0 I Karl Martin Hansen Søllested - slægt/ Slægt

Maren

I sommeren 2001, gennemgik Ellis de enkelte personer i slægten med speciel interesse og focus  på hendes tip-tipoldeforældre på spindesiden,  Anna og  Peder,  der boede i Brydegaard  på Vestfyn.
Her får du del i, hvad hun fremdrog af noterne .

Men forud er det godt at vide, at denne del af  hendes slægts blodslinje ser således ud  gennem de 6 generationer der blev gransket:

Lars Nielsen 1756 – 1807 & Anna Larsdatter 1744 – 1825 / gift 8. november 1770

– deres søn ↓

Peder Larsen 1799 – 1868 & Anna Larsdatter1781 – 1876 / gift 21. oktober 1822 (aner 30 – 31)

deres datter ↓

Maren Pedersdatter 1823 1869 & Hans Nielsen 1815 – 1883 / gift 20. november 1852 (aner nr. 14 – 15)

– deres datter ↓

Maren Hansdatter 1844 – 1910 & Jeppe Pedersen 1840 – 1914 / gift 28. oktober 1868 (aner nr. 6 – 7)

– deres datter ↓

Anne Marie Pedersen 1869 – 1948 & Hans Mouritz Hansen 1864 – 1941 / gift 11. september 1891 (aner nr. 2 – 3)

– deres søn ↓

Karl Martin Hansen Søllested 1915 – 1996 & Karen Jacobsen 1920 – 1998 / gift 13. marts 1940

– deres datter ↓

Ellis M. Søllested 1945 –  &  Ib Møller Hansen1943 –  / gift 5. september 1964

 Min tip-tipoldemor Anna Larsdatter 1781 – 1876

og  tip-tipoldefar Peder Larsen 1799 – 1868 

af  Ellis M. Hansen f. Søllested

* * * * *

År 1799 – 1810 

Min tip-tipoldefar, Peter Larsen, bliver født 1799. Hans far, Landsbysmeden i Snave by, Lars Nielsen, er da 43 år gammel og moren , Maren Hansdatter er 42.

Da Peter Larsen bliver født  har han 4 store søskende. Karen 18 år, Niels 17 år, Hans 14 år og Maren 2 år. Desuden har hans mor født 7 børn, som alle døde inden for de første tre måneder af deres levetid. Da Peter i 1801 er 2 år, føder hans mor barn nr. 13 som er en dødfødt dreng. Det bliver den sidste.

Peter Larsen er 8 år gammel da hans far dør i 1807. Faderen blev 51 år gammel. Peters storebror Niels som er 25 år, er smed ligesom faderen og hvorvidt han driver landsbysmedien videre er uvist . Peters storesøster Karen er 26 år. Hun får overdraget husmandsstedet. Peters storebror Hans er 22 år og smed ligesom sin far og sin bror. Maren er 10 år. Ingen af Peters voksne søskende er gift da faderen dør.

 1810 – 1820

November 1811 gifter Peters storebror sig med Karen. November 1814 gifter Peters storesøster Karen sig med Lars som er træskomager og husmand og november 1815 gifter Peters ældste bror Niels sig med Maren.

Peter selv er blevet konfirmeret i påsken 1914 og storesøster Maren 2 år forinden, så der har været gang i familiebegivenhederne. Desuden bliver Peter nu farbror og morbror til en halv snes nevøer og niecer, som hans søskende Hans, Niels og Karen er forældre til.

Kun han selv (21 år) og Maren (23 år) er stadig ugifte. Peter Larsen bliver smed ligesom faderen og brødrene.

1820 – 1830

I 1822, da Peter er 23 år gifter han sig med Anna (min tip-tipoldemor) som er 41 år – altså 18 år ældre end Peter. Anna var blevet enke året før i 1821 og havde seks børn med sin første mand Lars Madsen.

Altså står Peter på sin bryllupsdag med en halvgammel brugt kone og en flok stedbørn. Til gengæld kan han flytte ind og overtage husmandsstedet og bysmedien i Brydegaard efter Anna’s afdøde mand. Peder Larsen bliver bysmed ved giftemålet med Anna Larsdatter. Han bliver kaldet til smedegerningen af bymændene ved simpel stemmeflerhed og kommer derved i besiddelse af fæstet af  smedien og beboelsen til familien ligesom han fik en jordlod til græsning og fodring af et par køer. Ved giftemålet med enken Anna, får han således både hustru, børn, embede, embedsbolig og embedsjord. Sidenhen bliver ejendommen frigivet til køb til  privat ejendom og den 30. april 1856 køber Peter  ejendommen af staten til privat eje.

“…Anna’s første mand, Lars Madsen fæstede den 8. januar 1810 smedie i Brydegård. Han betalte 100 Rigsdalere i indfæste ved fæstebrevets udfærdigelse. Ifølge Lægdrullen for Dreslette Sogn i 1808 ses, at han er landsoldat i kongens 4. regiment i 1802 og befandt sig stadig ved regimentet i 1808. Ved sessionen 1810 oplyses det, at han er gift og har et barn og er blevet beskikket som landsbysmed i Brydegård og at han har præsteattest. Denne attest er utvivlsom nødvendig for at frigøre ham for videre militærtjeneste. Lægdrullen opgiver tillige hans højde til 166 cm.

Lars Madsen døde den 21. december 1821…”

Peter Larsen blev altså landsbysmed og da han  og Anna Larsdatter har været gift et års tid, føder Anna den 24. december 1823  en datter som  bliver døbt Maren (min tipoldemor ane nr. 15). Maren har seks halvsøskende i aldrene fra 2 – 12 år. Maren får ingen yngre søskende.

Da Maren er godt et år dør hendes farmor, Maren Hansdatter. Farmoderen blev 67 år og havde da levet som aftægtskone hos Niels og Maren og deres 3 børn. (Peters ældre bror og hans familie).

Tre måneder efter dør Niels’ kone Maren. Hun blev blot 46 år. Peters bror Niels mister altså på kort tid både sin mor og sin kone og står nu uden kvinde i huset. Et halvt år efter konens død, gifter Niels sig med hendes lillesøster Anne  som da var 35 år.  Niels og Anna får kun 2 fælles børn.

Niels dør den 4. oktober 1827 i en alder af 45 år.

1830 – 1840

I 1830 er Maren 6 år. Det er uvist hvad der er sket af begivenheder omkring hende i hendes barndom. Der foreligger ingen oplysninger om de seks store halvsøskende hun er vokset op sammen med.

I 1838 bliver Maren konfirmeret 14 år gammel. Peter, hendes far, fylder det år 39 – Anna, hendes mor fylder 57 år.

1840 – 1850

I 1844, da Maren er 20½ år gammel, får hun en datter. Datteren (ane nr. 7) bliver døbt Maren som sin mor. Faderen hedder Hans Nielsen, er 29 år og kommer fra Strandby. Maren og Hans er ikke gift, så ”Lillemaren” ( ane nr. 7) ses optegnet i kirkebogen som “uægte”.

 1850 – 1860

I november 1852, da ”Lillemaren” er 8 år gammel, bliver hendes mor og far (Maren og Hans) gift med hinanden. Året efter, Da ”Lillemaren” er 9 år, får hun en lillebror som ved dåben får navnet  Peter efter sin morfar. Fire år senere – i 1857, da ”Lillemaren” er 13 år, får hun endnu en lillesøster (Ane).  Efter yderligere et år bliver “Lillemaren” i 1858 så konfirmeret.

 1860 – 1870

I 1861 får ”Lillemaren” den sidste søskende – en søster som døbes Kirsten. Maren – hendes mor – er på det tidspunkt 38 år. Faderen – Hans er 47 år. ”Lillemaren” er selv 17 år. Hendes to andre søskende, Peter er 8 år og Ane er 4 år.

I 1865 dør ”Lillemarens” bror Peter – kun 12 år gammel.

 I december 1867 får ”Lillemaren” en datter. Hun er på det tidspunkt 23 år og ugift. Barnets far hedder Jeppe Pedersen, er 27 år og kommer fra Strandby, nøjagtig som ”Lillemarens” egen far  gjorde, da han traf hendes mor.

”Lillemarens” førstefødte barn får samme navn som moderen og mormoderen – nemlig Maren. Februar 1868 – kun 3 måneder efter, at ”Lillemaren” har født sin datter, dør hendes morfar Peter Larsen, 69 år gammel. Han nåede lige akkurat at blive oldefar. (Peter Larsens mor hed Maren, hans eneste datter hed Maren, hans  første barnebarn hed Maren, hans eneste oldebarn hed Maren).

Senere på året – november 1868 – gifter ”Lillemaren” sig med Jeppe Pedersen (ane nr. 6), og “Lillemaren” bliver derved “ærbar hustru” og den lille datter bliver ”ægte”.

 ”Lillemarens” mor – Maren – dør 3. måneder efter brylluppet i februar 1869, kun 45 år gammel. Hendes mor Anna (”Lillemarens” mormor) lever stadig. Hun er nu 88 år og har på kun  et år mistet sin mand på 69 og sin datter på 45 år.

 Den 15. marts 1869   – en måned efter at, ”Lillemaren” har mistet sin  mor og 3 ½ måned efter sit bryllup med Jeppe Pedersen – nedkommer  ”Lillemaren” med sin anden datter. Hun er nu knap 25 år. Den nye datter bliver døbt Anne Marie (min farmor ane nr. 3).

 1870 – 1880

”Lillemarens” nærmeste levende slægtninge i 1870 består af:

                      Mormor Anna 89 år             Datter Maren 3 år

                      Far Hans 55 år                     Datter Anne Marie 1 år

                      Søster Ane 13 år

                      Søster Kirsten 9 år

                      Mand Jeppe 30 år

Da lille Anne Marie er godt to år, får hun en lillebror, som blev kaldt Peder efter en oldefar som var død tre år forinden. Endnu et dødsfald rammer hjemmet. Anne Maries to år ældre søster, Maren  dør (”Lillemarens” førstefødte).

Anne Marie er nu den ældste. Da Anne Marie er fem år gammel får hun en lillesøster som kaldes Maren efter den afdøde storesøster. I foråret 1876 dør hendes gamle oldemor, Anna 95 år gammel. Anne Marie er da 7 år gammel. Samme efterår får hun en lillesøster mere (Rasmine).

I 1879 – da Anne Marie er 10 år, får hun endnu en lillesøster (Hansine). I 1880 er Anne Marie 11 år. Hun har fire søskende. Peder 9 år, Maren 6 år, Rasmine 4 år  og Hansine 1 år. Hendes  far er 40 år. Moderen 34 år.

 1880 – 1890

Omkring 1880 flytter Anne Marie fra Brydegård ved Helnæs til gården ”Lillelund” på Snave Mark, sammen med sin familie.

På dette sted får hun, 12 år gammel, sin 5. søskende – en lillebror (Lars Peter). Seks uger senere dør hendes morfar, Hans (Lillemarens far). Han bliver 68 år gammel. Da Anne Marie er 16 år, får hun atter en lillesøster (Karen). Da hun i 1888 er 19 år gammel kommer endnu en lillesøster (Laura), og i 1890, da hun er 21 endnu én (Johanne) som bliver den 10’ende og sidste i flokken.

Bortset fra den ældste (Maren) nåede alle Anne Maries søskende at blive voksne. ”Lillemaren” og Jeppe fik i alt 8 døtre og 2 sønner. Da deres sidste barn blev født var hun 46 år gammel og Jeppe Pedersen var 50.

 Anne Marie gifter sig den 11. september 1891 i Dreslette Kirke med gårdfæster af Bakkelundgård, Hans Mouritz Hansen. De køber fæstegården, Bakkelundgård, i Skårup, Dreslette Sogn og bliver sidenhen min farmor og farfar.

Skrevet i sommeren 2001

© Copyright Ellis M. Hansen f. Søllested

Hans Mouritz Hansen og Anne Marie Pedersen på Bakkelundgård får 10 børn. Gennem flere slægtsled havde omgivelserne anvendt  stednavnet Søllested som kaldenavn til familiens medlemmer. Det tog Hans Mourits og Anne Marie konsekvensen af i 1905 hvor de tager navnændring til Hansen Søllested.

  1. Hans Peter Hansen født 1892 –  døde 1904
  2. Carl Mouritz Hansen Søllested født 1894 – døde 1913
  3. Jens Marius Hansen Søllested født 1895 – blev gift med Andrea
  4. Christian Magnus Hansen Søllested  født 1897 – blev gift med Ingeborg – skrev sine erindringer
  5. Karen Marie Hansen Søllested  født1899 – blev gift med Aksel
  6. Martin Hansen Søllested  født 1901 – døde 1910
  7. Hans Peter Hansen Søllested født 1904 – blev gift med Ester
  8. Ejnar Hansen Søllested født 1909 – blev gift med Margit
  9. Mary Hansen Søllested født 1911 – blev gift med Viggo

Andre tekster

Ingen kommentarer

Svar