Dragkisten

… Loftet derhjemme bar ikke præg af, at det nogensinde havde været indrettet med mindre rum eller værelser endsige at det have været anvendt til beboelse.  I vores tid fungerede det blot som et slags pulterrum, hvor ting som skulle lægges lidt af vejen, blev placeret. De murede vægge stod rå og ubehandlede. Fem fag var huset, bygget med bindingsværk. Taget havde i tidligere tid været belagt med strå, men var blevet skiftet ud med røde teglsten og der var somme steder frit udsyn til himlen mellem de efterhånden gamle tagsten. To små tagvinduer med små glaspartier i, leverede den smule lys, som trængte ind i rummet…

 … Dragkisten havde gennem alle årene, den stod på loftet og samlede støv, haft en helt speciel eksotisk aura omkring sig, sådan som den stod der og gemte på sine forskellige små hemmeligheder. Det hændte på sommerdage, at en tynd støvfyldt solstråle fandt vej gennem en sprække i taget og landede på kistens låg. Så var ligheden i fantasien med et støvet egyptisk kongesarkofag fra Faraoernes tid slående.

Når man forsigtigt åbnede låget og de gamle hængsler trevent knirkende sladrede om, at nu var der besøgende, blev man mødt af en tør, støvet, næsten mumificeret duft af gamle fjer og dun. Dragkisten flød nærmest over med gamle støvede fjer og dun – det havde den gjort så længe det huskes. I kisten lå en meget gammel blåstribet hovedpude af den slags som man brugte ved århundredets begyndelse. Ved siden lå en dyne som svarede til og hvis stof med årene var mørnet så grundigt, at fjerene med tiden havde fået fri adgang gennem de mørnede huller. Når låget blev åbnet skabtes der et kortvarigt undertryk i kisten, så blev fjerene suget op så de svævede rundt i rummet og satte sig kløende på hænder, på arme, i håret og i ansigtet…

 … Den gamle dragkiste som slet ikke var en dragkiste, men en standkiste, havde på sin helt egen måde en speciel historisk placering i vi børns opvækst og i vores bevidsthed – spændende og mystisk som den var dengang.

Da den så blev taget ned fra loftet fik den en ny og anderledes opmærksomhed og en helt anden funktion. Den blev antikvarisk og blev vurderet i ussel mammon. Et par gange skiftede den ejer og opholdssted, men forblev i familien. Nu er den havnet hos en yngre efterkommer. Den er igen kommet til sig selv som standkiste men nyder fortsat at blive kaldt Dragkisten. Nu er den blevet et såkaldt arvestykke som har tilhørt en person som hed Jens Larsen som vistnok engang har boet et sted ude på halvøen, sådan lidt vest for Faaborg Købstad, hvor engang ét af landets rigeste sogne lå. Eller måske boede Jens Larsen på en gård i Ny Stenderup. Måske var Jens Larsen møllerkusk på Horne Østermølle. Eller også var Jens Larsen måske en gæstgiver som var flyttet til byen og som engang boede på hjørnet af Strandgade i Faaborg…

 … Nu har vi fået nisser på loftet derhjemme! – ikke bare fordi det er blevet december og julen er på vej. Vi har fået blivende nisser på loftet, sådan for bestandigt! Der er nogen, der rumsterer på vores gamle loft derhjemme på Østerbrogade i Faaborg.

Jeg har selv set det.

Det loft som i hele vores barndom var fyldt af gamle sære, spændende og lidt forbudte ting. Det loft hvor den gamle dragkiste stod tavs op ad væggen og værnede om sine hemmeligheder. Det loft som aldrig blev anvendt til beboelse og som vi knægte sneg os til at forcere uden trappe og stige og som i perioder under krigen rummede tobaksblade hængt til tørre og siden bearbejdet med smagsstoffer og skåret til pibetobak til vores mors shagpibe.

Det loft er nu beboet.

Sådan tænkte jeg en formiddag, da jeg gik i strandkanten med min fiskestang ud for Røjle Klint ved Strib og nostalgisk småfilosoferede om gamle dage, mens regnen stille silede ned blandt flygtige vindstød.

Vi har fået nisser på loftet!

Den enlige dame, der i sin tid købte huset af min mor, hun har nu fået sig en mand og han har bygget loftet om til beboelse. Nu er der ikke længere noget at udforske på det lille loft. Nu er ånden efter den gamle dragkiste fortrængt. Den store dobbeltskorsten er fjernet og bygget om til en tynd splejs af et aftræksrør til en brændeovn. Nu har civilisationen og den moderne tid møvet sig ind i det gamle hus. Nu er væggene blevet lige og der er blevet isoleret, malet og tapetseret. En fast trappe gør nu adgangen til loftet let og ubesværet – og så er der er kommet kvist på.

Der er noget i det lille hus, der ikke længere er som det var engang. Nu er der udsigt til vandet gennem et stort vindue. Mest i løvfaldstider, når træerne på Klinten står nøgne, blufærdige, længselsfuldt ventende på ny forårsekvipering.

Det er li’godt ærgerligt – eller er det?

 Gu’ ved om den gamle dragkiste en gang imellem lader høre fra sig? Gu’ ved om den spøger og går igen derhjemme på det gamle loft? Gu’ ved om der lyder knirkelyde ovre ved væggen ind til naboen i nr. 78 når de mørke efterårsnætter og de stride syd-vestenvinde sætter ind?

Gu’ ved?…

Tynde støvede solstråler har ikke længere adgang gennem det nye tegltag.

Jo, der var engang, da der så meget anderledes ud, ude i det lille lave hus, ved den farbare vej mod Svendborg…