Som enhver anden inkarneret lystfisker har jeg med mellemrum taget mig tid til en fisketur på et tidspunkt, hvor jeg nok burde have foretaget mig noget andet.
Den tanke meldte sig spontant i dag, da jeg gik en tur langs stranden på fynssiden under Den Gamle Lillebæltsbro og erindrede at nogle fisketure for mange år siden netop var henlagt til dette sted.
Bedst som jeg går i mine egne tanker og nyder udsigten brydes stilheden af en infernalsk larm fra et passerende tog på broen. Der går ikke mange minutter, så sker det igen…og igen…og igen.
Tæller til en 8 – 10 tog i timen.
Når de store tyske diesellokomotiver kommer trækkende med deres lange togstammer, som fylder næsten hele broens længde, så mærker man vibrationerne fra broens jernkonstruktion under togstammens massive vægt og ressonancen af lyden fra jern mod jern forplanter sig ikke bare til hørelsen – men til alt – i omgivelserne.
En erhvervsfisker sætter en lang række garn under broen i retningen øst – vest.
Iagttager scenariet og tænker på min børnelærdom om, at lyd forplanter sig bedre i vand end i luft. Netop på grund af denne omstændighed har fisk kun behov for et indre øre og ikke et mellem- og ydre øre. At lyd vandrer direkte gennem fisk levner så også yderligere stof til eftertanke.
Tænker på den støjforurening og stress fiskene i vandet under broen må være udsat for.
Det var basunlyd gennem luften der væltede Jeriko’s mure. Gad vide hvad den infernalske lyd fra jernbanetogenes person- og godstransporter over broen forårsager af forringet livskvalitet for fiskene i vandet? Gad vide hvordan lydmuren opleves?
Er alle fiske henne i fiskeforretningens vindue mon i virkeligheden høreskadede og stressede hver og én?
I den anden ende af byen annonceres for små, smarte, nyteknologisk udviklede høreapparater – gratis eller med tilskud. Med et sådant kan også hørehæmmede få del i trafikstøjen fra Den Nye Lillebæltsbro – blød, summende, rytmisk og enerverende – trafik på gummi – i alle døgnets timer.
