6 I Fra tiden i Faaborg

Pseudotvilling

Min ældste søster blev født i Horne i november måned 1935. Hun blev døbt året efter i Horne Kirke på faderens 27 års fødselsdag . Ved dåben frembåret  af hendes mormor og navngivet Ruth Karin Hansen.

Moderen stod ved siden og  det var morfaderen Telefonmontør Hans Andersen og landpost Hans Marius Larsen som stod faddere. Ruth Karin var kaldt op efter hendes morfars søsters datter som hed Ruth Iris og som var født i Asnæs på Sjælland.

Min ældste storebror – som denne tekst skal handle om – blev født i Horne i december måned 1936.  Han blev døbt i Horne Kirke i april året efter,  navngivet Ejnar Arvid Hansen, og frembåret  til dåben af fasteren Kirsten Madsen.

Farbroderens forlovede, Edith Åsholm, stod ved siden og så var det fasterens mand, Skrædder Alfred Madsen og farbroderen, Tømrer Ernst Vigelsø Hansen som stod  faddere.

Et halvt års tid forinden Ejnar blev født – ved den tid hvor Ruth blev døbt – vandt deres far, i maj måned, en stor flugtskydningskonkurrence på en mark ved Skibhuskroen i Odense. Et foto af  faderen med vinderpokalen er sidenhen ofte blevet fremvist, studeret, beundret, berømmet og omtalt i store vendinger.

Der findes ingen billeder af  sønnen siddende på faderens arm. Men i sommeren 1937 ses drengen siddende i sin barnevogn i haven hos bedsteforældrene, Maren og Hans Andersen, som boede på Assensvejen.

Ruth og Ejnar var pseudo-tvillinger.

Blot 12½ måneds forskel i alder var der mellem dem.

Hver især  havde de  derved – i hinanden – en slags ledsager for livet, men havde også en barndom med en indbyrdes konstant konkurrence om omsorg, opmærksomhed, kærlighed og fordele for egen vinding. En mekanisme som ikke alle voksne umiddelbart var opmærksomme på.

 En barnløs faster tog fuldt og helt søsteren til sig og kastede al sin tilbageholdte yngelpleje på den pige hun aldrig selv fik. Faderen forstod heller ikke helt de psykologiske mekanismer som kommer til udtryk i pseudo-tvillingers opvækst og de følgevirkninger der sidenhen vil kunne spores.

I årene frem til skolealderen tilbragte Ejnar og Ruth stort set al deres tid sammen og var for så vidt meget ens og alligevel vidt forskellige i deres  gøren og laden og i deres udfoldelser.

…”Vi gjorde alle ting sammen”, fortalte Ejnar engang. “En skønne dag, så ændrede det sig – Jeg ved ikke rigtig hvad der skete”…

Da skoletiden begyndte og skolekammeraters indflydelse vandt indpas “voksede” de naturligt nok lidt i hver deres retning. En grad af voksnes forskelsbehandling satte sine spor og blev de facto noget udbredt.

Ejnar gennemførte sin skolegang på byens to skoler – Grundskolen og Hovedskolen kaldet. Den korrekte benævnelse var Sundskolen og Faaborg Mellem og Realskole. Han havde gode skolekundskaber og evner og flair for skolearbejdet, men valgte at afviklede skolegangen efter afsluttet 7. klasse og den dengang 7-årige undervisningspligt. Og meget belejliget var der ikke traditioner i familien for “læseri og lange studieforløb”.

Som dreng havde Ejnar mange interesser og spillede bl.a. trompet, harmonika og mundharpe og i lange tider stod en lyddæmper til trompeten på ønskelisten. Den blev købt, da han havde sparet pengene sammen. Hans første harmonika fik han af farbroderen som også var hans gudfader. Harmonikaen var en blå “Red  Bronco Stel” med en enkelt række knaptangenter og blot to basser. Noget af det første Ejnar lærte at spille, var en god gedigen skomager bas som eksempelvis anvendes i valsetakt. Harmonikaen blev flittigt brugt og blev med tiden slidt så meget, at den simpelthen faldt fra hinanden. Sidenhen kom andre harmonikaer af forskellige mærker og størrelser til.

I den lidt lettere genre spillede han mundharpe.

Han var bydreng hos bogtrykker Hoby, hos skotøjshandleren i Østergade og hos Frøknerne Schnabel på Vaskeriet Østerbro.

Han spillede klubfodbold i AIK, som var Arbejdernes Idrætsklub. Som 12-årig afholdt han selv udgifter til klubkontingent og fodboldstøvler, da han og faderen i en periode “ikke spillede på samme hold” , fordi Ejnar have valgt medlemskab af AIK frem for den mere borgerlige Faaborg Idræts Forening. At de to foreninger så sidenhen blev slået sammen til FB & IF, er så en helt anden historie.

Ejnar var  til lidt fart og spænding og hurtige rytmer. Var fra barnsben fascineret af den udbryderkonge Bernardi –  som var pæredansk og døbt med navnet Bernhard – og så holdt Ejnar meget af Komikeren Georgs Formby’s action og banjospil. Han lyttede intenst til Gospelsangeren Mahalia Jackson og til de russiske bassyngende donkosakker. Og så lyttede han  gerne til de mere stille af tidens  revyviser. I hjemmet blev der sunget “Beautiful Brown Eyes”, “Slentre gennem regn”, “Solitudevej”, “Du må få min sofacykel” og mange, mange andre.

Han gik til hånde ved en cykelsmed som havde sit værksted i bagbygningen i Konservesgården og så drømte han om at blive mekaniker. Lærte vaskeriets feriedreng at svømme og fik to kroner ekstra om ugen for at feje mælkehestens efterladenskaber sammen og lægge herlighederne på vaskerifrøknernes rosenbed og så reddede Ejnar en kammerats liv, ved at gribe kammeraten, da han trådte gennem et ovenlysvindue på et tag i syv meters højde over et cementgulv.

Blev konfirmeret i 1950 sammen med sin storesøster som ventede et år på ham. Fortsatte i nogen tid efter konfirmationen på Vaskeriet “Østerbro”. Kom ud at tjene bønder på Casale og Tusculum – to gårde som lå tæt på hverandre. Havde værelse på tjenestestedet, men gik ofte hjem og sov. Forærede sine forældre tyve høns og en hane og var kæreste med Grethe Clausen.

Overværede i 1952  olympiaden i Helsinki i Finland, hvor han  “Tonede flag” i sin gule hawaiskjorte og fangede opmærksomhed i sin okseblodsfarvede habit. Holdt øje med tiden på sit sekskantede guldur med de 12 stjernetegn. Det var dengang han lærte “Buzzy Bill” at skrive “slyngskrift” og var ven med “Åbber” , “Rødtud”, “Bamse”, Zeleppo”, “Kokki” og alle de andre.

Siden tog han kørekort hos Kørerlærer Østergård på Hyrdehøj og brugte blot én time til kørsel og køreprøve. Teoriprøven i direkte  forlængelse af kørsel og køreprøve tog blot 12 minutter. Samlet pris alt inclusive kr. 120,00.

… Det var iøvrigt dengang den motorsagkyndige i byen hed Skak og én af byens handlende hed Jappe.  Om Jappe sang man i den lokale revy: “Hvis Jappe kan kørekortet snappe – så siger han hjertelig tak til Skak!”…

Allerede som  18-årig ejede Ejnar flere store motorcykler og gamle topersoners biler af vidt forskellige fabrikater.

Da der viste sig en læreplads, slog han til.

Ejnar blev udlært slagter og tilegnede sig et probert og fagligt velfunderet håndelag. Arbejdede i korte perioder i Odense og Vejle. Hjemmeslagtede stort og småt runden om i by og land og gjorde mangen en god handel.

Kørte Mercedes, Loyd, NSU Max og Super Lux med sidevogn, sammenklappelig faldskærmsscooter og meget andet spændende og så havde han en cykel med teleskopsadelpind.

Han giftede sig med håstruppigen Rosa Elise Blessing Jensen. De lejede hus i Bøjestræde og fik forkøbsret.  Boede dér i nogen tid. Fik børn. Solgte huset.  Boede flere forskellige steder. Købte en toetagers hjørneejendom overfor slagteriet, solgte, boede andre steder – og gik så fra hinanden.

Sidenhen boede Ejnar i et hus ved Tomrudshave. Huset var bygget på hjul og kunne vendes efter solen. På den tid åd hans schaeferhund husets sofa og  en Ærø-pige var hans kæreste. En tid havde han nyt hus i Ringe og var gift med Birthe, som havde sine fjerneste rødder blandt  Afrikanske slaver. Temperamenterne stod ved en korsvej og Ejnar bosatte sig senere  igen i hjembyen.

I perioder arbejdede han med sit fag. I andre perioder var han beskæftiget med andre gøremål.

Han mestrede at føre nogle af de store asfaltudlæggende entreprenørmaskiner og han var chauffør på en stor asfaltudlægger med navnet “Barber Greene”. Han var med til at asfaltere lange vejstrækninger og parkeringspladser i det ganske land. Og så var han sjakbejs, formand og arbejdsleder for “asfaltbisserne”, så længe det stod på.

Så drog han til søs og kom verden rundt flere gange.

Krydsede Ækvator, rundede Kap Horn, Biscayen og polarcirklen og sejlede blandt isbjerge i nord og lå i havn i syd – i Svendborg, hvor rederiet havde hjemme.

Som han selv udtrykte det billedligt: ” Jeg har Drukket vodka med bumser i russiske baggårde og nippet til årgangs whisky med ranchejere i Texas. Jeg har  smagt palmevin på afrikanske stolpehyttebeværtninger i junglen og jeg har drukket “isbjørneblod”  på randen af  Indlandsisen og så har jeg sejlet store mængder tørfisk til Afrika”!

Som hovmester kokkererede han efter Frk. Jensens Kogebog til multietniske søfolk og andre konsumerende storspisere og han frembragte gastronomiske smagsoplevelser og perler på suppen hvor det var muligt og umuligt.

På en hjemmesmedet jernkrog med en oksesteg som madding, fangede han hajer i Atlanterhavets vestafrikanske farvand ud for Port Harcourt i Nigeria og han har gennemlevet skibskapringslignende tyveriforsøg i farvandet samme sted, før den slags var almindeligt kendt i den offentlige vestlige verden.

Han har forsvoret aldrig at vende tilbage til Vestafrika, men gjort det alligevel.

Som hovmester varetog han besætningens ve og vel på flere områder end blot det kulinariske. Eksempelvis har han smidt besætningsmedlemmers pornoblade overbord i muslimsk territorium, for at undgå lokale embedsmænds forgodtbefindende anklager. Han har  konfiskeret et uretsmæssigt tilegnet katolsk ikon – som reelt var stjålet af et besætningsmedlem ved et vejalter – og gemt det på bunden af en fryser indtil faren for afsløring og konsekvens var drevet over. Han har bestukket korrupte vestafrikanske embedsmænd med tørfisk, sengelinned, dåser med makrel og gode ord og hvad der iøvrigt har været for hånden.

Han har kæmpet for livet mod tyveknægte i Lagos og drejet korrupte toldere og farisæer en knap hvor det var påtrængt.

Han har sejlet coffardi på alverdens have i storm og stille, har været sin egen bølgebryder, kløvet oprørte vande og har trådt uransagelige veje og stier. 

Ejnar  har været på farten i andres tjeneste. Rejst ud når der var brug for det og ofte sat sit eget i anden række. Slået sig til ro og bygget rede og stiftet bo herhjemme, når tiderne fordrede det, og han har brudt op når udlængslen og opgaverne igen trængte sig på. Han har også takket nej tak til favorable tilbud om job med fast bopæl i udlandet.
Fire gange krydsede han Polarcirklen og fire gange modtog han diplom. Fire gange krydsede han ligeledes ækvator og fire gange var der dåb og diplom.

Han har levet og oplevet – sanset og set – følt og tænkt –  tjent, bidraget og betalt priser. Han smiler når han fortæller om dengang skibet fragtede en stor asfaltudlægger til Nigeria. Asfaltudlæggeren blev læsset af på havnekajen og ingen vidste hvordan den skulle startes for at blive flyttet. Den ordner jeg, sagde hovmesteren og duperede alle ved på rutineret vis at starte den store maskine og køre den til en hensigtsmæssig parkeringsplads. For den handling med den store “Asfaltudlæggende Barber Greene” og utallige andre gøremål som krævede specialviden og håndelag høstede han megen respekt. 

Så bosatte han sig i “Entreprenørens hus” som datteren Gitte netop havde købt og lever nu sit stille liv derhjemme på vejen med udsigt over vandet, fjorden og øerne og få minutters gang fra barndomshjemmet. Han passede hus og have og hjem og papegøjer i voliere ikke at forglemme og der kom firbenede dyr i husstanden og hans mekaniske interesser blev plejet i det lille værksted i kælderen hvor orden og pertentlighed var selvfølgelige parametre.

Han påskønner livets tildragelser og sætter pris på et fortsat  mangfoldigt udbud af oplevelser – og så holder han meget af sin lille familie, sine dyr og sin veninde.

 Ejnar går nu sine daglige ture på steder hvor han  i fordums tid trådte sine barnesko. Tænker på dengang, da han som stor dreng mejslede en havfrue i cementen derhjemme i barndomshjemmets baggård.

Sidder med morgenkaffen og spejder gennem træerne ud over vandet – lader solnedgangstankerne strejfe stedets hensvundne begivenheder og fornemmer parkens stille puls – ser barndommens tarzantræ og tænker sit.

Her har han altid ønsket sig at bo, har han fortalt.

Hjemmet bærer sit tydelige præg af, at her bor en vidt berejst person med et erfarent verdenssyn og med et bredt udsnit af  stedernes folkekunst i husets forskellige rum, hvor hver  enkelt ting eller genstand  kan følges med fortællinger om oprindelse, erhvervelse og historiske tildragelser.

Stærke hjemlige rødder næres nu igen af den fynske muld blandt vidnesbyrd om en tid som har været og om oplevelser og hændelser som er lagret i erindringen og i minderne.

På væggen ved fladskærmen hænger en græsk ikon side om side med den korsfæstede.

Andre tekster

  • Tiden iler og årene går | ibmh's blog
    12. december 2012 at 07:04

    […] tiden og i sindet. En havfrue gemmer sig i baggårdens cement og tyve høns kagler i erindringen. Tanker strejfer dét som var – dengang da alt endnu var ungt og verden […]

  • Stine Blessing
    9. oktober 2012 at 16:34

    Hvor er det bare godt skrevet! Det beskriver lige præcis hvor fantastisk en mand, min dejlige morfar er!

    Det bedste i verden er at komme ind til morfar Ejnar og få en god historie om det vilde liv til søs, eller om barndommen i klinteparken. Dét bliver jeg aldrig træt af 🙂

  • Ib
    12. december 2010 at 21:30

    Hej Klaus
    Ud af otte søskende er vi endnu seks med liv og rørelse i. Vi er derved mange om at huske episoder, hændelser og fortællinger fra “dengang” og fra længere tilbage i tiden.
    Derhjemme blev der gennem tiderne talt meget om “de gamle i slægten”. I min tidligste barndom og ungdom var jeg unægtelig ikke særlig interesseret. Interessen kom først da jeg var sidst i tyverne. Og nu er jeg så kommet til den alder, hvor man gerne og helst af alt vil fastholde begivenhedernes flygtighed, modvirke livets forgængelighed og styre tidens ilen.
    Et spændende faktum er også den umådelig store forskel på, hvad vi som søskende husker om forskellige oplevelser og samme hændelser og de fællesberetninger vores forældre i skumringstimer og mørke vinteraftner fortalte om. Hvordan vi husker og med hvilke motiver det så bringes kommer så til udtryk, når vi taler om “Gamle dage” – iøvrigt nogle meget berigende stunder, når vi sådan repeterer “Ka’ du huske”.

    Erindrer en udtalelse af en ældre dement herre på et plejehjem, da han hvileløst gik rundt bag låste døre uden mål og med og ikke kunne finde hoved og hale i nogen ting:
    “Det er nu noget skidt, når man sådan bliver overhalet af fremtiden – man sku’ ha været skomager”.
    Ved så ikke om han i hans hvileløse tilstand tænkte på Jerusalems Skomager.
    Der er unægtelig mange indfaldsvinkler til historiens gang; til forståelse af tingene tilstand og til betydningsfulde parametre i selvforståelsen af personlig og suveræn identitet.
    Som det var engang har unægtelig stor betydning for hvordan det er nu og den omstændighed er absolut ikke uinteressant.

    Ha’ en god december måned.
    Hilsen Ib

  • Klaus Vigelsø Hansen
    9. december 2010 at 12:06

    Det er hyggeligt at læse om min far og mor(Ernst og Edith )Jeg husker både Alfred og Kirsten og din far Alfred.Det er en god ide at skrive det ned.

    Hilsen

    Klaus Vigelsø Hansen

  • Grethe
    14. juni 2010 at 21:55

    Hvor er det flot skrevet, det er utroligt spændende at læse om. Der er mange ting jeg som søster intet har vidst.

  • Gitte Hansen
    9. juni 2010 at 13:32

    Hej Ib.
    Nej hvor er det fint, det du har skrevet om far. Jeg er nærmest helt rørt til tårer. Det er godt nok sjovt at læse, og jeg kan jo godt huske det meste.
    Hilsen gitte