Min farfar, Niels Andreas Hansen der var født en dag i sensommeren 1872, var femte barn i en søskendeflok på otte. Gårdmandsbørn i en veletableret, agtet og traditionsrig familie forstås. En forsamling gårdmandsbørn som ikke alle ved deres voksenlivs begyndelse kunne arve den ”fædrene gård” og derfor måtte se sig om efter egne og selvvalgte håndteringer i de evige bestræbelse på at tjene til dagen og vejen, til at fylde den højthængende brødkurv og til at henlægge på kistebunden.
Min farfar blev møller. En håndtering som dengang havde fornuftige og gode vilkår og som gav nye muligheder efter erhvervets frigivelse fra godsejeres og grevskabers strenge åg. Andre i slægten havde været møllere før min farfar og der var gode eksempler om håndteringen at hente inspiration fra.
Efter nogle få dannelsesår med virke ved agerbrug, kornavl og dyrehold valgte min farfar så at uddanne sig til møller. Fik læreplads på Trente Mølle ved Håstrup på Sydfyn. Efter udstået læretid og som 22 årig forpagtede han så grevens mølle i landsbyen Horne på Sydfyn.
Et giftemål og nogle få års erfaringer senere – da man i almanakken kunne notere århundredskifte – byggede min farfar så sin egen mølle som han med stor dygtighed og entusiasme drev indtil sin alt for tidlige død i 1914. Han blev blot 42 år.
Min farfar var realist, han var handlekraftig, målrettet, retskaffen og udpræget usentimental i al sin gøren og laden.
Som så mange andre mænd, var han også typen som ikke brugte megen tid og opmærksomhed på at konsultere kloge koner, medicinmænd eller doktorer. Det blev så hans endeligt idet han døde af en blodforgiftning i en tommelfinger der givetvis kunne have været behandlet med et tilfredsstillende resultat. Ganske vist inden penicillinets opfindelse, men alligevel.
Selvom jeg aldrig mødte min farfar, så har jeg – gennem mundtlige fortællinger, studier af efterladte dokumenter, foto og andet – fået det indtryk af ham, at han var en herre som ikke stod tilbage for ret meget, at han ikke satte sit lys under en skæppe, endsige undlod, om nødvendigt var, at byde Fanden trods.
I min farmors og farfars hjem på Horne Østermølle på Sydfyn, blev der læst megen litteratur. Det ved jeg fordi min farmor førte nøje optegnelser over hvilke titler, af hvilke forfattere og med hvilke intervaller litteraturen blev læst. Så er det, at jeg i mit stille sind tænker på, hvorvidt min farfar mon i sine tanker beskæftigede sig med, hvad den toneangivende symbolik gik ud på som tillægges møller, møllehjul, møllesten, frugtbarhed, skæbne og andet ved mølleriet forbundet.
Har min farfar mon strejfet den omstændighed at i Buddhismen symboliserer møllestenen livets kredsløb. Har han mon reflekteret over, at det tibetanske bedehjul har kværnens form og rummer papirstrimler med citater fra de hellige tekster og når møllen drejer rundt bliver teksterne på en måde reciteret.
Har min farfar mon læst eller hørt om den nordiske myte som fortæller om to jættekvinder ved navn Fenja og Menja, der på kong Frodes bud, maler guld på den magiske kværn Grotte, så der opstår en fredens og lykkens guldalder. Kong Frode går imidlertid over gevind og får Fenja og Menja til at male dag og nat og det ender med, at de som hævn maler en hær frem, som dræber Frode.
Var det mon symbolik min farfar så, da han læste slutningen af Johannes V. Jensens roman ”Kongens fald”, hvor jættekvindens møllesang handler om tidens ubønhørlige gang.
Var det mon symbolik min farfar så, da han læste Karl Gjellerups roman ”Møllen” hvori den minutiøse beskrivelse af alle møllens dele er en kærligheds- og jalousihistorie hvor en hændelse i møllehatten ændrer møllens symbolske status til en ”blodmølle” som sluttelig brænder.
Søgte min farfar mon overhovedet mental – i ånd eller sjæl – ind i møllemiljøets romantiserende symbolik på en idyllisk verden eller opfattede han bare, at det var ”vand på hans vindmølle”, at kunderne fulgte med, da han forlod grevens mølle og at han så fremdeles nød godt af bøndernes opfattelse af ”først til mølle, først malet”.
Når jeg ser på fotoet af min farfar med den hvide kasket, den hvide jakke, det hvide kravetøj og de hvide heste forspændt vognen med et sparsomt læs sække med ubestemmeligt indhold – måske tilmed hvidt mel, så tænker jeg på om ikke min farfar mon i virkeligheden og lidt inde bag facaden – når alt kom til alt – var lidt romantisk anlagt.
