Gennem årene har jeg fundet megen rav ved kyststrækningerne rundt om på Fyn. Ikke de store klumper, men rav i den størrelse man kalder “turistrav”.
Ved en nordvendt kyst, en otte – ti kilometer herfra hvor jeg bor, gik jeg i formiddags en lang tur. Præcis som jeg så ofte har gjort et utal af gange før. Ved denne strand ved jeg med ret god sikkerhed, at jeg finder rav. Ikke hver gang, men dog de fleste gange. Derfor tager jeg med mellemrum lige netop til denne strand. Parkerer bilen for enden af grusvejen – næsten helt ude ved strandkanten. Indleder så spadsereturen med at afsøge synsfeltet og horisonten rundt mens jeg mærker efter stedets stilhed, åndedrag og puls.
Tager jeg på en decideret “ravtur”, så sker det efter at vinden har stormet fra Nordøst – helst i et par dage. Et par dages stiv kuling fra det nævnte verdenshjørne og forholdene og mulighederne på denne lokalitet er optimale for at finde rav.
I dag gik jeg en lang tur for at nyde hav, strand og den høje himmel, det tilstundende forår og det gode vejr, og fandt tilmed et par mindre stykker rav.
Samlede undervejs en god vandrekæp op og traskede stille og roligt hen ad stranden, mens tankerne flød frit. Faldt i snak med et par herrer, som side om side kom gående i den modsatte retning. De var påfaldende synlige. Begge iført postkasserøde vind- og vandtætte jakker.
Stod og filosoferede med de to herrer i en halv times tid. Gik så videre.
Rodede lidt med kæppen hist og her, hvor der var antydning af ravpindelag og nød iøvrigt det gode vejr, den friske luft og lyden af de svage dønningers stille rytmiske brus, når småstenene rullede op på land med én lyd og trillende blev trukket med ud i vandet igen med en anden lyd. Næsten som at følge strandens åndedrag.
Går i mine egne tanker. Ser iagttagende på et udløb som afvander et område af lavmosen ved Baaring Vig. Stopper spontant op og undres.
Ret foran mig, i det lave strømmende vand i åen fra Lavmosens udløb, lå en død sæl.
Det er første gang nogensinde jeg har truffet på en død sæl på strandbredden. Tænker over hvad den mon er død af og om det er en han eller hun – ung eller gammel. Ser efter om den har synlige skader.
Det har den umiddelbart ikke.
Den er nok bare død.
Slentrer så stille og roligt videre og nyder det gode vejr.
På tilbagevejen stopper jeg op igen og iagttager den døde sæl.
Selv om det ikke er hverdagskost, så er det dog ikke helt usædvanligt at iagttage sæler i Lillebælt. Efter sigende skulle bestanden være i fremgang. Det ses blandt andre steder også ved Endelave.
Henne ved bilen lægger jeg vandrekæppen fra mig. Det kan være den er her, når jeg kommer igen. Lader blikket følge horisonten rundt. Lidt til venstre i vestlig retning høres vandets sagte rislen fra Storåen – som er Vejlby Mølleå’s udløb. Lidt længere inde på land boede Thora og Mikkel. Han faldt om på stranden én af de sidste dage i april 1959 – lige præcis på dette sted – og døde.
Lidt henne ad stranden i østlig retning, ses rester af et molebyggeri, som fiskerne havde sat i gang efter samme model som den man ser ved den Jyske Vestkyst. Her på dette sted fik anlægget kun kort levetid. Fiskerne er her ikke længere. Nu ses blot resterne af en stensætning ude i vandet.
Lidt oppe på stranden, blandt gamle garnrester og andre fiskeredskaber, ligger nogle store fladbundede pramme og forfalder. De gamle fiskerhuse er med tiden blevet renoveret efter alle kunstens regler. En jogger og hendes hund kommer hastende hen ad stranden.
Sælen – Gad vide om den har søgt op i åen for at få fred?
