Til bedre tider

Jeg har for et par år siden overtaget en stor samling af tidskriftet SKALK med udgivelser som strækker sig over et halvt hundrede år i ubrudt rækkefølge og abonnement. En plugvis gennemlæsning er påbegyndt og flere lokaliteter påkalder sig naturligt nok lidt ekstra skærpet opmærksomhed med tilbagevendende opslag.
Det sker, at man finder levn fra fortiden her på stribhalvøen, hvor ingen nu længere rejser igennem, men blot pendler til og fra.
Meget har ændret sig de seneste 50 år – både lokalt og globalt og hvad som engang var. Uopdyrket land har nu fået corpus med vel opførte beboelser, med veje, trafik og trafikregulering og velfungerende  infrastruktur med megen ny mellemfolkelig kultur, hvor folk og folkeslag, i religionsfrihed, med demokrati og rummelighed har givet rum til flittige kulturlån hos hverandre.
Ikke blot er vi alle blevet ældre, vi er også blevet lidt klogere på mangt og meget i og med at vi sætter focus på, ikke at lade os overhale af fremtiden og af anderledes tænkende, så kigger vi fortsat opmærksomt bagud om nyt i gammelt skulle dukke op.
Så skete det for godt 50 år siden, at der blev fundet Bronze – ikke guld og sølv og ædle stene, men bronze – våben og dagligdagens værktøjer forstås.

I det historiske tidsskrift SKALK nr. 5 1972 p. 13 f.f. læser man i en godt 50 år gammel artikel som berører Strib: “…Omkring den gamle færgeby Strib skyder nye villakvarterer op, der anlægges veje og kloakker graves dybt ned i det urørte istidssand.
Stedet er en lille lavning, en sidegren til Røjle Mose, der ligger tæt til kysten af Lillebælt og hvor vandet tidligere har gået længere ind og hvor fundstedet har ligget let tilgængeligt for sejlende bronzealderfolk…”
I en dybte af 1.75 meter, nær kendemærker af store sten, gravede maskinførerne Ernst Schelde Petersen og Peter Andersen en samling af spydspidser, sværdklinger, segle og økser, en kniv og en bronzestang op af jorden. Redskaber som af fagfolk er vurderet  til at være lagt i jorden  med henblik på at gemme dem til bedre tider, vurderet ud fra den iagttagelse, at genstandene var meget slidte og at de var “lagt i depot” med henblik på senere afhentning til omsmeltning og ikke som offergave, hvad man også kunne tro.
Fundet betragtes i fundtiden som fyns største og består af  43 enkeltstykker. 16 spydspidser, 20 kornsegle, 2 økser, 2 stykker af sværd, 1 tynd udhamret bronze stang samt 2 knive, altsammen fra midten af ældre bronzealder. At våbnene var mands udstyr synes sandsynligt, om seglene også var det er mere usikkert antyder artiklen og leder tanker  hen på om agerbrug i bronzealderen var hovederhverv og kvindearbejde da seglen ofte findes sammen med kvindesmykker og at høstarbejde sorterede under kvinderne i primitive kulturer.
Man aner genbrugstanken i bronzealderfundet og man fornemmer tidens skrothandlerdepoter og tanker om fornuftig anvendelse af sparsom og værdifuld resourcer i det “selvsamme” Strib, hvor der nu til dags tænkes, måles, vejes og føles efter grøn omstilling og indstilling, om biodiversitet og genbrug og om den voksende historiske interesse og opmærksomhed, om dyr på eng, om insekters velbefindende, klima, blæst, højt og lavt vand og pengeløst samfund.