3 In Sådan set/ Slægt

Gallus Gallus og Guhl

gallusgallusPå væggen i mit arbejdsværelse hænger et ikke særlig prangende billede af en hane. Udført i akvarel af kunstneren Else Hinke.  Billedet er en foræring og egentlig skal motivet ikke tillægges nogen symbolværdi i denne sammenhæng.

Den latinske betegnelse for racen er Gallus Gallus og oprindelig var den en junglefugl.

Dér opstår så alligevel en symbolbetydning ved, at jeg ser nogle sammenlignelige parametre ved navnet Gallus Gallus og et navn i slægten som gennem tiderne er stavet meget forskelligt, men som indikerer ét og samme slægtsnavn – Gouel, Goul, Guul, Gull, Guhl (Se Alfred’s anetavle nr. 13 og 26). Ifølge gamle skrifter er navnet udledt af den lyd som hanen frembragte. Gengivet i tale med stedets dialekt blev lyden til  navnet Guhl.

Den første i slægten herhjemme, som vi med sikkerhed ved noget om og som bærer navnet, skriver sig som Guhl. I kirkebøger og offentlige dokumenter skrives navnet forskelligt som nævnt overfor. Nogen retstavning fandtes ikke.

Guhl’ erne førte eget våbenskjold hvorpå man ser en hane – det ved vi. Ikke en hvilken som helst hane, men en kamphane, højt galende, med opspilet næb, kampberedt og med løftede sporer.

I Norden var hanen et opstandelsessymbol. Den var symbol på årvågenhed og den var dæmonernes fjende.  Den bortjog ondskab og mørke magter og så varslede den en ny dags begyndelse. Til andre tider og i andre verdensdele indtog hanen så også mange forskellige andre symbolik’er – religiøse og profane.

Den røde hane har én symbolik i forbindelse med ildebrand. Den sorte hane har en anden symbolik i forbindelse med djævlen. Den Galliske hane har så en helt tredie symbolik.

 I dag siger man: ”Hanen galede” – tidligere sagde man ”hanen gol”.  Uden at foregribe begivenhedernes gang med navnet Guhl, Goul, Guul, Gull, Gaulois o.a. og udtrykket Gallus, så kan man ikke umiddelbart udelukke den tanke, at der kan være sket et sammenfald af dialektale diftonger og fonemer med et ændret udtryk eller ændret navn til følge – men hvor indholdet dog må have forblevet det samme.

Sct. Gallen i det nordlige Schweiz kan takke den irske vandremunk Gallus for sin grundlæggelse og sit navn. Efter et ophold ved Bodensøen i Schweiz slog Gallus sig ned – i år 612 – i Steinachdalen for at leve som eneboer. Ca. 100 år senere opstod der i forbindelse med hans celle et kloster og senere igen byen Sct. Gallen. Tidens Gallere (i Sct. Gallen) var ifølge historieskrivere altså Keltere og der taltes dengang med stor sandsynlighed keltisk og Den Galliske Hane antages at have været Gallernes bannermærke.

Den mundtlige overlevering om  Guhl’erne i vores slægt, gik ud på, at de var indvandret til Danmark sydfra og at de var af adelig herkomst og at de førte eget våbenskjold og at reformationen skabte splittelser i slægten ved, at nogle blev reformerte og andre forblev katolikker. Vi er vidende om at slægten deltes ved at nogle flyttede og andre blev boende. Men fælles for dem var, at de måtte frasige sig gods og jordbesiddelser. En del kender vi til. En del er endnu ikke verificeret. Men – Guhl’erne i min slægt kom fra Steckborn ved grænsen nær Schweiz.

You Might Also Like

  • G.K
    3. november 2009 at 19:14

    🙂

  • Ib
    3. november 2009 at 18:52

    I begyndelsen af 1970’erne havde jeg fornøjelsen at kende Jørgen Hinke. Vi havde da begge vores gang på Kolding Lærerseminarium. Jørgen var tilknyttet seminariet som lærer/formningslærer. Jeg kom der som studerende.
    Jørgen afsluttede sit ansættelsesforhold på seminariet umiddelbart efter skoleåret 1973/74. Hans far var også lærer og hed Anton Birkerod Hinke. Moderen hed Anna Sofie. Jørgen var fra Thurø.
    Billedet af Else Hinke’s hane fik jeg af Kirsten. Havde det så liggende i nogen tid før jeg besindede mig til at sætte det i en “glasramme”. Denne hane er af racen Gallus Gallus – karakteriseret ved den hvide kindplet.
    Den historie som jeg her har skitseret meget kort og relateret til navnet Guhl har måske nok sin medbetydning til, at Elses hane kom op at hænge på min væg.
    GK: Kommentarers længde er der stort set ikke begrænsning på. Tanken med at skrive på en blog frem for en hjemmeside er, at blog’en giver mulighed for at læsere kan interagere med enmer, temaer og tanker.

  • G.K
    3. november 2009 at 17:11

    “Morgenhanen gol, lystigt imod sol”.

    samme motiv står – skubbet om bag min sofa – er aldrig blevet sat i ramme – købt i et øjebliks begejstring på Faaborg malerimuseum.

    Jeg gik i skole med kunstnerparret Else og Jørgen Hinkes datter – Dorthe, og kom – som barn – med jævne mellemrum i kunstnerkollektivet i Kistrup. Blandt andet var der hver pinse , åbent hus og fernisering.

    En – så anderledes og for mig spændende verden, end den jeg kom fra.

    Else og Jørgen Hinke er fantastiske kunstnere. For mig er ” hun” den bedste – fra smukke skildringer af floraen, ( der er mange) til livets barske realitet.

    Stor respekt for Jørgens arbejde, ikke mindst med børnene på Faaborg børnebilledskole , og hans portrætvirksomhed.

    Else Hinke havde en søn – Jens – som valgte livet fra.
    I en periode malede hun kun forfaldet. Gik ture i skoven og fandt døde dyr, som hun opbevarede i fryseren, for senere at male den “uundgåelige” proces.

    Selvfølgelig havde hun svært ved at sælge de uhyggelige billeder, og det vidste hun til fulde.

    På Faaborg børnetandklinik hænger et stort, og meget flot billede af en hane. En kamphane , med udbredte fjer. farverne (blodet) driver ned over fjerene og drypper mod jorden . Næsten sammenlignelig med spaniens tyrefægter scenarier. Stolt hæver hanen hovedet, trods dens svækkelse.

    Øhmm! – må man skrive så lange kommentarer når man ellers ikke er blogger, men blot grebet af øjeblikket? 🙂

    GK.