0 In Fra tiden i Faaborg/ Sådan set

Hands Up

Kaj og Jeg fulgtes ad gennem hele vores skolegang. Vi kendte hinanden, inden vi startede i 1. klasse hos FruJo og Overlæreren og vi var sidekammerater gennem flere skoleår. I efterkrigårene havde vore forældre boet naboer på Østerbrogade. De havde spillet kort, nydt lidt hjemmebrændt likør og dyrket komsammen og hver især havde de fyret med tørv i deres respektive kakkelovne. Vi havde i hver vore familier sankekort til Alléskoven, hvor man dengang gratis, med trækvogne, frit kunne hente brugbart brænde til vore hjemlige kakkelovne. Når økonomien var til det, købte vi hver især, et par hektoliter koks på Gasværket hos “Store Emil” og det hændte sågar, at vi ved stranden sankede ilanddrevne koks og andet brændbart, for at drøje lidt på udgifterne.
Kaj og familien flyttede til Kalekovej. Jeg og min familie blev hvor vi var, i det lille hus med nummeret 76.

Året før vi startede vores skolegang, begyndte byen anlæggelsen af badestranden ud for klinteparken. Store mængder jord blev lgt på kyststrækningen som fyldt. En badeanstalt med fast tilknyttet bademester blev bygget og mole og broer blev etableret og store mængder oppumpet sand blev lagt ud på arealet. En ny badekultur opstod og et par år senere blev en træbarak i Klinteparken kaldet “Bræddehytten” brudt ned og materialerne fjernet.

Der var dengang to skoler i byen som varetog den obligatoriske undervisning. En grundskole og en hovedskole. Grundskolen lå nabo til byens losseplads og i de østvendte klasselokaler var der frit udsyn til, hvad som skete ovre på lossepladsen, hvor “LosOlsen” med guldtænderne havde sit domæne.

Vi gik fire år på grundskolen og skulle derefter på hovedskolen.  Da det blev vores tur til at komme på Hovedskolen, var der ikke plads nok, så vi blev placeret et år på Teknisk Skole i Nørregade i den vestlige ende af byen, nabo til Sydfyns Bryggeri og ret overfor Bazaren hvor vi sneg os til at handle slik i frikvartererne. De sidste to skoleår henslæbte vi på Hovedskolen som vandreklasse – sådan lidt fredsløse – uden fast klasseværelse og med hyppige lokale- og lærerskift og i visse fag to klasser i ét klasselokale. I sådanne situationer, sad vi tre elever på to stole. 

Ib 1955

Kaj

I alle årene gik Kaj og Jeg  i B-klassen. Børnene i B-klassen kom dengang fra den østlige del af byens skoledistrikt. Den filosofiske ideologi gik ud på, at kom eleverne fra samme bydel, så kendte de nok hinanden. Efter tiden i grundskolen – fra 1. til 4. klasse – kom vi i fri mellem benævn med bogstaverne fm plus det respektive klassebogstav – 1.fmb svarede til 5 klasse fri mellem, b klasse. I mellemskolen hed 5. klasse 1. mellem. Mellemskolen var klassetrinnene 5. 6. og 7. skoleår, med den forskel der fagligt lå i pensums omfang.

Kaj og Jeg havde i hver vore familier ingen traditioner for lange skoleforløb, så vi “gik efter” at få overstået de obligatoriske 7 års undervisningspligt og havde nogen spurgt os dengang, så var svaret blevet – Ud af skolen.

Det år vi forlod den obligatoriske skolegang, blev afgangseleverne udskrevet af folkeskolen en lørdag – den sidste dag i marts måned 1957 – Den 7. april blev vi konfirmeret af Pastor Riisgaard i Helligåndskirken. Luthers Katekismus, hobevis af salmevers og utallige historier om tømmersvenden fra Nazareth var gået forud for vores voksenritual i kirken.

Jeg husker Kaj’s konfirmationsdress – et blåt habit, hvid skjorte og slips og fine nye sko. Mit eget dress var konfirmationssort – genbrug – kun brugt én gang hed det sig. Flotte var vi i vore habitter, splinternye skinnende og knirkende sko, knivskarpe pressefolder, hvide skjorter, slips, vandkæmmet hår med skilning og den der charmørklud i brystlommen, som ellers blev brugt til at pudse næse i.
Under konfirmationsforberedelserne havde piger og drenge været adskilt, der var ganske enkelt ikke plads i våbenhuset til os allesammen. Ved konfirmationen var vi alle samlet. I kirken sad pigerne i venstre side på gangen og drengene sad i højre side. Når sidste pige var konfirmeret skulle drengene rejse sig og på et signal fra præsten bevæge sig i en række til alteret sådan, at piger og drenge krydsede hverandre i koret. Det så flot ud mente præsten. så det havde vi brugt tid på at øve.

Pigerne blev konfirmeret først. Vi knælede hver især ved alteret og svarede bekræftende ja til konfirmation af vores dåb. Så fik vi håndtryk, gode ord, telegrammer og lykønskninger ved kirkedøren og så gik vi feststemte og forventningsfulde og måske også lidt vemodige hver til sit i alle retninger. Nogle kørte i bil. Kaj og Jeg, vi tog apostelens heste – vi gik til fods i vore knirkende nye sko – fulgtes ad gennem kirkestræde, ad Grønnegade, Østerbrogade og til Priorensgade, hvor Kaj gik til venstre og jeg fortsatte ligeud.

Ud af skolen, ind i livet.

Den sidste dag vi forlod skolen og lukkede skoleporten efter os, var en flot solskinsdag med en skyfri blå himmel sidst i marts måned. Vi havde tegninger hængende til udstilling og vi havde nogle sløjdting i sløjdlokalet som også stod til udstilling – tingene hentede vi – rettede blikket mod skoleporten og forlod etablissementet. Vi gik ud over sundet, der dengang var tørlagt, vi studerede livet i Sundrenden undervejs, just som vi så ofte før har gjort, vi så for os de drøvtyggende køer som endnu ikke var kommet på græs på den grønne eng, vi så snoge, frøer, hundestejler, dafnier, bjørneklo og salamandre, vi nød solen og forårets komme og den tilstundende frihed og vi var enige om: “Aldrig i skole mere”.

Jeg startede min erhvervsaktive karriere som bondekarl på Casale hos Inga og Hans Adolf, hvor jeg blandt mange andre ting lærte, at lave et solur med en pind og nogle streger i jorden og at aflæse tidspunkt på dagen – om solen var fremme, så jeg ved arbejde i marken kunne trække køerne hjem til en forud bestemt tid.
Jeg var femten inden jeg fik mit første armbåndsur som vistnok dengang kostede samfulde 35 kroner. Købt hos Urmager Klausen

Forventningsfulde startede Kaj og Jeg hver vores erhvervsaktive karrierer ugen efter vi var udskrevet af folkeskolen. Kaj kom på Herregårdsmejeriet, hvor han vendte oste. Om det fortalte han ofte med en vis begejstring og demonstrerede håndbevægelser og ostevending og talte om mejeriets dufte og om ostens historie. Siden vaskede, polerede og støvsugede Kaj biler hos Motorkompagniet ved engvejskrydset og så var det her begejstringen fik sin placering.

Jeg var et års tid i Slagteriudsalget og oplevede julens travlhed både indefra og udefra og set gennem forretningens store udstillingsvindue. Begge var vi en tur rundt om tapetfabrikken Fiona. Jeg i olietrykket hos “Lausi” og “Fløjte Madsen” , Kaj på lageret hos lagerforvalter Jacobsen.

Kaj Jobbede ved Torsdagsavisen og havde sen arbejdstid på udgivelsesdagen. Så rejste Kaj til udlandet og boede hos sin storebror Hans i Sverige. Fik arbejde hinsidan og lærte sproget og tog lidt svensk kultur med tilbage til Danmark. Jeg kom i lære på slagteriet. Vi var langhårede, håbefulde og drømte om voksenliv, kærester, koner, børn og familie. Vi gik lange ture ad Sundstien og Langelinie og byens gader og vi cyklede  søndagsture til Alléskovens kæmpehøje, til Kongehøjen ved Holstenshuus og vi besøgte Pipstorns stærkt kuperede skov med hvad som fandtes dér. Vi stod i kø ved Kino Palæet om søndagen og vi hørte Ønskekoncert, Radio Luxemburg og fiskerinoteringer og meddelelser til søens folk på transistoren. Vi lod os gyse af radiodramaet “Siva-skriget” og så blev vi gentagne gange spurgt af ordensmagten: “Har I betalt licens”?

Kaj blev soldat. Jeg slap fri. 

Og -så gik det ellers hurtigt med at blive voksne og “alt det dér” med karriereræs.

Vi havde oplevet efterkrigstidens varemangel, handel med rationeringsmærker, indsamlinger til gode formål, til ungarnshjælp, til oversvømmelser, lyttet og læst om Kaptajn Carlsens forlis med “Flying Interprice”. Vi havde arvet og genbrugt større søskendes  aflagte tøj og fodtøj, vi gik med stoppede hoser, lapper på bukserne og udskiftelige lynlåse og vi fik strikket trøjer af optrævlet genbrugsgarn.  Vi lærte i skolen hvordan man forholdt sig hvis “Atombomben sprang” – “kravl ind under et bord, læg dig fladt ned og dæk hovedet med armene”, blev der sagt .  Vi skrev bogstaver på tælling og savede i takt, vi oplevede skolebespisning med “To halve håndmadder og en deciliter sødmælk”, vi fik varm mad i hovedskolens sikkerhedskælder og kolde og varme afvaskninger på byens badeanstalt, vi fik gennemlysninger for tuberkulose, offentlige koppe – og calmettevaccinationer og ikke at forglemme den plagsomme skoletandlæge som ingen syntes særlig godt om. Vi var til årlige tjek hos skolelægen. Hos Doktor Rise og Sekretær Fru Bager fik vi drenge tjekket om klunkerne sad som de skulle. Vi læste synstavler og gabte op og sagde, Aaaaah og Vi gik i optog gennem byens gader med musik, sang og brændende fakler for at mindes og ihukomme krigens rædsler og de som faldt. Vi fik i skolen fortalt om bien og blomsten og at der ved menneskehedens reproduktion “kom lidt fra manden og lidt fra kvinden” og de som grinede, blev sendt uden for døren og så fik vi at vide, at fodsved var en smørsyre.

I skolen lærte vi mange brugbare færdigheder, men mest lærte vi nok af hverandre.

I ungdomstidens oplevede vi ungdomsoprør og vi så kulturlivet tage ny form, omend det var lidt på afstand. Vi skulle også passe hver vore jobs. Vi oplevede at ferier blev længere og at der kom større forbrug og vi blev opsuget af akkordræs og fik fornemmelse af velstand. Vi havde tøjkonti og købte “på klods” hos Isaksen, EBM og Monopol og fik ind imellem skræddersyet hos skrædderen i Søndagshuset på Østerbrogade. Vi drømte vore drømme og havde vore idealer fra filmverdenen og fra virkeligheden og vi så os selv i en håbefuld fremtid. Kaj gik en overgang med drømmen om en kridhvid jakke men købte istedet en flot ny sort fløjsvindjakke hos EBM.

Så var det, at jeg stødte på fotoet af otte drenge fra Kalekovejen, drenge som jeg kendte fra den gang jeg besøgte min lege- og skolekammerat i hans hjem i stuelejligheden til venstre på Kalekovej nummer 13. Fra den tid hvor jeg indgik en byttehandel med Kajs yngre bror, Jørgen, og fik den her viste indianer (en såkaldt røgsluger i Opalitglas) i bytte for seks cigaretter.
(Opalitglas anses i visse kredse for at forbedre psykiske evner og fremkalde visioner og skulle være god til at stabilisere humørsvingninger og rense blodet og nyrerne).  Det har jeg så ikke mærket noget til i de mere end 60 år jeg har haft røgslugeren.
Men – så var det, at der randt mig nogle erindringer i hu om Alléskoven, om Sundet og Sundindianerne, o
m drageflyvning og sejlads med pinde i Sundrenden. Om Krygers bande og ditto cowboys og indianere – som havde deres Saloon og Tippi i nr. 11 og 13 nær gartner Hansens frugtplantage og jernbanen med øst- og vestgående damplokomotiver. 

Der var engang da der huserede frygtløse Cowboy’s og Indianere i byens kvarterer. Nogle kaldte sig noget ene, andre kaldte sig noget andet. Fælles for dem alle var, at de var børn af deres tid, at de havde deres helte, at de  i byens Kino Palæ havde set Hoppalong Cassidy, Cactus, Zorro, Sorte Maske og alle de andre – og nu gennem legen og efterligningen af hvad de havde set, øvede  retfærdigheds fyldest. “Hands Up”, råbte de store, “Hansjup og Ugh”, sagde indianerne – for cowboydere og indianere talte ikke helt samme sprog og det gjorde de voksne somme tider heller ikke.

Spis op, spis brød til og spis kartofler, så bliver du stor og stærk, og så bliver det solskin i morgen, lærte tidens børn og somme af dem husker, at Den Store Stygge Bastian boede i blækhuset og at Ole Bole gik i skole i sin søsters røde kjole og, at når der blev ringet med klokken i frikvartererne, så skulle der stås på række og når de fik nogle flade i skolen, så var det ikke mellemmadder men “noget for deres eget bedste som sved i kinder”. De vidste at fredag var lønningsdag, at ugebladene kom om torsdagen og at “Julens glæde” tilbød opsparing til højtiden og hvis cyklen punkterede, så ordnede man lapningen selv. Nogle husker velsagtens også den årlige gratis ferierejse med DSB som skolebørnene fik sponsoreret hvert år – “Ud at se med DSB”.

Gå ikke over sporet, der kommer tog, hørte vi, når vi stod ved Kalekovejens jernbaneoverskæring og ventede på ledvogterens signal til “klar bane”. Kling, Kling, Kling lød det melodisk, når bommene blev sænket og hævet.
Vand har nu trængt sig på, derude på Sundprærien som engang lå så frodig og grøn med afvandingskanaler og små vandpumpende vindmøller”, med sundsti,  fugles kvidren, skydebane og græssende køer, kvier og kalve og ikke at forglemme Viben, der lagde sine æg på jorden.

“Op al den ting som Gud har gjort”, “Nu falmer skoven trind om land” og “I Østen stiger solen op” sang børnestemmer til toner fra overlærerens violin ved morgensangen i Sundskolens Aula just som den selvsamme sol kunne finde på, at sende sine varme stråler ind gennem det store østvendte vindue. Så myldrede børn til deres klasser, hvor der blev stået ret ved pulten indtil læreren bød: “Sær Jer, vær stille og tag bøgerne frem”.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply