In Fra tiden i Strib/ Sådan set

Min første “Mobiltelefon”

Tilbage i begyndelsen af 1970’erne fik Ellis og Jeg vores første fastnettelefon. Sådan èn med ledning og drejeskive som stod på en fast plads et praktisk sted i stuen. Vi havde netop købt vores første hus og en “naturlig forlængelse” af den anskaffelse var, at vi erhvervede os en telefon, for sådan en skulle man også have. Vi tegnede et abonnement hos et telefonselskab, indgik en aftale og lejede så telefonen som dengang reelt forblev telefonudbyderens ejendom.

Trykknapper eller drejeskive kunne man – ud over farve og facon – vælge imellem, når man bestemte sig for hvilken model som skulle pryde hjemmet. Vi valgte trykknapper. Drejeskiven var allerede blevet lidt “gammeldags”.

Ved den selvsamme tid, anskaffede min bror Hans også telefon. Hans og konen havde også erhvervet hus og sat børn i verden og anskaffet telefon. Nyerhvervelsen blev annoncerede ved, at Hans foretog en opringning, hvor han orienterede om, at nu var han blevet kontaktbar via telefonnettet. Husker, at han ved samme lejlighed efterlyste, om jeg havde nogle “gode numre at ringe til”, for så kunne vi bytte. Vi udvekslede telefonnumre og verden blev efterfølgende lidt mere kontaktbar.

Siden kom andre telefoner til med nye og ikke altid lige nødvendige funktioner. Egentlig havde vi ikke savnet en telefon, men det lå ligesom i luften, at sådan en anskaffede man sig af praktiske hensyn.

Fyrre år havde vi vores fastnettelefon. Nu har vi hver vores mobiltelefon som vi bærer rundt på. Den mundtlige kommunikation har siden ændret karakter og hyppighed og nu skriver man sammen, giver beskeder og sender billeder og andet som man ikke kunne dengang. Telefonregningen er ikke blevet mindre med årene – men, det er telefonerne til gengæld.

Da vi begge holdt op med at ryge, talte vi om, at det var dejligt at få tømt lommerne for unødigt fyld som cigaretter og tændstikker. Nu om dage fyldes lommer så med noget andet.

Henne i skuffen ligger flere generationer af mobiltelefoner af forskellige mærkater – alle er de fortsat funktionelle men måske ikke helt tidssvarende med alle deres unyttige eller ligegyldige funktioner – men uinteressante er de gamle telefoner absolut ikke. Vintage kalder man dem for ligesom at give dem ny status.

Den lille røde Nokia – min lille “telefonPorche” som jeg kalder den – arvede jeg efter Peer. Nu er den afløst af en nyere model af et andet mærke (også en arvetelefon), som kan endnu mere og som har en masse funktioner som jeg nok aldrig får lært, endsige får brug for og som jeg derfor har lukket ned for, da man nu både kan “ses og høres i tide og i utide uden at vide det”.

You Might Also Like