Dømt i unåde

”… I slutningen af 1940’erne, eller måske var det i begyndelsen af 1950’erne,  fik vi høns derhjemme.

Vi boede ganske vist i ”bymæssig bebyggelse”, men naboen til den ene side havde selv haft høns som dog var blevet reduceret til kanariefugle og naboen til den anden side havde fortsat høns. Så det var sådan set ikke noget problem, at vi også fik høns.

Om det var for hyggens, æggenes eller suppehønsenes skyld, at vi derhjemme fik høns, blev jeg aldrig klar over. Blot husker jeg, at min far og mor havde besluttet, at de ville have høns. Så vi fik høns.

Min far havde i nogen tid gået og bygget på et hønsehus og en hønsegård og en skønne dag stod det hele pludselig færdigt.

Jeg har en anelse om, at der blev brugt genbrugsmaterialer, da brædderne i hønsehuset nok var lidt overdimensionerede. Men solidt og holdbart var det.

Tredive kvadratmeter hønsegård og seks kvadratmeter hønsehus med krog på døren, indgangshul med luge og redekasser side om side og sovepladser og panoramavindue med udsigt mod hønsegårdens indhegning. Flot så det ud som det stod dér i nord -sydlig retning, lidt bag det gamle lokum, under det store kastanietræ, tæt op ad de blå syréntræer og en meters penge fra naboens baghus. Hønsegårdens ene ende var beklædt med brædder i et par meter højde og siden ud mod haven var ligeledes beklædt med brædder. Dog blot i én meters højde.

Hønsene kom i flere tempi. En sækfuld ad gangen. Til sidst kom den store flotte kok i al sin pragt og vælde.

De første høns var af racen Hvide Italienere. Den første nat fløj de over hegnet og slog dem ned for natten hos naboer og i den tilstødende park og der var lidt opstandelse og besvær med at indfange dem igen.

Så blev der monteret ”tag” på hønsegården. Og så kom den næste sækfuld høns. Husker ikke racen, men de var røde. Endnu en sæk høns blev lukket løs i hønsegården og så var besætningen oppe på tyve høns og en kok. Og der blev gogget, galet og lagt æg. Der blev samlet brødskorper, køkkenaffald og plukket græs. Der blev fodret, vandet og holdt øje med, studeret og iagttaget og ind imellem blev der gravet orm i hønsegården. Og så blev der samlet æg.

Idyllen ville ingen ende tage.

Indtil den dag, da det viste sig, at kokken var en noget krasbørstig herre. Arrig som han var, kunne han finde på at gå til angreb på folk og fæ. End ikke hans egne fredsommeligt spankulerende fruer undslog han sig fra “at være på nakken af”.

En dag kokken havde forgrebet sig på flere af hønsene, gik jeg ind i hønsegården for at kalde den formastelige til ro og orden. Arrig som han tilsyneladende var, fløj han lige i flæsket på mig. Snarrådigt greb jeg ham i halen og slyngede ham rundt i luften mens han højlydt goggede protesterende. Pludselig mistede jeg “grebet” og kokken “fløj” frit ud i luften.

 Tilbage stod jeg med et par flotte halefjer i hånden.

Lidt henne i hønsegården spankulerede en meget fornærmet kok rundt og manglede en væsentlig del af sin pryd og sin stolthed.

 Nogen tid efter blev kokken dømt til suppegryden – Han havde nok selv aspireret til denne  skæbne via sin adfærd og sit heftige temterament, men at han mistede både “fjerene og pelsen”, var jeg dengang ikke helt fri for at føle delagtighed i. Da jeg præsenterede fjerene for min mor, digtede jeg en historie om en bestemt høne i flokken, som iøvrigt havde været under observation for “at plukke sine medskabninger” og som så nu, ifølge min forklaring havde trukket halefjerene af “Kokfar”.

En sommer søndag endte hønen så sine dage som tarteletfyld…

(Har forøvrigt senere erfaret at det var min storebror som var den glade giver af hønseflokken).

Men – Har vi mon noget med høns i vores familie?