Browsing Category

Alfred Vigelsø’s slægt

In Alfred Vigelsø's slægt/ Sådan set

Alfreds pokal

På en mark ved Skibhuskroen i Odense i 1936 – nærmere bestemt i maj måned – skød Alfred sig til en meget tæt 1. plads i en flugtskydningskonkurrence og vandt med en margin på kun ét skud ned til nummer 2.
På fotoet nedenfor er konkurrencens deltagere foreviget. Den vindende Alfred står helt yderst til højre. Den unge mand som står nr. tre fra højre var én af Alfreds bekendte fra Horne som blev kaldt “Bimbam”. Om fotoet er taget før eller efter konkurrencen, ved vi ikke. Men mon ikke det er et før-billede.

Avisen skrev: “… 4. kreds afholdt kredsskydning den 24. maj ved Skibhuskroen i Odense. Vejret var stærkt blæsende, og til tider regnede det, men i løbet af dagen klarede det op, og skydningen sluttede i strålende solskin.
Der deltog 26 mand i skydningen, hvilket ikke er noget overvældende antal i forhold til medlemstallet i kredsen. I betragtning af det uheldige vejr, må skydningen siges at være endog meget fin…”

På præmielisten stod øverst: Nr. 1 Alfred Møller, Faaborg

Fjorten dage tidligere havde den unge skytte netop fejret sin 27 års fødselsdag og på selvsamme dag døbt sin datter, Ruth Karin, i  Horne Kirke. Et barn yderligere var på vej. Ruth’s lillebror, Ejnar Arvid, blev født i december måned samme år og måske var der i virkeligheden mere symbolik i den erhvervede pokal, end han selv nogensinde selv gav udtryk for. Pokalen fulgte ham i mange år og var blot én af  mange præmier han gennem årene høstede. Den var også den pokal som der ad åre var mest mytedannelse om, hvorvidt den blev vundet ved et danmarksmesterskab.
Det er med stor sandsynlighed Dagny, der har trykket på udløseren, da fotoet af “Alfred med pokal” blev knipset. Hvor præcis det skete, er der ingen som husker længere. Et bud kunne være i baghaven på matriklen Assensvej 52 i Faaborg, hvor Alfred og Dagny på et tidspunkt boede til leje på førstesalen i det hus, der vistnok var deres første fælles adresse i Faaborg og hvor deres tredie barn, Niels blev født.

In Alfred Vigelsø's slægt/ Slægt

Katrine og Max

I sine unge år afprøvede min far – Alfred Vigelsø Hansen – i en seks måneders periode, en uddannelse som Smed og Maskinarbejder. Han var dengang tydeligt inspireret af sin fem år ældre bror – Max Møller Hansen – der netop var udlært Smed og Maskinarbejder.
Da prøvetiden var udløbet valgte min far faget fra. Det hed sig, at faget ikke faldt i hans smag. Efterfølgende gik han i lære som murer hos en murermester Holm i Faaborg og gennemførte denne uddannelse i marts måned 1933 med afsluttende svendeprøve. Umiddelbart efter gennemførte Alfred et ophold på håndværkerskolen i Ollerup.

Prøveperioden som Smed og Maskinarbejder talte min far sidenhen ikke så meget om. Det kan så have sine åbenlyse årsager. Derimod fik vi børn ofte fortalt, at vores far engang i sine yngre år, havde gået med tanker om at blive slagter. En uddannelse som hans mor ikke havde vist den store begejstring for. Vores far fik så fire sønner, der alle blev uddannet inden for faget – uden, at den mulighed iøvrigt nogensinde havde været til debat eller at der på noget tidspunkt havde været tilskyndelser i nogen retning. Continue Reading →

0 In Alfred Vigelsø's slægt/ Slægt

Støvler

Max19062Mine oldeforældre Skomager Anders Wikkelsø og hustru, Severine Marie Hansdatter Bønneland, havde blot to børn. Begge piger.
Anders og Severine, som var fra midten af 1800-årene, havde giftet sig i en moden alder og det var nok årsagen til, at de blot fik to børn. Skæbnen ville, at den ene af pigerne døde 31 år gammel, ugift og uden efterkommere. Den anden pige blev gift i 1897 og hun blev sidenhen min farmor.

Så fik Anders og Severine Marie børnebørn. Den først fødte dreng blandt børnebørnene blev født i oktober måned 1900. Drengen blev døbt med navnet Max Møller Hansen og til hans seks års fødselsdag, syede bedstefaderen ham et par støvler.  Max brugte flittigt støvlerne og havde dem i mange år og da han voksede fra dem, blev de gemt hen.
Max blev udlært smed- og maskinarbejder. Han arbejdede på et tidspunkt i Argentina og siden på et værft i Hamburg, hvor han logerede hos et ældre ægtepar, hvor manden var paraplymager. I slutningen af 1920’erne er han beskæftiget på Odense Værft, gifter sig med Kathrine fra nabosognet derhjemme og de bosætter dem i byen. Knap 29 år gammel døde Max af blindtarmsbetændelse. Han og Kathrine havde da blot været gift et halvt års tid. Kathrine fik svære kvaler over tabet af Max og i januar 1930 valgte hun livet fra i sorg og savn. Hun  blev blot 25 år.
Nye generationer af skomagerens efterkommere kom til og støvlerne gik i arv.  Min far var blandt skomagerens børnebørn og i 1933 kom  støvlerne i  min far’s bevaring.

Maxstøvler2
I  min barndom havde støvlerne deres anonyme plads på husets loft i den gamle dragkiste som stod ved siden af noget af skomagerens nedarvede værktøj.
Min nærmeste storebror, Per, havde midt i 1940’erne fodstørrelse som passede til støvlerne og han brugte dem så i nogen tid.  De seneste slidmærker på de gamle støvler blev således sat af et oldebarn mere end 40 år efter, at den gamle skomager syede støvlerne til et barnebarn.
I 2003 overtog min søster, Grethe, opbevaringen af støvlerne. Støvlerne gik endnu engang i arv. En fredag i juli måned 2015, fik jeg så, af min søster, overdraget støvlerne til videre opbevaring.MaxogStøvler

Nu nærmer støvlerne sig samfulde 110 år i alder. De har fået en omgang med klud, sværte og børste, så kan de om føje tid runde de mange års eksistens i den bedst tænkelige kondition.

Der gik engang en ungersvend helt sindig på sin fod og så sig vidt i verden om, med længsel i sit blod.