0 I Dagny Andersen's slægt/ Slægt

“Dinne”

“Dinne” var min mormors storesøster. Hendes ungpigenavn var  Marie Kirstine Jensen.  Hun blev født den 29. maj 1885 i Horne på Fyn og i juli måned samme år, blev hun døbt i Horne Kirke, hvor hun blev holdt over dåben af pigen Johanne Andersen, Bjerne Mark og pigen Ane Nielsen stod ved siden.  Fadderne var Skrædder Laurits Marius Jensen, Horne. Ungkarl Anders Andersen, Bjerne Mark samt husmand Peter Jensen, Bjerne Mark.
Marie Kirstine blev  konfirmeret i Horne i oktober måned 1899 og hun har gået i skole der. Så længe jeg husker, blev Marie Kirstine kaldt “Moster Dinne”

Marie Kirstine

“Dinne” kom ud at tjene straks efter konfirmationen.  Hendes første plads var hos Hans Bønneland hos hvem hun var et års tid. Derefter var hun hos sin morfaders bror, Hans Andersen med tilnavnet Knold. Hans Andersen boede på “Kabbelhøjsgård” som ligger skønt med udsigt over vandet til Dyreborg og Faaborg. Kirstine tjente der i 5 år.
Senere rejste “Dinne” til Rasmus Hansen, “Lisesminde” i Alléskoven i Diernæs Sogn og dér tjente hun i 1½ år.

Som fritidssyssel inden sit giftemål, lærte hun kjolesyning på “Frk. Andersen systue” i Faaborg.

“Dinne” traf sin tilkommende, Jens Peter Larsen, første gang, da han skulle sælge lodsedler til et godt formål. Jens Peter kom blandt andet til gården “Lisesminde” i Diernæs for at sælge lodsedler. Dér var der  to “fnisetøse”, der købte lodsedler. Den ene var “Dinne” som altid gennem hele sit liv købte mange lodsedler. Jens Peter købte aldrig lodsedler.

“Dinne” og Jens Peter fatter interesse for hverandre og amorinerne svæver tæt omkring dem. I marts måned 1909 gifter de sig i Svanninge Kirke.  De købte en ejendom i Ny Stenderup som de flyttede til den 1. april samme år. Det er fortalt, at de kørte dertil i charabang i øsende regnvejr med et vrælende barn, der var født året før.
“Dinnes”  yngre søster, Maren Nielsine, fulgte med, da “Dinne” og Jens Peter flyttede til Ny Stenderup og hun tjente hos dem i 2 år.
Maren blev konfirmeret i Vester Hæsinge kirke i oktober måned 1910, mens hun tjente hos søsteren og svogeren. Syv år senere fødte Maren Nielsine en datter som 25 år senere blev min mor.

Moster “Dinne” og Jens Peter i Ny Stenderup, besøgte vi så ofte det kunne lade sig gøre. Vi kørte med rutebil fra Faaborg. Stod af ved landevejen ” oppe ved Ny Stenderup” og gik op gennem hulvejen til Moster “Dinne” og Jens Peters ejendom – en typisk dansk bindingsværksejendom med stråtag, lave længer, vandpost og stentrug på gårdspladsen, hund, kat, fritgående høns og kurrende duer og en kålhave med bærbuske og frugttræer og heste, køer, kalve og fedesvin var der i stald og stier..
Just sådan som vi husker det.
Moster Dinne havde en datter, der blev kaldt “Asse” og hun havde en dreng som hed Preben…

Andre tekster

Ingen kommentarer

Svar