I Fra tiden i Faaborg

“Twølf Crowns”

“… Sommeren 1954 havde vi på Sundskolen en lærerinde, som hed Ditte Jensen. Hun havde været på skolen i mange år, men jeg havde hende ikke på noget tidspunkt i noget fag. Alligevel snakkede jeg med hende med jævne mellemrum. Og det havde velsagtens sin årsag i, at Ditte Jensen var en lærer, som gav sig tid til også at snakke med de elever, hun ikke selv underviste. En dag spurgte hun så, om jeg eventuelt  sammen med en klassekammerat, ville bære noget brænde ind for hende. Hun havde købt brænde til vinteren og nu lå det læsset af derhjemme på Parkvej hvor hun boede.

Joo – Det ville jeg gerne!

Ditte Jensen og jeg lavede da en aftale og jeg spurgte en klassekammerat, Børge Nielsen, om han ville være med til at køre Ditte Jensens brænde ind. Det ville Børge gerne, så vi aftalte at mødes hos Ditte Jensen den efterfølgende eftermiddag efter skoletid. Der var ikke på forhånd aftalt betaling for arbejdet, men vi vidste godt, at Ditte Jensen ikke var fedtet, så vi var begge fortrøstningsfulde.

Da vi mødte op på Ditte Jensens adresse næste eftermiddag og så “det store bjerg” af en brændestak som lå ved fortovskanten, blev vi godt nok lidt overraskede. Noget  betuttede gik hen og ringede på døren. Ditte boede på første sal, så der gik lidt tid inden døren blev åbnet. Mange tanker om den store brændestak som måske skulle stables i kælderen, nåede at fylde meget i to halvstore drenges hoveder. Så gik døren op. Ditte hilste, smilede og bød velkommen. Hentede en trillebør omme i haven og instruerede os om, at træet blot skulle smides ind ad et bestemt kældervindue, som hun lige ville åbne inden vi gik i gang.

Puha – det lettede at få at vide, at brændet ikke skulle stables. Så Børge og jeg gik ufortrøden i gang med at køre brændet ind i den gamle tunge metaltrillebør vi havde fået til rådighed. De første par gange læssede vi trillebøren alt for meget og var tæt på at gøre både stort og småt i bukserne af anstrengelse ved at køre den ind ad indkørslen. At holde balancen med sådant et køretøj var hverken Børge eller jeg øvet i, så en del uheld blev det til undervejs.enkrone

Flere gange undervejs i arbejdet holdt vi pauser og Ditte Jensen var flink til hver gang at servere kage og sodavand’er på “arbejdspladsen”. Efterhånden som brændestakken ved fortovet svandt ind, begyndte Børge og jeg at lufte hver vore tanker om, hvad vi troede Ditte Jensen ville vurdere vores arbejdsindsats til.

Da vi langt om længe havde fået kørt brændet ind og forventningsfulde ringede på dørklokken for at melde, at vi var færdige, kom Ditte ned og åbnede døren. Børge og jeg blev så overdænget af et overstrømmende væld af rosende ord og taknemmelighed, at jeg blev næsten helt betænkelig.

“Kunne hende Ditte Jensen ikke bare gribe i lommen og slæbe lidt kontanter frem til afregning ?”

Det gjorde hun ikke. Tværtimod sagde hun: “Jeg har lige noget I skal se” og så forsvandt hun ned i kælderen. Lidt efter kom hun baksende op ad kældertrappen med en ældre sort damecykel med gear.

“Kunne I tænke Jer at få denne her for Jeres arbejde”, sagde hun med den største selvfølgelighed – og vel også med en skjult forventning om at kunne skaffe sig af med sin gamle cykel.

Et kort sekund gloede Børge og jeg overraskede på hinanden. Tog cyklen i nærmere øjesyn. Egentlig var det en ganske pæn cykel som også så velholdt ud. Så da vi lidt nølende sagde, “Joow, …det…det vil vi da gerne”, var Ditte Jensen ikke sen til at overdrage os cyklen, takke endnu en gang for vores hjælp og ønske os det bedste med vores nyerhvervede køretøj.

Da vi trak af med cyklen stoppede vi op lidt henne ad Parkvej og snakkede om, hvad vi egentlig skulle stille op med den cykel. Vi blev så enige om, at vi ville sælge den. Da den beslutning var taget, steg humøret en kende. Da jeg foreslog, at vil skulle tage ”Twølf Crowns” for cyklen, grinede Børge og sagde: ”Ja vi sælger den sgu for “Twølf Crowns”. Vi sagde ordene igen og igen og var enige om at det lød sejt. “Twølf Crowns” lød god og lå rigtigt i munden. Om udtalen var rigtigt eller forkert, var vi ligeglade med. Vi ville handle når vi mødte én, som accepterede at prisen var “Twølf Crowns”.

Børge kendte en mand, der reparerede cykler og som boede på Svendborgvej i huset overfor købmanden ved Teglgårdvej. Ham gik vi så ud til. Undervejs spurgte vi alle forbipasserende; ”Vil du købe en cykel for Twølf  Crowns?”.

Det var der ingen, der ville. En enkelt spurgte endda om vi havde stjålet cyklen. Men enden på det hele blev, at vi fik cyklen solgt for de der “Twølf Crowns”. Bagefter stod vi ude på fortorvet og delte –  nærmest som i et broderskab – Den ene halvdel til dig og  den anden halvdel til mig. Det bliver seks kroner til hver.

Seks kroner var mange penge. De tyngede godt i bukselommen da jeg sådan lige med jævne mellemrum skulle mærkede efter om de var der endnu.

I lang tid efter, hver gang Børge og jeg traf på hinanden, hvad enten det var i skolen eller andre steder, så vi uudgrundeligt på hinanden, og sagde spontant: ”Twølf Crowns”. Og så grinede vi hemmelighedsfuldt. Og beholdt i øvrigt historien for os selv…”

Nu her i skrivende stund, 55 år efter,  er den så blevet almindelig tilgængelig.

 Twølf Crowns!…”

Andre tekster