0 In Fra tiden i Strib

På bænken

 Da jeg flyttede her til reservatet i 1970, stod bænken nogle ganske få meter fra “Sten’s Ishus” ved Nordenbro – tæt ved det gamle færgested som allerede den gang forlængst var blevet nedlagt, men som behjertede ildsjæle nogen tid senere for en kort periode havde genoplivet omend færgeriet var i en noget mindre målestok.
 
Nu er fyrre år forløbet og den gamle bænk står der endnu. Af færgestedet ses kun sporadiske rester og på stedet er rejst en sten til minde om treårskrigen. Et par stilistiske kanoner er rettet mod Fredericia og sammensvejsede kanonkugler ses i små pyramideformede stabler.

Sten’s Ishus er fjernet og boligen stærkt moderniseret og solgt indtil flere gange siden.

Men bænken – den gamle bænk, den står der endnu til fri afbenyttelse.

I dag kom jeg forbi og  satte jeg mig på den et øjeblik og tænkte…

Det var på denne bænk jeg for fyrre år siden fik mine første fortællinger om Strib. Om jernbanen, færgeoverfarten og om Strib Færgehavn i færgernes tid. Om konger og dronningers gennemrejse. Om krigshandlinger og bombardementer. Om russiske zarer og zarinaer. Om sommerresidens og forlystelser med underholdning af landets kendteste intertainere og ikke mindst om nok så interessante herboende personligheder af såvel almindelig som af kunstnerisk herkomst. Personer som gennem deres tid havde været med til at give lokaliteten dens kulturelle eftermæle, dens særpræg og dens specifikke egenart.

Jeg var som sagt flyttet til Strib i 1970 og vidste egentlig ikke meget om stedet. Så når jeg gik til stranden med eller uden fiskestang, så lagde jeg ofte vejen forbi bænken ved Nordenbro. Det var her de gamle Stribonitter sad og hvilede deres trætte ben og værkbrudne rygge mens de repeterede tidens gang og livets fortrædeligheder, udvekslede erindringer, synspunkter og politiske overbevisninger og ind imellem nok forfaldt til lidt overdrivelse og smurte tykt på og med mellemrum på spøgefuldt vis rubricerede de skibe som sejlede gennem bæltet som:  “Det er squ nok russere”.

Mangen en gang sad jeg så på bænken og lyttede opmærksomt til fortællinger om dengang Frederik den III barslede med store planer om at oprette fæstningsby på Frederiksodde og anlægge færgested på Stribodde så folk og varer kunne transporteres over bæltet.

Men – det mest interessante var nu alle fortællingerne om stedets særprægede og markante personligheder – og dem havde der unægtelig været mange af.

I dag satte jeg mig så på bænken et øjeblik og tænkte på de gamle og deres fortællinger fra den gang. Tænkte på hvor tiden dog går og hvor den bliver af – sådan som de gamle nok også har gjort det for mange år siden.  

Meget er forandret, men hvor stedet dog alligevel ligner sig selv. Nu er det andre personager som sætter deres præg og som har “købt ejendomsret til den frie adgang til strandkanten”. 

Da jeg havde siddet alene på bænken i nogen tid, rejste jeg mig og gik eftertænksomt videre.

Ikke al forandring er synlig for det blotte øje.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply