I Fra tiden i Strib/ Sådan set

Kirstine, Knud og Harald

Året efter 1. verdenskrig brød ud, rejste Harald og hans bror til Amerika. Seksten år senere sendte Harald et meget meget langt brev hjem til sin ungdomsven, Kirstine, som han havde tjent sammen med på en gård i en lille landsby et sted i Jylland.

Harald havde ikke stiftet familie. Han var blot i midten af 30’erne. Var nu blevet syg og havde god tid til at reflektere over livets eventyrlige forunderligheder og mangfoldighed, dets fortrædeligheder og dets forgængelighed. Over en to-årig periode skriver Harald så på det brev som han sender til Kirstine hjemme i Danmark.

Hvorfor det bliver Kirstine som bliver modtager af brevet, undrer Harald sig selv over, men han har alligevel nogle veldefinerede hændelser at fæste sine betragtninger på. Blandt flere omstændigheder nævner han, at stedet hvor han tjente sammen med Kirstine jo var deres første dør væk fra hjemmet.

Verden var ung dengang, skriver han, og “… vi havde begge en vældig mod på livet… “.

Da Harald begynder på fortællingen om sit livs historie, havde han været indlagt på et sanatorium i et års tid på en lille ø ved indsejlingen til New York Havn. Han var blevet udskrevet fra sanatoriet. Havde fået en lejlighed med udsigt til Hudson floden og var blevet ansat i et deltidsjob. Skriveriet havde ligget stille i en periode men var så blevet genoptaget.

Med en flot ført pen beretter Harald om sine mange oplevelser i forskellige byer, på prærien, i bjergene, i Grand Canyons, i slugter og på vildvoksende og ensomme steder og om steder i de forskellige stater han på sin vej kom igennem. På et tidspunkt erhverver Harald retten til 320 tønder land nybygger-landbrugsjord for 50 dollars og drager ud for at opdyrke jorden. Han bor under åben himmel sommer og vinter og lever af naturens råstoffer. Drager med mellemrum til byen for at tjene penge. Bygger sin første bolig af råtømmer – et 10 kvadratmeter stort skur med brændeovn. Beslutter sig så for at rejse videre og lader ind imellem drømmen om eventyr være den bestemmende kompasnål som peger mod nye destinationer. En arbejdsulykke hvor han kommer slemt til skade med benene og hvor han lægges i gips fra fod til brystkasse, sætter ham ud af spillet i en lang tid og nedsætter efterfølgende hans fysiske formåen.  Lægers spådom om, at Harald  aldrig vil komme til at gå på sine ben igen, bliver gjort til skamme.

Harald kaster sig over medicinstudiet, men opgiver på grund af arbejdsbyrder med sideløbende at skulle tjene til livets ophold. Så drager han igen ud på ”eventyr”. Sidenhen kaster han sig igen over studier. Denne gang vil han være forfatter. Også denne gang bliver arbejdsbyrden for stor.  Så er det, at hans tuberkulose bryder ud og at han bliver indlagt på sanatorium.

Haralds brev kaster ikke blot lys over hans eget liv. Brevet strejfer også omstændigheder han forlod på gården i den lille lansby dengang i 1915.

Sidst på sommeren forinden  var Kirstine blevet frugtsommelig med gårdmandssønnen, Knud,  fra gården “Overgård” hvor hun tjente. Samme år som Harald var draget ud i den store verden for at erobre livets muligheder, rejser Kirstine også ud. Hendes bestemmelsessted var en fødestiftelse i en større by i Jylland. Her føder hun en søn som hun efterfølgende anbringer hos sine forældre. Kirstine får tjenesteplads på et gods ved Sorø, hvor hun træffer Oluf som hun gifter sig med i slutningen af 1916.

Gårdmandssønnen Knud stiftede familie nogle år senere og  drev fødegården videre. Faderen var død i 1907 og moderen havde skiftet med sønnen. I mellemtiden var Knud underlagt 1920’ernes økonomiske trængsler.  Alt det vidste Harald intet om, da han i 1931 sendte sit brev til Kirstine –  adresseret til “Overgård” – i håb om at uanset hvad, så ville hun nok få brevet.

Brevet kom Kirstine i hænde og er sidenhen gemt af hendes  efterkommere. Harald vendte aldrig tilbage men fik fortalt sin historie. Knud fik ikke fortalt sin historie. Solgte nødtvunget gården og døde 49 år gammel i 1939.  Kirstine levede et godt liv med sin familie.

Der kom et brev i 1931. Et par og halvfjerds år senere – i det nye århundrede – blev Knuds yngste datter – den sidst levende i søskendeflokken – bekendt med det, som ikke blev fortalt – at hun havde en halvbror.

Andre tekster