0 In Fra tiden i Faaborg

Bondestedet

…Mine drengeårs favorit-vinter-vandhul lå på “Bondestedets” mark, ved  bistaderne og hækken, bag Parkvej-elektriker Temmesens hus. Det var ikke så ofte jeg kom ved vandhullet om sommeren, ud over perioder hvor jeg for mig selv gik op i at studere salamandernes jagt efter dafnier, vandlopper og myggelarver og hvor jeg fulgte haletudsernes udviklingsstadier fra æg til voksne padder og hvor vandhullet iøvrigt talte sin helt egen historie.  Men de vintre hvor vandhullet frøs til, var vi en halv snes drenge og piger som i hele frostperioden brugte mange timer på isen. Så spekulerede ingen på padder og insekter.

Trods vandhullets lidenhed var der god plads til forskellige skøjteaktiviteter. De af børnene fra Østerbrogade, Parkvej og Østermøllevej som var lidt lokalkendte med “Bondestedets” mark, var som regel de første til at afprøve isen på vandhullet. Når først det var blevet almindelig kendt, at nu var isen på “Bondestedets” vandhul sikker, så blev stedet for det meste godt besøgt af andre end kvarterets børn.

Når tøvejret satte ind, fortsatte vi oftest vores færdsel på isen indtil én eller flere af os var plumpet igennem  et par gange – men til alt held, var vandhullet ikke så dybt. Og der var vitterlig somre hvor det var næsten tørlagt…

På den anden side vejen – lidt skråt for hvor jeg boede – næst efter lokomotivfører Bækgårds hus – og lige inden telefonmontør Christoffersens hjørneejendom, lå “Bondestedet”. En mindre landejendom som vel sagtens var et statshusmandsbrug fra sidst i 1880’erne. Den første ejer hed Jørgensen og den sidste ejer hed også Jørgensen. Omkring tres år var ejendommen i familien Jørgensens besiddelse. Så eksproprierede man til gavn for almenvældet og en omfartsvej blev anlagt på stedet. Sidenhen blev “Bondestedets” bygninger revet ned for at gøre plads til en daginstitution.

 Det var vistnok avlsbruger Morten Jørgensen som fik “Bondestedet” opført dengang sidst i 1880’erne. I hvert fald ses han som den første boende på matriklen sammen med sin hustru Ane Marie Mortensen og deres to første børn. Et par børn mere kom så til senere. Eneste dreng i den søskendeflok var Jørgen Peder Jørgensen.

Jørgen Peder blev landmand ligesom hans far. Om Jørgen Peter nogensinde havde haft plads udenfor sognet, ved jeg ikke. Faderen var kommet fra Gummerup ved Kjøng og boede på “Bondestedet” fra 1888 til sin død i 1922. Ved folketællingen tre år senere ses Morten Jørgensens 65 årige enke, Ane Marie Mortensen, boende på “Bondestedet” sammen med en 38 årig tjenestepige og sønnen Jørgen Peder som da er nær de 30 år.

Et par og tredive år gammel giftede Jørgen Peder sig i maj måned 1928 i Faaborg Kirke med den 24 årige Dyreborgpige, Johanne Alvilde Hansen. Ved den begivenhed var Meca-bedstefaderens bror, mejerist Oscar Johanson, Jørgen Peters forlover.

 Jørgen Peder og Johanne fik to børn – Ester og Inger – som blev født på “Bondestedet” i 1930 og 1931.

 Ligesom pigerne var født på “Bondestedet”, så var deres far også født på “Bondestedet” og den omstændighed gav både god mening og sammenhæng.

Hvornår Jørgen Peders mor flyttede fra “Bondestedet” er lidt uvist.  Hun døde 82 år gammel i september måned 1942 og havde da bopæl på Kalekovej 39.

Gennem alle årene passede Jørgen Peder og Johanne deres lille bedrift med flid og interesse. Af tilliggende jord har der nok blot været en fem seks tønder land som blev dyrket med roer og korn i vekseldrift.  Noget stort udkomme har anstrengelserne  ikke givet, hverken af avl eller jordbrug. Jørgen Peter havde da også anden sideløbende beskæftigelse ved siden af landbruget. Jeg husker at han bedrev noget kørsel med hest og vogn for en papfabrik som lå lidt længere henne ad vejen og som var flyttet dertil fra en tidligere beliggenhed ved Prices Have ud mod  Sundet.

Af dyr var der på “Bondestedet” et par køer, en hest, lidt høns og andet fjerkræ og måske også et par slagtesvin. Den dansk – svenske gårdhund Smutti herskede enerådigt over stedets katte. Køkkenhaven blev dygtigt anvendt, velplejet var den med et rigt udvalg af krydderurter, rodfrugter, kål, porrer og bærbuske. Prydhaven var anlagt som en typisk bondegårdsprydhave med stauder, stensætning, buxbom, græsplæne, høje græskanter og flagstang og en lidt sandet mager jord som ikke havde set ukrudt i mange herrens tider.

Med sin enlige hest var Jørgen Peter lidt uheldig. Racen husker jeg ikke, men et noget sky kræ med tendens til at løbe løbsk, fik han erhvervet sig et par gange. Det var unægtelig ikke noget som huede Jørgen Peter, når hans hest stak af for fuld galop ind mod byen ad den smalle Østerbrogade og med hestevognen tungt slingrende bag efter – godt belæsset med brunt pap i store bundter.

Ved hviletid stod hesten for det meste op og sov. Når det hændte, at den værkbruden og træt af dagens slid og slæb, lagde sig ned for at sove, så var den ude af stand til at rejse sig igen. Så blev Falcks Redningskorps tilkaldt for at hjælpe hesten med at komme på benene igen.

Det hændte at jeg sneg mig til en køretur på Jørgen Peders hestevogn ved at kravle op på vognen bagfra, når han kom kørende forbi. Nogle gange nåede jeg at hoppe af igen uden at han opdagede at have haft blind passagerer. De gange hvor han blev klar over, at jeg kørte med og så mig inden jeg hoppede af, udbrød han hver gang med pædagogisk forbavselse: ”Jamen dog, hvor er du kommet fra”.

Jeg kunne så sige: ”Naa, jeg kørte bare lige med et lille stykke”.

For mig var “Bondestedet” synonymt med is på vandhullet. Jørgen Peder og Johanne havde vi ikke så meget at gøre med i dagligdagen. De passede deres og vi passede vores og skærmydsler, ufred eller genvordigheder var der ingen af. Pudsigt nok handlede vi ikke stalddørsmælk og friske landæg ved “Bondstedet”. Jeg husker egentlig ikke hvorfor. Husker blot at vi ikke handlede dér. Måske blev der slet ikke handlet ved Jørgen Peters stalddør.

 Et år i høsten kom Jørgen Peter en dag over for at snakke med min far. Jørgen Peter var netop, med hjælp udefra, blevet færdig med at køre med selvbinderen og havde fået kornet sat i skokke på marken. Så ville skæbnen at marken blev invaderet af store sværme af sultne gråspurve som åd lystigt og grådigt løs af Jørgen Peters høstudbytte. Jørgen Peder havde så for sit indre set én af Ægyptens Syv Plager på egen mark og søgte hjælp mod uvæsenet. Nu ville han så gerne have min jægerfar til at komme over på marken med bøssen for at jage de uindbudte væk.

Der gik ikke lang tid, så flød Jørgen Peders mark med døde gråspurve og han kunne ånde lettet op over “den reddede høst” .

 Den sommer var søen udtørret – udsigten fra Jørgen Peters mark til Morten Hansens gartneri på Kalekovej og et kig ud over Sundet med indhegninger, græssende kvæg og afvandingskanaler var unægtelig et andet syn end det man møder på stedet nu om dage.

Dengang – det var i sommeren 1954. Min lillesøster Grethe var et par måneder forinden blevet tre år og var kommet undervejrs med, at hun kunne hoppe højere end klokketårnet. For som hun sagde: “Klokketårnet ka’ sgut hoppe og det ka’ jeg. Så jeg ka’ altså hoppe højere end klokketårnet”.

Og det er såmænd så sandt, som det er sagt.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply