Det sidste karbad

… Mangen et tykt lag smør til brødet, har jeg tjent ved hjemmeslagtning, efter jeg i 1968 holdt op med at virke fuldtids ved mit fag. Mangen et tykt lag suleflæsk har jeg forberedt til saltning og røgning og mangen et elendigt skoldekar har jeg med værkende ryg stået bøjet over.

Vidt forskellige var de muligheder som bød sig, når jeg kørte rundt på gårdene for at slagte en fedekalv et får eller lam, en fedegris eller endnu større – en ko eller en stud.  De fleste steder foregik slagtningen ved vintertid og udendørs og det kunne unægtelig være en kold, blæsende og usund affære.

Ét af de gode steder jeg mindes med en vis fryd og mange gode oplevelser, var hos Marie og Bent Pørtner som havde en gård på den anden side bæltet – en tre fire kilometer vest for Fredericia bymidte. Hos dem var forholdene og faciliteterne lidt bedre end gennemsnittet. Dér slagtede jeg inden døre, i tørvejr og i læ for vejr og vind. Tilmed havde Bent anskaffet et badekar, så det var muligt at skolde grisen i én omgang.  Og så var der altid en ekstra hjælpende mand til rådighed…