Små skridt

Når jeg tænker på det sted, hvor jeg stolprede mine første usikre skridt og hvor jeg siden trådte mine barnesko på den brostensbelagte gårdsplads ved kastanietræet og syrenbuskene og ved hønsegården med de tyve høns og en hane og hvor jeg sågar havnede inde blandt Marie Madsens høns og faldt i søvn blandt hønsene, fordi jeg lagde mig ned blandt dem for at studere dem i øjenhøjde.

Når jeg tænker på at jeg fulgtes med mine større søskende hen til Gårdmand Breum, så melder et indre billede af den gamle bindingsværksgård med det lavt hængende stråtag sig på mine nethinder og at gården lå ret over for nedkørslen til Klinten og at vi hos Gårdmand Breum købte mælk ved stalddøren og æg ved bryggersdøren, – så virker det også lidt som om jeg erindringsshopper i en helt anden tidsalder.
Gårdmand Breum døde i 1949. Gården blev samme år solgt og brækket ned og på dens jorder lavede man Hyrdehøj i start 1950’erne. Bagest oppe på Hyrdehøj på højre side, mellem Paulin og Røde Andersen var lavet en stikvej som lå i venteposition. Derfra kørte man direkte bagind i Casales frugtplantage.

Næste gård på samme side var Casale. Hos Casale købte vi grøntsager, frugter, bær og kartofler og mælk. For det meste en skæppe kartofler ad gangen. En skæppe er tolv et halvt kilo, så det var en voksen, der bar.

Hos “Peder Mortens” ovre ved “Bondestedet” i nummer 111, handlede mig bekendt ingen ved stalddøren. Min bror Niels fortæller dog, at hos “Peder Mortens”, handlede vi både friske æg og nymalket komælk.

Når jeg tænker på de gange jeg gik langs ad Slippen og tværs over Gyden, ind gennem hullet i hækken, ind til parken med plænen, hvor der blev sunget alsang, holdt taler og spillet musik og hvor bræddehytten stod gammel og forfalden, tilskoddet med brædder for vinduerne, så tænker jeg også på min første lange tur ud i den vide verden, da nysgerrigheden drev mig til at driste mig over vejen, hen ad Østerbrogade forbi Lokomotivfører Rasmussen og Bådfører Gabrielsen videre forbi købmand Breum, Arne Bonde, KaSkrappi, Skomager Lundsfryd og Vendeltorp, for at tage et lurekig om hjørnet op ad Østermøllevejen.

Mine søskende havde fortalt om en tilflyttet familie med en stor børneflok som var flyttet til og havde bosat sig på den østre møllevej. Jeg måtte, min liden alder og størrelse til trods, skaffe mig selvsyn for sagen, så jeg listede med hjertet oppe i halsen hen til Østermøllevejen og kiggede forsigtigt rundt om hjørnet.

Jeg havde fået fortalt, at familien med de mange børn skulle bo nabo til Købmand Alf Jensen og Frits Violin som boede ved siden af Stenfiskeren og at ungerne skulle være nogle værre unger, der snakkede jysk og sikkert ville bemægtige sig herredømmet over kvarteret. Ups! – det her var “Os og de andre”.
Østermøllevej så ganske stille og fredelig ud, ingen fjender af kvarteret var at se. Ikke lige, hvad jeg havde ventet, så jeg luskede hjem med uforrettet sag. Min første lidt længere ekspedition på hen ved et par hundrede meter hjemmefra var gennemført.

Siden tog jeg turen mange gange i ledsagelse med søskende eller en forældre. Det var nemlig ved dette hjørne at Bøjdenbageren gjorde holdt med sin brødbil, når han om aftner var på brødtur med konen og sønnen.
Bøjdenbageren blev også kaldt Måneskinsbageren.

Vi handlede også brød uden for lukketid ved Bager Rasmussen.Et par kroner “billigbrød”. Så fik vi posen fuld med hvad som bød sig af brød og kager som den dag ikke var blevet solgt.
Det var bagerens piger som stod for ekspeditionen. Flinke var de hver især. Lidt forskel i bagerpigernes gavmildhed kunne spores. Generelt var bagerfamilien nu ret så generøse og mangen en hyggeaften med kage, kringle eller konditorlækkerier til kaffen, har vi mørke vinteraftner holdt derhjemme i de små stuer i familiens skød og i hinandens selskab, hvor vi læste bøger og blade, snakkede og spillede og sang, lyttede til hørespil i radioen, spillede grammofonplader og udvalgt revymusik.
Det skortede ikke på hyggetimer derhjemme og mangen en mørkningstime sad vi og snakkede om dagens gøremål og de mange individuelle oplevelser, inden mørket faldt på og gardinerne blev trukket for og loftlyset tændt.
I den kolde tid yndede flere af os at sidde nær den lune kakkelovn, der stod midt mellem spisestuen og Den Røde Stue med de klunkebesatte plysmøbler.
I  spisestuen havde vi en 7-personers hjørnebænk som vi selvsagt havde megen brugbar fornøjelse af , både som siddeplads ved spisebordet, når vi var forsamlede i mørkningstimen, når vi lavede lektier eller tegnede, klippede og klistrede eller gjorde andre ting. Det gamle egetræsskrivebord fra Østermøllen stod mellem to vinduer mod gaden. Træpaneler beklædte spisestuens vægge mod nord, øst og syd og farmor og farfars stueur med pendul og et urværk som med jævne mellemrum, skulle trækkes op med en nøgle, hang på væggen ind mod Madsens. På væggen ved siden af køkkendøren hang en juleplatte med årstallet 1937 det år far og mor blev borgerlig viet hos sognefogeden i Bjerne. Ved siden af havde det gamle barometer fra fars barndomshjem oppe på Østermøllen sin plads. Her tjekkede vores far dagligt vejr og vinds omskiftelighed og barometerstand. Det skete ved, at han duppede på glasset med en finger for at kontrollere viserens bevægelse.  Træpanelerne i spisestuen var alle dage brune.

Da vi fik hilst på de tilflyttede børn fra Østermøllevejen – piger og drenge – var det som der var legekammerater til hver enkelt i de to søskendeflokke og i alle aldre.

Hans og Marie Madsens med deres to drenge Peder og Alfred til den ene side og Sara og Peder Johansen med en fem seks voksne ikke hjemmeboende  børn til den anden side, er de første af vore naboer jeg husker. Hos Sara og Peder Johansens lejede de en lejlighed ud. Der boede Børge Jespersen med hustru og en datter. Børge og hustruen holdt bryllup under åben himmel hjemme i Peder Johansens gård. De var blevet gift i et andet sogn, men holdt bryllupsfesten hjemme i Peder og Sara’s baggård, så der var vi så som naboer til glogilde med frit udsyn gennem det tynde rækværk som skilte de to parceller.  Hos Hans og Marie Madsens havde de akvariefisk og så holdt de ugeblade.  Hos Sara og Peder Johansen havde de kanariefugle og urte – køkkenhave. Madsens kom vist fra Bjørnø og var en fiskerfamilie og Sara var fiskerdatter fra Dyreborg og Peder var fra Bjerne og var en overgang ansat ved Fyns Telefonvæsen men arbejdede iøvrigt som murerarbejdsmand i mange år. Sara og Peder blev gift og købte huset på Østerbrogade før første verdenskrig. Længst henne mod Klinten boede en enke efter en fisker. Hun var en Wikkelsø. Manden var druknet, så hun var alene med to voksne drenge. Den ene af drengene hed Kaj Wikkelsø. “Røde Kaj” kaldet grundet hans hårfarve. Gode naboer var de til begge sider og megen snak over hæk og mur og kaffekopper husker jeg. Sara røg ikke, men hendes datter “Kylle” gjorde.  “Kylle” og mor røg mangen en cigaret købt i løsvægt hos købmand Breum og når det var smalhans i de likvide midler, købte de i fællesskab blot en enkelt cigaret som de så røg på, på skift. Så tog de nogle kraftige sug og kongekrassere, inden de gav cigaretten videre.  Min bror Niels fortæller, at vores mor engang røg pibe. Det kan jeg nu ikke huske. Kaffen de drak blev købt med rationeringsmærker og blev drøjet med kaffeerstatningerne Richs eller Danmarks og var vistnok ingen stor nydelse. Kaffeerstatningen var lavet af cikorie, vistnok fremstillet af roer. På den tid købte man små mængder kaffe ad gangen. Husker at de hos min legekammerat, Kaj Madsen, købte et fjerdingspund kaffe ad gangen. Det svarede til 125 gram.

Marie Madsen og Sara Johansen var et par dejlige ældre damer af  den gode gamle solide slags og hos dem fik vi børn mange timer til at gå med at læse ugeblade og tegneserier, studere akvariefisk og se på kanariefugle. Hos Sara og Marie fandt vi megen tålmodighed og gode læsestunder, men lavede vi noget som krævede irettesættelse, så faldt den prompte. Sara gik i kittel og brune gummisko og var en trivelig kone. Maries dresscode husker jeg ikke men hendes flade fynske dialekt gjorde indtryk, velsagtens fordi Marie gerne ville lære os børn det fynske sprog.
Næst efter kunstmaleren – i cementtagstensfabrikken hus lige inden Ny Assistent Kirkegård – boede FruJo og Overlæreren med sønnen Leif. FruJo´s borgerlige navn var Kirstine Sofie. Inden hun og manden kom til Faaborg, havde de været lærere på Langeland, hvor deres dreng var født. Hos dem kom vi meget i og med, at vi legede med Leif. Leif elskede fisk, og når der var fisk på menuen hjemme hos os, spiste leif med. Leif elskede at slikke ben fra fladfisk.
Henne hos Leif,  når et glas med henkogte pærer var blevet tømt, stillede Kirstine os op i række. Væbnet med et antal skeer, delte hun så en skefuld sødt væsker ud til hver åben mund og skiftede ske, så ingen brugte den samme. Så stod vi der på trappen i skyggen af det gamle valnøddetræ som stod tæt op ad vaskehuset og gabte som dunede fugleunger og nød den søde væske fra FruJo´s henkogningsglas.
Kirstine Sofie alias FruJo var min klasselærer i de små klasser og hendes mand Overlæreren Kristian Johansen var skoleinspektør på Sundskolen – ordentlig og regelret i sin gerning, spejderleder og fritidssejler. Et par gange om ugen skiftede han straks efter arbejdstid til korte bukser, spejderbælte og spejderdress med dolk og slige sager som en spejder bar rundt på. Spejderne holdt dengang til i et hus ved banegårdspladsen nær Lohses ishus.
Derhjemme brugte vi meget i sommerperioderne, når vi var på hjemmebane, at gå uden fodtøj. Så sled vi ikke på såler og overlæder. Mindes en høst hvor Ejnar arbejdede på Casale hvor jeg oplevede at gå med bare tæer i den nyhøstede stubmark. Det var selvsagt ikke nogen fornøjelsen. På andre steder og andre tidspunkter, var det såmænd praktisk nok.
På de gemte rationeringsmærker, kan jeg se, at jeg i 1947 fik et par nye gummistøvler af mærket TRETORN, købt hos Gangelhoff i Østergade, nabo til brødrene Siverts. Mange havde dengang gummistøvlen som det til hverdagsbrug praktiske fodtøj. Nogle brugte i varme perioder at smøge skaftene ned, så mindskedes fodbeklædningen til et umiddelbart mindre kikset udseende når regnvejr, tø og sjap var på lang afstand.

Hvor vaklende mine spæde skridt i kvarteret var, så er erindringsbillederne også nok så glimtvise. Fedtlæderstøvler og plusfour var mine værste klædningsstykker. Fedtlæderstøvlerne blev snøret højt op ad anklerne. De var tunge og klodsede og larmede når man gik. Plusfour var knikkers i overstørrelse, deraf navnet plus four (+ fire tommer). Hue og handsker var for tøsedrenge. Men når alt kom til alt, så tillod vi os ikke at være så forvænte. Tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig var ikke en tid med overflod. Man holdt focus på resourcerne og man arvede større søskendes tøj, sko og skoletasker. Man lappede, stoppede og syede om. Der var en syerske i den tids husmor og mange systuer var indrettet hjemme blandt indboet.
Min mormor havde systue derhjemme på Assensvejen og hun fik på et tidspunkt strikkemaskine. Hun syede for private, for sygehuset og for Binggeli’s Konfektionsfabrik. Min mormor havde brændefyret jernkomfur, brændekasse i køkkenet, håndvasken var af jern og hun havde madamblå køkkentøj og i dagtimerne stod vækkeuret i køkkenet og gjorde opmærksom på sin tilstedeværelsen med sine taktfaste lyde tiktak, tiktak, tiktak. Morfar sov til middag på ottoman’en som stod i systuen og han læste cowboyblade og hefter i kategorien “Bill og Ben”. Mormor havde bunker af modeblade og der blev lånt mange bøger på biblioteket. Kirsten var den første i søskendeflokken som i slut 1940’erne fik eget sæde på stangen af vores fars cykel og Hans Jørgen (Stumpi) var den første, der havde en trehjulet cykel med lad. Før den tid havde far en gammel budcykel med lad fortil som vi børn blev fragtet på, når vi eksempelvis var med ham i skoven for at se til hans fælder. Skulle lidt større ting flyttes, så lånte vi en trækvogn.