En dag i den forløbne uge bankede det på hoveddøren. En mand iført styrthjelm, cykelklemmer og tætsiddende signalgul overtræksvest påklistret brede sølvreflekser, stod på trappestenen.
Goddag Hr. Nu må du ikke tro…..Men hvor mange år har det taget og er det en thuja eller en cypres?’
Efter at manden yderligere havde uddybet sit ærinde ved min hoveddør, trissede vi småpludrende hen mod stedet hvor den stod, for i fællesskab at besigtige opmærksomhedens genstand.
“Ja, for man kan jo godt sige, at det er sådan en slags Bonzai. Det er vel næsten dit barn”, sagde manden med en vis beundring i stemmen og en noget forventningsfuld attitude. Og så gentog han: “Og nu må du endelig ikke tro…”
Det svarede jeg så ikke på, men fortalte ham, at den var godt og vel 30 år gammel. I 1978 købt i den lokale velassorterede planteskole for at være en lavtvoksende enebær med dværgvækst.
At den så med årene viste andre genetiske tilbøjeligheder, var egentlig lidt ligemeget – den udfyldte jo sin mission – indtil jeg syntes den var blevet for stor og overvejelser om fældning begyndte at trænge sig på. Valgte så at gi’ den en chance. For en 10-12 år siden begyndte jeg så at beskære, klippe og forme banditten og her er så det foreløbige resultatet.
Manden syntes tilfreds med forklaringen og udtrykte igen sin beundring. Jeg bød ham en god dag og gik tilbage til mit afbrudte forehavende.
Var det en thuja eller en cypres? Ingen af delene. Den er såmænd købt i en lokal planteskole for at være en kinesisk lavtvoksende enebær med dværgvækst. Det med dværgvæksten er det så som så med.
“Ja, for man kan jo godt sige, at det er sådan en slags Bonzai. Det er vel næsten dit barn”, sagde manden med en vis beundring i stemmen og en noget forventningsfuld attitude. Og så gentog han: “Og nu må du endelig ikke tro…”
