Årgang 28

… Egentlig har jeg ikke tænkt så meget på ham før nu, mange år efter.

Har ikke skænket K.V.L. ret mange tanker siden dengang i begyndelsen af 1960’erne hvor vi arbejdede sammen.

K.V.L. var i begyndelsen af 30’erne. Slank, senet og liden af statur og corpus. Rødhåret med en lidt bleg og rødsprængt ansigtsfarve. Slagfærdig og munter i hverdagen og passioneret jæger og naturmenneske i fritiden, ligesom hans far havde været det. Han var den yngste af en søskendeflok på 12 børn og var i 1960 den sidste af børnene som boede hjemme hos moderen, der efterhånden var blevet 75.

Faderen havde været gift to gange. Var blevet enkemand med syv børn og efter nogle år havde han i en alder af 41 år giftet sig med sin ti år yngre husbestyrerinde. Med hende fik han fem børn, hvoraf K.V.L. var den yngste.

I familien var der tradition for syv års skolegang som blev henslæbt i bygningen øverst på bakken næst kirken. Det var Provst Madsen, som konfirmerede K.V.L. i 1942, i byen neden for bakken. Tre konfirmander var de det år, som kom “udefra”. Hvorfor de ikke skulle konfirmeres i deres hjemsogn, vides ikke.

I årene efter skoletiden arbejdede K.V.L. ved landbruget. Præcis som det havde været skik gennem umindelige tider og mange slægtled.  I 1960’erne var han én blandt mange af landboungdommens håbefulde sønner som frasagde sig den fædrende arv til landbruget til fordel for et arbejdsliv i byen.

 K.V.L. kørte motorcykel – DKW – også kaldet “Das Kleine Wunder”. 125 kubikcentimeter rå maskinkraft.

Med tiden blev han lidt bedre økonomisk ved muffen og anskaffede sig en fabriksny citrongul Lloyd  LP 600 med 19 HK, 600 kubikcentimeter og ratgear og vistnok med en tophastighed på 100 km i timen. En bil han fik megen glæde af.

Nogen ørn til at styre Lloyd’en gennem hårnålesvingene i det lille hjemsogn øst for skoven, blev K.V.L. aldrig. Det hændte alt for ofte at han havarerede med Lloyd’en og molesterede stengærdene i omegnen, når han i en sen diset nattetime ikke fik sig selv og sit lille køretøj manøvreret sikkert rundt i svingene.

Så var det, at K.V.L. i nogen tid, efter sådant et uheld, brødebetynget cyklede den lange vej til og fra arbejde. Når Lloyd’en igen var gjort køreklar, så antog K.V.L sin vante muntre, lidt fanden-i-voldske jargon…

En dag i efteråret 2009 faldt jeg i snak med en bondemand som er barnefødt og opvokset her på lokaliteten og som driver fødegården tæt på hvor jeg bor. Bedst som vi står og snakker, så nævner han spontant K.V.L.’s ikke helt almindelige øgenavn. Jeg undres og spørger ind til det specielle øgenavn.

Indtil dette øjeblik havde jeg egentlig ikke tænkt meget på K.V.L. Vidste ikke noget om, hvad der var blevet af  ham og mente at han boede i den anden ende af øen.

Efter en times tid havde bondemanden berettet om store dele af K.V.L.’s videre liv og færden og havde fortalt om hændelser og begivenheder som gjorde stort indtryk.

Siden har jeg med mellemrum tænkt på K.V.L.  – ikke at jeg aktivt søger erindringen om ham og hans selvvalgte exit, men snarere fordi hans skæbne ved egen hjælp gør opmærksom på sig selv.