5 In En tid som slagter

Forløst ved kejsersnit

I 1964 arbejdede jeg på Odense Eksportslagteri’s Kreaturslagteri.

 …En dag midt i ugen fik vi meldt en nødslagtning. En af svendene skulle med Falck ud på en gård, for at hente en ko, der ikke kunne kælve ved egen hjælp. Falck ville komme  i løbet af et kvarters tid, for at hente den person, som skulle tage med. Dengang brugte man ikke den mulighed, at en drægtig ko kunne blive forløst ved kejsersnit. Derimod var den ultimative beslutning om nødslagtning udbredt i anvendelse. Der var veterinære forskelle på hvorvidt en nødslagtning blev bragt levende eller død til slagteriet. I dette tilfælde blev Koen synet af den lokale dyrlæge og han vurderede, at koen skulle bringes levende til slagteriet.

Efter yderligere nogen tid ankom Falck til slagteriet med “Dyretransporten” og koen og den assisterende slagtersvend. Bakkede til ved indgangen til slagtehallen og koen forlod “Dyretransporten” ved egen hjælp. Efter at være synet endnu en gang af den til slagteriet tilknyttede dyrlæge, blev der givet grønt lys til, at slagtningen kunne gennemføres med det samme.

Falckmanden fortalte i skyndsomme vendinger kort om koens historie, som han havde fået den af bonden. Koen var en af bondens præmiekøer –  Dansk Malkerace med en meget lang stamtavle osv. osv.

En ældre slagtersvend, Mouritz Hansen,  så lidt eftertænksomt på koen og sagde så resolut: ”Vi tager den sgu med kejsersnit – Vi tager sgu kalven med kejsersnit”! Den lille tykke Aksel Jensen, der var mestersvend og daglig ansvarlig leder af kreaturslagteriet jamrede højlydt: ”Nej, nej, det må i ikke. I ødelægger skindet”!

”Gu gør vi ej”, svarede Mourits Hansen resolut og instruerede hurtigt vi andre slagtersvende om, hvad vi skulle gøre hver især.

Dyrlægen havde ingen indvendinger. Blot skulle vi lige huske, at intet dyr, som var bragt ind på slagteriets område, måtte forlade området i live. Det vidste vi så godt alle sammen, men som Moritz Hansen sagde, ”Så får bonden afregning for både en ko og en kalv”.

 Fire mand skulle være klar med et reb til hvert ben. En femte skulle skyde koen og Moritz Hansen skulle så holde sig klar med kniven og foretage kejsersnittet – forløse kalven og bagefter åbne koens halspulsåre, så den kunne forbløde efter forskrifterne inden den efterfølgende slagtning.

Når kalven var forløst, skulle staldmanden Valdemar tage over. Bringe kalven over i stalden, hvor han skulle gnide den tør med halmtotter.

Alt fungerede perfekt ud i mindste detalje og hele ”operationen” varede mindre end tre minutter. Men dog længe nok til, at falckmanden havde hørt og set det hele og tilmed havde nået at opfatte, at den forløste kalv, var en kviekalv.

Falckmanden stæsede til den nærmeste telefonen og underrettede bonden i febrilske vendinger. ”De har reddet kalven. De har dæleme reddet kalven ved kejsersnit”!

 Den kalv ville bonden da så grove gerne ha’ hjem på gården, så han kontaktede straks slagteriets kundeafdeling som sendte anmodningen videre til de ansvarlige ledere og veterinære myndigheder – og så brød helvede løs.

Ikke at slagteriets dyrlæge havde nogle indvendinger. Han havde selv overværet at kalven blev forløst og havde efterfølgende tilmed udtryk både sin beundring og respekt for hvor sobert og hurtigt det hele var forløbet under fuldt forsvarlige veterinære konditioner.

Men slagteriets ledelse – de var noget anderledes stemte. Det var dem, der havde al balladen med bondemanden. Det var dem, der undskyldende skulle redde alle trådene ud over for bondens ønske om at få sin stamtavlekviekalv hjem på gården.

Egentlig var ledelsen ikke sure på os, der havde forløst kalven med kejsersnit. På en måde syntes man, at det var friskt gjort, men nu var den oprørte bondemand på vej til slagteriet for at tale sin og kalvens sag.

Mouritz Hansen var fuldstændig fattet og rolig. Han sagde: ”Vi slagter bare kalven inden bonden kommer”. Så er der ikke noget at slås om. Kalven blev så slagtet med det samme – en øvet slagter klarer sådan lille sag med at slagte en spædekalv, på ingen tid – det tager blot 7 minutter.

Som sagt, så gjort.

Da bonden nåede frem til slagteriet, fik han så meddelelse om, at han stod til afregning for en ko og en kalv. Således var den forretning at afvikle.

 Historien om dengang de nede i kreaturslagteriet på Odense Eksportslagteri i 1964 forløste en kviekalv ved kejsersnit helt på eget initiativ, levede i bedste velgående i mange år.

You Might Also Like

5 Comments

  • Reply
    Maja
    10. januar 2010 at 13:21

    Spændende historie, men også trist.Men hvorfor lave kejsersnit på koen, når kalven alligevel ikke havde nogen fremtid? Det forekommer da noget sært. Var det kun for at bonden kunne få afregnign for 2 dyr i stedet for et?

    • Reply
      Ib
      11. januar 2010 at 13:06

      Hvis bonden hjemmefra havde valgt at koen skulle forløses med kejsersnit, så tror jeg helt sikkert, at det havde været teknisk muligt. Kender dog ikke udgiften. Jeg ved, at man dengang benyttede denne trafik ved raceheste. Jeg ved også, at landmændene havde en anderledes rationel indstilling til deres malkekøer, end stutteriejere havde til deres raceheste.
      Så – på den ene side ville bonden ikke betale hvad det ville koste at forløse hans ko med kejsersnit. På den anden side, så ville han gerne have kalven hjem, da han hørte den var forløst.
      Set fra “slagternes” betragtning, så overskred vi klart vores beføjelser. Set fra en faglig vinkel, så var kalven fuldbåren og klar til at blive født.
      En fuldbåren ufødt kalv går til destruktion og afregnes med prisen for affald. En fuldbåren født kalv indgår i produktionen og afregnes som en spædkalv – spiseligt kød – efter vægt.
      Og – så er det ikke lige hver dag man får lejlighed til at udøve denne færdighed det er, at forløse en fuldbåren kalv.
      Ha’ en god dag Maja.

  • Reply
    Helle
    30. september 2009 at 20:08

    Hmmmmm…. synd.

  • Reply
    Ib
    26. september 2009 at 13:00

    Dyr som blev bragt til slagteriets stalde måtte af hensyn til en eventuel smittefare ikke forlade slagteriets område i levende live. Koen var meldt som en nødslagtning og var derfor underlagt nogle særlige regler, som også omfattede hvorvidt den blev bragt til slagteriet død eller levende. Når en slagtersvend var med ved afhentningen af dyret, så var det for at han kunne træde til, hvis dyret ville få problemer med transporten og derfor skulle aflives på stedet. Den langt letteste og mindst komplicerede situation var, når dyret kom levende til slagteriet.

  • Reply
    Helle
    26. september 2009 at 08:43

    Sikke en dramatisk historie! Men hvorfor kunne bonden ikke bare få kalven tilbage – det var vel hans??

  • Leave a Reply