Ged i griseriet

Slagterfaget, som jeg personligt – som årene går – ser mere og mere i et historisk perspektiv, har alle dage været forbundet med slid, slæb og knokleri, et hektisk arbejdstempo og en evindelige kamp for løn- og arbejdsforhold, snitsår, indbundne fingre, enerverende arbejdsbevægelser, monotoni og værkende muskler og lemmer. Det hektiske tempo var ikke bare en ørkesløs “masen på” for at opfylde akkorder og forventet indtjening, men sand for dyden også en indbyrdes målestok for, hvor man med sit håndelag var placeret i arbejdsgruppen. De som ikke kunne følge med, var ikke med på vognen og fik tildelt andre, mindre krævende opgaver.
Og lur mig, om ikke man var en fandens karl, når man befandt sig blandt de bedste. En omstændighed som på uløselig vis hørte med til fagets egenforståelse.

“I ældre skildringer omtales slagtere ofte som nogle lidt specielle typer. Slagtere var et vildt, stridbart folkefærd, helt forskellige i deres sæder fra andre skikkelige folk, blev der sagt i midten af forrige århundrede (1850’erne)”. Citeret fra bogen: “Gris på gaflen” Udgivet af NNF, 1995.
Helt så galt har det så ikke været i min tid som slagter godt 100 år senere.

“Minderne har vi da lov at ha'” sang Liva Vedel i 1932. Nu er vi så kommet til midten af det 2. årti i det 21. århundrede. Om føje tid lukker min gode gamle læreplads – Faaborg Andels Svineslagteri – for tid og evighed. Alt bliver lukket og slukket. Produktion og arbejdspladser flyttes til udlandet og hele bygningskomplekset vil blive jævnet med jorden og den tomme parcel efterladt lige så nøgen og bar, som den i sin tid fremstod , da Andelsbevægelsen lejede sig ind på byens jord og etablerede andelsslagteri. Der er nu ikke længere ret meget “andelstanke” i den geschäft.

Meget forandrede sig  “hen ad vejen” for at tilfredsstille skiftende tiders efterspørgsel, profitbegær, investorers krav om afkast o.a. Hvor fornuften engang begyndte og hvor den nu hører op synes ikke længere at have noget med hinanden at gøre.
I årene umiddelbart efter 1960’erne etablerede man på Faaborg Slagteri et kreaturslagteri hvor det tidligere offentlige slagtehus havde haft til huse. Store mængder af Jersey blev opkøbt helt ned til en pris af 2 kroner og 65 øre pr. kg. levende vægt. At tidens bønder fyldte deres køer med roer inden de solgte dem til slagteriets opkøbere, var forståeligt nok, selvom det medførte ulemper for andre.
De fleste kødkroppe gik til opskæring og blev anvendt til middagsretter. Kreaturslagteriet fik succes, både med tilgang af slagtedyr, og opnåelse af optimale slagtningers antal. Eksporten af pulverkalve til Italien steg i disse år mærkbart. Italienerne fik hvad de efterspurgte – lyst kalvekød, brisler og oksehjerner. Køletransporter afgik ugentligt sydpå. Det lå i luften, at der var gode kår og betingelser for både opvækst, produktion og afsætning. Så var det, at kække hoveder fandt på, at kreaturslagteriet skulle flyttes til Nyborg. Medarbejdere blev tilbudt at flytte med. Nogle sagde Nej Tak! Andre tog chancen. Afdelingsleder Poul Thrane valgte at blive. Slagteriets dygtigste kreaturslagter, Rudolf Jørgensen valgte at blive og for andre skiltes vandene.
Slagteriets slagtegang blev moderniseret flere gange. Slagtninger steg i antal og effektivitet og produktion- og produktomlægninger tog fart. Faaborg Middagsretter tog form med færdigretter efter en spæd opstart i pølsemageriets lokaler. Succes’en var på vej og nogle klappede i hænderne og andre tog sig en lille én af den cherry som ellers var tiltænkt som additiv til de forskellige retter.
Dufte, lyde, summen af travlhed og foretagsomhed bredte sig som en umiskendelig tæt aura i slagteri, pølsemageri, middagskøkken, ekspedition, kreaturslagteri, saltkælder og svævede sågar til byens offentlige rum.

I de år duftede det i Faaborg af både leverpostej, middagsretter, cherrysovs, foretagsomhed og penge. Alle var fortrolige med den omstændighed. En stor del af byens borgere havde tilmed, på ét eller andet tidspunkt, selv været ansat på slagteriet, havde hentet sit udkomme dér og var selvsagt fortrolige med “forretningens liv, leben og puls”.

Historien og successen har nu overhalet sig selv. Og min fødeby’s største arbejdsplads – min og to af mine ældre  brødres læreplads forstås – har ifølge “tidens lidt vidtløftige ledertyper fået både åndenød, gangbesvær og pengetrang”. Det er vi mange som ikke helt forstår – sådan set ud fra en lokal synsvinkel – og somme står tilbage med minder og erindringer og en stor portion undren.

Min fremtidige danske flæskesteg har jeg nu ikke længere så meget at ha’ i. Importerede animalske varer bydes til fals med stærkt nedsatte priser og forsøger at tilegne sig “markedsandele” herhjemme – vi ser skriften på væggen og ihukommer, at forretninger trækker store veksler på andelstanken. Der var engang, da vi mødtes i Brugsen og fik del i dividenden. Sådan er det ikke længere.

I mine små fem år som ansat under Driftleder Duelund på Faaborg Andels Svineslagteri, fik vi hvert år i slutningen af december måned tildelt et såkaldt “Julegratiale”. Det bestod af tre pund medister og en flæskesteg – en nakkesteg forstås – grydeklar med svær og spæk. Jeg havde selv været med til at slagte grisen og mine pølsemagerkollegaer lavede medisteren. Flæskestegen var brændemærket med DANISH, for sådan gjorde man dengang, da man mente noget med at skilte med, hvor varen kom fra.

Nu om dage synes der at være gået både ged og inflation i det danske svin og i udtrykket “DANISH”. Min fremtidige flæskesteg og den nok så velagtede medister, vil fremover fortsat være både opdrættet, slagtet og bearbejdet herhjemme. Er de ikke det, har de ingen umiddelbar berettigelse på mine pander eller i mine gryder. Dette ikke ment som en trussel, men som et løfte om loyalitet overfor faget og overfor mine mange fagfæller rundt om i landet.