In Fra tiden i Faaborg

To Frøkner

Lige over for hvor kredslæge Rasmussen havde sin privatbolig med praksis – lå Vaskeriet  ”Østerbro”. Her i nr. 17b havde frøknerne Vedrowah og Edith Schnabel deres lille vaskeri med den nok så karakteristiske husfacade med de små vinduer og de almuemalede døre.

Vedrowah og Edith var søskende. Jævnaldrende, med kun et års mellemrum. Født i Aarup i 1902 og 1903. Faderen var oprindelig skomager, men havde så startet vaskeriet på Østerbrogade.

Da han døde 74 år gammel i 1935, overtog døtrene vaskeriet.

 Vaskeriet ”Østerbro” spillede en ret stor rolle i min og mine tre ældre brødres hverdag. Over en sammenhængende årrække på hen ved 10 år, havde vi alle fire byplads hos frøknerne Schnabel. Min ældste bror Ejnar som den første, så Niels og Per og jeg selv til sidst.

Fra 1947 til 1957 udførte vi alle vaskeriets byærinder og cyklede byens gader og stræder og den nærmeste omegns veje tynde. Tidligt og sent og i al slags vejr bragte vi vasketøj ud til kunderne. Og specielt de sene tidspunkter medførte gode drikkepenge. Ugelønnen var 12 kr. Drikkepengene var nok det dobbelte.

 Af én eller anden grund troede jeg dengang, at søstrene Schnabel kom fra Schweiz.

”Die Schwestern Schnabel aus Schweiz”. Det syntes jeg lød logisk og spændende. Og så lå udsagnet godt i munden, når jeg søgte at udtale det med s-lydens slangeagtige hvislen.  Havde på dette tidspunkt endnu ikke haft tysk i skolen.

Ediths mørke glød og Vedrowahs lyse teint, det passede fint ind i min opfattelse af, at frøknerne meget vel kunne havde deres arnested et eller andet sted i det sydlige alpeland. Men, søstrene var rent faktisk født i Skydebjerg ved Aarup henne ved Vissenbjerg. En ældre bror født 1898 blev ligesom ”Frøknerne” født i Skydebjerg og en yngre bror blev født omme i Nørregade i Faaborg, efter at forældrene var flyttet til byen.

Frøknernes forældre, Frederik Gustav og Christine Jørgine blev for øvrigt gift i Horne Kirke i 1898. De havde så bosat dem i Skydebjerg ved Aarup og var  senere flyttet tilbage til deres hjemegn.

Fire drenge fra samme søskendeflok – bydrenge hos frøknerne Schnabel på Vaskeriet “Østerbro” – satte  givetvis sine spor i bybilledet gennem årene og for vores eget vedkommende så har oplevelserne givet anledning til megen snak om det, som var forbundet med denne plads.

Frøknerne brugte mange penge på at holde deres husfacade flot, pæn og velplejet og det samme gjaldt den røde budcykel – pæn, ordentlig og præsentabel – og de benyttede gennem mange år den selvsamme cykelsmed på Østermøllevej til at vedligeholde køretøjet.
En pensioneret tømmer ved navn Clausen var i en del år altmuligmand på vaskeriet. Clausen boede lidt længere henne ad vejen, ind mod byen og han havde ikke langt at gå til vaskeriet. Ofte var det Clausen som luftede frøknernes lille pekinggeser, Fifi – velsagtens verdens mest forkælede hund, som helst spiste flæskestegsleverpostej fra Thorborg Olsens slagterforretning i den anden ende af byen. Halvdøde fluer var den en yndet spise. Var fluerne døde var de for Fifi uinteressante. Når vi blev bestilt til, at fange fluer til Fifi, lød det: “Ikke slå dem ihjel, Fifi elsker når de kravler rundt i dens mund”.

Frøknernes yndlingsblomst var rosen. Når mælkemandens hest lagde sine hestepærer ud for vaskeriet, så blev vi bydrenge fluks bedt om at skovle hestepærerne op i en spand og lægge pærerne på frøknernes roser i baghaven. Det gjaldt om at komme først, når der var friske hestepærer på vejen. Genboere og naboer havde også roser i deres haver. Blev roserne først kørt flade af den forbipasserende trafik og al saften presset ud af dem, var de ikke længere så attraktive. Så frøknernes første prioritet var: Friske saftige hestepærer giver pæne og sunde roser. Og Gjorde bydrengen et godt stykke arbejde, så vankede der en daler  – to kroner – ekstra i ugelønnen.

Erindringer, minder og drabelige historier er i tidens løb blevet fortalt, repeteret, endevendt og drøftet igen og igen.  Næsten som var det soldaterhistorier og Frøknerne Edith og Wedrova Schnabel Larsen huskes for deres store flid og arbejdsomhed og lange arbejdsdage, for deres sparsommelighed og mådehold, men også for deres gavmildhed. Begge var de livsnydere og satte pris på lidt godt til ganen. Soldyrkere var de, Edith dog mest. Wedrova nød en god cigar. Edith var ikke-ryger.

Fire bydrenge med sammenlagt ti år som bydreng på Vaskeriet “Østerbro” i Faaborg gav mange gode oplevelser, mange overarbejdstimer, mange drikkepenge og mange genkendelige forekomster af alskens oplevelser og sjove episoder.
Min yngste bror, Hans Jørgen, havde også byplads. Det var hos den lokale Skibsproviantering ved havnen. Han bragte kolonialvarer ud og havde faste arbejdstider som fulgte byens forretningers lukketider.

You Might Also Like