I denne tid er det 90 år siden at Maren og Hans, endnu ikke fyldt 40, trimmede hver deres cykler med blot ‘et gear og belæsset med bagage og fyldte med forventninger, cyklede den lange tur fra Assensvejen i Faaborg til Middelfart for at overvære indvielsen af Lillebæltsbroen og vel sagtens også for at se Kong Christian X og hans dronning deltage i festlighederne.
Maren og Hans var ikke helt vore bedsteforældre endnu dengang. Kun Ruth var født og hendes mor var 18.
Hans bar sålænge vi alle mindes en flot moustache – overskæg om man vil. Et sådant havde kongen også og måske var det hver især deres “adelsmærker”.
Al den tid jeg husker, hang der et billede af Kong Christian X højt til hest på den sydvendte væg derhjemme i Marens systue.
“Tristians hest” var brun med blis i panden, husker jeg, at kunne svare, når jeg blev spurgt, hvem der var på billedet.
Maren og Hans var kongetro i en tid, hvor man udtrykte ordene “Gud, konge og fædreland” og i en tid, hvor man lagde noget i begreberne.
I henved 20 år havde jeg et tilsvarende billede hængende i mit skab på skolen. Billedet havde jeg fået af en kollega. Da vi på skolen fik indrettet nyt rygerum, gav jeg billedet ærespladsen på væggen i rygerummet. Det tog ingen anstød af, og kongen beholdt sin plads til jeg valgte at fratræde min stilling i 2003 og blive pensioneret overlærer for stillingsbetegnelse sås alle steder indtil jeg kom ud af systemet.
Her i år 2025 er det så 90 år siden at Lillebæltsbroen blev indviet og at Maren og Hans tog turen frem og tilbage. I mellemtiden var de så blevet min mormor og morfar. Hun med egen systue, han som telefonmontør, med kasket, kokarde og tjenestemandsstilling og fri liberi (udrustning) og fri telefon.
Hallo, goddag, det er Andersen, lød det med dæmpet stemme, når morfar tog telefonen og ringede til centralen og bad om omstilling.
på foto: børnene Dagny, Arne og Else
Ingen kommentarer