Datastuen

“… Vi benyttede det selvsamme datalokale  i 13 sæsoner og på den tid blev der nået særdeles gode individuelle resultater med brug af pc og internet, epost, nemid og netbank, tekstbehandlingsopgaver, billedbehandlinger, brug af USB-stik,  oprettelse af slægtstræer og slægtshistorier og sågar oprettelse af egne hjemmesider og de indledende forberedelse til at udvide aktiviteten med Slægtsforskning og DNA var gjort, men ikke påbegyndt…” 

Datastuen er lukket

Alle de links vi har benyttet hidtil, vil fortsat have deres pladser her på siden under menupunktet Slægtsforskning/Genveje.

Datastuen i  Strib er lukket. Et hold  som brugte datastuen og startede helt fra bunden med tænd/sluk kurser, museøvelser med øje-håndkoordination og lidt hjerterfri og tastaturøvelser står lidt uforstående over for lukningen, når vi nu var så godt i gang.
Nedenstående tekst er en reflektion over 13 sæsoners frivillig vejledning i almen brug af pc og internet, udvidet med slægtsforskning efter individuelle ønsker for 60+’ere i datastuen og har blot til formål at anskue aktiviteten in memento.

Forhistorie
I et tæt samarbejde mellem Ældremobiliseringen, kommunerne og lokale sponsorer, blev der runden om, i det ganske land, for år tilbage oprettet datastuer, hvor ældre hjalp ældre med almen brug af edb. Landet var på vej mod nye tider ved overgangen til it-teknologi og “det offentlige” nærede klare forventninger om besparelser af tid, arbejde, penge og papir og en lettere kommunikationsvej offentlighed og befolkning imellem som åbenlys gevinst.
Skolerne havde indført it i undervisningen og en stor del af befolkningen, som var i erhverv, var godt i gang med den daglige brug af mediet og i fritidsregi bød kursustilbud sig til mod betaling. Nu var det så de ældres tur.

Mobiltelefoner, computere, tablets og ipad var ved at blive hver mands eje og behovet for at få alle samfundslag “med på vognen” blev mere og mere udtalte.
Befolkningens ældste skulle også klædes på til fremtiden. Man satsede på at undgå et a-hold og et b-hold og her kommer landets datastuer med de mange frivillige vejledere og tovholdere ind i billedet som en ret så betydningsfuld faktor. Måske større end den enkelte i dagligdagen forestillede sig eller tænkte over.
Undervisning af de ældste på frivilligheden basis, blev et must og udtrykket “Ældre hjælper ældre” fik indpas i sprogbruget og i bevidstheden. Interessen og opmærksomheden var stor, omend lidt forsigtig. I den lokale dagspresse kunne man i august måned to forskellige år læse:

“… Datastuen på Rudbækshøj i Strib, kan ikke følge med efterspørgslen…”.
og
”…på aktivitetscentret på Rudbækshøj er der åben datastue hver tirsdag formiddage. Der er to frivillige, der vil undervise. Maskinerne er opkoblet til internettet, så folk skal bare møde op, og så tager underviserne udgangspunkt i det niveau, som deltagerne befinder sig på…”

Her på lokaliteten, Strib, blev der etableret datastue i 2013 med plads til 9 lokalt sponsorerede computere tilkoblet Internettet. Efterfølgende blev netforbindelsen udvidet med trådløs adgang til internettet – det gav nye og forbedrede muligheder – og deltagerne begyndte at medbringe egne bærbare computere og brugte den stationære computer til at lave søgninger på og den bærbare til at notere de fundne data. Hver især arbejdede deltagerne med to maskiner samtidig. Det gav som sagt nye muligheder og ganske forbedrede arbejdsmæssige friheder. Et softwarefirma sponsorerede markedets sidste og nyeste software / styresystem, så alle computere kunne være up to date, hvilket krævede, at der på et tidspunkt, formelt måtte oprettes en forening som ansøgende instans.

Et hold der et halvt år efter opstart, var  blevet oprettet, viste efter `en sæson så stor interesse at vi fortsatte med slægtsforskning, og længere løbende forløb blev planlagte. At bruge slægtsforskning som indfaldsvinkel til at blive fortrolig med computerens muligheder og søgning via internet, viste sig som en ganske god kombination.
Et koncept med tilknyttede vejledere og vejledningstidspunkter på udvalgte ugedage blev planlagt. Kurser i læsning, skrivning og tydning af gotisk trykt og håndskrevet tekst blev gennemført i lektioner parallelt med individuelle arbejder med søgning i kirkebøger, folketællinger, databaser og andre steder.

 

Ud fra fra devisen: “Der findes næppe den slægt, der ikke rummer personer, hvis skæbne man bliver grebet af og hvis liv ligger gemt i kilderne og venter på at blive fundet frem”, gik hver enkelt deltager til opgaven med mange spændte forventninger.

Ældremobiliseringen afholdt kurser for frivillige tovholdere om frivillighedens principper og om sagens inderste væsen og balancegang mennesker imellem – det handlede meget om, at få den menige pensionist forberedt til fremtidens massive bølge med de nok så priste elektroniske muligheder og samfundets omstilling til brug af epost, Nemid, netbank og brug af Internet. 

Kommunalt blev der holdt inspirationsseminarer for frivillige tovholdere i samarbejde med det lokale bibliotek. Her kunne deltagerne byde ind med oplæg og ideer og de kunne få råd og vejledning til eksempelvis det dengang nyeste i Windows 10. Lidt ældrepædagogik og mekanismer i almindelig omgang ældre imellem blev sporadisk præsenteret ligesom tanker om at tovholdere ikke skulle lade sig æde op af stigende krav og udtalte forventninger fra deltagerne var en pointe til eftertanke.
Intentionerne blandt de frivillige tovholdere / vejledere var gode. Der blev afholdt halvårlige sammenkomster med evaluering og status generelt og på de enkelte hold. Der blev udvekslet erfaringer og bidraget med ideer og gode tiltag. Tovholderne blev plejet og Der blev drukket kaffe, spist kage og sunget sange fra Højskolesangbogen. Der blev hygget og snakket om hvad som rørte sig i samfundet i den enkelte og hvad, som faldt sig for.

Socialitet og samvær havde gode kår og ideologi og samfundssind syntes at boble i hvert enkelt bryst omend vi blot sad i plejehjemmets mødelokale og ikke i et Grundtvigiansk kursus på den lokale højskole.

Forløb 
Da slægtforskning i datastuen for mit vedkommende tog sin begyndelse og jeg havde afklaret min vejlederrolle, var datastuens ugedage helt booked op, lige med undtagelse af onsdage som var den ugentlige rigt besøgte kortspildag, hvor der blev spillet Whist og l´hombre og hvor mange af de udefra kommende brugere var “af huse”.
Slægtforskning fik tildelt onsdage i datastuen  og den dag blev så efterfølgende “vores” dag. Deltagere på slægtsforskningsholdet aftalte kørelejlighed med kortspillere og fandt praktiske løsninger på transport til og fra og det viste sig, at være en ganske god ordning.

Nogen egentlig undervisning i datastuen  måtte ikke finde sted, da vi ikke måtte konkurrere med andre af kommunens fritids-undervisnings-tilbud, så nogen egentlig deduktion blev “ikke” praktiseret men udelukkende gode Grundtvig-Koldske og Learning by doing-principper. Hvad den ene sidemand m/k havde tilegnet sig af viden og færdigheder blev givet videre til den anden sidemand m/k. og hvor behov opstod, trådte tovholder / vejleder til.
Min mangeårige tid som pædagogisk it-vejleder i skoleregi og de 27 års forud gående erfaring med arbejdet med min egen slægts aners var en mærkbar god ballast at påtage mig vejlederrollen på og spændende var også mødet med “den nye type elever” – voksne med et langt rationelt og erfarent liv ude, hjemme og på arbejdsmarkedet. Lur mig, de tog fra og forestillingen om, at pensionister var lidt it-teknologisk tungnemme, blev gjort grundigt til skamme.

Arbejder man med slægtsforskning, så er det talte sprog og den mundtlige fortælling yderst vigtige faktorer. Skal hverandres bidrag give effekt, så sker det ikke uden en grundig mundtlig formulering af problemets art. Meget arbejde med fortællingens mundtlige kunst optager derfor plads i slægtsforskning. Sidemandens lytteforståelse får en vis betydning for dialogen om problemets mulige løsning. 

Læse, tyde tolke
Læsning og skrivning af gotisk håndskrevet og trykt tekst startede vi på, da behovet viste sig, og det skete naturligt nok ret tidligt i forløbet. Mange af vores årgang ( 60+ eller mere) har dog et vist kendskab til trykt gotisk skrift som den blev brugt i 1800-årenes slutning og som nogle af os stiftede bekendskab med i skolen omend det var på præsentationsplanet, men med håndskreven tekst forholdt det sig lidt anderledes.
Vi købte da hver især et anbefalet materiale til et 20 lektioners kursus `a to timer pr. gang og gennemførte det to (eller snarere 1½) gang. Førte gang med en intens indsats med skrivning af bogstaver, læsning /højtlæsning af tekster og tydning af håndskrevne eksempler med gotiske tekster og ugentligt hjemmearbejde forstås.

Efterhånden som hver især blev bedre til at læse den gotiske skrift, åbnedes mangen en historisk begivenhed for hver enkelte deltager og samtalen folk imellem ændrede substans og indhold i takt med, at deltagerne oplevede ejerskaber af hver deres historier.

Anden gang vi efter deltagernes egne ønske igen gennemgik materialet, var indsatsen pudsigt nok af en lidt anden beskaffenhed. Vi talte så om, at det nok var dér, det rationelle menneske med et langt livs opsparede erfaringer, viste sin styrke eller svaghed. Den smilede vi lidt af hver især, og lod det være ved dét.

Langt omkring
Vi kom langt omkring i kirkebøger, folketællinger, lægdsruller og andre protokoller og databaser og vi fik mangen et spændende indblik i hver vores aner og forfædre og deres liv og leben og sociale placering i tidens samfund. Vi mødte mange udfordringer ved den danske navnetradition hvor man opkaldte børnene med patronymer hvor Jens Hansens søn blev døbt Hans Jensen og Hans Jensens søn blev døbt Jens Hansen. Man havde svært ved at skelne hvem, der var hvem, og tilføjede så ofte kaldenavne som eksempelvis kunne være stednavne.

 

Det var Christian IV som i slutningen af 1500-tallet indførte kirkebøger, som én blandt andre af hans mange projekter som vi nyder godt af nu om dage.
1812 skifter kirkebøgerne navn til Ministerialbøger. Det bliver så fællesbetegnelsen for protokoller med status som autoriserede civilstandsregistre.
Ministerialbøgerne og Contraministerialbøgerne (som er identiske) må ikke opbevares under samme tag af hensyn til brandfaren. Som slægtsforsker har man elektronisk adgang til bøgerne frem til 1965, og 2002/2003 overgik man til elektroniske kirkebøger.

En kilde vi på slægtforskningsholdet har haft megen gavn af, er hjemmesiden familysearch.com som er oprettet af Mormonerne – “Jesu Kristi kirke af Sidste Dages Hellige” som i godt og vel 75 år har oparbejdet en stor database som slægtsforskere nu om dage har stor glæde af og kan benytte gratis.

I 1946 indgik mormonerne en aftale med de danske myndigheder, der gav dem lov til at affotografere danske kirkebøger. Til gengæld fik arkiverne en kopi af microfilmene. Samarbejdet fortsatte over de næste 75 år, hvor mormonernes indsamlede materiale til en voksende database, som i dag tilgås på hjemmesiden familysearch.com. Mormonernes arbejde fortsætter her i Danmark men blev midlertidigt afbrudt af Coronaen.

En fjerdedel af alle amerikanske mormoner skulle efter sigende have danske aner og det leder unægtelig tankerne hen på den massive udvandring som skete herhjemme i 1800-årene og som næsten affolkede visse egne af landet. 

Efterhånden som årene gik og arbejdet med computeren og søgninger på internettet blev rutiner, blev deltagerne på slægtsforskerholdet dygtigere og dygtigere og mere og mere selvhjulpne i en ganske høj grad. Miljøet i datastuen ændrede karakter og substans, samarbejdet blev mere intenst og hver enkelt bidrog i stigende grad til gensidig råd og vejledning og man stillede sig selv nye og udfordrende opgaver.

Der var deltagere som tilmed tog udfordringen op med at lære at opbygge egne hjemmesider med deres anetræer og slægtshistorier. Hjemmesider som i skrivende stund fungerer helt efter den ønskede hensigt.

Hver enkelt deltager på tidens hold voksede med opgaven. Forventninger til egne forskningsresultater blev større og mere målrettede. Den enkeltes mål og indsamlede erfaringer blev mere specifikke. En deltager fandt blandt sine aner virkelighedens “Jens Vejmand” og kunne konstatere, at digteren Jeppe Aakjær havde benyttet sig af digteriske friheder, da han i 1905 skrev sangen om “Jens Vejmand”, som Carl Nielsen to år senere satte musik til.
“…Der stod på kirkegården et gammelt frønnet bræt…” – det er der i mellemtiden rådet bod på. Nu om dage har Jens fået en flot “mindesten”på sit gravsted.

13 sæsoner med slægtsforskning i datastuen, på Rudbækshøj i Strib, satte sine umiskendelige spor i deltagerne. Deres flid, vedholdenhed og målrettede indsats, gav indsigt i både egen slægt, i historiske tilstande og i familiers gøren og laden. Og – så gav det mangen en anledning til fortællinger om de som var engang – før os – de som jævnede stier og banede veje for vi andre.

Missionen med en datastue her i Strib synes at være lykkedes. Sognets ældre har fået lært de indledende øvelser med tidens nye medie. Mærkbart har yngre generationer hjulpet til på hjemmeplan og den sidste problemløsning varetages nu af et lokalt tilbud – it@poteket – formedels betaling og her får man god behandling og ditto service.

En tak og til alle de, som gennem tiden har deltaget på slægtsforskningsholdet og som har bidraget med mangen en inspirerende tanke, ide og oplevelse. Til de som på hver deres vis medvirkede til at ting kunne lade sig gøre. Til De som servicerede maskinerne, holdt lokalet “up to date” og var behjælpelig med  nøgler og åbne døre. Stor tak for mange års samarbejde til Arne Møller Vinstrup, som på utrættelig vis, stor stabilitet og megen tålmodighed var med på slægdsforskningsholdet gennem alle årene omend hans mange engagementer i ældresagen ind imellem kolliderede, så der måtte prioriteres. Den klarede Arne med bravour. Tak til Peder Pedersen, der som vejleder var med et langt stykke hen ad vejen og ind imellem lod egen forskning hvile til fordel for vejledning og assistance til medforskende.

Datastuen på Rudbækshøj for 60+’ere blev nedlagt fredag, den 21. Februar 2020. 

Ib.