I Fra tiden i Strib

I dag

Der er nok én eller flere begivenheder, man husker bedre end andre og der er nok én eller flere af de selv samme begivenheder, man har en vis tilbøjelighed til at glemme. Hvem husker for eksempel ikke  at have glemt…  Øh, hvad var det nu lige.

I dag den 5. september 2009 starter jeg denne blog. Har forud gjort mig nogle grundige overvejelser og har så nu besluttet, hvad jeg vil bruge den til. Godt hjulpet og bistået af Helle (helleshyggeblog.dk), som har flere års erfaring og indsigt udi i denne metie, er jeg klar til at sætte de første “blogbogstaver” på papiret og uploade resultatet.

Og…

I dag har Ellis og Jeg bryllupsdag. Vi blev gift i Vissenbjerg Kirke den 5. september 1964 og efterfølgende blev der holdt bryllup hos Ellis’  forældre på fødegården, Bobjerggård, i Kådekilde ved Vissenbjerg.

Utroligt – det er femogfyrre år siden. Tænk at have oplagret femogfyrre års ægteskabelige oplevelser i bølge og dal, store og små begivenheder og et overmål af erfaringer. Tænk hvis man kunne huske alt og blot hente det frem efter forventning…

“Hva’ ønsker vi sig?”, har jeg spurgt. “Egentlig ikke noget, jeg mangler jo ingenting”, blev der svaret. Så forlods vil jeg ønske Ellis tillykke med bryllupsdagen og så vil jeg fortsat fryde mig over, at hun holdt stand og hus og så meget andet gennem alle årene. Og så vil jeg prøve at finde ud af hvad “ingenting”  skal indeholde.

Andre tekster