1 In Fra tiden i Strib

Le Chief

ibag40Det er 46 år siden jeg blev udlært slagter og det er 39 år siden jeg forlod faget.

På en måde forlader man så alligevel aldrig helt det håndværk man har lært og den uddannelse man har fået. Har man én gang lært et fag, så skal der ikke ret meget til, før faglighed og ekspertise og måske nok også lidt faglig stolthed, kan opfordres til at træde i karakter. Og skulle der opstå situationer, hvor et afgiftsfri afkast kan bidrage lidt til husholdningen eller til lommepengene, så har slige situationer i tidens løb ikke været helt uvelkomne.

Kan man gøre nogen en tjeneste, så skal det såmænd heller ikke komme an på det.

Endnu så mange år efter jeg forlod mit oprindelige håndværk, har jeg bevaret samlingen af alt mit slagteværktøj og gennem årene har det såmænd da også været i brug utallige gange.  Selv om slagteværktøjet er pakket behørig væk, så ligger der ikke sløve knive i min køkkenskuffe. Og en fast og ufravigelig regel, her i huset, har altid været at fortælle, at nu er knivene nyslebne.

Kommer man i byen hos venner, bekendte eller familie og bliver “inviteret” til lige at skære stegen ud, så kan man ikke forvente at der findes en nysleben kniv i huset. Så skal man lige indledningsvis prøve skæreevnen af først. En sløv kniv er ligeså farlig som en nysleben. Hver på sin måde.

Foto: En dag i september 1994 var jeg inviteret til en 40 års fødselsdag og blev spurgt, om ikke jeg lige ville være sød at skære stegen ud. Det ville jeg gerne og trådte beredvillig til med det for hånden værende værktøj. At mit blå slips matchede det udleverede blå Le Chief-forklæde, fik gæsterne til at tro, at det var forberedt hjemmefra. Det var det ikke.  Meen, det så da nu helt proff. ud.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Ib
    8. oktober 2009 at 10:18

    Ved svigerinden Ag’s fødselsdag

  • Leave a Reply