De skrev

Her  følger tre indlæg skrevet af tre personer fra hver deres generation i slægten. Èn af personerne har skrevet for sig selv og til sig selv. En anden person har skrevet for andre og til andre og en tredie person har skrevet som en afleveringsopgave til sin lærer. Hver især har de skrevet om deres slægt ud fra vidt forskellige motiver, men fælles for dem alle er, at de skrev og at de – ved skriveprocessen – havde en modtager i tankerne. De gav derved deres respektive efterkommere mulighed for både at få indsigt og at få mulighed for at kunne følge op, hvis lysten og behovet for dét skulle indfinde sig på et tidspunkt.

• Ellis M. Hansen med ungpigenavnet Søllested født midt i 1940’erne skrev sin tekst i 2001.

• Christian Magnus Hansen Søllested født  sidst i 1890’erne skrev sin tekst  1973.

Maria Lindequist født i begyndelsen af 1980’erne – barnebarn af  Karl Martin Hansen Søllested – skrev sin tekst midt i 1990’erne.

* * * * *

I sommeren 2001, gennemgik Ellis de enkelte personer i slægten med speciel interesse og focus  på hendes tip-tipoldeforældre på spindesiden,  Anna og  Peder,  der boede i Brydegaard  på Vestfyn.
Her får du del i, hvad hun fremdrog af noterne .

Men forud er det godt at vide, at denne del af  hendes slægts blodslinje ser således ud  gennem de 6 generationer der blev gransket:

Lars Nielsen 1756 – 1807 & Anna Larsdatter 1744 – 1825 / gift 8. november 1770

– deres søn ↓

Peder Larsen 1799 – 1868 & Anna Larsdatter1781 – 1876 / gift 21. oktober 1822 (aner 30 – 31)

deres datter ↓

Maren Pedersdatter 1823 1869 & Hans Nielsen 1815 – 1883 / gift 20. november 1852 (aner nr. 14 – 15)

– deres datter ↓

Maren Hansdatter 1844 – 1910 & Jeppe Pedersen 1840 – 1914 / gift 28. oktober 1868 (aner nr. 6 – 7)

– deres datter ↓

Anne Marie Pedersen 1869 – 1948 & Hans Mouritz Hansen 1864 – 1941 / gift 11. september 1891 (aner nr. 2 – 3)

– deres søn ↓

Karl Martin Hansen Søllested 1915 – 1996 & Karen Jacobsen 1920 – 1998 / gift 13. marts 1940

– deres datter ↓

Ellis M. Søllested 1945 –  &  Ib Møller Hansen1943 –  / gift 5. september 1964

 Min tip-tipoldemor Anna Larsdatter 1781 – 1876

og  tip-tipoldefar Peder Larsen 1799 – 1868 

af  Ellis M. Hansen f. Søllested

* * * * *

År 1799 – 1810 

Min tip-tipoldefar, Peter Larsen, bliver født 1799. Hans far, Landsbysmeden i Snave by, Lars Nielsen, er da 43 år gammel og moren , Maren Hansdatter er 42.

Da Peter Larsen bliver født  har han 4 store søskende. Karen 18 år, Niels 17 år, Hans 14 år og Maren 2 år. Desuden har hans mor født 7 børn, som alle døde inden for de første tre måneder af deres levetid. Da Peter i 1801 er 2 år, føder hans mor barn nr. 13 som er en dødfødt dreng. Det bliver den sidste.

Peter Larsen er 8 år gammel da hans far dør i 1807. Faderen blev 51 år gammel. Peters storebror Niels som er 25 år, er smed ligesom faderen og hvorvidt han driver landsbysmedien videre er uvist . Peters storesøster Karen er 26 år. Hun får overdraget husmandsstedet. Peters storebror Hans er 22 år og smed ligesom sin far og sin bror. Maren er 10 år. Ingen af Peters voksne søskende er gift da faderen dør.

 1810 – 1820

November 1811 gifter Peters storebror sig med Karen. November 1814 gifter Peters storesøster Karen sig med Lars som er træskomager og husmand og november 1815 gifter Peters ældste bror Niels sig med Maren.

Peter selv er blevet konfirmeret i påsken 1914 og storesøster Maren 2 år forinden, så der har været gang i familiebegivenhederne. Desuden bliver Peter nu farbror og morbror til en halv snes nevøer og niecer, som hans søskende Hans, Niels og Karen er forældre til.

Kun han selv (21 år) og Maren (23 år) er stadig ugifte. Peter Larsen bliver smed ligesom faderen og brødrene.

1820 – 1830

I 1822, da Peter er 23 år gifter han sig med Anna (min tip-tipoldemor) som er 41 år – altså 18 år ældre end Peter. Anna var blevet enke året før i 1821 og havde seks børn med sin første mand Lars Madsen.

Altså står Peter på sin bryllupsdag med en halvgammel brugt kone og en flok stedbørn. Til gengæld kan han flytte ind og overtage husmandsstedet og bysmedien i Brydegaard efter Anna’s afdøde mand. Peder Larsen bliver bysmed ved giftemålet med Anna Larsdatter. Han bliver kaldet til smedegerningen af bymændene ved simpel stemmeflerhed og kommer derved i besiddelse af fæstet af  smedien og beboelsen til familien ligesom han fik en jordlod til græsning og fodring af et par køer. Ved giftemålet med enken Anna, får han således både hustru, børn, embede, embedsbolig og embedsjord. Sidenhen bliver ejendommen frigivet til køb til  privat ejendom og den 30. april 1856 køber Peter  ejendommen af staten til privat eje.

“…Anna’s første mand, Lars Madsen fæstede den 8. januar 1810 smedie i Brydegård. Han betalte 100 Rigsdalere i indfæste ved fæstebrevets udfærdigelse. Ifølge Lægdrullen for Dreslette Sogn i 1808 ses, at han er landsoldat i kongens 4. regiment i 1802 og befandt sig stadig ved regimentet i 1808. Ved sessionen 1810 oplyses det, at han er gift og har et barn og er blevet beskikket som landsbysmed i Brydegård og at han har præsteattest. Denne attest er utvivlsom nødvendig for at frigøre ham for videre militærtjeneste. Lægdrullen opgiver tillige hans højde til 166 cm.

Lars Madsen døde den 21. december 1821…”

Peter Larsen blev altså landsbysmed og da han  og Anna Larsdatter har været gift et års tid, føder Anna den 24. december 1823  en datter som  bliver døbt Maren (min tipoldemor ane nr. 15). Maren har seks halvsøskende i aldrene fra 2 – 12 år. Maren får ingen yngre søskende.

Da Maren er godt et år dør hendes farmor, Maren Hansdatter. Farmoderen blev 67 år og havde da levet som aftægtskone hos Niels og Maren og deres 3 børn. (Peters ældre bror og hans familie).

Tre måneder efter dør Niels’ kone Maren. Hun blev blot 46 år. Peters bror Niels mister altså på kort tid både sin mor og sin kone og står nu uden kvinde i huset. Et halvt år efter konens død, gifter Niels sig med hendes lillesøster Anne  som da var 35 år.  Niels og Anna får kun 2 fælles børn.

Niels dør den 4. oktober 1827 i en alder af 45 år.

1830 – 1840

I 1830 er Maren 6 år. Det er uvist hvad der er sket af begivenheder omkring hende i hendes barndom. Der foreligger ingen oplysninger om de seks store halvsøskende hun er vokset op sammen med.

I 1838 bliver Maren konfirmeret 14 år gammel. Peter, hendes far, fylder det år 39 – Anna, hendes mor fylder 57 år.

1840 – 1850

I 1844, da Maren er 20½ år gammel, får hun en datter. Datteren (ane nr. 7) bliver døbt Maren som sin mor. Faderen hedder Hans Nielsen, er 29 år og kommer fra Strandby. Maren og Hans er ikke gift, så ”Lillemaren” ( ane nr. 7) ses optegnet i kirkebogen som “uægte”.

 1850 – 1860

I november 1852, da ”Lillemaren” er 8 år gammel, bliver hendes mor og far (Maren og Hans) gift med hinanden. Året efter, Da ”Lillemaren” er 9 år, får hun en lillebror som ved dåben får navnet  Peter efter sin morfar. Fire år senere – i 1857, da ”Lillemaren” er 13 år, får hun endnu en lillesøster (Ane).  Efter yderligere et år bliver “Lillemaren” i 1858 så konfirmeret.

 1860 – 1870

I 1861 får ”Lillemaren” den sidste søskende – en søster som døbes Kirsten. Maren – hendes mor – er på det tidspunkt 38 år. Faderen – Hans er 47 år. ”Lillemaren” er selv 17 år. Hendes to andre søskende, Peter er 8 år og Ane er 4 år.

I 1865 dør ”Lillemarens” bror Peter – kun 12 år gammel.

 I december 1867 får ”Lillemaren” en datter. Hun er på det tidspunkt 23 år og ugift. Barnets far hedder Jeppe Pedersen, er 27 år og kommer fra Strandby, nøjagtig som ”Lillemarens” egen far  gjorde, da han traf hendes mor.

”Lillemarens” førstefødte barn får samme navn som moderen og mormoderen – nemlig Maren. Februar 1868 – kun 3 måneder efter, at ”Lillemaren” har født sin datter, dør hendes morfar Peter Larsen, 69 år gammel. Han nåede lige akkurat at blive oldefar. (Peter Larsens mor hed Maren, hans eneste datter hed Maren, hans  første barnebarn hed Maren, hans eneste oldebarn hed Maren).

Senere på året – november 1868 – gifter ”Lillemaren” sig med Jeppe Pedersen (ane nr. 6), og “Lillemaren” bliver derved “ærbar hustru” og den lille datter bliver ”ægte”.

 ”Lillemarens” mor – Maren – dør 3. måneder efter brylluppet i februar 1869, kun 45 år gammel. Hendes mor Anna (”Lillemarens” mormor) lever stadig. Hun er nu 88 år og har på kun  et år mistet sin mand på 69 og sin datter på 45 år.

 Den 15. marts 1869   – en måned efter at, ”Lillemaren” har mistet sin  mor og 3 ½ måned efter sit bryllup med Jeppe Pedersen – nedkommer  ”Lillemaren” med sin anden datter. Hun er nu knap 25 år. Den nye datter bliver døbt Anne Marie (min farmor ane nr. 3).

 1870 – 1880

”Lillemarens” nærmeste levende slægtninge i 1870 består af:

                      Mormor Anna 89 år             Datter Maren 3 år

                      Far Hans 55 år                     Datter Anne Marie 1 år

                      Søster Ane 13 år

                      Søster Kirsten 9 år

                      Mand Jeppe 30 år

Da lille Anne Marie er godt to år, får hun en lillebror, som blev kaldt Peder efter en oldefar som var død tre år forinden. Endnu et dødsfald rammer hjemmet. Anne Maries to år ældre søster, Maren  dør (”Lillemarens” førstefødte).

Anne Marie er nu den ældste. Da Anne Marie er fem år gammel får hun en lillesøster som kaldes Maren efter den afdøde storesøster. I foråret 1876 dør hendes gamle oldemor, Anna 95 år gammel. Anne Marie er da 7 år gammel. Samme efterår får hun en lillesøster mere (Rasmine).

I 1879 – da Anne Marie er 10 år, får hun endnu en lillesøster (Hansine). I 1880 er Anne Marie 11 år. Hun har fire søskende. Peder 9 år, Maren 6 år, Rasmine 4 år  og Hansine 1 år. Hendes  far er 40 år. Moderen 34 år.

 1880 – 1890

Omkring 1880 flytter Anne Marie fra Brydegård ved Helnæs til gården ”Lillelund” på Snave Mark, sammen med sin familie.

På dette sted får hun, 12 år gammel, sin 5. søskende – en lillebror (Lars Peter). Seks uger senere dør hendes morfar, Hans (Lillemarens far). Han bliver 68 år gammel. Da Anne Marie er 16 år, får hun atter en lillesøster (Karen). Da hun i 1888 er 19 år gammel kommer endnu en lillesøster (Laura), og i 1890, da hun er 21 endnu én (Johanne) som bliver den 10’ende og sidste i flokken.

Bortset fra den ældste (Maren) nåede alle Anne Maries søskende at blive voksne. ”Lillemaren” og Jeppe fik i alt 8 døtre og 2 sønner. Da deres sidste barn blev født var hun 46 år gammel og Jeppe Pedersen var 50.

 Anne Marie gifter sig den 11. september 1891 i Dreslette Kirke med gårdfæster af Bakkelundgård, Hans Mouritz Hansen. De køber fæstegården, Bakkelundgård, i Skårup, Dreslette Sogn og bliver sidenhen min farmor og farfar.

Skrevet i sommeren 2001

© Copyright Ellis M. Hansen f. Søllested

Hans Mouritz Hansen og Anne Marie Pedersen på Bakkelundgård får 10 børn. Gennem flere slægtsled havde omgivelserne anvendt  stednavnet Søllested som kaldenavn til familiens medlemmer. Det tog Hans Mourits og Anne Marie konsekvensen af i 1905 hvor de tager navnændring til Hansen Søllested.

  1. Hans Peter Hansen født 1892 –  døde 1904
  2. Carl Mouritz Hansen Søllested født 1894 – døde 1913
  3. Jens Marius Hansen Søllested født 1895 – blev gift med Andrea
  4. Christian Magnus Hansen Søllested  født 1897 – blev gift med Ingeborg – skrev sine erindringer
  5. Karen Marie Hansen Søllested  født1899 – blev gift med Aksel
  6. Martin Hansen Søllested  født 1901 – døde 1910
  7. Hans Peter Hansen Søllested født 1904 – blev gift med Ester
  8. Ejnar Hansen Søllested født 1909 – blev gift med Margit
  9. Mary Hansen Søllested født 1911 – blev gift med Viggo

 * * * * *

 Om barndomshjemmet på Bakkelundgård skrev Ellis’ farbror –

Erindringer fra mit barndomshjem

Af Christian Søllested

  Det kan være svært at afgøre, hvor langt tilbage man kan huske. Der står for mig enkelte erindringer fra min tidligste barndom, uden at jeg kan tidsfæste dem.

Begyndelsen af ens tilværelse ligger i et uigennemtrængeligt mørke; men ud af dette mørke kan der være enkelte begivenheder, der skyder op som lyspile og fæstner sig i sindet, så man aldrig glemmer dem.

En af disse begivenheder knytter sig til en grøftekant en af de første forårsdage, hvor solen er ved at tage magten efter en lang, sur vinter. Vejen, der gik forbi min fædrenegård, var kantet med grøfter, som i sommertiden var fyldt med alskens vegetation: Følfod, hestehov, mælkebøtter, skarntyder, vild gulerod og utallige græsarter. I erindringen ser jeg mig siddende der i grøften midt i al den herlighed. Jeg føler solens varme, og en strøm af lyksalighed går gennem mig. Alt om mig er betagende skønt, de mange gule blomster og det grønne græs. Jeg ved ikke, om jeg på det tidspunkt har hørt noget om himlens lyksaligheder; men i den stund føler jeg tilværelsen som himmelsk.

De forskellige tider af  året har hver sin charme: Vinteren med sin lune indendørs hygge, foråret, hvor lyset vender tilbage, og alt på ny  spirer frem, sommeren med sin frodighed og efteråret med sine overdådigt skønne farver. For nogen bærer den ene årstid prisen frem for de andre. For mig har foråret altid stået i en særlig glans, og jeg tror, at det er den forårsoplevelse i min tidligste barndom, der har motiveret mig for i særlig grad at kunne glæde mig ved denne tid af  året.

Vi var mange søskende derhjemme, ti ialt, om alle havde levet. I live har vi aldrig været mere end syv. Min ældste broder, Hans Peter, f. 1892 – d. 1904, var spastiker og kunne kun færdes alene ved at støtte sig med ryggen mod en væg, hvad der sled hårdt på hans trøje, som mor jævnligt måtte forsyne med lapper på rygsiden. Han kunne ikke tale, kun give nogle uartikulerede lyde fra sig, og det gjorde han ofte, når han så, at vi andre tumlede os i leg. Han ville sikkert gerne have deltaget; men det står for mig, som om han glædede sig ved at se på os og gav sin glæde luft i lyde og fagter.

Det har uden tvivl mange gange været svært for far og mor at se deres ældste søn så handicappet, og jeg tror, at de følte det som en Guds styrelse, da Hans Peter døde 12 år gammel. Nu var han taget i forvaring hos Gud, og de var befriet for bekymringer for hans fremtid.

Nummer to i flokken var Carl. Han er født 1894 og døde påskemorgen 1913. Jeg husker ham som storebroderen, vi mindre søskende så op til. Han fik i 15-16 års alderen lungehindebetændelse, der gjorde ham modtagelig for tuberkulose, der var en ret udbredt sygdom dengang. Sine sidste år tilbragte han på sanatorium, dels i Assens og dels i Faksinge. Under hans ophold i Assens blev det for os derhjemme til mange cykelture til byen, idet vi skiftedes til at besøge ham mindst en gang om ugen. Under hans ophold på Faksinge Sanatorium var forbindelsen kun pr. brev; men den var også livlig. Trods sit store arbejde har mor altid været meget flittig til at skrive til os børn, når vi var borte fra hjemmet. En rejse til Faksinge var i de tider utænkelig, så Carl har aldrig modtaget besøg fra hjemmet under sine ophold der.

En lille erindring, omend noget uklar, har jeg fra den tid, Carl var rask. Far og mor var i byen, og vi børn var alene hjemme. Carl, som kun var en stor dreng, fik besøg af nogle jævnaldrende kammerater, og de morede sig med at skyde til måls med fars salonbøsse, som blev brugt til at skyde duer og rotter med. Skydningen foregik inde i dagligspisestuen, og skydeskiven var anbragt på døren ud til den pæne indgang, fremmerset. Til daglig gik vi altid ind fra bryggerset, der lå for den anden ende af stuen. De kugler, der ikke ramte skiven, borede sig ind i døren, og det var ikke så godt. Jeg havde en klar fornemmelse af, at det, de store foretog sig, var galt, og jeg sad på bænken ud mod vinduerne bag det store spisebord og var en del forskræmt over knaldene fra bøssen og den sære lugt af krudtrøg. Det blev en uhyggestemning, som jeg tydeligt føler, hver gang erindringen om den kapskydning melder sig. Fars og mors hjemkomst og efterspillet husker jeg ikke noget om. Jeg har nok på det tidspunkt været i seng og sovet de retfærdiges søvn,

Så uskyldig som ved denne lejlighed har jeg ikke altid været. Når jeg havde lavet noget galt, havde jeg en tilbøjelighed til at gemme mig. Engang blev jeg klar over, at man kunne købe noget henne hos købmand Bremer uden penge, når man blot sagde, at det skulle skrives. Det benyttede jeg mig af og gik til købmanden og sagde, jeg skulle have noget chokolade, og det skulle skrives. Jeg havde alligevel en følelse af, at der var noget galt ved det køb, eller var det for at beholde chokoladen for min egen mund? Det står mig ikke klart; men jeg tror, det var det første, der var årsag til, at jeg gemte mig omme bag den store stenlade, hvor der var en dyb grøft mellem laden og hegnet ind til naboens mark. Jeg blev dog fundet, og hvad jeg der efter fik, smagte ikke så godt som chokoladen!

En anden og for mig uhyggelig oplevelse husker jeg fra min barndom, da jeg var i 10-11 års alderen. Det var en mørk vinterdag. Vi var tidligt oppe, for der kom daglejer, og vi skulle tærske. Man havde ikke dengang mejetærskere, så kornet blev efter modning og vejring kørt i lade, og så fandt tærskningen sted i løbet af vinteren, og på sådanne dage blev der som regel lejet en mand til hjælp. Så gjaldt det om at få morgenarbejdet i staldene fra hånden, inden daglejeren kom. Der skulle malkes og muges, og køer og heste skulle fodres. Da det endnu var mørkt, blev alt arbejdet udført ved lyset fra en staldlygte. Elektriciteten var endnu ikke kommet til Skårup. Det var mit arbejde den morgen at fodre køerne, og efter at jeg havde givet dem kraftfoder og vandet dem, skulle de have en favnfuld hø hver. Høet var på loftet og skulle derfra hentes ned i fodergangen. Ved siden af fodergangen var der et lille rum, hvorfra man entrede op på høloftet. Der var ingen stige; men på væggen var anbragt et par knage, man trådte på, og så var det forholdsvis letat komme op. Jeg svang mig op på loftet og hængte lygten på et søm og skulle til at samle hø. Høet var ved indkørselen om sommeren sat i fag af ca. 1-1½meters bredde. Så var det lettere at tage af om vinteren. Den morgen skulle der netop begyndes på et nyt fag helt oppe under rygningen af taget. Jeg entrede op ved at gribe i tagets lægter og svang mig ind på det nye fag og begyndte at samle det hø, jeg skulle bruge; men idet jeg greb ned i høet, omfavnede jeg et menneske, og en stemme lød ind i øret på mig: »Her er nogen, lille ven!« jeg fik et chok, og alt i mig stivnede et kort sekund i rædsel; men derpå sprang jeg fra rygningshøjde ned på loftet, for hen til åbningen og sprang ned i det lille rum, videre ud gennem fodergangen og ud på gårdspladsen, og først da udløstes min rædsel i et skrig, som efter sigende lød som et skrig fra en stukken gris. Oppe i bryggerset fik jeg øje på mor, og hende styrtede jeg hen til, omfavnede hende og knugede mig ind til hende, mens jeg rystede over hele kroppen.

Lidt efter afsløredes årsagen til mit chok. Ned fra loftet kom en gammel, skikkelig vagabond, som altid, når han var på egnen, fik lov at sove hos os et eller andet sted i stald eller lade. Han var netop aftenen før kommet til byen; men da det var på et så sent tidspunkt, at alle var gået i seng, ville han ikke forstyrre, men kravlede op på høloftet og lagde sig til at sove der. Han kom nu ind og fik morgenmad, inden han gik videre på sin vandring. Jeg skævede med rædsel til ham, som han sad der ved spisebordet, og en angst for at færdes på mørke steder sad længe i mig. Til fars ros skal det siges, at han ikke sendte mig på høloftet mere den vinter.

 Carls sygdom og død gjorde et dybt indtryk på os søskende. Fars og mors stærke tro på Guds førelse var dem en stor hjælp i sorgen over at miste nu det tredie af deres børn, og det er min overbevisning, at Carl havde fundet den samme tro og gennem den fik hjælp under sin sygdom. Det var også af betydning, at mostrene var så flittige til at skrive til ham under hans ophold på sanatorium, og det var ikke overfladiske ting, de skrev om, men livets alvor og dybe spørgsmål. Under hans ophold på sanatoriet i Assens stiftede han bekendtskab med unge KFUM’ere, der tog det som en opgave at gå på sygebesøg på byens hospitaler. Det blev til venskab især med to skræddere, der også kom på besøg hjemme i Skårup, og som far og mor holdt forbindelse med mange år efter Carls død.

Det sidste halve år, Carl levede, var han hjemme, udskrevet fra sanatoriet som uhelbredelig, og så skulle han have lov at dø i sit hjem. Sådan ville far og mor også have det; men det blev en streng tid for dem med pasning og nattevågen. Hen mod påske forværredes sygdommen med hyppige blodstyrtninger. Natten til påskedag kom far og kaldte på os. Vi skulle komme ned og sige farvel til Carl. Nu skulle han rejse hjem til Jesus.

Højtidsfulde trådte vi hen til ham og gav ham hånden og sagde: »Farvel, Carl«. Carl selv lå bleg og livløs og mærkede intet, men for os blev det en alvorsstund, vi aldrig glemmer. Efter afskeden fik vi lov at gå i seng igen, og tidlig på morgenstunden udåndede Carl. En svær tid både for ham og for far og mor var slut. Da vi samledes om morgenbordet, havde jeg en fornemmelse af, at alle følte sig lettede. Der var noget festligt over stuen. Solen skinnede ind til os, som solen kan skinne en påskemorgen. Og så kom salmebøgerne frem, og der blev sunget den ene påskesalme efter den anden. Når jeg mindes den morgen, kan jeg kun sige: Død, hvor er din brod! Død, hvor er din sejer!

Her havde opstandelsen sejret over døden.

Tre af mine søskende er døde i en forholdsvis tidlig alder. Hans Peter i 1904, 12 år gammel. Martin i 1910, 9 år gammel. Carl i 1913, 19 år gammel.

Når jeg tænker på Martin, ser jeg ham liggende i sengen med et meget blegt ansigt. Mor har talt meget om Martin. Hun elskede den dreng og berømmede ham for hans store tålmodighed. Han var godheden selv og aldrig krævende. Jeg har kun hørt godt om Martin. Han led af en sygdom, man kaldte tæring. I alle tilfælde tæredes han ganske stille hen, og en dag måtte far og mor lukke hans øjne. Martin havde ikke kræfter til at leve mere. Der gik bud til snedkeren, som kom for at tage mål til Martins kiste, og et par dage senere spændte far for fjedervognen for at hente kisten. Da far en times tid senere kørte ind ad porten, op over gårdspladsen og holdt foran stuehuset, stod mor ved det åbne køkkenvindue og sagde: »Nå, der kommer du med lille Martins sovekammer!«

Sådan var man i de tider fortrolig med døden og betragtede den som en søvn, hvoraf man vågnede op på opstandelsens morgen. Nok sørgede man ved et dødsfald, men ikke uden håb. Opstandelseshåbet var stærkt over for døden, og derfor lod far og mor salmelinierne: »Over muld underfuld englesangen klinger« sætte på Martins gravsten. Livet var ikke endt ved en grav.

Min barndoms skolegang var såre ringe. Mine forældre lod mig ellers begynde tidligt nok. Allerede som seksårig blev jeg anbragt hos mine bedsteforældre for at gå i pogeskole hos lille Karen, en værkbruden pige, der boede nede ved stranden i Brunshuse, og som for en ringe betaling lærte folks børn bogstaverne, så de var rustede til at begynde skolegangen ved syvårsalderen. Det var nemlig lidt af en skandale ikke at kende bogstaverne, når man begyndte i den rigtige skole, og mor havde andet at gøre, end at give os det fornødne kendskab til disse mærkelige tingester. Det har sikkert også været en kærkommen adspredelse for bedstemor efter tur at have os børnebørn hos sig. Om der var andre af os søskende end Jens og mig, der fik den forskoling, ved jeg ikke. Der var lang vej for en seksårs purk at gå fra Lillelund ned til Brunshuse, så det kunne undertiden knibe med lysten til at stå op og begive sig ud på den lange skolevej, når man lå lunt og varmt i sin gode seng og godt ville sove lidt endnu. Det hændte derfor af og til, at der var noget med dårlig mave og hovedpine. Bortset fra den lange skolevej var det ellers rart at bo hos bedstefar og bedstemor og sammen med dem at komme på besøg i sit eget hjem.

Selve skolegangen hos lille Karen formede sig på den måde, at vi sad på små skamler rundt om i hendes stue. Hun viste os et bogstav, og vi sagde navnet i kor. Det var en grundregel, at vi skulle kende bogstaverne, før vi begyndte at stave. Jeg har indtrykket af, at vi i løbet af  året ikke nåede længere end til at kende bogstaverne men var da nået så langt, at far og mor kunne være bekendt at sende en i skole. De øvrige dage legede jeg derhjemme, men havde desværre ingen legekammerater, som jeg var vant til hjemme i Skårup. En del af tiden løb jeg i hælene på bedstefar; men han var en meget tavs mand, og der faldt ikke mange ord imellem os. Derimod var bedstemor mere snaksom og god til at synge. I sommertiden havde bedstefar købt sig ret til at lade sine to køer græsse i vejkanten på en strækning af sognets veje. Denne græsning blev hvert forår solgt ved en offentlig auktion, hvor husmændene mødte op for at sikre sig lidt ekstra foder. At græsse sine køer eller får i vejkanten kaldtes at bede dem. Mange gange var jeg med bedstemor ude at bede med køer, og så gjaldt det om at passe på, at koen ikke rakte ind og tog sig en bid af de gode sager, der voksede på den fremmede mands mark. Det kunne nok være en svær opgave.

Selv om jeg havde det rart hos bedstefar og bedstemor, så følte jeg mig ensom. jeg tror nok, jeg kedede mig en del, så jeg var glad for at komme hjem, hvor der var nogen at lege med. Det er en rigdom at vokse op i en søskendeflok. Selv om søskende nok engang imellem kan blive uenige og gale i hovedet på hinanden, så går det hurtigt over og glemmes snart.

Nu begyndte så den rigtige skolegang, og ved min start sad lærer Hansen som enelærer i Mullerød gamle skole, og min entré skete dér. Så vidt jeg kan huske, var det kun ganske kort tid, jeg gik der. jeg har et svagt indtryk af skolestuen og de mange store børn. Skolen var toklasset, så der var flere årgange i samme klasse. Minderne fra min skolegang knytter sig til den nye skole, som var fireklasset, idet der blev ansat en lærerinde til de to yngste klasser. Nu var man på mere lige fod med sine klassekammerater, og det var egentlig rart at gå i skole hos lærerinden, men alligevel – fremtiden – lå inde i de stores afdeling hos lærer Hansen. Som barn higer man altid fremad og forventer, at den helt store oplevelse vil møde en, når man blot er nået frem til det næste. Skolegangen hos lærer Hansen svarede ikke til forventningerne. Ganske vist var man rykket op blandt de store og havde opnået en vis position, navnlig på legepladsen; men timerne var ikke meget inspirerende, og det var småt med de kundskaber, man erhvervede sig. Når postbudet havde været der, satte lærer Hansen sig ved katederet med dagens avis, og vi passede os selv. Havde vi læsning, foregik det på den måde, at en læste højt, og så lød det med passende mellemrum oppe bag avisen: Den næste, og så tog den næste fat. Det skete ikke i min tid, men onde tunger fortalte, at en dreng engang læste på den måde, at han gentagne gange sagde. »Jeg lader, som jeg læser; men jeg læser ikke alligevel«. Lærer Hansen var optaget af avisen, og når der blot lød en summen nede fra klassen, var han tilfreds.

I regnetimerne arbejdede man sig ved egen hjælp igennem regnebogen. Det gav bonus for nogle, men et dårligt resultat for andre, og jeg var en af dem med det ringe resultat. En tid kappedes jeg med en kammerat; men da han regnede en del hjemme, blev jeg bagefter, og jeg greb til det middel at springe en del stykker over, hvad der fik til følge, at jeg intet forstod og derfor heller ikke fik lært noget. Det blev en stor overraskelse for mig senere, da jeg kom på teknisk skole, at opdage, at jeg kunne lære at regne, og tilmed, at matematik blev et af mine bedste fag, men jeg forstår min broder Carl i Bred, der med henblik på sin skoletid har sagt: »Når jeg tænker på lærer Hansen, bliver jeg bitter!« Det siger lidt om hans resultat af skolegangen i Mullerød skole.

Det var mig ingen sorg, at far søgte om at få mig fritaget for skolegang det sidste halve år, jeg ellers var pligtig at gå i skole. Det kunne lade sig gøre den gang, når der var brug for barnets hjælp i bedriften derhjemme. Det var også i det halvår, jeg skulle gå til præst, som det hed, og konfirmeres om efteråret i 1911. Som kompensation for det halve år gik jeg i to vintre på efterskole tre eftermiddage om ugen hos lærer Eriksen i Snave skole. Det rettede noget op på min manglende kundskabsmængde fra Mullerød skole.

Konfirmationsundervisningen hos pastor Berggren, der lige var kommet til sognet efter den gamle pastor Holme, har ikke efterladt noget særligt indtryk på mig; men selve konfirmationen og dagens festligholdelse derhjemme står tydeligt i min erindring. Jeg var meget højtidsstemt under gudstjenesten, og det var med den dybeste alvor og de bedste forsætter i mit sind, at jeg rakte præsten min hånd og sagde ja til trosbekendelsens ord. Efter kirkegangen samledes slægten derhjemme, og det var helt underligt at være festens midtpunkt og dejligt at få gaver, selv om det var i al beskedenhed. Man var ikke forvænt med sligt. Altid, når familien var samlet, blev der sunget meget. Far var håbløs brummer; men mor og hendes søskende havde gode sangstemmer. Det blev også min tur til at vælge en sang, og jeg valgte ud fra min barnlige tro: »Min Jesus, lad mit hjerte få en sådan smag på dig, at nat og dag du være må min sjæl umistelig. Ved aftenstid tog gæsterne hjem, og så skulle der røgtes ved kreaturerne i staldene; men jeg skulle ikke hjælpe til og fik lov at beholde det fine tøj på. jo, det var en stor dag, og jeg følte mig som dagens mand.

Livet på en bondegård var dengang langtfra kedeligt og er det givetvis heller ikke i dag. Der var en vis rytme i tiden. Angående fødevarer var man nærmest selvforsynende, så med mellemrum skulle der bages brød eller slagtes. Var brødførsyningen ved at slippe op, blev der sendt rug til formaling på møllen nede i Snave. Hvedemel blev for det meste købt hos købmanden. Det hændte dog, at der blev dyrket et stykke med hvede, som, hvis den var god, blev malet og brugt til hvedebrød; men ellers anvendtes den vist mest til kyllingefoder. Aftenen før bagedagen kom Kristine Andreas og lagde dejen i det store dejtrug, der stod ude i bryggerset. Næste morgen tændte far op i den store bageovn. Det var vigtigt at få ovnen passende varm, og det havde kun far forstand på. Mens ovnen blev varmet, slog Kristine brødene op til bagning, så de stod parat til at sætte i ovnen, når den havde fået den rigtige temperatur, og ilden var raget ud. Efter bagningen blev brødene lagt ind på sengene, formodentlig for at de ikke for hurtigt skulle afkøles og derved blive for tørre. Det gav en dejlig varm seng at komme i efter en bagedag, og det nød vi især ved vintertide. Næste dag fik vi lov at smage det nybagte brød, og det smagte skønt. Der gik for det meste en månedstid mellem hver bagning, og i slutningen af perioden kunne brødet nok være lidt tørt, og det skete også, at det begyndte at mugne. Det mugne blev skåret fra og anvendt til svinefoder. Intet måtte gå til spilde.

Een bagning blev altid imødeset med stor spænding, og det var den første bagning af den nye høst. Ved den lejlighed skulle det vise sig, hvordan rugen var det år. Den var nemlig ikke altid lige velegnet til brødkorn. Det afhang af, hvordan sommeren havde været, og hvordan rugen var bjerget. Havde høsttiden været regnfuld, kunne kvaliteten af rugen være forringet, og det fik betydning for brødet det kommende år

Når der skulle slagtes gris, blev der sendt bud efter slagteren. En slagtedag startede tidligt fra morgenstunden, Den store grubekedel blev fyldt med vand, som skulle være spilkogende, for at grisen kunne blive grundigt skoldet. Grisen, som skulle slagtes, havde været på fedesti en tid og var blevet fodret ekstra godt, så den var oppe på en vægt af 100-200 kg. Det gav gode flæskesider, som var drøje at skære af, og solide skinker. Det var under skrig og skrål, grisen blev ført fra stien og ud til karret, hvorpå der var lagt en stige, som grisen blev løftet op på for at blive stukket. Der skulle flere voksne karle til for at få grisen anbragt på stigen, hvortil den blev bundet. Som mindre flygtede man langt bort under den proces. Det var for nervepirrende at være med til; men der kom en dag, hvor man blev tilstrækkelig modig til at overvære dette sceneri, og så fik man nøje besked af slagteren om at holde halen lige, mens han stak grisen, for ellers blev pølserne skæve. Når slagteren skulle til at stikke grisen, stod mor parat med en spand for at opfange blodet, hvoraf der blev lavet blodpølser og blodpandekager, som var en dejlig ret. Så snart grisen var stukket, blev det kogende vand fyldt i karret, og grisen blev grundigt skoldet, og efter skoldningen skulle den skrabes. Med skarpe knive blev alle hår fjernet, og det arbejde fik vi børn lov at være med til. Når grisen blev ført ud fra stalden, var den snavset og ulækker; men efter skoldningen og skrabningen var den ren og så kunne man glæde sig til al den dejlige sulemad. Efter renselsesprocessen blev grisens bagben bundet fast til det øverste stigetrin, og stigen blev rejst op mod en mur. Nu var grisen klar til partering; men forinden skulle slagteren ind og have en god frokost. Det var vigtigt, at kødet kølede af inden udskæringen. Resten af dagen var der travlhed med at tilberede kød og flæsk. Der skulle renses tarme til medisterpølse og blodpølse. Der blev hakket kød i massevis, og det blev fyldt i de rensede tarme. Blodpølser blev kogt i grubekedlen, og stabler af blodpandekager hobede sig op på komfuret, og til aftensmad på slagtedagen måtte vi spise alle de blodpandekager, vi orkede.

Den gang kendte man ikke andre konserveringsmetoder for fersk kød end saltning og røgning. Det meste af grisen blev lagt i den store saltbalje; men en del blev dog gemt hen og brugt inden for den tid, det kunne holde sig. Ofte indbød man slægt og venner til pølsegilde, ikke på pølser, men på flæskesteg og medister. Det var festdage, og der blev taget revanche for al den saltmad, man ellers levede af den øvrige tid.

 Ind i årets rytme kom også de forskellige højtider, som altid blev helligholdt. Kun det nødvendige arbejde blev udført på søndage og helligdage. Der blev ikke kørt korn ind på en søndag, selv om det havde regnet på hverdagene og kornet nu var tørt om søndagen. Ej heller kunne far tænke sig at arbejde i marken i påskehelligdagene, selv om jorden var tjenlig. Kom hviledagen ihu, at du holder den hellig, tog far rent bogstaveligt.

Om søndagen, når morgenarbejdet var udført, samledes vi alle om det lange bord i folkestuen. Far sad på sin plads for bordenden og mor ved komfuret for at holde øje med middagsmaden eller for at pusle om den mindste af os søskende, og så læste far en prædiken af Carl Moe. Den var både lang og drøj at komme igennem, og fars oplysning virkede ret monoton, og hver gang der blev vendt blad, skævede vi til bogen, om ikke vi nu var ved den sidste side. Vi åndede lettet op, når far endelig sagde amen, og vi fik vi lov at komme ud at lege. Så Klokken to var der søndagsskole i Snave Missionshus, og den var vi tvangsindlagt til. Det skal dog siges, at vi bedre forstod, hvad Rasmus Stougård sagde til os, end hvad Carl Moe havde at sige om dagens tekst. Efter konfirmationen gik vi ikke mere i søndagsskole, men til ynglingemøder (K. F. U. M.). Her var Mads Madsen den ledende under samtalen om en bibeltekst; men det hændte sjældent, at vi unge turde sige noget om det emne, der var til drøftelse. Man kunne blive helt forskrækket over at høre sin egen stemme, og det ville være frygteligt, om man kom til at sige noget, som kammeraterne bagefter lo af. Alligevel var det rart at sidde på den bageste bænk så godt gemt som muligt sammen med sine jævnaldrende.

Havde der været en eller anden fest med kaffebord i missionshuset, var der altid noget brød til overs, og så fik vi kaffe med brød ved næste ynglingemøde, og det gjorde ikke noget, at brødet var nogle dage gammelt. En sådan aften var der altid mange deltagere i mødet.

Julen var den højtid, der var størst forberedelse til. Der skulle bages og slagtes, for at man kunne have frisk brød og festmad til juledagene, og i staldene blev der gjort ekstra godt rent, for at der kunne være pænt allevegne. Ved julebagningen blev der undtagelsesvis bagt sigtebrød og en kage, kaldet prossekage. Den holdt far især meget af, og det var vist nok for hans skyld, mor altid bagte den. Selvfølgelig blev der også bagt pebernødder til os børn. Med dem spillede vi effen eller ueffen, og de vandrede fra den ene, ikke altid helt rene barnehånd, til den anden, men blev alligevel til sidst spist med god appetit.

Lidt før jul blev der en aften klippet julestads og lavet hjerter og julekurve. Det var festligt at få lov at være med til, og arbejdet blev udført med tungen siddende skævt i munden, hvis ikke den rakte lidt udenfor, og med fumlende fingre, men resultatet fandt vi strålende. En dag spændte far for vognen og korte ud i skoven efter juletræet. Far havde egen skov ude i Skovkrogen, og der fandtes altid et træ i passende størrelse. At give hinanden julegaver brugte vi ikke i min barndom, men vi fik lov til at gå om til købmand Bremer og købe hver et stykke sukkerstads, som blev hængt på juletræet, og som vi fik overrakt, når vi havde danset om træet.

Allerede i mine drengeår begyndte man at holde juleaftensgudstjeneste i Dreslette kirke og der deltog vi, så mange som kunne undværes der hjemme. Der har altid været god kirkegang i Dreslette kirke, og især juleaften var den stuvende fuld, og der blev sunget af fuld hals til lærer Hansens musik. Nu var det endelig blevet jul. Fra kirken gik det hjem til et festligt bord med lækre sager fra julegrisen. Jeg har aldrig siden fået så vidunderlige medisterpølser som dem, mor lavede. Det kan skyldes en den gang særlig god appetit og det, at vi til daglig levede ret spartansk og for det meste af saltmad. Efter festmåltidet blev juletræet, som stod inde i den fine stue, tændt. Det var fars arbejde, mens vi spændt ventede på at komme ind, selv om vi vidste, at der ingen gaver var, kun et stykke sukkerstads til hver; men træet med de tændte lys, hjerter og kurve med pebernødder, det var nok til at sætte os i forventning, og så begyndte vi at gå om træet, og mor sang for til de uopslidelige og dejlige julesalmer. Mon der er noget, der bedre formår at knytte en familie sammen end det at tage hinanden i hånden og slå kreds om et juletræ og synge: Et barn er født i Bethlehem? I en sådan stund daler lidt af himlen ned på jorden. Vi sang flere julesalmer, men begyndte altid med: Her kommer, Jesus, dine små, og under det sidste vers: Her står vi nu i flok og rad om dig, vort skønne hjerteblad! Ak, hjælp, at vi og alle må i himlen for din trone stå! stod vi stille, og så var det for far og mor ikke bare et salmevers, der blev sunget, men en bøn, der blev bedt, og det kunne vi børn tydeligt mærke.

juletiden varede til efter Hellig Trekonger, og det var altid Spændende, hvor mange julegilder vi skulle til. Nu var der ikke så travlt, så man havde god tid til at tage rundt og besøge familien. Da vi var mindre, var det sammen med far og mor, og da vi blev større, var det som regel de unge for sig og de ældre for sig. Vi så med forventning hen til, at Werner og Carl Laulund kom hjem til Lillelund i julen. Werner arbejdede som murersvend i Jylland og var ofte arbejdsløs på den tid af  året. Carl var kommis i Sæby og havde for det meste fri nogle dage oven på juletravlheden. De var begge festlige at være sammen med og kom med et pust fra den store verden, som lå så langt borte. Ved sammenkomsterne legede vi ordsprogslege, pantelege, spillede sorteper eller firkort. Vi fik festlig mad, så der tæredes hårdt på julegrisen. Der blev også tid til at danse om juletræet og synge julesalmer, og det blev for det meste sent, før der blev spændt for vognen, og vi med Jens som kusk begav os på hjemturen i nattens mulm og mørke.

Når jeg beretter om disse sammenkomster, kan jeg ikke undlade at nævne et enkelt navn: Onkel Rasmus i Ungersbjerge. Han hørte til de ældre i familien; men hvor var han ungdommelig af sind og kunne more sig sammen med os unge. Når moster Signe, hans kone, der var mere sat og fornuftig, fandt, at nu var tiden inde til at afbryde en leg, ivrede onkel Rasmus i protest og sagde: »Nej, Signe, vi skal lige se dette her!« og vi holdt med Rasmus.

Mor var den mindste af en stor søskendeflok og blev først gift. Vi, de ældste af hendes børn, havde derfor ingen rigtig jævnaldrende fætre og kusiner, men hvor har vore mostre og onkler været gode til at tage sig af os, og vi har altid været meget velkomne i deres hjem. I det hele taget har der været et ualmindeligt sammenhold i familien på mors side.

Far havde tre søskende, to søstre og en bror, som var præst i Amerika. Han har aldrig været på besøg i Danmark, så jeg kender ham kun af omtale og fra den brevveksling, der blev ført med ham. Farbror Erik omkom ved en trafikulykke i USA. Faster Marie var ugift og boede i et hus, der var bygget som aftægtshus for fars forældre lige ved siden af gården i Skårup. Efter deres død overtog faster Marie huset og boede der, til hun kom på alderdomshjem. Hun var meget vanskelig, og det gav far mange ærgrelser at have hende boende så tæt ved. Faster Maren var gift med smeden i Nellemose, Per Jesper. Dem besøgte vi af og til og de os; men forholdet havde ikke den hjertelighed, som fandtes mellem mors søskende.

Min egentlige barndom har jeg oplevet i det gamle stuehus, mens minderne fra min ungdom knytter sig til det nye, som blev bygget i 1912, og da gik jeg i mit femtende år. Det gamle stuehus var et langt, smalt bindingsværkshus med halvstensydermure med rimfrost på indersiden i vintertiden. Jeg mindes en vinter, Jens og jeg sov i ølkammeret ved siden af bryggerset i den vestlige gavl. Da var der ikke alene is på vinduer og vægge, men også på oversiden af dynen, og vor  ånde stod som en tåge ud i luften. Vi krøb tæt sammen under dynen for at holde varmen.

Jens, f. 1895 – d. 1969, var nummer tre i flokken, og jeg nummer fire. Som på det nærmeste jævnaldrende var det os, der legede mest sammen, men da han var den ældste, blev det ham, der bestemte, hvad vi skulle lege, og det blev næsten altid noget med heste, som i særlig grad havde hans interesse, en interesse han bevarede hele livet, så da han som voksen fik sin egen gård i Melby ved Assens, var hestene hans stolthed, og han nænnede ikke at skille sig af med dem og erstatte dem med en traktor, som ellers var blevet tidens løsen, Han forblev gammeldags i sin driftsmetode til ærgrelse for hans sønner, og det var sikkert en medvirkende årsag til, at de begge forlod landbruget.

Jeg tror ikke, at jeg som dreng og ung var doven; men det stod mig klart, at landbruget havde jeg ikke lyst til, så jeg vidste helt sikkert, at landmand ville jeg ikke være.

Ved bygningen af det nye stuehus fandt jeg ud af, at det vist var meget mere interessant at blive håndværker, og jeg havde som barn altid haft lyst til at skabe noget med mine hænder. Jeg begyndte da at tale med far om at komme i murerlære, men det syntes far i begyndelsen ikke særlig godt om. Slægten havde gennem generationer været ved landbruget, så det, at jeg brød ud og blev håndværker, var et brud med slægtstraditionen, og det var ikke velset, så min snak om at komme i håndværkerlære blev slået hen med bemærkninger om, at vi måtte se tiden an, det hastede ikke, og det kunne jo være, at jeg ikke blev ved med at have lyst til det. Sådan gik nogle år, men endelig gav far efter, og i foråret 1915 kom jeg i murerlære hos fars ungdomsven, Hans Christian Jensen i Nellemose, og dermed sagde jeg farvel til landbruget og begyndte et arbejde, som i langt højere grad interesserede mig, og det var ikke en skuffelse i faget, der blev årsag til, at jeg senere forlod det, men forholdene i tiden, især arbejdsløsheden efter første verdenskrig, der nærmest tvang mig over i et andet erhverv.

Mine læreår blev en god tid, som jeg mindes med glæde. Mester havde en ældre svend, kaldet Jens murer. Ham fulgte jeg for det meste i mine læreår, og han tog sig meget af min oplæring, så jeg fik tidligt lov at udføre vanskelige opgaver, og det morede mig. Jeg mindes Jens murer med taknemlighed og priser mig lykkelig over at have haft en så god vejleder i de unge år. Jens var socialdemokrat og kunne i kraft af sin stilling ikke være andet. En ting var han meget spændt på: Om jeg, der kom fra et miljø, som stod i partiet Venstre, nu kunne blive en god socialdemokrat! jeg beklager at have skuffet Jens; men jeg tror, at han har tilgivet mig. Han fulgte min senere løbebane med stor interesse og skulle altid hos mine forældre have at vide, hvordan jeg havde det, når han traf dem.

Jeg havde det godt i min læretid og var glad for arbejdet. Arbejdsdagen kunne ellers være lang nok. Arbejdet begyndte kl. 6 om morgenen, og hvis der var lang vej til arbejdspladsen, hvad der ofte var tilfældet, kunne jeg ikke sove længe om morgenen. Jeg boede hjemme, og som regel var jeg den, der var først oppe, fordi jeg skulle tidligt af sted. Afbrudt af ½ times frokostpause og 1½ times middag varede arbejdet til kl. 18, altså ti timers arbejdsdag, også om lørdagen, men alligevel nåede jeg hjem og havde friaften, før man rundt om på gårdene havde fyraften, og så havde jeg tilmed altid fri om søndagen, jo, det var en anden tilværelse end at være ved landbruget. Allerede i mit andet læreår i vinteren 1916-17 fik jeg lov at tage på Haslev Højskoles håndværkerafdeling og begynde på min teoretiske uddannelse. Der erfarede jeg, at jeg godt kunne lære noget på en skolebænk, og det blev en rig vinter for mig, både med hensyn til det kundskabsmæssige og det kammeratlige samvær.

Sommeren 1917 skulle jeg møde på session og blev taget til fæstningskonstabel. Det var under første verdenskrig med den store sikringsstyrke, og for at det ældre mandskab kunne blive hjemsendt, blev de unge hurtigt indkaldt. Ikke lang tid efter sessionen fik jeg indkaldelsesordre og skulle møde på Jægersborg kaserne d. 17. oktober, og dermed var mit ophold i barndomshjemmet sluttet. Siden da har jeg kun opholdt mig i Skårup under kortere eller længere ferier.

Det er altså i ca. en fjerdedel af mit liv, at jeg har været direkte tilknyttet mit barnhomshjem og min barndomsegn; men der er i den tid til begge knyttet stærke bånd, som har varet livet igennem, og som stadig drager en mod hjemmet og hjemegnen, og jeg har haft den lykke, at Karen Marie og Aksel overtog fædrenegården, og takket være deres store gæstfrihed har hjemmet altid stået åbent for os søskende.

Mange gange har jeg alene eller med min familie stævnet mod Skårup for et kortere eller længere besøg. Første gang var i julen 1917. Jeg havde ligget inde som soldat i to måneder, og efter så kort tjenestetid kunne der ikke fås orlov. Juleaften og julenat gik jeg på vagt på Garderhøjfortet ved Jægersborg. Kl. 9 julemorgen fratrådte jeg vagten og havde fri første og anden juledag. Min gode ven og skolekammerat, Hans Møller, som også lå på Garderhøjfortet, havde på samme måde fri de to juledage, og sammen drog vi til Gentofte station og løste billet til Flemløse. Med de tiders togforbindelse betød det, at vi kunne nå hjem til aften og skulle rejse igen næste formiddag; men vi gjorde gerne den rejse for at få en aften og en nat i hjemmet.

Selv om jeg nu er blevet ældre og har haft eget hjem, dels i ti år i Haslev og dels i fyrre år her i Gentofte, hvor jeg har haft min egentlige livsgerning, så er der stadig noget, der drager mig til hjemmet og hjemegnen. Det er den samme følelse, som H. C. Andersen giver udtryk for i sin hyldest til Danmark: »Der har jeg rod, derfra min verden går«.

Skrevet i foråret 1973.

© Copyright Christian Søllested

* * * * *

Om sin far – Carl Martin Hansen Søllested – har Ellis M. Søllested fortalt i bogen “Verden omkring den store sten”  

* * * * *

Om Karl Martin Hansen Søllested skrev hans 14-årige barnebarn Maria Lindequist i 1996 en stil efter nogle båndede samtaler hun samme år havde ført med sin morfar.

I 1996 skrev Ellis’ 14. årige niece om sin morfar

Et anderledes liv – Et minde om min morfar

Af  Maria Lindequist

 Anna læste i avisen. Hun skulle skrive om gamle dage og havde lige fundet den perfekte artikel til stilen: Carl Martin Hansen Søllested er en gammel mand på 81 år. Han fortæller fra sin barndom og til nu.

 ”… Jeg vil begynde med at fortælle om min barndom.

Mine forældre var velhavende og havde mange børn, – ja hele 10. Jeg var den sidste i flokken og kendte kun seks af mine søskende, for tre var døde før jeg blev født. Min ældste bror blev født allerede i slutningen af det 18. århundrede og jeg selv i 1915. Ser du, forholdene dengang var meget anderledes end nu. Vi var samlet i hjemmet alle sammen. Der var måske et par stykker, der var ude at tjene. Men ellers var vi altid samlet på gården. Der var meget at lave på gårdene, så det var bedst, hvis vi kunne blive hjemme og hjælpe til. Det var ikke som i dag, hvor børn ikke skal lave noget, og så får de endda penge for det.

Lad mig nu se! – Indtil jeg var et år, var jeg meget syg. Så syg at lægerne sagde, jeg ikke levede natten ud, men det gjorde jeg heldigvis.

Jeg kom selvfølgelig også i skole. Det var en meget god lærerinde vi havde, hvorimod læreren var skrap. Vi gik jo kun i skole hver anden dag, så det var til at holde ud. Jeg gik i skole i syv år og blev konfirmeret i 1927, der gav min lærerinde mig en brevkniv med H. C. Andersen på, den har jeg nu givet til mit barnebarn Maria.

Efter min konfirmation kom jeg ud at tjene, men kom hurtigt hjem igen.

 I 1936 blev jeg kaldt ind som rekrut i Sønderjylland. Vi fik 50 øre om dagen og for de penge købte jeg hver dag to Napoleonskager og en kop kaffe, det kostede den store sum af 30 øre. Så kunne jeg spare 20 øre op hver dag, for jeg hverken røg eller drak.

Anden verdenskrig lurede lige omkring hjørnet, så jeg var bange for at blive kaldt ind til sikringsstyrken. Det blev jeg i 1939. Jeg var heldig, for der var ikke plads til alle på kasernen, så nogle af os blev sendt ud på nogle gårde, og der havde vi det godt. Jeg var i sikringsstyrken i tre – fire måneder.

Når jeg var hjemme i Skårup, var det så dejligt! Min bror i Melby havde nemlig en pige i huset, som hed Karen. Jah, vi gik jo og kiggede lidt til hinanden, og en dag jeg var derovre, spurgte Karen, om ikke vi skulle gå en lille tur sammen. Det ville jeg frygtelig gerne. Så vi gik en tur og blev enige om, at vi hellere måtte mødes igen. Vi mødtes så hver uge og gik tur – uden nogle vidste det selvfølgelig. Men det blev afsløret efter to måneder. Det var nu dejligt, for så skulle vi ikke gå og fryse ude på vejen.

Da så krigen skulle til at bryde ud, købte vi en gård med 17 tønder land for 19.000 kr. Jeg var så heldig at jeg var blevet kaldt hjem, lige før tyskerne gik til angreb. I de få timer krigen varede, var der flere af mine soldaterkammerater, der faldt.

Nå, men det var altså strenge tider, for det var ikke rigtigt til at købe noget, og så havde vi ikke elektricitet. Men vi klarede det endda.

Vi blev gift den 10. marts 1940 og året efter fik vi vores første barn, Inger Marie. Kort tid før vi skulle have vores andet barn, Olav, døde Karens mor. Karen havde tre søskende på 10, 12, og 17 år, som nu kom til at bo hos os. Tænk engang, Karen var kun 25 år. Der var ikke mange på 25, der havde så mange børn. Men ikke nok med det, for i 1947 fik vi Carl Aage, og syv år efter fik vi Anne Grethe, og så gik der fire et halvt år, før Inge-Lise blev født.

Så gik der mange gode år, før jeg blev syg. Jeg fik en blodprop i hjertet og har ikke været frisk siden, og nu ligger jeg her på hospitalet med mavekræft og blodprop.

Men jeg synes, at jeg har haft et rigtig godt liv og jeg ved, at lykken er i familien …”

 © Copyright Maria Lindequist

hjemikonTilbage til sidens top

Et svar til De skrev

  1. Ib skriver:

    “…Min far var en høj, pæn og respekteret mand. Èn man kunne være stolt af over for omgivelserne. Dèt mærkede jeg især, da jeg blev så gammel, at jeg begyndte at bevæge mig lidt længere ud i verden. Den måde, der blev sagt Søllested på, gav mig følelsen af, at han var noget. Min far var diplomat og kom sjældent i klammeri med nogen, men han har sikkert også bidt meget i sig…”

    Citat: Ellis Søllested / “Verden omkring den store sten” s. 44-45

Der er lukket for kommentarer.