In Fra tiden i Faaborg/ Guhl/ Slægt

Otte runde portrætter

De otte små runde portrætfoto, som havde deres faste pladser på væggen over dækketøjsskabet derhjemme i min mors pensionistbolig, arvede mine forældre efter min fars ældre søster Kirsten, som døde i 1970. Samme år arvede min far også en pæn klat penge og søsterens andel i huset vi boede i.

I min fars familie havde man for tradition, at når nogen døde, så blev der lavet “erindringsfoto i overstørrelse” af de afdøde, men det var ikke helt tilfældet med de otte runde portrætter. De havde tydeligvis noget at gøre med slægt og aner og herkomst at gøre og det hed sig, at de kom fra “København” fra noget familie som var optaget af slægten.

Ved flere lejligheder havde min mor givet udtryk for, at når tid engang kom, ville hun gerne overtage opbevaringen af de otte runde billeder, hvoraf to personer bar parykker og havde kalvekrøs på skjortebrystet og sølvknapper på vesten. Det er Guhl’erne vi her taler om. Jürgen Daniel Guhl som var født i 1720 og som efter mundtlige overleveringer var kommet her til landet syd fra.

På væggen over dækketøjsskabet derhjemme i barndomshjemmets spisestue, så der noget anderledes ud mens min far levede, end der gjorde i min mors enke – pensionist – lejlighed.

Som nævnt, kom de runde portrætter først til i 1970 og de fik deres plads på væggen i “Den røde stue” – en stue som var møbleret med plys og klunkemøbler og hvor radio og grammofon og skilderier havde deres pladser modsat hvor chaicelong’en stod og hvor tidens dækketøjsskab iøvrigt var hvidt. Hvad som stod på dækketøjsskabet og hvad som havde sin plads på væggen, var fyldt med symbolik for mine forældre. Eksempelvis den øverste platte til højre, var juleplatten fra 1937 – det år mine forældre blev gift. Den ene af de to indfattede navneklude med Guhlernes initialer var broderet af min fars mors bedstemor, Karen Guhl  i 1819, mens hun boede hjemme hos forældrene i Faaborg. I nyere tid kopieret eller doubleret om man vil, af  et senere familiemedlem.   Den gamle barselspotte med hank havde sin historie. De to lysestager af træ var drejet af min bror Hans. Olielampen af opalinglas havde været i familiens eje og havde både affektionsværdi og antikvarisk værd. Silhuetbilledet af min farfar blev klippet en sommermarkedsdag umiddelbart inden han døde i 1914.

I barnsomshjemmets spisestue så menageriet anderledes ud. Som min far skrev i sin jagtjournal: “Der er vikingeblod, der er taterblod, der er blod, der er blåt, vil man sige, men jægerblod rundet af ægte rod, det søger i verden sin lige”.
På den tid vi her taler om, var det Jægerens signalværdier som prægede dækketøjsskabet og væggen og min fars selvforståelse. Våbenskabet var endnu ikke påbudt ved lov. Pokaler, plaketter, drikkekrus var skydepræmier – og lysestagerne, Ja, de var såmænd drejet af min bror Hans.
Sort krudt, løse hagl, tændsatser, tomme patronhylstre og små runde filtpropper tog ikke længere plads i “krudtskuffen” og min far beflittede sig ikke længere med at “genlade” sine patroner.  Sådan som det engang havde været jægerens almindelige routine.

You Might Also Like