejlighed havde Anders Wikkelsø forstrukket svigersønnen med et lån til byggeriet.

Niels Andreas Hansen døde tidligt og hans efterladte enke, Karen Cecilie,  drev da møllen videre ved hjælp af mølleforpagtere.

I mellemtiden havde mølleriet i landet fået andre og lidt ringere kår   og 1920 afhænder Karen Cecilie Horne Østermølle og flytter under tag med sine forældre. Forældrene, Skomagermester Anders & Severine Marie  Wikkelsø, er på dette tidspunkt god for en formue der er fire gange så stor som datterens, trods det, at hun netop har solgt møllen.

Karen Cecilie Hansen køber sidenhen det hus hun bebor til sin død i 1933.

I tiden der var gået havde Alfred mistet sin storebror Max som døde af blodforgiftning, afprøvet en lærerplads som smed og maskinarbejder, havde været kæreste med tømmerens Thora og sammen med hende fået  en datter som i juli måned 1931 blev døbt Lili, var blevet udlært murer  hos murermester Holm i Faaborg, havde gennemført teknisk skole i Nørregade i Faaborg og havde været på håndværkerhøjskole i Ollerup.

Hans erhvervsaktive karriere startede ved landbruget - vel vidende, at han ikke havde tanker om at blive landmand. Hans store passion var naturens mangfoldighed. Jagt og fiskeri fyldte meget i hans liv. Som murer var han med til at bygge “Engvejen og Mølledammen” og ombygningen af Faaborg Sygehus og andre store ombygnings -og forandringsarbejder. Et utal af parcelhuse, privat – udlejnings -og erhvervsejendomme i byen og i nabosognene lagde han faglig bistand og håndværksmæssig kompetencer i.

Da jeg var barn syntes jeg, at det ind imellem var svært at følge med, når mine forældre talte om slægten. Meget virkede fjernt og uforståeligt. Andet virkede indforstået og meget tæt på, og en del virkede næsten som volapyk.

… En gammel onkel som var gift med en kusine til Sørens Smeds tante og som havde fået tre børn hvoraf det sidste blev født på den tid, da den røde ko fik tvillinger – den vinter hvor frosten faldt til 12 grader, – det var for mig fuldstændig uforståeligt…

Senere har jeg lært at folk fra landet i daglig tale, i omtale og i fortælling kommer anderledes rundt om de enkelte beboere og medskabninger i sognet end folk i byerne gør.

 Når personers slægter tilbage i tiden fletter sig ind i hinanden, så siger man, at personerne har anefald.

I min familie er der anefald.

- Min mor har anefald med min far.

- Min mor og far har anefald med min svigermor.

- Min svigermor har derfor anefald med mig.

- Da jeg har anefald med min svigermor, så har jeg også anefald med min kone og mine svigerinder og svogre.

- Da jeg har anefald med min svigermor, så har jeg også anefald med hendes søster.

- Min svigermors søster har anefald med hendes mand, som har anefald med min mor.

- Da min mor har anefald med min far, så har de begge anefald med min svigermors søsters mand.

- Min svigermors søsters mand har derfor også anefald med mig.

- Min bror har anefald med hans exkone, som har anefald med min far og derfor også med min mor.

- Min mor og far har anefald med ikke blot én, men to svigerdøtre.

- Da jeg har anefald med min svigermor og min kone og mine svigerinder og svogre, og min bror har anefald med hans kone, så har min kone anefald med min svigerinde.

- Min svigermors søster har anefald med hendes mand og han har anefald med min mor og derfor også med mig.

-  Da min mor har anefald med min far, så har min mor og far anefald med min svigermors, søsters mand, som har anefald med min brors kone.

Nu er det så ikke lige noget jeg går og tænker så meget over i hverdagen.

For blot 1½ år siden fjernede jeg en 30 år gammel hæk – spiræa forstås –  som visse steder var begyndt at visne og “gå ud”, men som så også havde gjort sit både som  rumadskillelse  og som læbælte mod østenvinden.

Nu glæder jeg mig så over min lille nye liguster som er så dejlig voksevillig.

Den stille fryd.