I Fra tiden i Faaborg/ Sådan set

Kobbersmedens datter

I går – den 14. april 2010 – var det 121 år siden Bertha Johanne Juliane Jensen blev født. Forældrene boede dengang i Grønnegade i Faaborg. Faderen, der var Kobbersmed, var kommet til byen fra Ørsted på Sjælland. Han havde giftet sig med faaborgpigen Maren Kirstine Johansen og sammen fik de, i de efterfølgende år, syv børn. Den førstefødte var en søn. Resten var piger.

Bertha Johanne Juliane Jensen født 1889 var nummer to i søskendeflokken. Hendes opvækst og liv kender jeg egentlig ikke noget til ud over, at jeg ved hvem hun var.

Jeg traf Bertha Johanne Juliane Jensen det år jeg begyndte i 1. klasse på Sundskolen.

Hun var lærerinde. En god en af slagsen. En rankrygget skolefrøken med en naturlig, ligefrem og adstadig autoritet. Vellidt og afholdt af kolleger og elever. Selvbevidst om egen person, faglig velfunderet og omhyggelig pertentlig og overbevist religiøs. Et troende menneske som forholdt sig til sin Gud, sin konge, sit fædreland og sit kald som lærerinde.

Lærerinde Frk. Bertha Jensen var altid nydelig og korrekt i sin fremtoning, forbilledlig med tilbagestrøget hår og knold i nakken. Guldbriller. Lang kjole som gik helt ned til anklerne og om livet et bælte som markerede hvepsetaljen. På fødderne havde hun snørestøvletter med en lille pikant hæl, som afstedkom en markant og taktfast lyd, når hun gik på gangene eller på skolegårdens asfalt.

Frk. Bertha Jensen var kendt for sit stille væsen og sin rolige stemmeføring. Dengang syntes jeg hun var meget gammel. Velsagtens skolens ældste lærerinde. Helt naturligt antog jeg den opfattelse, at Frk. Bertha Jensen var skolens inspektør.

Gift blev hun vist aldrig Frk. Bertha Jensen. Om det havde forbindelse med, at hun blev derhjemme og så efter de gamle, på deres ældre dage, ved jeg ikke noget om. Faderen var født 1858 og moder 1862. Så da jeg begyndte i skolen i 1950, var de begge godt oppe i årene.

Jeg havde egentlig ikke Frk. Bertha Jensen til noget. Så hende blot dagligt, når hun gik rundt på skolen og nærmest mest af alt udstrålede en matriarkalsk aura af erfaring, overblik, ro og livsvisdom.

I går kunne Lærerinde Frk. Bertha Johanne Juliane Jensen være fyldt 121 år. Vi er fortsat nogle som husker hende fra dengang hun sås i hverdagen på Sundskolen i Faaborg.

Andre tekster