En dag i august

En af de sidste dage i august måned i året 1959, skulle vise sig at få ret så afgørende betydning for mit liv. Den dag kom min ældste bror Ejnar hjem for at fortælle, at om meget snart ville slagteriet med stor sandsynlighed annoncere efter læredrenge. En læredreng stod for,  at have udstået sine fire års læretid og en svendeprøve var nu nært forestående.
Slagteri og produktion var i fremgang. Eksporten gik godt og slagtninger af svin og kreaturer var i antal stigende. Læredrenge  afløste læredrenge og de som havde lært faget og tilegnet sig rutiner og kompetencer, fik mulighed for at forblive ansat på slagteriet.
Min ældste bror Ejnar arbejdede på slagteriet og min næstældste bror Niels i pølsemageriet, så jeg fik jævnlige orienteringer om status. Ejnar og jeg havde en aftale om, at han fulgte nøje med i, hvornår der var læreplads at få. Nu var han så kommet hjem for at fortælle: “Hvis du vil  have læreplads på slagteriet, så er det nu.  En læredreng er snart færdig som lærling og slagteriet skal bruge en ny læredreng. Du skulle køre ud og snakke med Duelund”, var hans korte og direkte udsagn.
Næsten inden Ejnar havde fået talt færdig, tog jeg fat i min gamle cykel, “Bruno”, og cyklede ud på Bjernevej hvor Duelund boede.

Efter at have afløst Mester Frost, der oprindeligt var købmand,  var Duelund  avanceret fra mestersvend til Driftmester. Den “Gamle” slagteridirektør Rasch var død nogle år forinden og en ny direktør var kommet til, Marius Jacobsen hed han. I pølsemageriet hed pølsemesteren, Hans Andersen. Han søgte nye udfordringer og blev efterfulgt af Pølsemester Herluf Tørslev Jensen, der var fra Horsens og havde spillet cricket på landsholdet.
Generelt var der et relativt ungt team af ledere klar til at tage hul på fremtiden. Arbejdsprocesser blev omlagt og nye opskæringer og tilskæringer blev indført og nye markeder kom til. Pulverkalve, fedekalve og kødfulde kødkroppe og lyst kød, oksehjerner, brisler og heste blev sendt til det italienske marked. Trikinkontrolleret svinekød var tyskernes foretrukne og bacon af bedste kvalitet var forbeholdt det engelske marked og blev udskibet fra Esbjerg, hvor også en landsdækkende kvalitetskontrol – flæskebedømmelse kaldet – med mellemrum fandt sted, så de forskellige slagterier kunne vurdere sig selv i forhold til hinanden.
Der var tydeligvis nye tider på Vej i slagteriets historie. Alt det var jeg forhåndsorienteret om via mine to brødre, der hver især havde “klædt mig godt på til Samtalen”.

Vi fik en god lang snak om løst og fast Duelund og Jeg og hver især så vi hinanden lidt an, mens vi sad i hver sin lænestol ved vinduet i karnappen ud mod vejen.
Samtalen sluttede med ordene: “Du kan begynde på mandag”.

Jeg  var himmel henrykt og lettere euforisk, Da jeg cyklede hjem ad Assensvej, neden om havnen og ud ad Østerbrogade. Ved hjemkomsten var Ejnar kørt, han boede dengang i Håstrup og pendlede dagligt mellem Håstrup og Faaborg på sin sorte NSU Superlux med sidevogn.

Lige godt 16 år gammel, havde jeg nu fået læreplads på slagteriet og tanker om, at nu var fremtiden sikret, lå mig ikke fjern. Tre af mine ældre brødre var beskæftiget ved faget, Ejnar var blevet slagter og fik læreplads i 16 års alderen. Niels (Issi) var pølsemager og fik læreplads blot tretten et halvt år gammel. Issi havde ansættelsessamtale om læreplads med slagteriets bogholder, Rasmus Petersen, der havde været ungdomsven i Horne med vores far. Per var som knap 16 årig blevet lærling som butiksslagter hos en landslagter H.P. Skov og Søn i Vester Aaby. Nu var jeg så kommet med på “holdet”, 16 år og tre måneder gammel.
Pudsigt at tænke på, at vores far som helt ung, havde leget med tanken om at blive slagter og vitterligt havde “gået til hånde” hos den lokale slagter i hans hjemsogn. Den metie syntes hans mor tilsyneladende ikke om, blev det fortalt. Min far blev så murer efter først at have afprøvet en tid som kleinsmed. Nu havde han så fire sønner inden for slagterfaget.

Flere af mine jævnaldrende var undervejs med uddannelser og beskæftigelser. Tom Hansen, “Dooley” kaldet, var blevet malerlærling hos Tvede Knudsen i Østergade, Orla Reenberg svingede smedehammeren, hos smed Frederiksen i Strandgade på samme tid som den to år ældre Knud Paustian. Bent Aage Thomsen var gået i lære som købmand på Engvej, Finn Lyster havde allerede som 14-årig fået læreplads som typograf i Svendborg. Kaj Vie og Mads Peter Poulsen havde startet karrierer som fiskere og nød tydeligvis faglig tilknytning til både fjord, fiskerihavn og det omgivende øhav inspireret af hver deres  fiskerfamilier. Gunnar Egelund blev tapettrykker på Fiona og Gunnar Højsgård blev tømrer, Kaj Madsen startede med at vende oste på Herregårdsmejeriet, siden polerede han biler hos Motorkompagniet ved Engvejskrydset, en tur rundt om Fiona efterfulgt af et job ved et lokalt dagblad med lang arbejdstid om torsdagen, blev det også til. Udlængslen trak i Kaj. En ældre bror i Sverige fik ham udfordret til at afprøve arbejdsmarkedet hinsidan og Kaj drog ud og kom hjem fyldt op med oplevelser, nye ord, udtryk og fremmede gloser. Flere af pigerne fra vores  “gamle” klasse sad på kontorer, en optrådte med dans og akrobatik, andre blev damefrisører og nogle blev noget andet og enkelte tog på både efterskole og højskole. Arbejde og beskæftigelse var der nok af, men lærerpladser, de hang ikke på træerne – heller ikke dengang.

Jeg var pavestolt over min nye læreplads og glædede mig meget og jeg opsøgte pudsigt nok mine jævnaldrende “lidelsesfæller” for at snakke læreplads og en lille smule skidvigtig kunne jeg ikke helt sige mig fri for at være og så konstatere, at jeg som slagterlærling på slagteriet ville være i den højest betalte gruppe af læredrenge i byen. Min førsteårs ugeløn lå på hele 75 kroner hvor Tom “Dooley” som malerlærling hos Tvede Knudsen til  eksempel blev aflønnet med 35 kroner ugentligt.
En bøde for at køre uden lys på cyklen kostede dengang 15 kroner og havde man “vundet” sådan en, så måtte den afdrages med 5 kroner om ugen hvis man var malerlærling.

Ser vi på en arbejdsplads i størrelsesordenen som slagteriets med henved små 90 medarbejdere, så siger det sig selv, at summen af kompetencer blandt medarbejderne var noget  forskellige. Generelt var der dog stor vilje til at vejlede og tilrettevise nyligt ansatte læredrenge omend der også herskede tendenser fra en gammel slagterkultur, hvor “knejtene” om de ikke artede sig vel, kunne få et svirp eller to om ørerne af en våd karklud.

I slagteriet var der  tre læredrenge ad gangen. I pølsemageriet det samme og hos smedene var der en enkelt ad gangen. Blandt visse af læredrengene i slagteriet herskede der en mentalitet: “Længst i læretiden bestemmer over kortede tid i læretiden”.  Den metie blev der i min tid blandt læredrengene udkæmpet utallige mundhuggerier om, inden diskussionerne ebbede ud og helt forsvandt.

Min første dag på slagteriet – mandag den 7. september 1959 – husker jeg stadig med al tydelighed – lyde, dufte, stemninger, jargon og forskelligheder og hvilke drabelige historier jeg fik fortalt om forskellige meritter som havde udspillet sig på virksomheden og som fortsat foregik. Sjove, alvorlige, pudsige – og som de dog blev fortalt og som der blev grint og moret sig, omend de var blevet fortalt igen og igen.

‘En af de lidt blidere historier gik ud på at nogle stykker af medarbejderne en dag havde disputeret om årets afgrøder i egen have. “Baronen” vil ikke stå tilbage for praleriet og han hævdede så, at han dette år ikke havde fået “No’en jordbær kowt hen fordi de var så store, at han ik ku få dem nier i glas’ne”.

Så var der også lige den – fortalt af Nicolai V. Jensen – om spegepølsen som Mester Frost havde fundet gemt i svideovnen. Han havde så spurgt Nicolai om: “ Hvad gør vi ved den, det er jo tyvekoster”? Nicolai havde så nok så frejdigt svaret: “Tja – vi kan jo dele den”. Det havde Mester Frost på det bestemteste afslået og lagde spegepølsen tilbage hvor han havde fundet den, med henblik på at udspionere hvem som eventuel på et tidspunkt ville hente pølsen.
I samme sekundt Frost vendte ryggen til pølsen for at stille sig i skjul, nappede Nicolai pølsen som derved forsvandt som dug for solen.
Efter at have stået i skjul i hen ved en times tid, ville  Frost lige kigge til pølsen som han til sin forfærdelse opdagede var væk. Mysteriet om spegepølsen der forsvandt som dug for solen blev aldrig opklaret og om der var nogle, som den dag fik spegepølse på rugbrødsmadderne, melder historien ikke noget om.

Min første arbejdsdag på slagteriet startede med, at jeg blev ekviperet med gummistøvler, kitler, forklæde og et par knive.  Ejnar fik tid til at vise mig tilrette og den første introduktion til de gamle slagtersvende fik jeg i sliberummet, hvor der hver morgen blev slebet knive, flækøkser og hvor der under stor lystighed blev fortalt historier og anekdoter. Kødsavene blev filet af tømrerne på tømmerværkstedet og skulle et stykke værktøj tilrettes, så det lå godt i hånden, så blev det gjort på smedeværkstedet.
Jeg fik anvist en ledig plads i kantinen og der sad jeg så hver dag og spiste min madpakke. Faste pladser var noget man tog alvorligt. Det var næsten som sad man efter rang og tørst og visse ancienniteter.

Gamle Søren havde passet kantine. Efter der blev bygget ny kantine og udvidet saltkælder, overtog tobakshandler Eskildsen kantinen eller “Tutten” som den også blev kaldt. Hver medarbejder fik en nummereret konto i “Tutten” og kunne efter ønske købe på “klods” og betale ‘en gang om ugen.
Kom nogen galt afsted og skar sig, så var det Paustian som ordnede at indbinde en finger. Paustian var ansat af veterinærmyndighederne og var som kontrollant dennes forlængede arm på slagteriet og ved siden af den metie, passede han så også forbindskassen.

Mit første job på slagtekæden bestod i, at hjælpe vores Kongelige Vejer og Måler – Aagaard hed han – med at registrere, kønsbestemme og veje svinene, så leverandøren fik dem registreret til den rette afregning.
Aagaard stod i et lille aflukke hvor han i en protokol – med blyant – noterede relevante tal og oplysninger og han kom egentlig ikke direkte i berøring med svinene. Jeg stod udenfor “glasburet”, tog fat i hvert enkelt svin, trak det på vægten og konstaterede om der var tale om en galt, en sogris, en so eller en orne. Aagaard  aflæste så vægt og noterede, inden jeg sendte svinet videre på slagtegangen. Det var Aagaards job, at veje alt, hvad der udgik fra slagteriet. Dog ikke de varer, der blev rakt over disken i ekspeditionen, hvor den gamle tidligere købmand, Rasmus Knudsen, havde sit domæne bistået af Sinnerup. Vi læredrenge i slagteriet tog hurtigt model efter vores voksne forbilleder. Vi indførte, at hver lørdag skulle vi drikke brændevin til frokost. Udgifter til brændevin – “en kylling” – gik på omgang. Øl betalte vi hver især selv.
Tillidsmanden, Peter Hansen, følte sig hildet til en reprimande gående ud på, at en sådan uskik blandt de unge, kunne vi godt vente med.
I min tid på slagteriet var vi på intet tidspunkt mere end tre læredrenge på samme tid. Når en lærling nærmede tiden, hvor der skulle aflægges svendeprøve, blev der ansat en ny læredreng og den nyudlærte, om vedkommende havde gjort sig fortjent til det, gled over i en fast voksenansættelse, om ikke militærtjenesten eller andre omstændigheder gav et afbræk og vedkommende ikke vendte tilbage, men drog videre til nye udfordringer.
Vagn skiftede erhverv og gav sig af med møbelhandel via en ansættelse hos svigerfamilien. Frank var varm på miljøet bag disken i forretningsverdenen og fik job i en slagterforretning. To stoppede af personlige årsager inden læretidens udløb. To andre blev inden for faget. Jeg selv havde planer med mit fag og med fremtiden. Det stak en erhvervsskade imidlertid en kæp i hjulet for. Efter moden overvejelse skiftede jeg erhverv og blev lærer. Ikke at fagets udøvelse indtil da var mig uvelkommen, men på grund af den omstændighed, at jeg mistede en del førlighed i min højre hånd som besværliggjorde arbejdsprocesserne og sikker styring af værktøjerne.