I Fra tiden i Faaborg

Søndagsavisen

… En tidlig søndag morgen i 1956, blev der banket på hoveddøren derhjemme.  Små hurtige og lidt snublende bank bekendtgjorde, at nogen ønskede kontakt. Min mor, der som vanligt var tidligt oppe, undrede sig. Vi plejede ikke at få besøg på matriklen så tidligt – ud over, når Richard mælkemand holdt ind og spurgte om hjælp af en af os drenge.

Denne søndag morgen stod den hvide mælkevogn og den sorte mælkehest ikke ude ved fortovskanten. Så min mor var lidt spændt, da hun åbnede døren.

”Go’ mor’en Dagny – Ka en af drengene ikke afløse på Kajs avisrute nede på banegården, han er blevet forhindret. Jeg havde lovet at afløse ham, men jeg er lidt sløj – sååå”?…

”Jow” – det mente min mor nok kunne lade sig gøre.

Jeg blev så vækket og spurgt om jeg ville køre ”Kajs aviser” ud denne søndag. Lønnen ville være fire kroner.

 Det ville jeg godt!

Hurtigt en våd klud sporadisk rundt i ansigtet. Tandbørsten hastigt munden rundt. På med tøjet, en kam igennem håret og ud ad døren.

Ved Jernbanekioskens ekspeditionsluge en kort forklaring til Fru Crone om mit ærinde som avisafløser.

Et vurderende elevatorblik, hen over de halve guldbriller, vurderende op og ned ad drengen som stod på den anden side glasruden. Så låste Fru Crone døren ind til kioskens baglokale op og bød velkommen.

 ”Kom indenfor”.

Sådan blev jeg avisdreng i Jernbanekiosken hos Fru Crone. En avisplads som jeg i øvrigt havde i et år.

Den tidligere avisdreng vendte ikke tilbage, så pladsen forblev min. De fire kroner gik som regel til en biografbillet og lidt slik. Det var dengang Zorro – Sorte maske, Tarzan, Hoppalong Cassidy og Cactus og andre ligestillede huserede hver søndag eftermiddag i landets biografer.

Det var dengang da en billet på ”cowboyrækkerne” – som var salens to første rækker nærmest lærredet – kostede 1 krone og 25 øre.

Det var dengang vi stod i kø i timevis foran biografens indgang og dengang da biografdirektøren kom kørende fra sit sommerhus i allersidste øjeblik  inden åbningstid…

Andre tekster