In Fra tiden i Faaborg

Med dyr ombord

… Midt i 1950’erne havde byens biler derhjemme registreringsbogstavet O på nummerpladerne og havnens fiskerbåde genkendtes ved bogstaverne SG efterfulgt af et nummer. Bil- og Jernbanefærgen ”Mommark” var ene om at bruge færgelejet ved Færgevej og overtjeneren på færgen hed Skov. En mindre færge som sejlede til øerne var døbt ”Ellen af Søby” og blev ved færgeselskabets oprettelse opkaldt efter greve Henrik Bille Brahe Selby’s hustru som hed Ellen Basse Føns.

 Så kom en ny ”Ellen af Søby” til med en lidt anden overbygning, og den blev i folkemunde kaldet ”Træskoen”.

Den første ”Ellen af Søby” havde i sin tid afløst færgen ”Skjoldnæs”. Men det var der egentlig ingen som tænkte over længere. Heller ikke, at slagteriet engang havde ejet ”Skjoldnæs” og tog den ud af drift, da Langeland fik eget slagteri og ”Ellen af Søby” overtog formidlingen af transporten af dyr fra øerne.

”Ellen af Søby” havde sit faste anløbssted ved færgeselskabets røde pakhus ved midtermolen. Selskabets kontordame var en Frk. Hansen og en dreng som forrettede ærinder efter skoletid, hed Gunnar. 

Den noget mindre Bjørnøbåd var henvist til at anløbe en plads i det østlige hjørne af havnebassinet, dér hvor havnens vandstandsmåler var placeret, skråt over for Toldboden.

Det var dengang midt i 1950’erne, at jeg første gang bed mærke i, at ”Ellen” et par gange om ugen havde firbenede passagerer med fra øerne. Den overbyggede dæksplads på færgen var interimistisk indrettet med nødtørftige båse som dyr af forskellig art så var placeret i. Et par gange om ugen lagde færgen til ved den vestlige mole ved de store pakhuse. Her var bygget en forsænket sliske i molen i niveau med færgens sideluge og via den blev flokken af slagtefærdige grise så drevet om til slagteriets stalde.

 Kalve blev kørt i en vogn. Kvier, køer og heste og andet fæ blev trukket enkeltvis.

 Det var løsdriften af slagtefærdige svin fra færgen til slagteriets stalde som fangede min opmærksomhed. Husker ikke hvordan jeg blev gjort opmærksom på denne trafik, men da jeg først havde prøvet at være med i drivningen én gang, så troppede jeg troligt op tirsdage og onsdage for at deltage, når færgen anløb havnen.

Egentlig var disse aktiviteter forholdsvis udramatiske. Det hændte ganske vist en gang i mellem, at et svin stak af ind i en smøge mellem pakhusene eller ind på bådebygger Dyreborgs bedding. Det frembød dog ikke de store problemer at få den ”formastelige” tilbage i flokken. Værre var det, hvis et dyr sprang i havnen, så var dramatikken af en noget anden art. Så blev Falcks Redningskorps tilkaldt for at gennemføre redningsaktion.

Hvis en kvie eller ko stak af i retning af byen, så blev der prompte hentet forstærkning blandt slagteriet ansatte, som med flagrende hvide kitler og højt opsmøgede ærmer optog forfølgelse. En sådan flugt med efterfølgende indfangning skete dog ikke så ofte.

 Det hændte at vi drenge fik os ”sneget” med helt ind i slagteriets stalde som var bygget sammen med selve slagteriet. Derfra kunne vi komme til en ofte åbenstående dør, som vi uhindret kunne kigge igennem og se slagtegangen.  Herfra kunne vi iagttage at grisene fik stukket en kniv i halsen – blev skoldet i et stort kar med kogende vand – fik skrabet hårene af i en klaprende maskine med store ruller som kørte rundt – kom igennem en stor buldrende ovn med høje flammer og kom helt sorte ud på den anden side – fik skabet  det sorte lag af –  blev lukket op –  fik tarmene taget ud og blev delt i to halvdele.

Egentlig syntes jeg stanken fra slagteriet var fæl og slagtesvinenes skæbne grum. Min opmærksomhed på dette tidspunkt var nok mest ansporet af nyhedens interesse og et kig ind i en verden jeg absolut intet kendte til, men da min ene storebror var kommet i lære som slagter på slagteriet og min anden storebror kom i lære i pølsemageriet, fik hele menageriet lidt efter lidt en helt anden aura og tiltrækning. Min tredje storebror kom også i lære som slagter og i 1959 fik jeg  selv læreplads på slagteriet og pludselig var vi fire inden for faget.

Som slagtersvend arbejdede jeg med faget i fem år. Tog derefter en anden uddannelse hvor arbejdsværktøjerne var af en anderledes ”blødere” beskaffenhed:  pen, blæk, papir, kridt, gode ord og pædagogiske indfaldsvinkler.

 At jeg blev slagter havde nok sit udspring dengang i midten af 1950’erne hvor jeg deltog i løsdriften af slagtefærdige svin fra færgen ”Ellen af Søby” til slagteriets stalde, med efterfølgende smugkig og så det faktum, at mine tre større brødre også var slagtere.

En lang række af de personligheder som dengang havde deres daglige gang på slagteriet står endnu lysende klare i erindringerne fra mine fire læreår…

You Might Also Like