Hejren, Munken, Kylfa og Lyne

 

Min barndoms knortekæp var en knudret stok med håndtag af hjortetak. Knortekæppen havde tilhørt min tipoldefar, skomagermester Lars Wikkelsø (1800-1895) og var gået i arv til Sønnen – min oldefar, skomagermester Anders Wikkelsø (1844-1930) og siden opbevaret af Anders’ datter, min farmor,  Karen Cecilie Wikkelsø (1876-1933) for derefter at havne hos min far, Karen Cecilies søn, Alfred Vigelsø (19o9 – 1984). I skrivende stund opbevares knortekæppen af Alfreds søn, min ældre bror,  Niels  (1938 -) bedst kendt som “Issi”.

Sådan gik jeg i mange år og troede om Knortekæppens historie. Det seneste jeg har fået at vide er, at Knortekæppen havde tilhørt en af min fars jagtkammerarter, Gårdejer Otto Olsen, som havde sin gård ved Alléskovens  sydvestlige hjørne. Otto Olsen og min far havde jagten i nogle år på Sundet, mens det endnu var tørlagt og om jagtture med Otto Olsen blev der ofte fortalt derhjemme. Aldrig i disse fortællinger blev der fortalt om Knortekæppens ophav. Måske var det netop den omstændighed, der gjorde Knortekæppen lidt eksotisk i sin oprindelse.

I min tidligste barndom stod knortekæppen ubrugt i et hjørne på loftet derhjemme blandt noget af skomagerne Wikkelsø’s efterladte værktøj. Når vi børn fik skrammer og sår som hindrede en fri bevægelse og en ubesværet gang, så blev knortekæppen hentet frem fra loftet og brugt som stok og støtteredskab. Jeg brugte knortekæppen i 1950, efter at jeg under en cykeltur havde fået højre fods tæer ind i egerne på en gammel damecykels forhjul og var tæt på at få storetåen klippet af.  Doktoren kom på hjemmebesøg og syede tåen fast igen – uden bedøvelse og videre dikkedarer, for den slags pjatteri brugte vi ikke i vores familie.
Knortekæppen blev hentet ned fra loftet og taget i brug og efter endt brug kom den tilbage til sin plads på loftet.
I skrivende stund er “Knortekæppen” så blevet henved 135 år – mærket af tidens ælde og generationers brug.

Så skete det, at et mindre nøddehegn her på lokaliteten – i det tidlige forår – blev skåret ned, just sådan som det gennem årene er sket flere gange.

Emner til vandrestav og knortekæp var der i det nedskårne materiale og uvægerlig faldt tanken på “min barndoms knortekæp”. Da jeg blandt det afskårne materiale så, at der var flere gode emner til den nok så berømmede vandrestav / knortekæp – så tog jeg nogle stykker fra og satte dem til tørring i det hjemlige redskabsrum.

Når min far i barndomshjemmet talte om knortekæppen, gjorde han det med en vis glød i stemmen, uden egentlig dog at antyde meget om dens historiske placering og betydning som symbol på mandighed og styrke og som attribut for adskillige guder i folkeslags religioner, i litteratur og i skuespil og i “staven” som i 1000-tallet blev benyttet som kommandostav og befalingsmandstegn. I 1200-tallet kom så en kort version af staven, som blev brugt til kølle og slagvåben og som fik sit nordiske navn “Kylfa”. Nu om dage bedst kendt som knopstaven.

En “Kylfa”, eller knopstav om man vil, erhvervede jeg mig i 2018 ved et besøg på en meget gammel stråtækt gård i bindingsværk og med en lang og traditionsrig historie. For “Kylfa” betalte jeg et symbolsk beløb som gik til et godt formål. Min Kylfa har nu fået selskab af  vandringsstavene “Hejren, Lyne og Munken” og de er alle nu blevet overfladebehandlet med naturlig bivoks.

Omend “Lyne” er ældst – fundet og skåret på et ferieophold på Lüneburger Heide i det nordøstlige Niedersachsen i Tyskland i 1980’erne – så fik den først sit håndtag af hjortetak monteret 34 år efter  her i sommeren 2019.