Oktober er sædemåned

I sommerens løb i året 2019 skar jeg mig et par vandrestave. Satte dem til tørre og modning i sol og skygge, brugte forskellige slibematerialer, fjernede ujævnheder, gjorde i rette længder og smurte med bivoks og sidst poleret med en bomuldsklud, alt sammen for at gøre dem håndvenlige og modstandsdygtige for vind og vejr. Den ene stav gav jeg  navnet ”Munken”, fordi den i udseende leder tankerne hen på en skaldet, langnæset og asketisk munk. Den anden stav gav jeg navnet Hejren fordi den minder mig om netop denne langbenede vadefugl med de sindige vingeslag.

En dreng som fik navnet Gallus blev, for mange år siden i oktober måned, født i Irland. Året vides ikke. Som voksen blev Gallus munk og levede størstedelen af sit liv som munk. Vandremunk forstås. Han blev klostergrundlægger i Mellemeuropa og døde omkring år 635.  Den omstændighed koblede jeg til navnet Guhl – en person i slægten som i nyere tid har fået en del opmærksomhed.
Forklaringen hertil finder du andet steds ved at klikke HER.

I antikkens romerske kalender var oktober måned årets ottende måned. Octo betyder jo på latin otte. I vor tids kalender, er oktober imidlertid årets tiende måned og i ældre tid blev måneden kaldt sædemåned.
I denne måned skulle man nemlig, når man fulgte årets gang,  så vintersæden. Man skulle i gang med frugtplukningen. Træerne skulle gødes med en god portion komøg og humlen med svinemøg. Kålroer og gulerødder skulle tages op og fårene klippes. I slutningen af måneden begyndte man at slagte, salte, støbe lys og mange, mange  andre indendørs aktiviteter.
Om det og meget andet kan man som nævnt læse i Ruth Gunnarsens ”Vore gamle kalenderdage”.

Munken Gallus blev efter sin død ophøjet til helgen og om Sct. Gallus’ dag hedder det i et vejrvarsel: “Når bladene bliver siddende efter Sct. Gallus’ dag (som er den 16. oktober) kan vi vente en streng vinter, og der vil komme meget utøj til næste år”. 

Nå men!, min vandrestav ”Munken” er altså opkaldt efter Munken Gallus, vel vidende at det også fortælles, at i Rhinlandet, hvor floderne Glahn og Nahe mødes, ligger et lille yndigt bjerg, Disibodenberg, opkaldt efter en vandremunk, som i det 6. århundrede slog sig ned her og begyndte at evangelisere Rhinlandet. 

I dag – i skrivende stund – den 22. oktober 2019, som der ikke findes nogen vejrvarsler på, ta’r jeg turen til fods rundt ved vor hjemlige kyststrækning, som jeg har gjort det så ofte før i de mange år, jeg har boet her på parnasset, og med mig har jeg mine to vandrestave, Munken og Hejren – og lur mig, de ligger begge godt i hånden og hver på sin vis, repræsenterer de historiens vingesus.