2 In Fra tiden i Faaborg

Otium & Idyl

Jeg har altid syntes godt om små tætte gårdrum og overskuelige haver. Derhjemme havde vi en af slagsen og selv om vi var mange børn til at benytte den, så var den aldrig for lille, for snæver eller for begrænsende.

Vores forældre havde en udtalt tolerance og så stort på den velfriserede køkken -og prydhave i de år hvor ungerne havde brug for at kunne udfolde sig i fri leg. Så på det felt fungerede vores lille baggård og have fortræffeligt. Og iøvrigt så var der jo så også lige den velfriserede kolonihave med lysthus, frugttræer, græsplæne og afgrøder i lige rækker. Den hørte ikke med til vores tumleplads og lå i ærbødig afstand længere ude mod øst ad Svendborgvejen.

Efterhånden som børnene voksede til og fik andre interesser, så fik både gården og haven sådan lidt pø om pø  et helt andet udseende. Der blev kultiveret, tilført fornyet vegetativt liv med blomster og buske som ikke stod i vejen for røvere og soldater og indtrængende rødhuder eller æglæggende og goggende ørne og kondorer.

Med alle de nye dufte, farver og begroninger fik prærien og de vidtstrakte stepper en ny aura af blomstrende ro, summende  bier og blafrende butterflies og  ynglende fugle i reder og kasser hyggende om kap med stokrosers majestætiske ro i sjælsvederkvægende og  frydefuld samdrægtighed.

Det tror jeg ret beset, at vore forældre nød i fulde drag i deres otium.

Sydfynsk idyl – En sommerdags formiddag midt i 70’erne…

møllerenshave7møllerenshave6

 haven i fuld flor…

møllerenshave5

 alene to – og så lige Bimse…

møllerenshave4

 og  “Pokalvinderen” ikke at forglemme.

  møllerenshave2møllerenshave1

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Ib
    4. december 2009 at 07:08

    Bimse var oprindelig Charlotte og Carstens hund. Velnok lidt ilter, urolig og krævende af temperament sådan som en terrier nu kan være det.
    Det hed sig, at Kirsten og Flemming ikke rigtig kunne ha’ Bimse. Så hun kom vistnok – til at begynde med – på “plejebesøg” hos mormoren og morfaren med henblik på at få fast bopæl dér.
    Bimse havde så efterfølgende rigtig mange gode hundeår sammen med mormoren og den gamle jæger som havde et helt anderledes kontant “tag” på hende.
    Mindes at morfaren havde Bimse med på rævejagt. Men jagtture i al almindelighed klingede dog lidt af med årene.

  • Reply
    Helle
    4. december 2009 at 06:15

    Åhh, den Bimse, den Bimse! Var den ikke lidt arrig? Eller var det bare os børn, den ikke kunne li’?
    Ikke så underligt, måske …
    Glemmer aldrig den gang Peer, Carsten, Charlotte og jeg klædte den ud og gav den dukketøj på. Den stak stak af og løb ud i byen – med tøj på!! Hvor ydmygende for den!

  • Leave a Reply