Ud af skolen ind i livet

Mit eneste fremmøde  i Faaborg Byrådssal nogensinde fandt sted en solrig dag i forsommeren 1997.

Vi var fjorten personer som havde bedt om foretræde hos byens borgmester i anledning af markeringen af vores 40-års skolejubilæum. Meget beredtvillig fandt han så plads i kalenderen og tog venligt imod med velkomsttale og byhistorisk orientering og kaffe og kager og drikkelse og venlig snak og fotografering.

Sidst vi blev fotograferet sammen var i 1957. Fotograf Jørgensen var bestilt til at tage billeder af os i kirken ved konfirmationsforberedelsens slutning. Pigerne for sig og drengene for sig.

… Det var da vi gik ud af Faaborg Mellem- og Realskole. Det år vi forlod skolen og lukkede skoleporten bag os med tanken om aldrig at vende tilbage. Det år vi oplevede, at uden for skoleporten ventede et spændende, udfordrende og begivenhedsrigt liv. Det år jeg og en skolekammerat lyksaligt slentrede ud gennem porten og stille lukkede den bag os og langsomt trissede hen ad Grønnegade. Forbi Biblioteket og Frelsens Hær. Forbi Sundskolen,  Elektricitetsværket og Badeanstalten, det gamle Vandrehjem, Gartner Høj, Museet, Konservesgården, Komtessens slikforretning og Biografen – det gode gamle Kino Palæ. Rundede hjørnet ved politikontoret. Drejede til venstre ved jernbaneoverskæringen og gik ad Sundstien. Fulgte Sundrenden og gik østover ud over markerne på Sundet tæt på Remissen og kolonihaverne med retning mod Kalekovej. Ved Gartner Hansens frugtplantage fulgte vi stien op til vejen. Den dag viste foråret sig fra sin bedste side. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel …

En lille times tid tilbragte vi sammen med byens førstemand. Det er nu tretten år siden at det var 40 år siden vi gik ud af skolen.

Mange andre er siden fulgt efter ud af den selvsamme skoleport.

En af deltagerne skrev umiddelbart efter 40-års jubilæet et brev. Med vedkommendes tilladelse er det medtaget her.

Faaborg den 11. april 1997

 Kære Ib

 Allerførst tusind tak for sidst.

 Dagen hvor vi 40 år efter vores skolegang skulle mødes, blev for mig en uforglemmelig og mindeværdig dag.

 Siden jeg erfarede, at I var nogle der havde taget initiativ til at vi skulle prøve at mødes, havde jeg tænkt på om det overhovedet ville lykkes efter så mange år.

Jeg begyndte samtidig at ransage min hukommelse, hvem havde jeg egentlig gået i skole med? Hvad var der sket i vores skoletid? Og hvordan ville det være at mødes efter så mange år?

For mit vedkommende fandt jeg efterhånden ud af, at jeg overvejende havde opfattet min skoletid som negativ, samt at jeg åbenbart havde gemt det godt og grundigt i min hukommelse. Jeg havde helt glemt kammeratskabet fra dengang. Jeg må have lagt låg på, og skyndt mig videre i livet. Det var således med stor spænding, at jeg som den første sad under halvtaget i den gamle skolegård og afventede mine gamle skolekammeraters ankomst.

Det var som om en gammel film gik i gang, efterhånden som de kom gående ind i skolegården.

Jeg kunne pludselig kende de fleste med navne og det hele.

Filmen som gik i gang, har efterhånden udviklet sig til en helaftensforestilling, og minderne har siden overvældet mig.

Jeg havde også tænkt meget på, hvordan jeg ville opleve det at være sammen igen. Kunne vi forholde os til hinanden, tale sammen, og ville det virke naturligt?

 Det blev for mig den helt store oplevelse. Jeg følte stemningen var varm og ægte lige fra starten. Jeg sad faktisk flere gange med gåsehud over hele kroppen.

Her sad vi så om aftenen på Skovlyst i vores pæne tøj og lignede en samling velfungerende mennesker. 40 år var pludselig gået. Vi havde alle oplevet livets glæder og sorger. Nogle havde mistet en ægtefælle. Andre var blevet skilt og gift igen.

Stemningen var god og snakken gik livligt om dengang for 40 år siden.

 Personlig nød jeg hvert minut denne aften.

 Pludselig var det hele forbi.

Vi skulle tage afsked med hinanden. Det havde været en dejlig aften, men det var for mig også vemodigt, at skulle sige farvel.

Jeg indrømmer gerne, at jeg havde en stor klump i halsen. Det virkede stærkt på mig. Så stærkt, at da jeg var kommet i seng, kunne jeg slet ikke falde til ro. Filmen kørte igen.

 Nu er vi tilbage i hverdagen igen. Tiden vil igen gå og det hele vil komme lidt på afstand. Sådan skal det også være, men for mit vedkommende vil jeg helt sikkert med jævne mellemrum sætte filmen i gang igen og mindes denne dag, hvor jeg føler jeg fik vendt min skolegang til noget positivt og dermed sat en stor del af min barndom på plads.

 Jeg kan ikke gøre rede for, hvorfor det blev dig, jeg sender dette brev, men det er nok fordi jeg føler du kan sætte dig ind i, hvad jeg følte denne dag…

…

Kærlig hilsen…