I Sådan set

Fjorden

Svendstrup Strand ved Gamborg Fjord, lørdag morgen den 7. august 2010, set fra bakken på det sidste lille vejstykke inden man kommer til  bådelaugets bro ved den offentlige strand. Klokken er 7.30 …

Svogeren og jeg har besluttet, at denne morgen vil vi “en tur på vandet”.

På bådelaugets bænk ved vandkanten sidder vi et par minutter. Lader scenariet tale for sig – Er betaget af synet, stedet, naturen, stilheden, farverne og lyset. Nyder roen og mærker pulsen og tankernes frie vandren.

Tænker på, at stedet er et yndet  benyttet sted “til spredning af aske over åbent hav”.

Et stykke derfra lyder en let plasken i vandet.

Et sølvfarvet sommerbrunt ægtepar er i færd med at afslutte deres morgenbad og stiger plitternøgne op ad vandet. Står et kort øjeblik på broen og skuer ud over fjorden. Lægger nænsomt et badehåndklæde om hverandres skuldre og går stille småsludrende ind ad broen.

Vi stævner østover – direkte mod solopgangen – med indsejlingen til Svinøbugten på bagbord side  og Gamborgfjorden til styrbord.

Andre tekster