3 I Slægt

Thora og Mikkel

Jeg traf aldrig selv Thora,  men jeg ved at hun passede forsamlingshuset i Roerslev. Hun var nemlig kogekone. Sådan en  af den solide slags som har både hjerte og håndelag for gerningen.

Thora gik med store – altid nystrøgne og kridhvide – forklæder og var bestemt og viljefast i sin gøren og laden ligesom hun var respektfuld og fuld af loyalitet over for, hvad der måtte krybe og gå. Hun var det man kalder retskaffen – ordentlig og redelig i al sin gøren og laden og så sagde hun tingene uden omsvøb – sådan lige ud ad landevejen, forstås.

 Thora dansede en fejende flot vals sammen med sin ægtefælle, Mikkel, både på dansegulvet i forsamlingshuset og i hverdagens mange gøremål – blot ligesom for at demonstrere hvordan sådan noget skal gøres – og så opfostrede hun og ægtefællen deres tre piger i fælles forståelse og samdrægtighed uden også at være rørende enige om alt.

Og så gik hun med ”Julens Glæde” i al slags vejr – eller rettere cyklede. Hun skulle nemlig “hele sognet rundt” for at indsamle frivillig  juleopsparing. Det var sådan en slags forening. Medlemmerne fik så deres opsparede penge igen ved juletid.

Mange cyklede kilometer blev det til hver sæson. Det tog Thora i en stiv arm.

Når hun svang sig i sadlen på den gamle sorte bedstemorcykel og trampede rundt til beboelserne på Blanke Mark, så var hun målrettet på opgaven.

 Til tider var sparelysten hos medlemmerne – eller måske rettere spareevnen – mindre, end den var til andre tider. Thoras honorar var blot lidt renter af de opsparede midler, så den aktivitet hun udfoldede med indsamlingerne og de mange cyklede kilometer var velsagtens nok mere ideologisk betinget end den som indtægtskilde egentlig stod mål med bestræbelserne.

 Ikke sjældent tog Thora stikkene hjem når der blev spillet kort med naboer, venner og familie. Ikke sjældent dyrkede hun sin gæstfrihed og bød på kaffe og hjemmebag. Og ikke sjældent gik Thora til havs sammen med sin fiskermand for ligesom at  indsnuse havduften, nyde vidderne ud over havet og velsagtens også  for at følge lidt med i, hvad der rørte sig blandt de lokale kystfiskere. Stedet havde jo en meget lang tradition for kystfiskeri.

Thora blev født i begyndelsen af oktober måned 1888 på forældrenes bopæl i Hjerupgyden – det sted ovre i Barløse, som nu kaldes Skovvangsvej. Hun blev døbt i november måned 1888 i Barløse Kirke og  navngivet Thora Laurine Johansen  og det var farmoderen, Enke Karen Hansdatter fra Hjerup, som bar hende til dåben. Fadderne var Tømrer Jens Andersen, Hjerupgyden og  farbroderen, Julius Frits Johansen på Orelund samt dåbsbarnets far.

Med årene nåede de op på syv i søskendeflokken.  Fire piger og tre drenge. Thora var den 2. ældste i flokken.

 Forældrene, Kristian Nikolaj Johansen f. 1857 og Rasmine Madsen Hvid f. 1863 var blevet gift den 28. november 1885 i Kerte Kirke og efter giftemålet havde de fæstet et hus i Hjerupgyde. Her boede de efterfølgende i en del år og her blev de sidste seks af deres børn født.

 Allerede i 1892 mister Thora en lillesøster som dør knap 2 år gammel af strubehoste. Lillesøsteren blev begravet på den lokale kirkegård. Samme sted som én af Thora døtre sidenhen blev begravet.

 Thora bor hjemme hos forældrene i Hjerupgyden indtil hun i 1902 blev konfirmeret i Barløse kirke. Efter konfirmationen kom Thora ud at tjene og det var husgerningen der optog hendes interesse.

Så var det, at hun mødte Mikkel Jensen oppe fra Nørre Vorupør. Han var kommet til Fyn omkring 1910 – 1911 og havde så fået arbejde på en avlsgård i Barløse sogn- samme sted som Thoras far og hendes farbror var beskæftiget. Mikkel Jensen var ud af en fiskerfamilie og faderen hed meget betegnende Thomas.

 Amorinerne svævede og Thora og Mikkel giftede sig i Kerte kirke i december måned 1912.

Så kom der børn. Eller rettere – deres første barn var kommet. Født på en fødselsstiftelse i Svendborg. Mikkel blev fodermester på Stutterigården ved Røjleskov og Thora blev medhjælpende hustru. Ved den lokale folketælling i 1916 blev de optegnet som  boende i Stutterigårdens fodermesterbolig.

Mikkel skiftede job og lejede den ene ende af et dobbelthus af Jacob Stenpikker. Købte sidenhen parcellen på Lavmosevej, Blanke Mark, og etablerede bolig dér. Så blev han politisk engageret – ræverød socialdemokrat, sagde man – og så blev han  indvalgt i sognerådet.

Asperup – Roerslev Sogneråd 1947

Bageste række fra venstre: Niels Nielsen – Adolf Jepsen – Holger Thomsen – Christian Møller Hansen – Carl Jensen
Forreste fra venstre: Mikkel Jensen – Kirstine Jørgensen – Hugo Bertelsen – Anton Christensen – Hans Ebbesen – Johannes Nygård.

Mikkel var en klar modstander af den liberalisme som venstres selvejerbønder udfoldede og han arbejdede målrettet i sit politiske virke for en større social retfærdighed og ligeværd. Han blev formand for den lokale brugsforening og arbejdede sideløbende med fiskeri med drivgarn, slusepasning og som vejmand. Det er fortalt, at han også slog sten på samme måde som man hører om i den navnkundige sang  “Jens Vejmand”.

Og så skal man ikke glemme, at Mikkel også var en ivrig jæger

 Thora passede forsamlingshuset og kørte med ”Julens Glæde”. Snuppede sig en vals med Mikkel i ny og næ og kokkererede til gilder, fester, konfirmationer og andre begivenheder og lavede også ind imellem alt muligt andet – så som at vaske for folk.

Mikkel blev motoriseret. Lagde en lille halvanden hestes benzindrevet korsørmotor i sin jolle og så købte han knallert – en Skylon, som han fik lavet trailer til. Det var i 1950’erne at Mikkel og en bekendt købte knallert i Odense samtidig. De fulgtes ad derud da de skulle afhente deres køretøjer. Så defilerede de side om side ad vestfynske landeveje mod hjemmene på hver deres respektive nyerhvervelser. Mikkel kørte rundt til egnens bønder og solgte sine fisk og han var god for også, at levere fremragende hjemmelavde saltede og krydrede sild.

Thora cyklede fortsat med “Julen Glæde”.

En dag i april måned 1959, da Mikkel var blevet henved 69 år gammel – gik han til stranden som så ofte før. En heftig nordvestenstorm havde raset nogle dage og havde tilsandet Mølleåens udløb og frosten havde den dag tilmed bidt sig godt fast.

Mikkels hjerte var med årene blevet noget miserabel og slidtagen mærkbar. Thora fulgte ham da oftere til stranden. Den dag i april måned 1959 blev hans sidste.Ved Mølleåens udløb faldt han om og døde. Thora var med ham den dag. En nabokone var på stranden på samme tid og hun lagde beskyttende sin frakke over Mikkel.
Mikkel blev begravet på Roerslev Kirkegård med deltagelse af et talrigt følge. Begravelsesfølget var efterfølgende inviteret til kaffe i Roerslev sal. Ved den lejlighed holdt formanden for Den Socialdemokratiske Vælgerforening i Roerslev, Niels Larsen, en fortræffelig, velment og koncentreret tale for sin gode ven og partifælle, Mikkel Jensen. Ved talens slutning mistede Niels Jensen dog lidt af koncentrationen, idet han, i stedet for det vanlige “Æret være Mikkels minde” spontant udbrød – “Leve Mikkel”.

Thora Kirkebjergvej “Jenle” i Asperup 1973

 

Thora levede en del år som enke i det lille hus på Lavmosevejen. Sidenhen købte hun et stråtækt bindingsværkshus med navnet “Jenle” . Huset lå blot nogle få  minutters gang fra kirken og kirkegården og Mikkels gravsted.

I huset “Jenle” boede Thora indtil hun nogen tid før sin død i 1980 kom på plejehjem. Hun blev knap 92 år gammel.

Så var det at jeg en dag for nogle år siden blev gjort opmærksom på Thora og Mikkel og så var det, at jeg spurgte mig for på det lokale arkiv og sådan lidt rundt omkring. Kiggede i kirkebøger og folketællinger og besøgte steder og mennesker og fik fortalt.

Huset “Jenle” på Kirkebjergvej i Asperup blev efter Thora købt af en Levy Larsen, Strib, med henblik på, at Levy Larsen ville renovere det gamle hus. Opgaven blev større end forventet og Levy Larsen solgte huset videre til et ungt par, han boede nabo til i Strib. På et tidspunkt efter Thora’s død, finder det unge par nogle efterladenskaber på husets loft. Blandt andet nogle foto fra Thora og Mikkels bryllup som de afleverer til lærer Poulsen i Nørre Aaby. Om fundet på loftet Fik jeg berettet ved et besøg i “Jenle”. I min research.

Thora og Mikkel var min nieces tipoldeforældre. Nu hviler de ud i legatgravstedet på den lille kirkegård oppe på bakken, hvor der efter sigende engang har været en kæmpehøj og hvor det fortælles, at svenskerne under svenskekrigen stjal blytaget af  kirken og hvor samme svenskere begravede deres døde sådan lidt hulter til pulter, inden de drog videre.

Man trænges ikke om pladserne på den lille kirkegård hvor Thora og Mikkel har deres sidste sted. Deres grav kunne have været slettet for år tilbage. Det blev den ikke.

Foto: 1959 / fire generationer på spindesiden:

Fra højre mod venstre – Thora med oldebarnet Susanne på armen, dernæst Ellen som er Susannes mor og datter af  Karla – Karla der står yderst til venstre er Thoras barn nr. 2 og det er hende, der i 1964 fik sit sidste sted der hvor Thoras lillesøster i sin tid blev begravet.

Thora og Mikkels datter, Karla,  blev gift med Christian Ahrenfast Baltsersen og det var oprindeligt de to som var genstand for den første opmærksomhed, og det var via dem jeg blev gjort opmærksom på Thora og Mikkel.

Andre tekster

  • Ib
    9. august 2020 at 17:22

    Jeg fik dengang de billeder arkivet havde af familien.

  • Ib
    18. januar 2012 at 22:28

    Derhjemme var det “sygekassemanden” som kom hver fredag for at indsamlede bidrag til opsparing. Hos os blev denne ordning kaldt “Julens glæde”. Hvorvidt man betalte et kontingent, erindrer jeg ikke noget om. Dog var der et symbolsk vederlag til den person som cyklede rundt og hentede pengene. Jeg har hørt at man andre steder brugte udtrykket “Julens trøst”. Et lidt pragmatisk udtryk – mener at der er en verden til forskel på de to udtryks indhold og det signal de sender. Jeg vil hellere opleve intensiteten i julens glæde end jeg vil være udsat for julens trøst.

  • Grethe
    18. januar 2012 at 20:28

    Julens glæde eksisterer stadig her i Refsvindinge, Anno 2012.
    .