1 I Fra tiden i Faaborg

Forstadskvarter Østerbro

Østerbrogade var Faaborg By´s første egentlige forstadskvarter som tilmed var beriget af et udbud af forretninger og serviceydelser som, så længe kvarterets handlende bød sig til med dagligdagens fornødenheder, udgjorde en mærkbar konkurrence til de øvrige handlende i byen.

I skrivende stund, som er året 2023, ses ikke længere mange rester af stedets tidligere så livlige forretnings -og handelsliv og hvad der ellers har været af forskellige serviceydelser af rullekoner, syersker, kollektører o.l.

Følger vi vejen ude fra Klinten og ind mod byen, så ses ikke mange rester fra “Peder Mortens” lille husmandssted i nr. 111 med den lukkede gårdsplads. Her var hest, køer, grise, mødding, køkken -og prydhave og mark. “Peder Mortens” mark lå lige op til Østermøllen, til Parkvejen og til Skovvejen. Han havde næppe meget mere end fem tdr. Land jord. Pladsen var snæver ved den pikstensbelagte tilgang til heste -og kostald med en tæt liggende mødding. Egentlig mærkede vi naboer og genboer ikke meget til, at der var landbrug hos “Peder Mortens”. Møddingen lugtede frisk som nu en mødding kan lugte omend ajlen kunne stå i store pytter ved den snævre passage. Men hvis det gamle mundheld “Vis mig din mødding og jeg skal sige dig, hvem du er” skulle bruges her, så var der orden i tingene hos “Peder Mortens”.
Udtrykket “Peder Mortens” er afledt af en gammel talemåde. Peder var Mortens søn.

I huset før Parkvejen boede Telefonmontor Christoffersen. Hos Christoffersens samledes vi i kælderen, når der under 2. Verdenskrig kom luftalarmer. Christoffersen arbejdede sammen med min morfar ved det lokale telefonvæsen. Christoffersen var den eneste jeg kendte på den tid, som havde guldfiskedam i forhaven med fastmonteret sikkerhedsnet lige under vandoverfladen.
Som nabo til “Peder Morten” mod vest i nr. 99 boede togfører Eli Bekgård og familie i selvsamme hus, som murer Bejerholm havde boet i, inden han erhvervede cementtagstensfabrikken på den anden side vejen.
Levin’erne i Klintely så vi ikke meget til. De var travle mennesker og fremstillede lidt viktualievarer i baglokalet. De havde plads i haven til at bygge garage, men byggede aldrig.
Nabo til Levin boede den gamle Lokomotivfører Rasmussens. De holdt duer og var svigerforældre til min onkel og nabo til lokomotivførerens havde Bådfører Gabrielsen sin bolig. Tæt på hverandre boede altså en lokomotivfører og en togfører – udtryk som indikerede overgangen fra kuldrevne lokomotiver til diesel motordrevne tog. Lokomotivføreren og motorvogsnføreren havde mangen en snak om deres virke og spidskompetencer på jernbanens skinnelegemer hvor de gennem årene havde ført hver deres togstammer og som med deres kasketter og kokarder gjorde indtryk på nogle halvstore beundrere.
Hos kolonialhandleren i nr. 101 ses ingen spor endsige fra Skomager Lundsfryds værksted i baghuset et par huse før Østermøllevejen. Maskinstrikkerens var privatbolig og det samme var Ørelægens klinik på Hjørnet af Østerbrogade og Gaaeis Have. Malermester Bordier skråt overfor Den Jødiske Begravelsesplads som hørte til Nordens største. Malermester Bordier gjorde ikke megen stads af sin tilstedeværelse og børstenbinder Milling havde udsigt til Faaborg Fjord gennem træerne i Voigts Minde. Smedmester Plough som fik bevilling til at slå sølvmønt byggede siden hen værksted på Gasværksvej, Kunstskrædderen i Søndagshuset boede overfor nr, 50 og Petra Kalstrup med hendes Spirella Corsetter holdt til ved indkørslen til Dommerkontoret. Jydsk Trikotage havde udsalg et par huse længere henne hvor vognmand Helge med sin enlige hest og købmanden på hjørnet af Sct. Hansgade havde deres domæner.
Bager Rasmussen, der havde været selvstændig på en lille ø i Øhavet, inden han med familien kom til byen byggede stedet om. Sadelmageren som populært blev kaldt “Per Jytten” boede ud for Sct. Hansgade . Han havde så fint et skilt på husets facade. Slagter Jørgensens nydelige forretning i nr. 33 prydedes af et stort tyrehoved, sandsynligt fra forgængeren Mouritz Levins tid. Mejeriet hvor brødrene Marinus og Richard huserede lå ved siden af Slagteriudsalget, hvor der hver fredag blev stegt flæskesnitter, skomager Andersen og frisør Ravn som efterfulgtes af Poul Petersen holdt til på modsatte side af gaden. Tatol, tobaksforretningen med sønnen, der var balletdanser, grønthandler Berg, konsul Petersens Kolonialforretning drevet af døtrene hvoraf den ene havde damefrisørsalon,. Konsulen havde været finsk konsul og medstifter af den lokale købmandsforening. Kredslægen hvor engang en hestevognmand havde haft domicil og portindkørsel, hvor nu kredslægen havde entre til sin klinik, vognmand Petersen hvis far engang havde været byens største vognmand talt på antal heste , Vaskeriet med frøknerne Edith og Wedrova Schnabel, damefrisøren hvis ægtemand var “Ongo ballongo fra Faaborg til Congo” alias Børge Christensen som sammen med Lille Thomas og andre fremstillede balloner, cremer og lignende. Jens Lyn, der siden blev taxavognmand, cykelsmed Larsen med værksted i gården, taxavognmand Stoffer Jensen og Rødspætten som bedrev fiskeri ved siden af den lille tobaksforretning, tømmermester Harrebech som byggede broen ved fiskerihavnen og endnu en skomager som hed Svidt og som havde været fiskehandler og haft arbejde på slagteriet og sidst gasværkskontoret som holdt til i nr. 2 og hvor Lucie Frandsen passede sin daglige dont.
Østerbrogade som den var engang. Alle spor efter tidens handelsstand er slettet.

Købmand Breum havde i 1949 efterfulgt Frandsen i kolonialhandelen i nr. 101, Kåre købte Skibsmægler Nielsens hus og Bejerholm have og byggede øldepot og kunstmaleren Hans Rasmussen boede ud mod vejen, Lundsfryd havde skomagerværksted i sit baghus og lavede brødknive på hobbyplan i fritiden, ørelæge Skovman var flyttet til byen fra Als og havde klinik i underetagen, maskinstrikkeren holdt til med maskineriet i stueetagen, børstenbinder Milling havde forretning i kælderen hvor også værkstedet lå. Kunstskrædderen havde sit skrædderi i Søndagshuset i en lille tilbygning og han målte daglige temperaturer for tidens meterologiske institut, Petra Kalstrup arbejde med sine corsetter i stueetagen ved indkørslen til dommerkontoret og i samme bygning tjente min søster Ruth hos Dommer Dige hvis kone var lærerinde.

Jysk Trikotage med alt til sytøj hørende klarede sig med et værelse i stueplan, købmanden på hjørnet af Sct Hansgade havde forretning i fortovsniveau og udleverede nøgle til søbadeanstalten ved Langelinje og solgte benzin fra en stander ved fortovskanten. Vognmand Helge havde stald til sin enlige hest, Basse, i en bygning som havde krængt begge husgavle ud, så de dannede facade, et ret så usædvanligt skue.

Bager Rasmussen havde forretning i fortovsniveau, bageri med ovn i kælderen ud mod vejen og bagest i rummet konditori.

Her – og ved andre af byens bagere – fik tidens befolkning stegt juleand og flæskesteg. Man bestilte i god tid til afhentning et bestemt klokkeslet. Man medbragte så emballage til steg, sky og stegefedt. Med tungen lige i munden, balancerede hver enkelt så hjemad med den dyrebare last og med duften ret op i næseborene. Derhjemme stod vores mor så klar til at tage over.
Lur mig vi har holdt mangen en ekseptionel jul i husets små stuer. Juletræ til loftet havde vi altid – rødgran forstås. Der var julestjerne i toppen, fehår og glimmer, Dannebrogsflag, levende hvide lys, glaskugler og ditto fugle, kræmmerhuse, musetrapper og flettede julehjerter og andet af tidens tradionelle pynt prydede træet som hvert år blev leveret af spejderne.
I radioen hørtes ønskekoncert giro 413, fiskerinoteringer og hilsner til søens folk og samtaler mellem søfarende og hjemmeboende på kanalen “mellembølge” med ind imellem ret så intime aftaler, “når sømanden kom hjem”.

Efter fyraften sås bageren ofte siddende på cykelstativet foran bageriet i livlig disputs med kvarterets unge som havde en tendens til at forsamles ud for bageriet, næsten som var det byens gadekær.
Hos mejeriet ved Marinus og Richard, var der et par trin op til mejeriudsalget og ved slagteriudsalget var indgangen i gadeniveau, ligeså hos slagter Jørgensen, skomager Andersen, frisør P. Petersen og Tatol og resten af de handlende hen ad vejen, lige med undtagelse af damefrisøren i nr. 17a. Her var der to trin op og det var der iøvrigt også hos herrefrisøren som var enlig far med sin søn, Klaus, kaldet “Dasse” der havde sportsvogn – en rød Triumph TR II- to personers med kaleche forstås. Hos vaskerifrøknerne Edith og Wedrova Schnabel, der midt i 30’erne havde overtaget vaskeriet og varmerullen og hvor jeg og tre af mine brødre forrettede budkørsel i sammenlagt 10 år i forlængelse af hverandre, var der travlhed og lange arbejdsdage og sås en rød og velholdt budcykel i byens gader i de sene aftenstimer, så var det Vaskeriet “Østerbro” som havde sin bydreng på overarbejde.

Foto: Gåsetorvet ved århundredeskiftet og i 1940’erne. Sidst i 1950’erne ændrede indkøbsmønsteret sig til fordel for de handlende nær byens midte. Forretningsindehavere som var klar til pensionen fandt ikke købere til deres forretninger som en efter en blev lukket – og som der nu, i skrivende stund, har været udsat for en ret så gennemgribende tilpasning og fjernelse af gadens oprindelige arkitektur som forretningskvarter med store vinduespartier i gadeniveau – en renovering som er gennemført med skyldig hensynstagen til kvarterets arkitektur men som ikke levner ret meget tilbage at lade sig inspirere af, om hvad som var engang her på Østerbrogade hvor livet og handelen pulserede og hvor gående og kørende gadehandlere var et dagligt syn og hvor byens trommeslager jævnligt annoncerede forskellige tilbud, andespil og begivenheder. Trommeslager Nyborg sluttede sin rute ud for nr. 105. Så vendte han rundt og returnerede mod byen.

“Peder Morten” som lagde jord til Omfartsvejen, margarinefabrikant Johanson der var mejerist, hans margarinefabrik hed Meca og producerede henved 40 tons margarine årligt, skibsmægler Nielsen, Kunstmaler Hans Rasmussen med hans nok så genkendelige to-takter DKW, Lokomotivfører Rasmussen, Bådfører Gabrielsen, Levin’erne i Klintely, Overlærer Johansen og hans FruJo, Hoteldirektør Kragelund og tagstensfabrikant Bejerholm, KaSkrappi som hed Hansen. Landmåler Stanley Kock som øvede bjergklatring i de store sejlskibes rigninger og om det skrev avisen, Tømmermester Hansen, Osvald Oval som plejede byens anlæg under ledelse af Stadsgartner Madsen, samt hvem som ellers satte deres personlige præg på kvarteret skal ikke glemmes. Hver især og på hver deres måde, var de vigtige elementer i tidens gadebillede og i dets liv, leben og dagligdag.

Når forsvarsbrødrene holdt mindesamlinger for krigens faldne, gik optoget med faner, fakler, balloner og musik i spidsen altid fra Markedspladsen, gennem byen, ad Østerbrogade til Krigergravene på Assistent Kirkegård, videre til Ny Assistent Kirkegård og til Sommerrestauration Klinten, hvor faklerne blev smidt i en bunke, på den åbne plads ud mod fjorden, hvor de brændte ud, mens der blev holdt taler og sunget fædrelandssange ledsaget af musik af byens orkester.
Når seancen var ovre, gik alle hver til sit, sammen eller enkelvis. Nogle med et instrument under armen.

Nogle gadehandlere solgt ferske fisk andre solgte røgede sild og makrel, stenbidere og ål. Nogle kørte rundt med en stor trehjulet ladcykel, andre havde blot en kasse i knallertens bagagebærer. Persillegartneren fra Aastrup kørte på en Longjohn, han kom flere gange om ugen med sine sæsonvarer fra gartneriet og kassevis af friske landæg.
“Måneskinsbageren” som også virkede under navnet “Bøjdenbageren” kom ugentligt med sin brødvogn og holdt ud for hvor Vendeltorp og Skomager Lundsfryd boede henne ved Østermøllevej. Oftest var vognen bemandet med bageren selv, konen og sønnen. Ekspeditionerne foregik ved, at man besøgte vognen og ved at to af vognens mandskab gik rundt til de potentielle kunder på Østerbrogade og i Gaaeis Have. “Måneskinsbageren” fik sit kaldenavn fordi han først kørte sin brødtur efter mørkets frembrud og fordi han kunne være sen på den. og jeg ved faktisk ikke noget om, hvor stor en del af Faaborg By “Måneskinsbageren” rent faktisk servicerede.

De som handlede i det åbne rum havde løst vandrebrev, som gav ret til den slags handel. Vandrebrevet blev udstedt af politimesteren og afgiften var en ‘engangsforetagelse og kostede i 1956 en 10-kroneseddel. Dengang brugte man endnu 1-ører, 2-ører, 5-ører, 10-ører, 25-ører med hul i, gule 1 -og 2 kroner, 5 – 10 – 50 – 100 og femhundredesedler -plovmanden blev den kaldt.