To Frøkner

Lige over for hvor kredslæge Rasmussen havde sin privatbolig med praksis – lå Vaskeriet  ”Østerbro”. Her i nr. 17b havde frøknerne Wedrova og Edith Schnabel deres lille vaskeri med den nok så karakteristiske husfacade med de små vinduer og de almuemalede døre. Det var malermester Bordier der selv boede på Østerbrogade, ret over for Den Jødiske Begravelsesplads, der udførte den tilbagevendede renovering og nymaling af vaskeriets facade, døre og vinduer. Valgt med omhu.

Wedrova og Edith var søskende. Jævnaldrende, med kun et års mellemrum. Født i Aarup i 1902 og 1903. Faderen var oprindelig skomager, men havde så startet vaskeriet på Østerbrogade. I kirkebogen ses, at faderen drev sin skomagerforretning på Østerbrogade 17 i 1916 – det år Wedrova Dorthea Larsen Schnabel blev forårskonfirmeret i Faaborg Kirke og i 1918 da Edith Christine Larsen Schnabel blev efterårskonfirmeret ligeledes i Faaborg Kirke er der skomagerforretning på adressen Østerbrogade 17.

Da faderen døde 74 år gammel i 1935, overtog døtrene vaskeriet. Ingen af os bydrenge havde haft den tanke, at der havde været skomagerforretning og værksted i vaskeriet. De øvrige skomagere der var og havde været på vejen og i byen, var vi bekendte med via vort slægtsskab med flere af dem – eksempelvis J. D. Guhl – men ikke med Schnabel. Skomagerfaget var et af de erhverv som gennem industrialiseringen havde mødt store udfordringer og konkurrence fra industrifremstillet fodtøj. En udvikling som var begyndt henved hundrede år tidligere.

 Vaskeriet ”Østerbro” spillede en ret stor rolle i min og mine tre ældre brødres hverdag. Over en sammenhængende årrække på hen ved 10 år, havde vi alle fire byplads hos frøknerne Schnabel. Min ældste bror Ejnar som den første, så Niels og Per og jeg selv til sidst.

Fra 1947 til 1957 udførte vi alle vaskeriets byærinder og cyklede byens gader og stræder og den nærmeste omegns veje tynde. Tidligt og sent og i al slags vejr bragte vi vasketøj ud til kunderne. Og specielt de sene tidspunkter medførte gode drikkepenge. Ugelønnen var 12 kr. Drikkepengene var nok det dobbelte. Det var dengang almindelig praksis, at når en bydreng nærmede sig konfirmations alder, så stillede han forslag til sin efterfølger, og hvis forslaget blev godtaget af arbejdsgiver, så startede arvtageren i jobbet med en kort praktikperiode.
Da vi fire brødre havde afløst hinanden ved ferier, fravær og sygdom og var kendt af frøknerne Schnabel og kendte med routinerne og kunderne, så faldt det naturligt for alle, at vi efterfulgte hinanden i et godt, stabilt og kontinuerligt forløb. Ved siden af, i weekender, kørte vi med aviser og hjalp den lokale mælkemand som dengang – med hest og vogn – bragte mejeriprodukter lige til hoveddøren.

 Af én eller anden grund troede jeg dengang, at søstrene Schnabel kom fra Schweiz.

”Die Schwestern Schnabel aus Schweiz”. Det syntes jeg lød logisk og spændende. Og så lå udsagnet godt i munden, når jeg søgte at udtale det med s-lydens slangeagtige hvislen.  Havde på dette tidspunkt endnu ikke haft tysk i skolen.

Ediths mørke glød og Wedrovas lyse teint, det passede fint ind i min opfattelse af, at frøknerne meget vel kunne havde deres arnested et eller andet sted i det sydlige alpeland. Men, søstrene var rent faktisk født i Skydebjerg ved Aarup henne ved Vissenbjerg. En ældre bror født 1898 blev ligesom ”Frøknerne” født i Skydebjerg og en yngre bror blev født omme i Nørregade i Faaborg, efter at forældrene var flyttet til byen.

Frøknernes forældre, Frederik Gustav og Christine Jørgine blev gift i Horne Kirke i 1898. De havde så bosat dem i Skydebjerg ved Aarup hvor Frederik var født og var  senere flyttet tilbage til Christines hjemegn hvor de bosatte dem i Nørregade i Faaborg.
Folketællinger blev almindeligvis gennemført med fem års mellemrum. Ved tællingen 1921 ses Frederik og Christine boende på adressen Østerbrogade 17b sammen med den 19 årige datter, Edith. Efternavn er anført som Larsen. Frederik og Christine er primo 1921 anført  som vaskeriejere. Ediths beskæftigelse som “Vaskeri”. Der ses yderlige to personer optegnet som logerende på adressen. De har begge efternavnet Sørensen.
Ved folketællingen forud ses matriklen ikke delt op i to og navnet Schnabel ses ikke optegnet på adressen. Navnet Schnabel er heller ikke noteret ved tællingen 1921.
Vedrova og Edith deltog i byens kulturliv omend de havde forskellige interesser og var forskellige af tempement. Om det ved jeg dog for lidt, til at ytre mig om. Men det var mit indtryk, at de begge var passionerede livsnydere og levende og oprigtig interesseret fulgte med i hvad som hændte. Når der var cirkus i byen, var der altid gratis billetter til bydrengen og det kunne hænde, at der faldt en biografbillet af.
Edith holdt meget af solens vederkvægende stråler og var solbader livet ud. Mine to yngre søstre, som begge arbejdede på Faaborg Sygehus, har fortalt om, hvordan de på sygehuset anbragte den indlagte og lammede Edith på et tæppe i solen på plænen foran sygehuset, så hun kunne dyrke og nyde sin store passion.

Fire drenge fra samme søskendeflok – bydrenge hos frøknerne Schnabel på Vaskeriet “Østerbro” – satte  givetvis sine spor i bybilledet gennem årene og for vores eget vedkommende så har oplevelserne givet anledning til megen snak om det, som var forbundet med denne plads.
Når det var sæson for fiskeri efter makrel -og hornfisk og der var en ledig stund i udbringningen af vasketøj, skete det, at frøknerne tilbød at jeg kunne låne Finns fiskestang – en lang babusstang – en time eller to til at fiske med fra ydermolen ved kulhavnen. Fiskestangen havde sin faste plads på de øverste bjælker nede i brændeskuret hvor også koksene blev opbevaret og hvor den flotte og velholdte røde bycykel havde sin “garage”. Når bydrengen var på arbejde, stod bycyklen parkeret ved fortovets kantsten orienteret i køreretningen forståes.
Finn og Mitzel var frøknernes feriebørn, søskende fra Odense. Finn var lidt ældre Mitzel lidt yngre end jeg. Jeg husker at Mitzel meget pædagogisk fik småopgaver i vaskeriets tøjstakke mens Edith strøg og pressede og opmærksomt iagttog, mens en ansat ung pige, der gik i giftetanker og havde fået ring på, stod ved varmerullen.
Indretningen i lokalet var kompakt og hver en tomme var udnyttet i mindste detalje.
Min bror Ejnar, tog i ledige timer Finn med til søbadet ved Klinten for at lære ham at svømme. Nogle gange skulle de tage Fifi med. Det var lidt upraktisk, så blev hun “parkeret” og “børnepasset” hjemme i baghaven af Ejnars søskende. Vi havde derhjemme alle dage dyr, så det passede fint, når blot Fifi ikke åd hønsene.

Frøknerne brugte mange penge på at holde deres husfacade flot, pæn og velplejet og det samme gjaldt den røde budcykel – pæn, ordentlig og præsentabel – og de benyttede gennem mange år den selvsamme cykelsmed på Østermøllevej til at vedligeholde køretøjet.
En pensioneret tømrer ved navn Clausen var i en del år altmuligmand på vaskeriet. Clausen boede lidt længere henne ad vejen, ind mod byen og han havde ikke langt at gå til vaskeriet. Ofte var det Clausen som luftede frøknernes lille pekinggeser, Fifi – velsagtens verdens mest forkælede hund, som helst spiste flæskestegsleverpostej fra Thorborg Olsens slagterforretning i den anden ende af byen. Halvdøde fluer var den en yndet spise. Var fluerne døde var de for Fifi uinteressante. Når vi blev bestilt til, at fange fluer til Fifi, lød det: “Ikke slå dem ihjel, Fifi elsker når de kravler rundt i dens mund”.
Når det var bydrengens lod at gå tur med Fifi, så skulle hunden bæres hen ad fortovet så langt, at den ikke kunne se hjem, inden den blev sat til selv at gå. Vi rundede oftest hjørnet ved Gasværksgade – nu Færgevej  – før Fifi var med på ideen om, at gå selv.

Frøknernes yndlingsblomst var rosen. Når “Richard Mælkemands”  hest lagde sine hestepærer ud for vaskeriet, så blev vi bydrenge fluks bedt om at skovle hestepærerne op i en spand og lægge pærerne på frøknernes roser i baghaven. Det gjaldt om at komme først, når der var friske hestepærer på vejen. Genboere og naboer havde også roser i deres haver. Blev hestepærerne først kørt flade af den forbipasserende trafik og al saften presset ud af dem, var de ikke længere så attraktive. Så frøknernes første prioritet var: Friske saftige hestepærer giver pæne og sunde roser. Og Gjorde bydrengen et godt stykke arbejde, så vankede der en daler  – to kroner – ekstra i ugelønnen.

Erindringer, minder og drabelige historier om vind og vejr er i tidens løb blevet fortalt, repeteret, endevendt og drøftet igen og igen.  Næsten som var det soldaterhistorier og Frøknerne Edith og Wedrova Schnabel Larsen huskes for deres store flid og arbejdsomhed og lange arbejdsdage, for deres sparsommelighed og mådehold, men også for deres gavmildhed. Begge var de livsnydere og satte pris på lidt godt til ganen. Soldyrkere var de, Edith dog mest. Wedrova nød en god cigar. Edith var ikke-ryger.

Fire bydrenge med sammenlagt ti år som bydreng på Vaskeriet “Østerbro” i Faaborg gav mange gode oplevelser, mange overarbejdstimer, mange drikkepenge og mange genkendelige forekomster af alskens oplevelser og sjove episoder.
Min yngste bror, Hans Jørgen, havde også byplads. Det var hos den lokale Skibsproviantering ved havnen. Han bragte kolonialvarer ud og havde faste arbejdstider som fulgte byens forretningers lukketider.
Ordet “Østerbro” refererer til en i fordums tid gammel byport som reelt ikke var en port, men en træbro, der ledte trafikken mod øst, ud af byen – over sundets udløb mod kysten –  og for gående, til hest eller på anden vis agende ud med Den Østre Hede ad den farbare vej mod Svendborg.
Vejen fik først sidst i 1800 – årene sit navn Østerbrogade og den historiske omstændighed at “Den Østre Bro” engang blot lå 150 meter henne ad vejen, har Frederik og Christine nok haft i tankerne, da de navngav deres nyetablede vaskeri “Østerbro”.