Anna læste i avisen. Hun skulle skrive om gamle dage og havde lige fundet den perfekte artikel til stilen: Carl Martin Hansen Søllested er en gammel mand på 81 år. Han fortæller fra sin barndom og til nu.
”… Jeg vil begynde med at fortælle om min barndom.
Mine forældre var velhavende og havde mange børn, – ja hele 10. Jeg var den sidste i flokken og kendte kun seks af mine søskende, for tre var døde før jeg blev født. Min ældste bror blev født allerede i slutningen af det 18. århundrede og jeg selv i 1915. Ser du, forholdene dengang var meget anderledes end nu. Vi var samlet i hjemmet alle sammen. Der var måske et par stykker, der var ude at tjene. Men ellers var vi altid samlet på gården. Der var meget at lave på gårdene, så det var bedst, hvis vi kunne blive hjemme og hjælpe til. Det var ikke som i dag, hvor børn ikke skal lave noget, og så får de endda penge for det.
Lad mig nu se! – Indtil jeg var et år, var jeg meget syg. Så syg at lægerne sagde, jeg ikke levede natten ud, men det gjorde jeg heldigvis.
Jeg kom selvfølgelig også i skole. Det var en meget god lærerinde vi havde, hvorimod læreren var skrap. Vi gik jo kun i skole hver anden dag, så det var til at holde ud. Jeg gik i skole i syv år og blev konfirmeret i 1927, der gav min lærerinde mig en brevkniv med H. C. Andersen på, den har jeg nu givet til mit barnebarn Maria.
Efter min konfirmation kom jeg ud at tjene, men kom hurtigt hjem igen.
I 1936 blev jeg kaldt ind som rekrut i Sønderjylland. Vi fik 50 øre om dagen og for de penge købte jeg hver dag to Napoleonskager og en kop kaffe, det kostede den store sum af 30 øre. Så kunne jeg spare 20 øre op hver dag, for jeg hverken røg eller drak.
Anden verdenskrig lurede lige omkring hjørnet, så jeg var bange for at blive kaldt ind til sikringsstyrken. Det blev jeg i 1939. Jeg var heldig, for der var ikke plads til alle på kasernen, så nogle af os blev sendt ud på nogle gårde, og der havde vi det godt. Jeg var i sikringsstyrken i tre – fire måneder.
Når jeg var hjemme i Skårup, var det så dejligt! Min bror i Melby havde nemlig en pige i huset, som hed Karen. Jah, vi gik jo og kiggede lidt til hinanden, og en dag jeg var derovre, spurgte Karen, om ikke vi skulle gå en lille tur sammen. Det ville jeg frygtelig gerne. Så vi gik en tur og blev enige om, at vi hellere måtte mødes igen. Vi mødtes så hver uge og gik tur – uden nogle vidste det selvfølgelig. Men det blev afsløret efter to måneder. Det var nu dejligt, for så skulle vi ikke gå og fryse ude på vejen.
Da så krigen skulle til at bryde ud, købte vi en gård med 17 tønder land for 19.000 kr. Jeg var så heldig at jeg var blevet kaldt hjem, lige før tyskerne gik til angreb. I de få timer krigen varede, var der flere af mine soldaterkammerater, der faldt.
Nå, men det var altså strenge tider, for det var ikke rigtigt til at købe noget, og så havde vi ikke elektricitet. Men vi klarede det endda.
Vi blev gift den 10. marts 1940 og året efter fik vi vores første barn, Inger Marie. Kort tid før vi skulle have vores andet barn, Olav, døde Karens mor. Karen havde tre søskende på 10, 12, og 17 år, som nu kom til at bo hos os. Tænk engang, Karen var kun 25 år. Der var ikke mange på 25, der havde så mange børn. Men ikke nok med det, for i 1947 fik vi Carl Aage, og syv år efter fik vi Anne Grethe, og så gik der fire et halvt år, før Inge-Lise blev født.
Så gik der mange gode år, før jeg blev syg. Jeg fik en blodprop i hjertet og har ikke været frisk siden, og nu ligger jeg her på hospitalet med mavekræft og blodprop.
Men jeg synes, at jeg har haft et rigtig godt liv og jeg ved, at lykken er i familien …”
![IMG_3034[1]](http://www.ibmh.dk/wp-content/Uploads/2019/10/IMG_30341-150x150.jpg "Maren")
Ingen kommentarer