“Mågebøf ad libitum”

I årene efter 2. verdenskrig og helt frem til 1950’erne, kunne det forekomme, at der ind imellem var lidt trangt i husholdningskassen derhjemme. Så hændte det, at vores far fiskede en nævefuld patroner op af  ”krudtskuffen”, løftede jagtgeværet ned fra knagerækken, tog lidt camouflagetøj og den uundværlige kasket på og gik til havs for at hente en halv snes måger til middagsmaden.

Ved den østlige ende af Klinten – byens nok så håbefulde sommerrestaurant med den fem tønder land store park som lå nabo til vores parcel – var dengang en lejrplads. Sådan en plads som senere kom til at hedde campingplads. På lejrpladsen, helt henne ved skrænten ned til stranden, var der godt udsyn og samtidig en tæt bevoksning af strandtorn som gav læ. Når så mågerne kom trækkende, hen langs kysten i vestlig retning  ind mod byen, så kom de på tæt skudhold.

I strandkanten nedenfor var dengang opsat et højt rækværk som havde til formål at begrænse ”uvelkommen færdsel” langs stranden. Ved dette rækværk var også god læ og udsyn. Og – hvis der var langt imellem mågerne – så kunne der jo sættes en skydeskive op på rækværket.

 Det hændte tit, at jeg fik lov til at komme med, når min far skulle til stranden for at skyde måger. Så fungerede jeg som jagthund og fór op og ned ad skrænten for at hente byttet, efterhånden som det blev nedlagt. Nogle gange landede de skudte måger i vandet. Så var der dømt ventetid på, at de drev i land, om vinden havde den rette retning.
Der blev ikke skudt måger i turistsæsonen af den simple grund, at pladsen blev brugt af ferierende sommergæster med deres cykler, telte og oppakninger og at mågerne havde fredningstid i ynglesæsonen. Pladsens to toiletter med vaskekummer og aflukke for closet, kunne bruges hele året. På den tid var det hele næppe mere end 15-16 år gammelt, men allerede da meget misligholdte, usoignerede, stærkt stinkende og frastødende, ligesom nogle udborede huller og den alskens uskønne lokumspoesi der prydede vægge og døre gav fri adgang for nyfigne blikke.

Det var ikke altid jeg kunne følge min fars jagtinstinkt og begejstring for sporten som sådan. Ofte når vi stod i læ øverst oppe ved skrænten og ventede på at mågerne skulle komme forbi, så kunne han fortælle levende historien om de store fugle, deres liv og deres familier. “.. De, der fløj vestpå var nok på vej til byen for at handle og de, der fløj øst på, var enten på vej hjem fra arbejde eller fra indkøb i byen…” Kom de tæt forbi hvor vi stod, så – Kapoooww. Så var de pludselig på vej til en kort tilværelse som bøf på vores hjemlige stegepande.

Det var ikke altid til at forstå for en halvstor dreng der endnu ikke var nået til skolealder.

Når vi så havde fået slæbt mågerne de få hundrede meter der var, til vi nåede hjem, så blev de tilberedt ved, at de blev åbnet ved brystet, fik trukket fjer og skind til siderne og brystkødet skåret af i to filetter. Derefter blev brystfiletterne lagt i kærnemælk og sidenhen blev de stegt på panden. Tilbehøret bestod af kartofler, brunede løg og brun sovs og asier eller agurker – En i øvrigt udmærket spise som vi alle satte stor pris på.

Men som sagt. Der kom kun mågebøf på bordet, når der var smalhans i husholdningskassen.

Dette indlæg blev udgivet i Fra tiden i Faaborg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *