I Fra tiden i Faaborg

En halmvisk bag øret

Én af de lokale vognmænd som dagligt sås i bybilledet derhjemme i Faaborg, dengang i 1950’erne, han hed Helge. Helges nærmeste daglige samarbejdspartner lystrede navnet Basse og var en aldrende fjordhest af koldblodsracen – en såkaldt nordbagge med aner tilbage til vikingetiden. Om Basse var ”en Basse eller Bassine” husker jeg ikke.

 Helge var det man kaldte ”småkører”.  Han var vognmand med blot en enkelt hest og vogn og han transporterede alt for hånden  værende gods. Der iblandt betragtelige mængder af  kul, koks og cinders fra Gasværket til byens forslugne kakkelovne.

 Egentlig har jeg ikke tænk på Helge og Basse i mange år, indtil en dag  jeg støder på følgende lille digt:

Man binder en halmvisk bag øret på hesten

ifald, den er farlig for næsten.

Tænk, hvor kunne i livet vi vandre,

hvis skikken blev indført, imellem os andre.

(Halling Nielsen).

Så var det jeg kom til at tænke på Helge Vognmands Basse som havde hele to halmviske hængende i hovedtøjet. Én visk ved hvert øre.

Helge Vognmands Basse bed. Det vidste flere af byens indvånere af  bitter erfaring. Selv mente Helge, at Basse blot nappede lidt. Uanset – så gjorde det forbistret ond på ofrene og efterfølgende blå mærker vidnede da også om, at der var ”taget godt ved”.

Hvorvidt Basse bare var en ondskabsfuld gammel satan eller der var frydefulde drillerier med i spillet, skal være usagt. Men sikkert var det, at hvis Basse stod parkeret ved fortorvskanten i den ene side af en smal vej og iagttog modgående fodgængere på modsatte fortorv, så skråede Basse målbevidst over vejen for at give fodgængeren ”et nap med i forbifarten”.

Oftest nåede fodgængeren at undgå både bid og nap og så stod Basse pludseligt parkeret dér med uforrettet sag, på tværs af vejen med vognen og hele menageriet og spærrede for al færdsel.

Det siges, at man også bandt en sløjfe i halen på heste, til advarsel om, at de havde tendens til at sparke – så alle derved var advaret.

Om Basse nogensinde hidsede sig op til at sparke bagud, ved jeg ikke noget om, men husker med al tydelighed Basses meget tunge og sendrægtige trav med de lavthængende bagben og lyden af de gnistrende hestesko som mildest talt blev slæbt hen over byens toppede brosten.

Jeg tror næppe at Basse orkede den kraftudfoldelse der måtte være forbundet med at løfte et bagben og spjætte bagud.

 Men at Helge Vognmands Basse bed, det var vi nogle som vidste bedre om end andre.

“Tænk hvor kunne i livet vi vandre,

hvis skikken blev indført imellem os andre”:

Samme år som jeg startede i første klasse – det var i 1950, fik vi nyt sand i de offentlige sandkasser. Det var Helge Vognmand og Basse som befordrede den bestilling.

Spændende var det at få nyt sand i de sandkasser som vi børn brugte så meget. Stor var da også interessen, da Helge Vognmand læssede det fugtigfriske rene hvide strandsand af i sandkassen på den offentlige legeplads på Klinten nær mit hjem. Mindre sjovt var det, at Helge syntes at føle sig hildet til at sende den ene skovlfuld sand efter den anden i hovedet på vi unger som befandt os inden for kastevidde.

Sådan en skovlfuld flyvende vådt sand oppefra er unægtelig en grim oplevelse for et barn. Det konfronterede jeg Helge Vognmand med da jeg nåede 20-årsalderen. Det havde han så ikke så mange kommentarer til.

Helge og Basse er nu forhenværende elementer i den vognmandsforretning – begge havde de deres tid og sås dagligt i bybilledet.

Mange år senere er jeg i anden sammenhæng stødt på en forklaring til, hvorfor heste slæber på bagbenene og den korte forklaring lyder – discosprolaps.

Andre tekster