66 øre plus kost

En dag i begyndelsen af november måned 1899 tog Ane Mette og Søren til byen for at få ring på. De havde kendt hinanden i nogen tid og havde så besluttet, at de ville forloves på Ane Mettes 19 års fødselsdag.
Den dag i byen så Ane Mette for første gang en cyklist der kørte med frihjul på cyklen.
Ane Mette havde selv cykel. Hun var den første derhjemme i landsbyen som havde fået cykel. En onkel havde foræret hende køretøjet. Cyklen havde ikke frihjul så Ane Mette undgik ikke engang imellem , når farten blev for stor, at få nogle ordentlige knubs over benene.
Til at begynde med var hun lidt flov over, at der – når hun kom kørende – blev råbt ”Der kommer Ane Mette på sin ridehest”.
Nu havde Ane Mette så – på hendes 19 års fødselsdag i 1899 – for første gang set en cykel med frihjul og det gjorde unægtelig et stort indtryk på hende.
Ane Mette blev født i 1880. Hele sit liv levede hun i den samme lille landsby et sted i Jylland. I 1960 fyldt hun 80 år. Hun var da blandt landsbyens ældste og i forbindelse med fødselsdagen reflekterer hun lidt over sit liv.
… ”Meget har forandret sig gennem de mange år – også respekten for mennesker”.
Ane Mette husker tilbage til en tid hvor hun som ung tjente på en gård. En dag blev hun kastet af en hest i en kornmark og det eneste folkene bekymrede sig om ,var, at hesten endelig ikke kom til at træde kornet ned. Om den trådte på Ane Mette, gjorde ikke noget.
Arbejdsdagen var lang og hård. Fra en anden plads husker hun, at ejeren ved 6-tiden om aftenen råbte til folkene, at nu var det fyraften. Ane Mette havde aldrig hørt ordet før og anede ikke hvad det betød.

Livet var lidt besværligere end det er nu om stunder. De unge farer jo af sted i biler og på knallerter. Men når vi ville til bal dengang, måtte vi gå på vore ben.
Jeg har mange gange gået hjemmefra og til kroen og hjem igen, fortæller Ane Mette. Vi regnede ikke en mils vej frem og tilbage og så være på dansegulvet ind imellem lige til den lyse morgen.
Kunne man nå hjem og få en times søvn, inden man skulle op og bestille noget, så var det udmærket.

Vi havde en skik i forbindelse med de baller, der holdtes på kroen – det var chokoladegilderne. Pigerne holdt ét chokoladegilde om året og indbød karlene til fest og karlene holdt to chokoladegilder og indbød pigerne og så kostede det aldrig pigerne noget, at komme til bal.
Udgifterne var ikke ret store. Musikken bestod gerne af en harmonika eller, når det var særlig fint, af en violin og en fløjte.
Man tegnede sig på forhånd til chokoladegilderne, så man vidste, hvor meget der skulle købes ind, og så bagte kroen brødet dertil. Spiritus blev der aldrig nydt til vore fester. Jeg kan i hvert fald ikke huske, jeg har set nogen beruset.
Dansene var mest Rheinlænder, Zweitritt og Mazurka med spjæt. Meget populær var også ”benet op”, som er en folkedans. En march som hed ”Ud i kampen den riddersmand drage” var også populær. Med tiden kom så forskellige revymelodier til og så blev det dem, der var de efterspurgte…

Ane Mette var 21 år, da hun i 1901 giftede sig med Søren. De havde overtaget faderens ejendom og drevet den i henved 20 år. Havde så købt noget større – og dér blev de deres tid ud.
Egentlig var Ane Mette en hjemmets kvinde. Hun har passet dagens dont på gården og ikke givet sig af med udadvendte opgaver. Men en stor interesse for at nedskrive sine erindringer om mange ting, havde hun.

Indtægterne var ikke store. Folk, der arbejdede på gårdene kunne tjene 66 øre om dagen plus kosten. Når et otte punds rugbrød kostede 32 øre, blev der ikke meget tilbage. Ane Mette fortæller, at hun kendte folk, hvor manden havde arbejde, men konen måtte ud at tigge, for at de kunne få til livets ophold.
Udgifter til husleje var nok det mindste af det, for tit boede sådanne mennesker i huse de selv havde bygget, som regel af kampesten og hvor det hele var så primitivt og hvor bohavet bestod kun af få ting. Bræddegulve kendte man ikke til sådanne steder. Gulvene var som regel stampet ler. Så sparede de også spytbakkerne, for de kunne jo bare spytte på gulvet.
Men de unge trivedes jo alligevel i disse fattige hjem, siger Ane Mette og bekymrer sig for hvordan det dog skal gå med den næste generation, for det skal jo stadig være finere og finere. Nu skal de have tæpper på gulvene, ja, de skal jo helst have dækket hele gulvet…
Hvad bliver det næste.?

Et sted på Vestfyn boede Thomas med hustru og børn. Thomas havde gennem årene forskellige jobs. Da jeg traf ham fungerede han som vejmand. Når vi mødtes gik snakken ofte på “dengang og nu og den stadige skiften i livets tildragelser”. Thomas glædede sig åbenlyst over sine børn og deres uddannelser, bosættelser og etablering af familier. Thomas kunne dog ikke helt undsige sig, med årene, at være blevet lidt indigneret over sin voksne søns fine manerer, som gik ud på, at han var blevet for fin til at drikke rødvin af sennepsglassene.

Dette indlæg blev udgivet i Sådan set. Bogmærk permalinket.