Affi, Ugla og Fejer

Affi, Ugla og Fejer og `en mere som også lød et kaldenavn som jeg ikke husker, sad derhjemme i baggården i sommeren 1944 ved et gammelt sybord fra Østermøllen  og spillede kort. De var ungdoms bekendte. Når de var sammen, kaldte de hinanden ved øgenavn. Det gav indbyrdes position og prestige.
Alfred, Carl Alfred ( også kaldet Grossi) og Holger var deres døbenavne, når ret skulle være. De navne brugte de dog sjældent, når de var i vennelag og brovtede indbyrdes.
Mor sad ind imellem ved samme bord og syede med den gamle sorte Singer symaskine og håndlappede tøj og syede de større søskendes tøj om til de mindre, klippede, tilpassede og brugte nål og tråd og så havde hun altid de her lange tøjsnore ude i baghaven fyldt op til sidste plads med vasketøj. Var der noget vi derhjemme havde rigeligt af, så var det tøjsnore med vasketøj og inden for store bunker af strygetøj. Altsamment håndvasket i zinkbalje og med vaskebræt.
Mor og far var blevet borgerlig viet den 2. Maj 1937 ved sognefogeden i Svanninge.  I 1944 var de så blevet en familie på 7. Så når mor startede zink vaskebaljen op, så vaskede hun efter syv personer hvoraf de fem var børn i alderen et til ni år.

Den sommer i 44 samledes “drengene” med mellemrum for at spille kort og når vejret var til det, så sad de ude i gården. I alder har de vel næppe været ret meget mere end først – eller midt i trediverne. Affi var 33, Grossi var 3o. De andres alder kender jeg ikke. Ingen af dem synes endnu helt,  at have sluppet deres frisk-fyrsagtige erindringer fra deres ungdom. En enkelt var end ikke flyttet hjemme fra morens kødgryder, en anden – min far – som i omgangskredsen blev kaldt “Affi” havde dog rigelige med forpligtelser ved sit giftemål med vores mor, fem hjemmeboende børn i alderen fra 1 til 9 år og to lidt ældre in mente med tømmerens Thora.

”Fejer” var vistnok skorstensfejer. Jeg mener hans døbenavn var Holger. Om det kan jeg godt være i tvivl. Vores fars brug af øgenavne kunne ind imellem være lidt komplekst og svær at gennemskue. Fejer giftede sig og flyttede til Ærø. Om ham ved vi ikke så meget. For nogle år siden stødte jeg på navnet Fejer et sted på Vestfyn, hvor jeg skulle hente et skibsrat min svoger Erik havde købt på nettet. Vi – Erik  og Jeg havde så aftalt, at jeg skulle hente rattet, da jeg boede tættest. Min søster Grethe og Erik ville så hente rattet ved et senere besøg i Strib. Da jeg kom til adressen og så navnet Fejer, var det nærliggende at nævne, at jeg kendte til Fejer-navnet og at en person som blev kaldt Fejer, på det foran nævnte tidspunkt flyttede fra Faaborg til Ærø. Det kendte personen jeg besøgte rent faktisk til, så det fik vi en snak om. I forbindelse med noget slægtsforskning og nogle udvandrede personer var jeg kort forinden ydermere stødt på navnet Fejer og et hidtil ukendt søskendeskab i anden forbindelse. Vi ved dog ikke, om der var nogen forbindelse til Fejer fra Faaborg.

“Ugla” var hjemmefødning og flyttede ikke på noget tidspunkt fra fødesognet eller fødehjemmet. “Ugla” var kæderyger – cigaretter og cigarer forstås – og så yndede han at bære blankskygget kasket med hvidt sommer overtræk på kaskettens puld. “Ugla var handelsmand udi genbrugsting, jern og skrot. De første år cyklede han rundt. Så købte han bil – en Topersoners Ford fra 1920’erne – 30’erne med et lille åbent lad.  Han forblev ungkarl til først i 1960 hvor han i en alder af nær de halvtres giftede sig og vistnok endog opnåede sølvbryllup med konen.

Noget lystige og rigeligt friske var “Drengene” i omgangstone, i sprogbrug og i hentydninger, når de sad bænket omkring det gamle sybord ude i baggården, hvor megen af deres snak drejede sig om : “Ka’ du huske”. “Ugla” var ivrigst og havde den tydeligste tendens til alt for ofte, at blande relationer til det andet køn ind.  “Ugla” så op til min far, ikke mindst, når han efterlignede ham med, at smøge ærmerne høj op og når han i sine fortællinger ville overgå “Affi” i finurlige handler med jern, skrot og lignende. “Ugla” var selvbestaltet handelsmand, kan man godt sige. Han fandt ting på lossepladsen og rundt om ved gårdenes køkkenmøddinger og ved almindelig handel, som han solgte videre og tjente penge på. En overgang kørte “Ugla” rundt i sognet og solgte røgede ål, sild og makrel. Det gjorde “Affi” også i perioder med arbejdsløshed. Både “Affi” og “Ugla” havde vandrebrev – en tilladelse udstedt af politimesteren – som gav dem ret til at bedrive fri handel i mindre målestok.

Jeg har egentlig aldrig helt forstået hvorfor min far skulle have skjorteærmerne smøget så højt op og lige så lidt har jeg forstået hvorfor “Ugla” skulle det samme. Adspurgt havde min far en forklaring. Min far havde kraftige muskuløse arme som ikke kunne rummes i halvt opsmøgede skjorteærmer, så han følte sig nødsaget til at smøge skjorteærmerne op over overarmsmusklerne. . “Ugla” havde blot nogle tynde stænger, så han følte sig bedre udrustet, når han gjorde det samme. Det er tankens kraft, der tæller. Det så man hos “Ugla” med en vis tydelighed. Den sidste af de fire kortspillere ved vi ikke hvem er. Han virkede som en noget beleven herre med bredskygget hat,  mønstret silketørklæde bundet løst i den åbenstående skjortehals og iøvrigt hvide sandaler på fødderne. Pludselig en dag var han ikke iblandt de andre og uden at foregribe begivenhedernes gang, eller gøre nogen uret, så mener jeg at have fornemmet, at hans deltagelse i “drengenes” kortspilsamlinger  stoppede brat efter en heftig uoverensstemmelse med “Affi”.

År senere, efter jeg var begyndt i skolen, spillede mor og far kort med Anna og Albert Madsen. På den tid var far begyndt med at destillere vinsprit. Destilleringen foregik i køkkenet. Så længe det stod på, var der forment adgang til  køkkenet, og blev der spurgt til, hvad det var for en opstilling, der stod ude på komfuret i køkkenet, var svaret: “Det er et tærskeværk”. Den klare væske der kom ud af brygningen blev blandet med noget essens af forskellig slags og vupti, havde far fremstillet likør. Det hændte, at Anna og Albert Madsen var noget lystige, når de gik hjem efter en kortaften på Østerbro. Erindringer fra sådanne kortaftner var, en tilrøget stue med tobaksrøg og sviende øjne. Far og Albert Madsen røg cigarer, mor røg cigaretter, Anna og vi børn røg ikke. Men lur mig – det sved i øjnene de aftner, der blev spillet kort.
Far lagde tobakken på hylden sidst i 1950’erne. Han var kommet i tanke om, at han ikke kunne tåle røgen. Mor røg sin tid ud, i lange tider var cigaretmærket Blå Northstate. Fars foretrukne mærke i cerutter, var Manne. Han fik et år til Jul en stor flot æske cigarer af sin søster i julegave. Den hed Hofnar. Dem turde far ikke ryge, da han mente der var noget lusket ved navnet. Det viste sig så, at det rent faktisk var et ret så eksklusivt hollandsk mærke for feinschmeckere.