In Alfred Vigelsø's slægt/ Slægt

22 årig Møllebestyrer

I familiens gamle fotoalbum med de sort – hvide billeder af personer, højtider, bygninger og lokaliteter fra en svundet tid, ses et foto af den mølle som min farfar, Niels Andreas Hansen, indgik aftale med sognets greve om at bestyre.
I 1888 kom den dengang 16-årige Niels Andreas Hansen i lære som møller på Trente Mølle ved Håstrup. Møllen der var kendt et par hundrede år tilbage havde på den tid både vand- og vindmølledrift. I 1886 blev der bygget nyt stuehus og der blev da etableret et rugbrødsbageri i huset. Bageriet startede i 1887 og brødæltemaskine, centrifuge og kærne blev trukket af vandkraft. Det bagte rugbrød blev “stemplet” med møllens navn, “Trente Mølle”, og brødet blev bragt ud til kunderne med hest og vogn op til en radius af 8 til 10 kilometer fra møllens beliggenhed.
Niels Andreas lærte ikke blot mølleriet som erhverv på Trente Mølle. Han stiftede også et nært kendskab til tidens brødbageri og kom tilmed via den driftige “Trentemøller” tæt på den nyeste tekniske udvikling indenfor faget.

Niels Andreas bliver udlært møller og efter udstået læretid arbejder han endnu en tid som møllersvend på Trente Mølle. Da greven på Hvedholm i året 1894 søger en ny bestyrer til sin mølle som lå i Niels Andreas fødesogn, lå det lige for, at han viste interesse for at blive den næste bestyrer på møllen.

Niels Andreas var blot 22 år, da han søgte og fik stillingen som møllebestyrer på Grevens mølle. Møllens forfatning var på den tid ikke den bedste. Med årene var flere af møllens løsdele blevet en del slidte og trængte til udskiftning. For ikke at byde den nye bestyrer for dårlige vilkår, blev møllens tilstand gennemgået og det blev besluttet at forskellige forbedringer skulle udføres. Ved kontraktens endelige underskrift blev overtagelsen af møllens drift fastsat til den 1. maj 1894. På den dato startede Niels Andreas’ egentlige karriere som ansvarshavende møller.
Så var det, at den unge nyetablerede møllebestyrer, flankeret af sin møllersvend, af møllerkusken og et par andre personer med tilknytning til møllens drift og til stedet, lod sig fotografere foran møllen.

På lige fod med mange andre af sognets unge aftjente Niels Andreas sin værnepligt ved Fodfolkets 5. Batt. 3. Kompagni i Odense. Niels Andreas blev udtaget til korporal og blev, i kraft af denne omstændighed, de efterfølgende år flere gange indkaldt til supplerende militær uddannelse.  En ældre bror, Johannes Peter, nævner i sin dagbog, at han ved sådanne indkaldelser, kørte Niels Andreas til toget i Faaborg med hest og vogn og han skriver, at Niels Andreas derfra tog toget til Odense – andre gange til Nyborg – og at han ved broderens fravær bistod ved møllens drift, men at han – Johannes Peter – iøvrigt ikke forstod sig på mølledrift og derfor ikke gav sig ud i længere skriftlige redegørelser i sin dagbog.

Den 10. maj 1897 tidligt om morgenen brænder “Niels’ mølle”. Hvor store skaderne blev, ved vi ikke, men broderen Johannes Peter nævner i sin dagbog, at der sker skade på en del korn som der gives erstatning for. Få uger efter branden, er møllen dog igen i drift.
Senere på året 1897 gifter Niels Andreas sig i Horne Kirke med skomagerdatteren Karen Cecilie Wikkelsø og samme år bliver to af hans søskende også gift i den selv samme kirke. En ældre søster får det år sit tredie barn.
Af broderens dagbog for året 1897 kan vi læse at Niels Andreas, med jævne mellemrum, gav en hånd med hjemme på fødegården Øxnebjerggård. Niels Andreas hjælper familien med høsten og efterårsarbejde i marken ligesom han giver en hånd med når der tærskes og renses korn, stikkes tidsler, pløjes og harves.
En uoverensstemmelse med greven på Hvedholm foranlediger, at forpagtningen af møllen bringes til ophør før kontraktens udløb. Niels Andreas var passioneret jæger og greven på Hvedholm mente, at Niels Andreas havde skudt en hare “på grevens jord”. Det var Niels Andreas ikke enig i. Bestemt som han var i sin gøren og laden, afsluttede han samarbejdet med greven.
Med svigerfaderens økonomiske støtte bygger Niels Andreas og Karen Cecilie deres egen mølle på en parcel nær skolen i Horne by.

Niels Andreas og Karen Cecilie sætter fem børn i verden. De to første børn, Kirsten og Max, fødes mens familien opholder sig på Grevens Mølle.  De tre næste, Asger, Alfred og Ernst kom til efter, at Niels Andreas og Karen Cecilie i 1903 havde bygget egen mølle. Deres tredie barn, Asger, dør 1903 af meningitis, blot 9 måneder gammel. Der skulle så gå yderligere seks år før det næste barn, Alfred, i 1909 kommer til. Niels Andreas og Karen Cecilies sidste barn, Ernst, bliver født 1913.
På et tidspunkt har sognet tre vindmøller som kunne ses viden om og som stod knejsende i landskabet som pejlemærker for de vejfarende. Efter at Niels Andreas og Karen Cecilie har bygget egen mølle, bryder greven sin gamle udtjente mølle ned og der er da kun to vindmøller tilbage i Horne.

Knap 42 år gammel dør Niels Andreas i maj måned 1914 af en aggressiv blodforgiftning. Karen Cecilie vælger at forblive i sin enkestand og hun driver møllen videre med skiftende hjælp udefra. Hendes forældre, Anders og Severine Wikkelsø, støtter op om Karen Cecilies situation og sælger deres hus med skomagerværksted i Kirkeballe og flytter ind i et mindre hus hørende til datterens mølle. Mølleriet i det ganske land var kommet ind i nye og anderledes svære tider og omkring 1920 vælger Karen Cecilie at afhænde sin mølle.
Møllen – Horne Østermølle – Niels Andreas og Karen Cecilies livs værk og min fars fødehjem – brænder ned til grunden en blæsende efterårsdag i 1959. En kort og intens æra er definitivt slut. Møllen bliver ikke genopbygget og er væk for altid. Blot stuehuset står nu tilbage.

Sognet er blevet et kulturhistorisk pejlemærke mindre –  “Ej mere hører vi den vindmølle knirke, ej me’r synger vinden i vinger og hat”.

You Might Also Like