En hektoliter koks

Dengang da det hele synes at være for længe siden – velsagtens sådan noget nær sidst i 1940’erne – dengang fyrede vi derhjemme med brænde, med koks og med tørv i den gamle sorte kakkelovn som med mellemrum skulle smøres med ovnsværte. Radiatorer, gulvvarme og slige moderne varmekilder var ikke noget vi havde i huset. Vi havde sankekort til Alle’skoven og hentede træet dér og bragte det hjem pr. trækvogn. Hjemme blev det savet og kløvet og lagt i stak. Saven vi brugte var en almindeligt krydsfilet håndsav. Øksen var en gammel aflagt tohånds slagterøkse som også blev brugt til at huggede lidt kvas til optændingsbrænde.

 Koksene købte vi på Gasværket hvor vi for det meste blev ekspederet af “Store Emil”.  Vi købte gerne én eller flere hektoliter ad gangen. En hektoliter koks kunne være i en sæk. Den fyldte 100 liter . Koks har vægtfylde under 1, så koks var faktisk ikke så tunge, som man umiddelbart skulle tro. Vores far smed ubesværet sådan en sæk koks på nakken.

Når jeg hentede koks på gasværket, så kunne jeg som 12 årig håndtere den på min fars cykel.  Jeg har været med til at sejle koksene hjem med fars skydepram. Far bar så koksene på skulderen fra Gasværket og de hundrede meter ned til Roklubben hvor skydeprammen var fortøjet ved broen. Så sejlede vi koksene hjem til Meca´s bro og derfra bar han dem yderligere en halvandenhundrede meter hjem.

Tørvene husker jeg ikke helt, hvor vi fik fra, når de ikke da lige var gratistørv fra Bræddehytten som jo på den tid var proppet med gode tørv. Vi samlede også en del drivtømmer ved stranden og sågar ilanddrevne koks som var skyllet overbord fra de bredfyldte kuldampere fra England, der anløb havnen med mellemrum.

Det gamle jernkomfur var på den tid stadig i funktion derhjemme i køkkenet, senere stod der et bord med to løse gasapparater og efter jernkomfuret og løse gasapparater, kom et flot nyt “Jenny” gaskomfur til. Så blev der købt gas på flaske.

Jeg mindes svagt, at der hang en gasautomat på væggen ind mod soveværelset mod vest lige under loftlemmen i køkkenet. Vores køkken var et gammelt håndlavet snedkerkøkken med låger, forhæng og jernvask og synlige afløbsrør. overskabe var der i lang tid ingen af. Den todelte køkkendør blev snedkereret af mors svoger Aage et af de første år vi boede i huset. Aage var skibsbygger, så den klarede han lige i en håndevending.

På den tid vi havde bygas hang der en gasautomat til 25 -og 10 øres møntindkast på væggen. Det var på den tid, det kom på tale at bryde grukedlen i vaskehuset ned for at få lidt mere plads til rådighed. Eller var det fordi nogen mente, at den var af kobber og kunne indbringe lidt kontanter. Jeg husker det ikke og hvad der fik mor til at gå med til den beslutning, husker jeg heller ikke. Men jeg husker snakken om, hvorvidt grukedlen mon var en kobberkedel. Det var den så ikke.

Mange år efter fungerede den gamle grukedel som blomsterkumme ude i haven og mor stod rent ud sagt og knoklede med storvask når hun stod foroverbøjet over  zinkbaljen anbragt på en stol ved trappestenen til køkkenet.  Kors hvor hun slæbte, gnubbede og skruppede og fyldte lange tøjsnorer, næsten på fast tid. Jeg ser hende for mig rette ryg, strække ud og tørre sved af panden, for igen at stå krumbøjet over vaskebrættet. Der var vintre hvor zinkbaljen frøs til is med tøj i. Så stod den dér det meste af vinteren. Mors vaskeri blev så flyttet ind til køkkenets håndvask, som på forskellig tid også fungerede som et slags open air badeværelse, for badeværelse havde vi heller ikke derhjemme. Det kom først til mange år senere.

Huset havde kun to varmekilder. Komfuret i køkkenet og kakkelovnen, der stod midt mellem spisestuen og den røde stue. I soveværelset mod øst ind mod Madsens, var der cementgulv, etagesenge, en knagerække og en kommode og kolde vintre oplevede vi is på indersiden af vinduesruderne. Isolering fandtes ikke i huset. Med vi nød godt af, at huset til begge sider var sammenbygget med naboerne.
Et lokum som engang havde fristet en tilværelse med træk og slip stod over gården op mod naboens baghus.
Morgenritualet derhjemme bestod i, at mor var tidligst oppe. Purrede far og fik ham sendt på arbejde. Så klargjorde hun kakkelovnen, tømte aske ud og tændte op, sideløbende med, at hun eksempelvis lavede øllebrød eller smurte madder. Morgenlydene kom mestendels fra kakkelovnen og morgenstille barnestemmer. Hvis ilden i nattens løb var gået ud og det gjorde den tit. Så purrede hun børnene efter hvilken tid vi hver især skulle i skole. Så fyldtes det morgenstille hus med lyde og hvis vi var gået tør for brugbart kvas til optænding i kakkelovnen, så stod den vintermorgener på en tur ud i baggården for at kløve brænde eller hugge kvas med den gamle slagterøkse. Lidt sur start på dagen var det. Vi kendte rumlen og megen brok blev det ikke til. Vi var mange, der skulle afsted hver morgen og tingene skulle fungere. Var der morgener, hvor vi havde lidt svært ved at få øjne, så vankede der vand fra den kolde hane. Til at begynde med i dråbeform eskalerende om nødvendigt. Det hjalp som regel på sovetrynen omend det var irriterende.

Tre børn var vi med kighoste på selv samme tid. Kirsten, Hans og Jeg. Kirsten var mest medtaget, så hun fik selvsagt den hyppigste hjælp. Når hun fik hosteanfald, så smed mor hvad hun havde i hænderne og trådte til. Hans var en lille sej gut, der klarede tingene selv.

Efter at grukedlen blev fjernet fra vaskehuset, fik koksene plads i vaskehusets nordlige hjørne og lur mig, de koks svinede så det battede. Det gjorde tørvene også, men lidt på en anden måde.

Det hændte dengang ret ofte, at mor og far gik til bankospil i store sal på Rasmussens Hotel. De lyttede opmærksomt på, hvad byens trommeslager, den gamle udråber Nyborg, havde adviseret af gevinster inden de besluttede sig. Hvis far havde held med sine kort og det skete, så stoppede han kortene i lommen til næste gang, for som han sagde: “De her numre, de spiller godt”. Han var så ikke den eneste der benyttede den trafik. Der blev vundet ænder, flæskestege og andet godt og det gjorde lykke.

På bankoaftner var vi alene hjemme og vi fik hver især tildelt opgaver med at passe hus og holde ild i kakkelovnen, og jeg skal lige love for, at der sådanne aftner blev fyret godt i den gamle kakkelovn, der grådig åd sig gennem den ene skovlfuld kul efter den anden. Så blev der ellers ristet æbler så det sydede på de rødglødende ovnringe.
Dagen derpå kunne der virke så underligt køligt i huset.

Hekto betyder 100 belærte fatter, når vi gik, cyklede eller sejlede ned til gasværket efter koks. Så fyldte “Store Emil” en tønde på et stativ og vippede indholdet ned i en sæk og vupti, havde vi en hektoliter koks.
vi blev sendt på Casale for at købe en skæppe kartofler, til købmanden efter et fjerdingspund kaffe, vi målte i meter, centimeter og millimeter, tommer og favne og talte om decader, pund og andre talsystemer længe før vi havde lært den lille tabel. Når vi handlede sokker i Jysk Trikotage nede på Østerbro, så lagde vi en knyttet hånd på disken. Hvis tå og fod på sokken nåede hinanden hånden rundt, så passede sokken. At vi kunne række vores højde vidste vi al om og den viden brugte vi flittigt, når vi klatrede i træer eller klavrede op på på hønsehusets eller Bræddehyttens tage.
på et tidspunkt væltede far en mur som stod i forlængelse af vaskehuset. Han satte simpelthen en hånd på muren og pressede til, så den væltede uden så meget som at revne eller at gå i stykker. Muren fik lov til at ligge og kom til at danne fundament for skraldespanden de næste halvtreds år.

Meget er siden forandret i vor barndoms baggård som rummer så megen historie fra en anden tid.
I cementen i gården, under soveværelsesvinduet, huggede Ejnar og “Issi” henholdsvis en havfrue og symbolerne tro, håb og kærlighed til minde om en tid. Og hvis ikke cementen er fjernet ved senere modernisering af huset og gårdrummet, så findes de endnu som runer fra den tid.
Hvad far gennem tiden gravede ned, runden om i haven, kan sikkert fortælle efterkommere om hvad som engang rørte sig på stedet.