0 In Fra tiden i Strib

September

September – efterårets første måned – kaldte man i ældre tid for fiskemåned.
 
I denne måned fiskede man i historisk tid enorme mængder af sild som blev saltet og gemt til vinteren og som man eksporterede som en kærkommen fastespise og som de facto tilførte landet store indtægter.
Den menige fisker fik hentet sine sild på kysten, og der er overleveret flere beretninger om den tids aftagere, ligesom man kan læse om drabelige sejladser i storm og kuling med tragisk udgang ved kuldsejlinger.
 
Overskyende sild blev lagt på marker og dér brugt som gødning. Et sted kort herfra kaldes “Sildegravbanken”. Det er et sted i nærheden af “Tangmosen” og “Mølleåen” og  det var her at Fiskersønnen, nordjyden fra Harboøre, Fodermesteren, Slusemesteren, lokalpolitikeren, jægeren og fritidsfiskeren Mikkel Jensen landede sine fangster og hvor han en blæsende kold januardag i 1959 faldt om ved Mølleåens udløb og takkede denne verden farvel.
Mølleåens udløb ses på billedet lidt henne ad stranden og Stutterigården hvor Mikkel Jensen ved folketællingen 1911 ses boende i gårdens stråtækte fodermesterhus med kone og ét barn, ligger ovre i skoven og om det, er der fortalt andet sted.
 
September var tiden, hvor man vaskede og klippede sine får. Gæs blev sat i fodersti, så de kunne blive fede til Mortens Aften og september var måneden hvor man begyndte at fælde sit gavntømmer.
September var sæson for fremstilling af frugtvin og eddike og det fortælles, at mjøden nu var klar og den skulle ifølge folketroen være god for rygsmerter.
 
Hvis vejret den 1. september er klart, så bliver det smukt hele måneden, mente man.

Forestil dig – ved et kig ud over bælt, sund og fjord – at silden trak igennem i meget store stimer og at man nærmest kunne skovle dem op. Forestil dig at stranden, bådene, fiskerne og alt var sølvglinsende af sildeskæl. Nå ja – og duften af stegte sild fra sognets stegepander på brændefyrede jernkomfurer ikke at forglemme.

 

Det er fortalt om “Silde Mine”, der boede her tæt på lokaliteten, at hun ene person opdrog sine 8 børn med og af sild i alle afskygninger , stegt, kogt, røget, saltet og tørret – nogle endda rørt op i lunken mælk – lidt eftertænksomt, men mon ikke der er en fisker i os alle. Røget, speget eller på anden vis.
 
Jeg har en skolekammerat som blev fisker. Han fortalte i vore unge år: “ …Har man sildeskæl på støvlerne, kan man få kredit alle vegne…”
 
Og måske har der også engang været strandbred “på vores eng”, her hvor jeg bor. Da man funderede huse ved engen, da gravede man med undren ned i gammel strandbred, med sand, tidens skaller og muslinger og mindre fossiler og lytter man opmærksom efter, kan man måske også fornemme havgusen og høre havets historisk brusende bølgeslag med rullende småsten ved mødet med land.

Min vandrestav “Munken” – en hasselgren skåret i egen busk – var den dag med ved stranden og havde sin nysgerrige næse i opskyllet tang og ravpindelag, for på Mikkels strand finder man rav.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply